SONNERASMUSSEN.DK

Dette var nok de overordende ord for, hvorfor jeg i starten rettede henvendelse hos Christel.
Jeg har haft en barndom, hvor dagligdagen var præget af druk og vold, og intet forældre kærlighed.
Det gjorde, at jeg havde svært ved at rumme mine børn følelesesmæssigt. Det kunne komme til udtryk i, hvis en af børnene f.eks havde haft en svær dag i skolen, og kom hjem kede af det, så kunne jeg ikke trøste dem, men blev i stedet rigtigt irreretere og sur. Jeg stressede meget, fordi det for mig gjaldt mest om, at alt i hjemmet var skinnende rent, tøjet vasket og på plads, børnene badet, og alt så i orden ud. Dråben kom, da min kæreste fra den ene dag til den anden forlod mig. Der knækkede filmen for mig. Jeg mistet alt håb for fremtiden, og havde store problemer med bare at stå op om morgen. Jeg følte, at livet var en straf, som jeg skulle leve, selvom min livslyst var væk. jeg levede kun, fordi mine børn havde brug for mig på det praktiske område. Jeg vidste, at hvis der skulle være en fremtid for børnene og jeg, skulle jeg have hjælp til både at få bearbejdet min sorg, så der ikke kom låg på, som alt andet, og have hjælp til at tackle mine børn og mine følelser.

De første par gange hos Christel var akutte.
Det vil sige, at der var højst en uge imellem samtalerne. De var mest baseret på at hjælpe mig til at få bearbejdet mit hjertesorg, og få mig til at fungere på en mere human, måde om man må sige. Først fortalte jeg om forholdet, og om det med at sidde tilbage uden et svar på hvorfor. Hun fik sat nogle billeder på, som gav mig en fornemmelse af, hvad der var sket, så jeg fik sluttet fred på det område. Ved de næste samtaler lærte Christel mig nogle værktøjer, som hjalp mine tanker til at få sat nogle punktum for min gamle kæreste uden at miste minderne. Det krævede en del arbejde med tankerne derhjemme, men det virkede så godt.

Nu var jeg ved at være rimelig oppe til at kunne få gang mit manglende rummelighed overfor mine børn, som i den grad manglede mig, da de jo også havde mistet.

Mit problem var, at jeg følte, at jeg havde mistet min børns tillid og fortrolighed ved ikke at have været 100 %, og ved at tit afvise dem følelsesmæssigt ubevidst.
Der var meget råben og skrigen i stedet for samtale, og hver morgen lovede jeg jo mig selv, at nu skulle jeg ændre det..men jeg kunne jo ikke. Det er svært at spise med ske, hvis man ikke har lært det. Og hvergang jeg lovede mig selv, at nu blev det bedre, så endte det jo med samme udgang som alle de andre dage, og det sendte min selvtillid ned under gulvbrædderne, og gjorde mig enormt trist, Jeg følte mig aldrig sådan rigtig glad, Alt dette hjalp Christel mig med at se, og udfra det fik jeg nogle ting, som jeg skulle prøve hjemme. Det var f.eks at sætte mig ned ved middagsbordet i et fast antal minutter hver dag. Det var vigtigt, at jeg fandt det minut antal, som jeg kunne holde, da jeg ellers bare ville få et nyt nedrelag. Det virkede helt vildt. Allerede efter dag et var der en mærkbar forskel på børnene. Ligepludselig havde de mig 100% på det tidspunkt, hvilket gjorde, at de begyndte at dele nogle ting/ episoder fra deres hverdag, som jeg ellers aldrig havde haft tid til at høre. Det gjorde også, at de ikke længere var så sladrehanke overfor hinanden, og de ikke søgte ballade så meget hos hinanden. Men får at det skulle lykkedes for mig også, at sidde ved middagsbordet 100% uden at stresse eller være i de næste tre gøremål, var at være i nuet. Christel forklarede, at hvis man hele tiden var i de næste 4 gøremål, lagde man også alt sin energi i de gøremål. Min opgave var her, at være i nuet. Der blev mit værktøj fra Christel, at skrive op, hvad jeg skulle nå i løbet af den eftermiddag/ aften og så strege ud, hver gang en var lavet. Det virkede rigtigt godt, og jeg havde meget mere ro på, og også overfor børnene. Og det sjove var faktisk at jeg nåede det samme som før bare med meget rolig adfær, og samtidig havde jeg tid og energi tilovers til mine børn.

En sidste ting men også den vigtigste ting, jeg gerne vil dele, som jeg har lært, er at tage styrpinden. Jeg var jo meget frustreret over alt det råberi, jeg udsatte børnene for. Jeg hævede tit min stemme, og oplevede at børnene var blevet imun overfor det efterhånden, og at de også var begyndt at råbe i stedet for at tale. Min tålmodighed var meget lille, eller min lunte var kort, fordi som Christel forklarede, det bundede jo i min egen frustration over, at jeg til trods for mine evige løfter om, at nu ville jeg ikke råbe mere, gjorde det igen og igen. Christel fortalte en historie, som jeg så brugte som billed i mit hoved. Det fungrede sådan, at vær gang jeg var i en situation, hvor jeg normalt ville råbe, tænkte jeg på det billed, trak vejret, tog styrpinden, og tænkte “nej, jeg styre det her”, og kunne så få enten en dialog igang med mit barn, eller sige, at ” det her er ikke til diskussion”, og gentage det hvis børnene blev ved. Det var vildt som det ændrede rigtigt meget. Både hos dem men også hos mig. jeg fandt roden til mit lave selvværd, nemlig at jeg hele tiden bearbejdede mig selv. jeg fik ny energi og mit selvværd steg i takt med energien.

Dette var lidt om, hvad jeg har prøvet, og om at gamle mønstre kan ændres med små ting men med store resultater.

Hilsen fra Fredericia.