Vorherre, landmanden og kornet

Udfra min pointe om, at modstand er en del af enhver proces, uanset om den er af personlig karakter eller arbejdsmæssig karakter, vil jeg invitere dig, der læser dette dokument, til at høre en gammel historie.

Om du sidder som leder og har mest fokus på arbejdsglæde og personalepleje. Om du sidder som et individuelt menneske, der har fokus på personlig coaching og udvikling. Om du sidder som del af en medarbejdergruppe, der mangler overskud, er stressbelastet og knap kan se dig ud af det, er jeg sikker på, at denne historie vil gå med dig. Og formentligt og forhåbentligt vil være brugbar i mange situationer.

Fordi:

• Attituden gør en forskel.
• Attituden påvirker håndteringen.
• Og attituden er det, du selv har indflydelse på, fra situation til situation i dit liv.

God fornøjelse.

For mange år siden, ja så mange år siden, at Vorherre stadig vandrede rundt på jorden, var der en mand, som man i vores tid ville kalde for landmand. En mand, der dyrkede jorden og ud fra afgrøderne forsørgede sig selv og sin familie.
Manden var tilfreds med at dyrke jorden. Han kunne godt lide det daglige arbejde, og følte altid stor nydelse ved at se kornet vokse op og ved at høste afgrøderne, når tiden var inde til dette. Et fænomen forstyrrede ham dog, og kunne gøre ham både ærgerlig og frustreret, nemlig VEJRET.
Han havde i sit stille sind mange gange tænkt, at Vorherre ikke var landmand. For havde han været det, havde han sørget for at tilpasse mængden af frost, regn, blæst og solskin, så det sikrede afgrøderne i langt højere grad end tilfældet. Mange gange havde landmanden grædt, når en forårsstorm havde slået store dele af hans afgrøder ned. Mange gange havde han frustreret ventet på, at frosten skulle gå af jorden. Mange gange havde han sukket efter regn, når solen havde svedet kornet fuldstændigt, og mange gange havde han modløst set ud over regntunge afgrøder og manglet blæsten og solen, der kunne tørre disse

Så da Vorherre en dag kom vandrende ved markskellet, øjnede han den chance, han så tit havde ønsket sig. Nu var muligheden der. Muligheden for at tale med Vorherre om vejret .
Og landmanden tog mod til sig. Han gik hen til Vorherre, hilste på ham og spurgte, om han måtte fremsætte et ønske. Vorherre var mild og i godt humør og bad landmanden sige frem.

Kære Vorherre, sagde landmanden. Jeg er taknemmelig over alt, du har skabt og taknemmelig for, at min familie og jeg kun har sultet lidt. Men jeg vil sige, at jeg tit har tænkt på, at du ikke er landmand. Jeg vil spørge dig, om jeg må få lov at få herredømmet over vejret i en periode, så jeg kan vise dig, hvor lidt der skal til, for at skabe større vækst.
Vorherre og landmanden drøftede situationen. Og blev enige om, at landmanden måtte bestemme over vejret i en periode på 7 år, og at de kunne mødes 1 gang om året for at tale om, hvordan det gik.

Ingen var lykkeligere end landmanden. Hans bøn var blevet hørt, og nu var alt så ligetil.
Han gik straks i gang. Han sørgede for, at frosten var af jorden i det tidlige forår. Han sørgede for milde vinde og tilpas varme. Han sørgede for regn, der tilsvarede det, som kornet havde brug for. Han sikrede sig, at der ikke var storme. Han sørgede ganske enkelt for de allermest optimale omstændigheder og da høsttiden nærmede sig, var ingen lykkeligere end landmanden. Aldrig havde kornet stået så højt og flot. Aldrig havde kornet været så gyldent og så fint. Aldrig havde landmanden set så sammenhængende og harmoniske marker. Ingen områder med golde pletter, ingen områder med nedadbøjet og regntungt korn, ingen misvækst eller manglende vækst. Alt var perfekt. Hans hjerte svulmede, og han glædede sig inderligt til den dag, hvor høsten skulle i gang.

Et par dage før høsten ville landmanden lige smage på sit korn. Han trak et strå op, og åbnede et aks. Og blev lidt overrasket. For kornakset var tom. Der var intet velsmagende korn i kornakset så landmanden trådte et par skridt ind i marken, og plukkede et nyt strå. Og til sin overraskelse med samme resultat. Kornaksene på dette strå var også tomme. Han mærkede en svag panik brede sig, men gik ufortrødent hen til et andet område af marken og plukkede endnu et par strå. Nu var det ikke overraskelsen, der overmandede ham, men rædsel og panik. Også disse strå, hvor smukke og hvor lange de end var, havde tomme bælge. Der var intet korn i stråene. Og skønt landmanden løb hid og did fra mark til mark, var resultatet det samme alle steder. Skønt afgrøderne havde fået, hvad landmanden vurderede, som de bedste omstændigheder, bar de intet korn. Skønt de var smukke og gyldne, ranke og stolte, var de tomme for det allermest vigtige, nemlig kornet.

I sin totale desperation anråbte landmanden nu Vorherre. Han kunne ikke se sig ud af situationen, og bønfaldt om hjælp. Og i løbet af kort tid dukkede Vorherre da også op ved et af markskellene. Landmanden løb, som han aldrig havde løbet før, hen til Vorherre og beskrev grædende situationen.

Vorherre så mildt på ham og sagde.
Jeg forstår din smerte. Og lad mig fortælle dig noget, som jeg tror, at du har overset.

Da du fik herredømmet over vejret, gav du dine marker, hvad du mente var bedst – tilpas regn, tilpas solskin, tilpas vind. Men dit korn har aldrig haft noget at kæmpe for.
Da det skulle op af jorden, behøvede det ikke at gøre en ekstra indsats, for mulden var varm. Da dit korn voksede op, behøvede det ikke at udvikle modstandsdygtighed, for der var ingen modstand. Der var ingen voldsom blæst, der var ikke for megen regn, og der var altid den varme, som du skønnede, var bedst. Så kornet behøvede ikke at trække på sine ressourcer. Det kunne koncentrere sig om at vokse frit op og blive flot. Og det gjorde det. Men det så ingen grund til at udvikle mere end dette. Det så ingen grund til at bære frugt. For det mødte aldrig modstand. Og nu står du så her, hvor du må erkende, at du har verdens flotteste marker, men marker uden indhold. Strå og aks uden korn. Og udsigt til en vinter med hunger og desperation.

Landmanden indså Vorherres pointe. Modstand er ikke af det onde. Modstand hærder, modstand styrker, modstand giver os grunden til at gøre en ekstra indsats. Og han gav straks herredømmet over vejret tilbage til Vorherre.

Historien er gammel og viis. Og handler naturligvis om meget mere end vejret.
Modstand er kun et problem, når vi som mennesker, fagligt og personligt, ikke formår at tackle og håndtere den. Modstand er lærerigt og givende. Og noget, vi må forholde os til i stedet for blot at sætte idealistiske og naive mål, enøjede og derfor snæversynet.

Som coach fortæller jeg ovenstående og lignende metaforer tit. Ikke for at nedgøre min fokusperson eller én gruppe, jeg står overfor. Men for at perspektivere, hvad det, som vi kalder modstand, kan bruges til. Og jeg mener fortsat, at modstand hverken skal søges eller opretholdes, men forstås og håndteres. Så vi i stedet for kun at beklage og ærgres, bevæger os videre og agerer langt mere konstruktivt i lignende situationer fremover. Og lad det være understreget, så der ikke hersker nogen tvivl om mit budskab.

Jeg og mine konsulenter har den viden, der gør, at vi mener, at alt kan coaches. Om du søger arbejdsglæde og større trivsel på arbejdspladsen, om du ønsker at være mindre stresset, om du ønsker at berige den kultur, der er på jeres arbejdsplads. Og/eller om du som individuelt menneske er interesseret i coaching på grund af temaer og problematikker, som du vil have mere indflydelse på, ja så ved jeg, og det ved du også: der vil tid efter anden komme modstand. Der vil tid efter anden komme uventede forstyrrelser. Lær at møde disse. Lær at håndtere disse. For så er det dig, der mestrer. I stedet for at være den, der flygter eller blot brokker sig.

Vil du have mere information om emnet.
Vil du bestille et foredrag.
Vil du have et skræddersyet forløb til din virksomhed, indenfor stresshåndtering, effektivitet, personalepleje, kommunikation, konflikthåndtering mv., ja så kontakt mig på mail eller giv mig et ring for nærmere information.

Med venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen