SONNERASMUSSEN.DK

Christels blog

Af terapeut Christel Sonne Rasmussen

Udadtil og indadtil

Udadtil:

Selvom de færreste er klar over det, konkurrerer de fleste af os.

Det er ikke konkurrencer, i ordets mest bogstavelige betydning, hvor der er en kamp, og hvor man kæmper mod andre, for at vinde.

Nej, det er en form for konkurrence i hverdagen eller tilværelsen. Som andre ikke kender til, men formentligt kan se.Og konkurrencer, for at styrke eller opretholde et billede udadtil.

Nogle konkurrerer om at have den flotteste græsplæne på vejen. Nogle går op i at have de kønneste børn. Andre i at have de dygtigste børn, enten i skolen eller inden for fritidsaktiviteter. Andre igen lægger stor vægt på, at den eller de biler, der holder i garagen er af Audi-kaliber eller endnu bedre. Andre igen fokuserer på at være et par eller en familie, der er aktive. Hvor man går i biografen, til koncerter, tager på udenlandsferier mindst en gang årligt, tager på aktive vandre-eller cykelture. Atter andre går op i kulturlivet og bliver en del af teaterforeninger, vinklubber og er sponsor på store arrangementer. Nogle går op i den sunde livsstil og sender kun børn i børnehave og skole, der har velsmurte madpakker og økologisk frugt med. Og nogle får kæledyr, som de går ture med, tager på udstillinger med og forståeligt nok taler med andre dyrevenner om. Nogen dyrker deres krop og går i fitness eller træner halvmaraton eller ironmans. Mindre kan også gøre det.

Og så skal det naturligvis også nævnes, at de sociale medier som bl.a. Facebook er fantastisk til at styrke hver vores konkurrence. Det er muligt og nemt, også helt ned i barnealder, at lægge beskeder og billeder ud om vores spændende liv. Formentligt fordi det giver en god fornemmelse at have signaleret til verden, at vi er ”On”, at vi er med, at vi deltager og at vi hver især gør en forskel.

Og jeg kan se, at mængden af aktiviteter og konkurrencer stiger. Det gør stress jo så også, ifølge Ekstra Bladet fra i, lørdag den 23. august, hvor der står, at “500.000 danskere. altså hver 10 dansker lider af stress”. Der er ikke så mange, der taler om, at de falder om i sofaen og sidder med TV eller iPad, når børnene sover. Det er jo ikke noget at fortælle. Det er lidt for passivt. Vil mange mene. Udadtil. Der er heller ikke så mange, der taler om, at deres sexliv er gået i stå, og man sover med ryggen til hinanden, og at når der endelig sker noget intimt, er det stort set kun for at få dækket et eget fysisk behov. Der er heller ikke så mange, der taler om, at kammertonen derhjemme er ikke eksisterende. At ”fuck dig”-attituden og hårde ord om hinanden falder hyppigt. At man ikke føler sig forstået, men glemt og overset, underkendt og taget for givet. At man føler sig som et skaffedyr eller som et offerdyr. Eller at tavsheden er rungende, og man taler en smule om jobbet og andre mennesker, men at det så stopper der. Og at den ene part drikker en flaske vin hver aften og falder i søvn på sofaen igen og igen er jo heller ikke noget, man lægger ud på Facebook. For udadtil er det jo skamfuldt og trist, og har stået på så længe, at hvis man begynder at nævne det nu, ja ”åh hvad vil folk så ikke tænke – For er der noget galt med en selv, når der går tv, rødvin, hårde ord eller tavshed i den ”?

Indadtil:

Det er tit lidt hårdere indadtil, end vi vil være ved.

For her kan konkurrencen ikke hjælpe os, når vi mærker efter. Og det er jo tankevækkende. For langt de fleste mennesker ønsker at være ærlige og vil godt til venner og nær familie fortælle, hvordan det går indadtil.

Og alligevel hører jeg ugentligt mange eksempler på, at der er mange, der oplever, at når de bliver spurgt om, hvad de har lavet i weekenden og fortæller:

”jeg har slappet af, læst en god lang bog, sovet og spist ud fra min nuværende rytme”, Så er der mange, der siger: ”Ja, men hvad ellers”.

Og når der så siges:

”Ikke noget ellers”. Men bare på en introvert facon beskriver, at det har været fint og rigeligt, for mig i weekenden ”Nå, men hvis det virker for dig, så er det jo godt”-respons.

Men det er jo ikke ligefrem en ”Thumbs Up” respons.

For når man så siger det, som det er: Nej, det har ikke været nogen god weekend. Børnene har skændtes. Jeg har egentligt ikke gidet at spise frokost med min partner. Som hvis han/hun overhovedet har været hjemme, for golf, fodbold, vennerne, cafebesøg, shopping, motionsløb mv. har gjort at vi stort set ikke har mødtes eller haft gensidig lyst til nærvær, ja så siger mange: Åh, det er jeg ked af. Og enten følger de op med: Skal du finde dig i det, – eller ”mon det ikke bliver bedre”?

Og mange lukker derfor ned for at tale med andre og også med sig selv om, hvordan det går indadtil. For det her, at de tunge stemninger er, men orker man at forholde sig til det lige nu, og er det forhåbentligt ikke bare et forbigående fænomen?

Og jeg forstår godt behovet for konkurrencen. Konkurrencen, som ingen hører om, men som er der, fordi vi alle må søge at få behovene for variation, betydning og indflydelse indfriet. Jeg forstår til fulde, at mange af de konkurrencer, som jeg tillader mig at kalde det, naturligvis har rod i værdier. Man går jo eksempelvis ikke op i at have den flotteste græsplæne, hvis havearbejde ikke interesserer os. Og så må jeg samtidig sige: Det skorter ikke på mennesker og par, der kontakter mig, fordi gabet imellem det, der foregår udadtil og indadtil er blevet for stort. Mennesker, der ikke længere hverken kan eller skal rumme frustrationen og ulykkeligheden, og lad mig sige det som det er. Hver dag er der en i min praksis, der siger: ”jeg ved ikke, om det er for sent”. Jeg har ikke patentet på at vide, hvad du skal gøre for at få bygget en bro imellem det, du signalerer udadtil og det, du signalerer indadtil. Vores baggrund, værdier, opvækst, tankesæt, reaktionsmønstre og mangler er individuelle. Jeg vil dog med denne tekst påtale, at uanset hvor mange kræfter du eller I bruger på at signalere overskud og ”her går det kun godt”, så må du eller I stoppe op og mærke efter. Og jeg er slet slet ikke en psyko – person, der mener, at vi konstant skal tale og føle. Men jeg er et menneske, der ved, at lykkens dør åbner indad. Jeg er et menneske, der ved, at hver person må tage ansvar for sin egen lykke. Og jeg er et menneske, der ved, at vi sagtens kan højnes af det, vi signalerer udadtil, men når alt kommer til alt, så er det indadtil, at vi kan afveje, hvordan vi egentligt har det.

Dette er jo ikke ny viden. Nogen af jer, der læser dette, vil sige: ”Det er fint, Christel, det ved vi da godt”.

Det er godt. Så er mit bud så:

Så stå ved, hvordan du har det, og så vis at det er de indre planer, der betyder mest , og at det er de ydre planer, der kan højne , hvordan vi har det indadtil.

Derfor har jeg valgt med en tekst som denne at skabe lidt nødvendig forstyrrelse og endda provokation for at få nogen af jer til at se efter, hvilken konkurrence, du eller I har udadtil, og så helt ærligt, med hånden på hjertet, afveje, hvordan du eller I har det indadtil.

Og er du en af de personer, der vitterligt kan sige: Der er balance imellem begge planer mht. hvordan jeg/vi har det udadtil og indadtil, skal du vide, at du/I har gjort en god indsats.

Jeg stiller dagligt et helt enkelt spørgsmål, der lyder:
Hvordan har du det egentligt?

Når dette spørgsmål stilles i fred og trygge omgivelser, kommer følelser op til overfladen. Også selvom mange har lovet sig selv, at ”de ikke vil græde inde hos mig”. Man behøver heller ikke at græde, men jeg oplever, at når mennesker bliver mødt med et oprigtigt ønske om at lytte til dem og forstå, hvad de gennemlever, og at man ved, at der er tid nok, så bliver det med et meget tydeligt, hvor stor frustration eller følelsesmæssig og mental smerte, man bærer rundt på.

Så er det, at der nemt opstår et gab imellem det, der opleves indadtil og det, der vises udadtil.

For udadtil kan det hele virke fint. Måske lidt fortravlet, men fint. Der kommer sund mad på bordet hver dag, man er i gang også med aktiviteter, man har lyst til – hus, have og netværk holdes – og egentligt kunne det være så godt. Som flere af mine klienter giver udtryk for, så går mange rundt med en oplevelse af, ”at det er jo så lidt der skal til”, før det er helt perfekt. Men frustration opstår, når den lille indsats, der, skal foretages indadtil, bliver ved at være en mangelvare, også selvom man har talt om tingene, tårerne har flydt, men tavsheden eller manglende handling bliver ved at være et mønster, der trækker nedad.

Så er det, at opdagelsesrejsen går i gang. Opdagelses rejsen, der handler om, hvad det er, der bremser, og hvorfor det bliver ved at bremse. Hvad det er der gør, at der ikke er en gensidig og fælles motivation og lyst til at lave en gennemgribende forandring, hvor man som par gør hinanden bedre.

 

 

Eksempler på, at der er en afgrund eller et gab imellem, hvad der signaleres udadtil og opleves indadtil:

 

Kvinde, midt i 30rne.

”Vi har haft et hårdt år”.

VI er sådan nogen, der har kendt hinanden siden ungdomstiden og været sammen lige siden. Egentligt er vores historie efter bogen. En stormfuld forelskelse, skønne år med gode venner, fester og ungdomsliv med fælles interesser. Lejlighed, hus og nu to børn.

Og min mand har meget travlt. VI har nemlig i enighed fordelt det sådan, at han gør karriere, mens børnene er små, og jeg har et 8-14 job og varetager primært hjemmet. Og det kan jeg godt lide. Så der er ingen problemer der. Men det sidste år har betydet, at vi ikke fik holdt ferie i udlandet, som vi plejer. Det var vi enige om, men jeg tror, at det har været med til at tage pusten fra os. Min mand har nemlig rigtigt rigtigt travlt, og det går ikke helt godt i hans firma. Han har været meget træt og fraværende. Aldrig negativ, men bare fraværende. Og jeg har savnet ham. Savnet hans interesse for mig og børnene, og savnet, at han tog noget initiativ, der handler om os. Det har han nemlig været god til førhen. Han er utroligt god til at tage initiativ med hensyn til hans venner. Og fritidsaktiviteter. Han spiller golf, og han mødes med kammerater fra forskellige netværk, og det har jeg sagtens kunnet unde ham, men nu er det hele lidt for meget. Jeg kommer til at lyde som den gnavne og lidt klynkende kone, der går og venter på, hvornår jeg får noget overskud, og det var først, da han forleden, gav udtryk for, at hans følelser for mig var væk, at jeg stoppede op og tænkte på, at vi stort set ikke har været intime i hen ved et år.

Men jeg har jo hele tiden tænkt, at det kommer igen. Jeg elsker ham usigeligt af mit hjerte, og har derfor kun haft fortrøstning til, at det her med fravær og distance imellem os, det her med at han har glemt mig eller rettere, at vi ikke har fået plejet hinanden, kun var et forbigående fænomen. Men han elsker mig ikke mere på den måde, som han gjorde førhen. Og det værste er, at han heller ikke tror på eller kan se, at han kan komme til det igen.

Så nu er krisen udtalt. For vi står to helt forskellige steder følelsesmæssigt. Jeg elsker ham, og jeg vil kæmpe. Men han elsker mig ikke og giver udtryk for, at han ikke har lyst til at kæmpe. For han tror grundlæggende ikke på, at vi kan finde tilbage.

Mand, midt i 30rne.

“Skal man kæmpe, når man i lang tid har gået og været frustreret og mærket et stort tomrum indeni?
Det er som om, at mine følelser for min kone er væk. Jeg tænder ikke engang på hende, når hun går ud af badet. Hun er sød nok, og jeg har respekt for hende som mor til vores børn. Men med hånden på hjertet føler jeg kun tomhed, når hun begynder at tale om at blive gamle sammen. Og nej, jeg har ikke mødt nogen anden, men føler bare ikke noget for at kæmpe. Der er en drivkraft i mig, der egentligt ønsker, at vi går fra hinanden i mindelighed.
Og jeg tager gerne ansvaret for at jeg ikke har sagt noget. Jeg troede egentligt bare, at det var noget med mig selv, og derfor har jeg ikke sagt noget. Men det føles bare som om, at jeg må videre.
Jeg kan heller ikke helt forstå, at det kommer som et chok for hende. Jeg har været meget fraværende, og vi har ikke holdt hinanden i hånden i snart et år. Så jeg troede også, at hun tvivlede på hende og mig.
Adspurgt har denne mand svært ved at give udtryk for, hvad han egentligt længes efter. Han ved, hvad han ikke vil, men det er langt sværere at sige, hvad han vil. Et af de punkter, han dog har hæftet sig ved, er at det hele er meget nemmere, når han er alene med børnene.”

 

Kvinde midt i 40’erne
Jeg har altid troet på familien

“Troet på at man måtte holde sammen, især når man har børn. Men nu hvor de er flyvefærdige, er jeg blevet optændt af skuffelser og irritation over min mand. Jeg ved godt, at han elsker mig, og jeg tænder faktisk stadig meget på ham, men hans holdninger og hans prioriteringer og forsvarsmekanismer er simpelthen så egoistiske, at jeg føler, at jeg ikke kan trække vejret mere sammen med ham. Han vil ændre, hvad han kan. Jeg har bare en stærk stærk følelse af, at det er alt alt for sent. Så jeg er nødt til at bryde op, for det her er mit liv – og da det jo ikke bliver genudsendt, må jeg simpelt hen tænke på mig selv nu.
Det piner mig bare sådan at skulle fortælle det til vores forældre, venner og vores børn. For alle har godt vidst, at vi har temperamenter, men jeg har faktisk aldrig luftet for nogen, at jeg igennem de seneste 5-6 år har haft ønsket at blive skilt. Mærkeligt, – men jeg har faktisk haft ønsket, at han fandt en anden, for så ville det da være så nemt at få afsluttet. Det gør han bare ikke. Jeg er dronningen i hans liv, men han er ikke kongen i min. Der er ikke nogen anden mand… bare et stærkt ønske om at være mig selv og finde mig selv….

Kriser kommer aldrig belejligt. Og kriser viser, at balancen imellem hvad der foregår indadtil og udadtil er udtalt.
Det giver vist sig selv, ud fra ovenstående, at der altid er en regning, især når vi ikke får stoppet op i tide, og når vi glemmer dialogen.”

Mand midt i 30’erne
Jeg synes, at min kone er fantastisk.

“Hun er smuk, hun er moden, hun er sjov, hun er glad – hun er alt, hvad en mand kan ønske. Og mit inderligste ønske er at blive gammel sammen med hende.

Dog har vi i mange år haft konflikter. For vi er så utroligt forskellige med hensyn til børneopdragelse, og vi har haft mange mange skænderier om dette. For ingen af os lider i stilhed. Og desuden lader vi op på forskellig vis. Jeg elsker at sidde og nørkle i mit arbejdsværelse. Og hun elsker, at vi laver noget sammen. Desværre har der indadtil været så mange konflikter, at jeg ikke har taget meget initiativ til noget fælles, andet end aftensmaden, men jeg ved ubetinget, at min kærlighed til hende er intakt alligevel.

Og nu vil hun skilles. Hun orker ikke mere. Og jeg er klar til at gøre alt, hvad jeg kan. Og hun bliver ved med at sige, at det er for sent.

Og det kommer jo ikke som et chok, men alligevel er det et ekstremt nederlag for mig, og jeg kan ikke få hende til at forstå, at ved at få hjælp og inspiration kan vi da godt finde ud af det. Jeg er meget skuffet over, at hun ikke vil gøre et forsøg – og mit indre liv er i kaos.

Udadtil vil vores venner og familie sige, at de intet fatter. For vi har faktisk altid været gode i sociale sammenhænge. Det er som om, at når vi kommer lidt på afstand af hverdagen og hvordan man opdrager børn, ja så hygger vi os og griner, og for mig har det føltes som at de ”oaser” har været rigeligt til at holde fast i vores kærlighed. Vi har faktisk altid, og også stadig, selvom hun vil skilles, haft et meget nært og intimt liv, så helt ærligt har jeg slet ikke haft frygten for et endeligt brud. For når vi har kunnet være kærester, ja så er der jo ikke et egentligt alarmsignal.

Jeg er sikker på, at hun ikke har mødt en anden, og jeg er meget frustreret over, at hun indadtil er helt visnet og har følt sig ikke forstået i så lang tid.”

Af Christel Sonne Rasmussen - 25 aug, 2014

Læs mere i samme kategori:

Tjekliste

Christels blogAf terapeut Christel Sonne RasmussenTjekliste Fingeren på pulsen. Parforhold Denne tekst skriver jeg, i den periode i Danmarkshistorien, hvor landet er i en form for undtagelsestilstand, grundet Corona-virus. Jeg har en fornemmelse af, at det vil berøre...

Når din partner er konfliktsky

Har du hørt nogle af disse udsagn ? –eller kender du stemningen, der opstår, når følgende udsagn udtales: Hvorfor går du, hver gang der er optræk til konflikt?

Du opfører dig som Rasmus Klump, – du opfører dig som om at hvis vi bare spiser pandekager eller tager en kop kaffe, så kan alle problemer bare skubbes ind under gulvtæppet.

Man kan altså ikke komme igennem livet med tavshed eller overfladiskhed.

Kan du ikke forstå, at jeg bliver træt af dig og vred, når du aldrig tager initiativ til noget nyt og altid bare spørger, hvad jeg har lyst til.

Du pleaser så meget, at jeg bliver dominerende og strid, for din selvudslettelse er anstrengende. Forstår du ikke det?

Når jeg har brug for, at vi snakker noget igennem, udskyder du det. Jeg magter ikke, at du tror, at tingene løser sig på den måde.

Jeg keder mig sammen med dig. Det hele er så forudsigeligt og hyggeligt.

Parforholdet og manglende seksualitet

Parforhold og seksualitet.
Et parforhold er den relation i vores voksne liv, der rummer de største muligheder.

Med et parforhold har vi muligheden for at opleve fællesskab, tryghed, frihed, kærlighed, venskab, sårbarhed, krise, styrke, erotik og vækst. Og et parforhold er også den relation, hvor vi har mulighed for at udvikle os individuelt samtidig med at der foregår en fælles udvikling.

Læs forrige indlæg:
Læs næste indlæg: