SONNERASMUSSEN.DK

Christels blog

Af terapeut Christel Sonne Rasmussen

Cases om udbrændthed og det at være udbrændt.

Jeg har været tilknyttet som konsulent og underviser i forløb, hvor målgruppen var mennesker med både kortvarige og langvarige sygemeldinger, og jeg vil gerne give nogle eksempler fra den virkelige verden.
De navne, der er brugt, er fiktive, hvorimod de cases, der beskrives, er autentiske.

Lene, 34 år Lene var i 9 år ansat som social- og sundhedshjælper. I de sidste 3 år blev hun sygemeldt på grund af stress og depression a 4 omgange. Lene beskrev selv, hvorledes hun havde elsket sit job og nød samværet med og plejen af de ældre mennesker, som var hendes primære målgruppe. I takt med, at kravene blev skærpede, og det tidsmæssige aspekt, at Lene måtte bruge kortere tid hos hver borger, fik hun det gradvist dårligere. Fik søvnforstyrrelser, følte sig tit energiforladt og selv om hun mange gange havde lyst til at tage sig en sygedag, undlod hun dette, for der var så mange andre, der også var syge af personalet. Lene manglede forståelse fra chefen med hensyn til vagtplanen, hvor hun flere gange havde bedt om at blive fritaget for aften- og weekendvagter, da hun var alene med 2 mindre børn, men hvor hun oplevede, at dette ikke blev efterkommet. Da Lene fandt en ældre borger død på sit værelse, brød hun sammen. Hun havde tidligere set et dødt menneske, men denne gang udløste det, at hun ikke turde gå på arbejde mere, udviklede angst og depression og manglende tro på egne evner. Lene var i sin grundpersonlighed og sit udtryk en meget livsglad og givende person. Men valgte at få et job, hvor hun ikke længere skulle arbejde med mennesker, og hvor arbejdstiden var max. 25 timer ugentligt, da hun ikke kunne overkomme mere.

Henrik, 41 år Henrik var en fremstormende karriere mand. Havde været konsulent i mange år og var meget anset inden for den branche, han arbejdede i. Havde altid moret sig med sit job og elskede at tage de sværeste opgaver, som ingen andre kunne løse. Og havde efter hans eget udsagn stort set “ikke haft andet end succes i hele sin job – karriere”. Pludselig begyndte han at have problemer med at koncentrere sig. Han kunne ikke huske, hvem der ringede til ham. Han havde svært ved at have interesse i de opgaver, der blev stillet. Og han udviklede en stor vrede over for sin leder, når denne kom med nye ideer og tiltag. Noget, han altid tidligere havde elsket. På hjemmefronten var der knas i parforholdet, men økonomisk og fritidsmæssigt var alt mere end perfekt. Og ordet “perfekt” var et ord og et begreb, der altid havde været Henriks mål og ønske. Og i flere og flere situationer oplevede Henrik nu, at han ingenting var værd. Og for ikke at tabe ansigt, og fordi han mente, at han nok bare var stresset, begyndte han at fingere “influenza” og meldte sig syg. Og begyndte at frygte at gå på arbejde. Da Henrik lod sig sygemelde i to måneder, fordi han var ude at kontakt med nogen form for energi, valgte han at modtage coaching, og fik fundet sine værdier for job og andre livsområder, og begyndte at forstå sammenhængen mellem aktivering og deaktivering. Henrik fandt sin motivation og energi igen, men på et andet job, og han lærte at skrue ned for sine egne forventninger. Han udtalte, at hvis han ikke var blevet stoppet af den afmagt, han følte, ville han nok en dag have gjort en ende på sit eget liv, fordi han var begyndt at føle sig som en omvandrende fiasko.

Anette, 37 år Anette havde været pædagog siden hun var 22. og havde elsket sit job. Havde nydt samværet med børn, og var i 9 ud af 10 dage altid gået glad hjem. Inden for de seneste to år, oplevede hun, at der blev skåret ned på personalet, og at der kom en tilstrømning af børn med store sociale problemer til institutionen. Da hun havde været pædagog længe og var en stor kapacitet, valgte hun at sige ja til det kompetenceområde, at hun tog sig ekstra af de børn, der havde særbehov. Anettes problem blev dog, at hun ikke kunne give slip på tankerne om børnene, når hun kom hjem. Hun bekymrede sig, ængstedes, og gjorde alt, hvad hun kunne, for netop at give dem ekstra omsorg og opmærksomhed, når hun var på arbejde. Hun bemærkede ikke selv, at hun skiftede karakter. Men følte sig tit mat og utilstrækkelig, og sov stort set, fra hun kom hjem, til hun atter skulle på arbejde. Hendes kæreste gav tit udtryk for, at hun måtte være lidt mere til stede derhjemme, og da hun var en følsom og givende kvinde, følte hun tit usandsynligt dårlig samvittighed over, at den energi, hun altid havde haft, løb ud af hende, uanset om hun var hjemme eller på arbejde. Hendes daglige sætning til sig selv var: “nu må jeg tage mig sammen. Der er jo ikke noget at klynke over. Det kan da ikke passe, at jeg synes, at det er svært. De børn har brug for mig, og jeg kan jo godt lide min kæreste, så nu må jeg stramme lidt op”. Det, kollegaer og leder på jobbet bemærkede, var, at hun blev mere og mere initiativløs. Hun kunne sidde flere timer på en stol, og smile tappert og venligt, men holdt op med at være igangsættende og deltagende. En morgen, hvor hun skulle på arbejde, besvimede hun og var sværere at få til bevidsthed end efter en almindelig besvimelse. Hun blev indlagt, og orkede i flere måneder knap at tale. Udmattelsen havde sneget sig ind på hende, og hendes energiforladthed var total. Der var ingen tvivl om, at Anette måtte få et andet job, når hun blev raskmeldt igen. Hun forsøgte sig i servicefag, men orkede ikke at være på arbejde i mere end 3 timer om dagen, selvom hun godt kunne lide arbejdet og de mennesker, der var der. Anette var udbrændt. Og selv flere år efter er hendes energiniveau ikke stabilt eller højt. I Anettes tilfælde har det været nødvendigt med en førtidspension, selvom hun i sin vilje ikke ønsker dette, men har måttet erkende, at hun ikke har energien og evnerne til andet.

Lasse, 57 år Lasse havde været virksomhedsleder i mere end 30 år, da han begyndte at miste gnisten til sit arbejde. Virksomheden gik godt, han havde altid nydt at arbejde og var glad for sin familie. Han begyndte at bekymre sig og ængstes mere, end han havde gjort før i tiden. Han blev søvnløs og melankolsk og kunne ikke rigtigt glæde sig over noget mere. Han havde lyst til at holde ferie, men kunne ikke overskue at tage af sted fra virksomheden, hvilket han ellers havde haft gjort mange gange med held. For han havde dygtige og ansvarlige medarbejdere, som han stolede på. Han udviklede diskusprolaps og var efter operationen meget smerteplaget. Han begyndte at blive bange for at præsentere og præstere, og plagedes af dødsangst og katastrofetanker om, at hans børn ville dø, og at hans kone ville finde en anden, for han var jo bare en gnaven og sørgmodig mand, der ikke havde lyst til noget. Lasse forsøgte at holde sig oppe på, at når han blev 60, kunne han gå fra arbejdsmarkedet, men det pinte ham, at ingen af hans børn var interesserede i virksomheden, og det plagede ham, at han skulle lade sit livsværk gå til en, der eventuelt ikke havde samme visioner, som han selv havde haft. Hans humør blev så dårligt, at han blev nødt til at få psykiatrisk hjælp, og så herefter sig selv som en knækket mand, der frygtede for morgendagen og heller ikke havde energi til at følge de mål, han satte sig. Lasses diagnose var udbrændthed. Han afhændede sin virksomhed og satte sig det mål kun at gøre, hvad han havde lyst til. Og er ved at få livsgnisten tilbage. Men som han selv siger “Det har bare taget alt for lang tid; jeg synes, at jeg har spildt mange år og tør ikke forvente mig noget af fremtiden, kun at håbe, at det bliver bedre”.
Så: til kamp mod udbrændtheden. Og til kamp mod at overhøre signaler og til kamp mod at underkende vores medmenneskers kommentarer om, at vi skal passe bedre på os selv, så vi ikke bliver udbrændte.

Således ønsker jeg med denne tekst at have redegjort for, at det er op til den enkelte at tage hånd om eget liv, og samtidig at gøre ledere og evt. tillids- og sikkerhedsrepræsentanter opmærksomme på, at ingen af os må sove i timen, når det handler om stress.

For effekten kan være af langt værre dimensioner, end man lige går rundt og tror.

Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen

Af Christel Sonne Rasmussen - 2 jan, 2007

Læs mere i samme kategori:

Styrket selvværd og mere personlig udstråling.

Jeg har arbejdet med adskillige unge erhvervskvinder

Fælles for dem har været, at de har ønsket sig et styrket selvværd og en mere kraftfuld personlig udstråling. Nogle af dem har sagt jeg kan godt sælge, men når salget så er slut, ved jeg ikke, hvad jeg skal sige, jeg blive ligesom til ingenting.

Drillet og mobbet i skolen

Jeg arbejder tit med børn, der af den ene eller anden grund ikke er glade for at gå i skole fordi de bliver drillet og mobbet.Generelt vil jeg sige, at børnenes problemer befinder sig enten på et fagligt plan, et socialt plan eller et personligt plan.

Julenat i Bethlehem – Elsk muren ned

Jeg anede ikke, før jeg hørte nedenstående Youtube klip, at der eksisterer en mur rundt om Betlehem.

Og jeg blev inderligt glad, da jeg hørte Lars Lilholt synge om Betlehem og kærlighed. Og at sangens tekst nu hænger i både en dansk og engelsk udgave på muren omkring Betlehem, giver håb.

Jeg kommer tit i en særlig blid, henført og melankolsk stemning, når jeg hører Lars Lilholts melodier og tekster. En stemning, hvor grundklange i sindet, hvor længsel efter fred, længsel efter kærlighed, glæde og hjælpsomhed synger. En sang, som jeg tror, at de fleste af os har i vore hjerter, men hvor indre mure er blevet bygget op, som forsvar mod angreb og fornedrelser – og som ly for afvisninger og svigt.

Læs mere af det jeg skriver om

Læs forrige indlæg:
Læs næste indlæg: