SONNERASMUSSEN.DK

Christels blog

Af terapeut Christel Sonne Rasmussen

Min kæreste forstår mig ikke. Min mand forstår mig ikke. Min kone forstår mig ikke.

Om du er i et hetero eller homoseksuelt forhold er underordnet, for ingen mennesker føler sig forstået hele tiden af deres partner. Det kan der være mange grunde til.

Det at føle sig forstået kan variere og udløses af alt fra hverdagssituationer, til forskellige kulturer i familier, personlige værdier og overbevisninger samt fejlslagen kommunikation. Og skønt vi jo som mennesker er temmelig ens med hensyn til at bære på de samme grundfølelser som vrede, glæde, angst, tristhed og overraskelse, er der i hvert enkelt forhold aspekter, der gør at det at føle sig tryg og forstået bliver en kendsgerning. Det er ikke så meget det, at vi ikke føler os forstået, der i starten er det største problem.

Problemet er, at de fleste ikke håndterer problematikken hurtigt i forholdet.

Man får forklaret sig selv, at det måske er en selv, der ikke formår at kommunikere. Man får forklaret sig selv med, at den anden måske bare er stresset eller fortravlet. Man får forklaret sig selv med, at vi jo heller ikke altid kan være ens – og derfor får man ikke kastet lys over situationen via nogle gode dialoger, og så begynder man at hobe skuffelser op, græder når man er alene, snakker med veninderne eller går bare med det selv og håber, at det er et forbigående fænomen, der forsvinder på et tidspunkt. Men har følelsen af ikke at være forstået sat sig fast, vil det være som en snor med en perle på. Flere perler vil komme til, og dette billede forklarer, hvorfor frustrationen er stor, når man ikke længere kan holde ud at gå med det selv.

Det er så besnærende at give sin partner skylden.

Og det er det, der sker, når der er mange perler på snoren.
Hvorfor kan han eller hun ikke bare fatte, at jeg har brug for bekræftelser eller kærtegn og så give mig det?

  • Hvorfor kan min partner ikke bare forstå, at vi skal have mere tid sammen og så skal det nok gå?
  • Hvorfor kan min partner ikke bare forstå, at jeg har brug for ro og stabilitet i og ”frikadellehverdag” i en periode og at jeg indtil det er en realitet, ikke kan agere sexuel og hengiven?
  • Hvorfor kan min partner ikke bare forstå, at jeg jo knokler alt, hvad jeg kan for at holde sammen på familien?
  • Hvorfor kan min partner ikke bare forstå, at brok og skæld ud lukker mig, og at jeg folder mit potentiale ud, når der tales pænt til mig?
  • Hvorfor kan min partner ikke bare forstå, at det er hverdage, der er flest af – og at jeg ikke kan hive mig op til den helt store forventningens glæde, når jeg står med alt det hele hjemme?

I alle forhold, uanset om der er børn eller ej, må vi tale sammen. Og jeg kan ikke sige det tit nok: Få kortene på bordet og snak om tingene, mens de er friske eller små i stedet for at hobe dem op. Det jeg hyppigt taler med par, der kommer til mig om og som gravalvorligt siger: Vi vil gerne lære at kommunikere sammen, er:

Hvilke holdninger og hvilke attituder virker?

Og grunden til, at dette spørgsmål må besvares, er at det ikke må blive en opdragelsesproces at være i et forhold. Det må ikke blive en proces, hvor den ene siger:

“Hvis du bare siger tingene sådan og sådan, så er det bedre for mig.”

Det, der derimod har værdi er, at man må tale om hvilke grundholdninger eller attituder, som netop nævnt, der er fremmende for at man hver især føler sig forstået.

  • Min mand forstår mig ikke, når han er kritisk og nærtagende.
  • Men min mand giver mig følelsen af, at han forstår mig, når han er lyttende og interesseret.
  • Min kone forstår mig ikke, når hun brokker sig og urimeligt kræver romantik.
  • Men min kone giver mig følelsen af, at hun forstår mig, når hun kommer mig i møde, er glad og realistisk.

Vi skriver historie i vores forhold. Vi skriver historie, hver for sig, og vi skriver historie som par. Det er jer, der fører pennen. Det er jer, der skal finde jeres måde at genskabe eller opretholde de tilstande og tilvalg, der baner vej for at den historie, der skal skrives, er konstruktiv og værd at læse – også om 10 år. Når holdningerne kan skabes, opstår handlingerne ud fra dette. For husk at de gange, hvor du har følt dig forstået, så er det, at tolerancen og tilgivelsen kommer frem. Så kan vi slå streger over det, der var træls og hårdt. Gør noget ved det. Sammen.

Af Christel Sonne Rasmussen - 30 maj, 2014

Læs mere i samme kategori:

Tjekliste

Christels blogAf terapeut Christel Sonne RasmussenTjekliste Fingeren på pulsen. Parforhold Denne tekst skriver jeg, i den periode i Danmarkshistorien, hvor landet er i en form for undtagelsestilstand, grundet Corona-virus. Jeg har en fornemmelse af, at det vil berøre...

Når din partner er konfliktsky

Har du hørt nogle af disse udsagn ? –eller kender du stemningen, der opstår, når følgende udsagn udtales: Hvorfor går du, hver gang der er optræk til konflikt?

Du opfører dig som Rasmus Klump, – du opfører dig som om at hvis vi bare spiser pandekager eller tager en kop kaffe, så kan alle problemer bare skubbes ind under gulvtæppet.

Man kan altså ikke komme igennem livet med tavshed eller overfladiskhed.

Kan du ikke forstå, at jeg bliver træt af dig og vred, når du aldrig tager initiativ til noget nyt og altid bare spørger, hvad jeg har lyst til.

Du pleaser så meget, at jeg bliver dominerende og strid, for din selvudslettelse er anstrengende. Forstår du ikke det?

Når jeg har brug for, at vi snakker noget igennem, udskyder du det. Jeg magter ikke, at du tror, at tingene løser sig på den måde.

Jeg keder mig sammen med dig. Det hele er så forudsigeligt og hyggeligt.

Parforholdet og manglende seksualitet

Parforhold og seksualitet.
Et parforhold er den relation i vores voksne liv, der rummer de største muligheder.

Med et parforhold har vi muligheden for at opleve fællesskab, tryghed, frihed, kærlighed, venskab, sårbarhed, krise, styrke, erotik og vækst. Og et parforhold er også den relation, hvor vi har mulighed for at udvikle os individuelt samtidig med at der foregår en fælles udvikling.

Læs forrige indlæg:
Læs næste indlæg: