SONNERASMUSSEN.DK

Christels blog

Af terapeut Christel Sonne Rasmussen

Kærestetid sammen med hinanden er vigtigt

Kærestetid.
Hvor vigtigt er kærestetid for dig?
Da jeg var barn i 70erne, gik man ikke op i at tale om kærestetid.
Der var helt andre traditioner for, at de voksne var de voksne, og at de, når TV avisen gik i gang ved 19.30- tiden bare havde voksentid, hvor vi børn så kunne være på vores værelser eller var lagt i seng, afhængigt af alder.

 

Men udover at der som i alle årtier har været et stærkt ønske i mennesker om at danne familie og også at have tid for sig selv, som børn eller som voksne, er meget ændret siden da.
Det er lidt overflødigt at skrive, at tempoet og kommunikationsmængden er sat drastisk i vejret, og jeg har adskillige par i min praksis der, når jeg spørger dem, hvad grunden eller grundene er til, at de kommer i parterapi, fortæller mig, at ”vi har glemt hinanden, og vi har brug for at skabe kærestetid”.
Snakken om kærestetid er relevant, og jeg tror mere end nogensinde, at der er nogle helt basale aspekter, vi ikke kun skal overveje, men integrere i vores bevidsthed.

Nemlig:
Vi har lige så meget tid, som vi altid har haft. De 24 timer i døgnet er måske det eneste, der er ens for alle mennesker. Så med logikerens optik er forudsætningen ens, og det handler om prioritering af vores tid. Men prioritering kommer jo ikke af ingen ting. Vi skal have lyst, vi skal kunne begribe konsekvensen af at skrue ned for kærestetiden, vi skal undlade at udskyde, og så er der også efter min mening, mange der skal lære at håndtere stress og gribe de muligheder, vi jo altid har i nuet.

Når talen falder på at skabe sig kærestetid, bliver det for mange par et projekt:

  • NU skal vi også ud at spise.
  • Nu skal vi også i biografen.
  • Nu skal vi også huske os selv.
  • Nu skal vi også have en fast barnepige osv.

Det virker for nogen at have kærestetid som et projekt.
Og for andre bliver det for pligtstyret, når det at hygge sig sammen, genskabe kontakt og ømhed bliver til noget, man skal.

Det, jeg også tænker om dette, er at det handler om mere end det. For som jeg peger på, har vi jo tiden. Men hvilke ressourcer har vi, og hvilken optik har vi med hensyn til kærestetid? Det vil jeg her gerne knytte en kommentar til.

For mig at se handler det om for hvert enkelt menneske at kunne skabe flow i deres tilværelse.
At have en langt mere konsekvent struktur med hensyn til at afvikle hængepartier, skabe og opleve lyspunkter hver dag, sørge for at få ladet op, så der er energi at give af og at skabe lyspunkter, så vi har noget at se frem til.

At skabe tilstandene, hvor overskud og glæde, interesse og nysgerrighed er i spil, bevirker at vi igen ”får øje” på vores kæreste og det, som personen virkeligt indeholder, i stedet for at irriteres over, hvorfor han eller hun igen ikke har smidt håndklædet i vasketøjskurven, stillet skoene på plads osv.

Det som par at tage ejerskab for, at kærestetid kan skabes og opstår hele tiden, og det som par sammen at fokusere på de muligheder og små sprøde stunder, der kan skabes, også selv om man har travlt, er for mig at se den holdning, der er bærende for, at kærestetid opstår.

Hvor meget reel kærestetid har du sammen med din partner?

 

Af Christel Sonne Rasmussen - 8 jul, 2019

Læs mere i samme kategori:

Ingen resultater fundet

Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.

Læs mere af det jeg skriver om

Læs forrige indlæg:
Læs næste indlæg: