Stress og pårørende

I går, torsdag den 10. maj, fik jeg en forespørgsel om stress.
Forespørgslen var fra en pårørende, der spurgte dels til litteraturhenvisninger vedr. stresshåndtering og dels til, hvordan man håndterer det, når ens nærmeste er stresset.
Og det er en forståelig og god forespørgsel, for mange mennesker er jo netop i den situation, at de ønsker at hjælpe en stresset pårørende, men ikke føler, at de kan “komme igennem” med deres hjælp. Og ligeledes oplever mange også, at de og eventuelle børn “smittes” af den negativitet, indelukkethed, afmagt og atypiske reaktioner, som den stressede pårørende udviser.

Derfor er jeg meget glad for denne forespørgsel og vil i denne artikel beskrive noget af det, som man som pårørende netop kan gøre, for at håndtere stress og skabe større sikkerhed for en bedre stemning og et mere konstruktivt samvær.

Jeg har 4 grundpointer, som er:

• Vis omsorg
• Gentag dit budskab
• Giv kun to valg
• Underkend ikke situationen, og sæt dig i respekt.

Når pointen “vis omsorg” nævnes først, er det ingenlunde tilfældigt.

Et stresset menneske hungrer efter omsorg, og er et sted i sin bevidsthed smerteligt klar over, at evnen til at være nærværende og givende, lader meget tilbage at ønske.
Og hvordan viser man så omsorg, uden at placere sig i rollen som “servicerende mor, der med medlidenhed i blikket håber på, at det hele snart går over”?

Tænk som pårørende på, at stress “snører sammen”, og tænk på, at det, du som pårørende kan gøre, er at “snøre op”. Du må naturligvis gøre dig klart, at det ikke er dit primære ansvar at snøre op for en andens stress, men at det nu er i orden at vise medfølelse og omsorg.
Helt konkret er fysisk varme en af de bedste måder at få stress til at snøre sig op.

Jeg nævner i flæng nogle af de ting du som pårørende kan gøre:

• Lav fodbad til din pårørende.
• Læg et varmt tæppe eller et varmt håndklæde om skuldrene på din pårørende, når vedkommende sidder og forsøger at koble fra ved fjernsynet.
• Invester i en af de “kornpuder”, som kan købes bl.a. hos materialister og brug den som afstressningsmiddel. Den kan varmes i mikrobølgeovnen og placeres over skuldre eller andre steder, hvor der evt. er smerte.
• Gør et varmt karbad klar til din pårørende.
• Hav en varmedunk eller et varmetæppe til sengen, så den stressede person tilføres varme, også om natten.
  Fysisk varme løsner altid op.

Som nævnt i en anden artikel her på websitet, er det at give omsorg, at give fuldkommen tilstedeværelse og interesse virkningsfuldt. Og undersøgelser viser, at hvis vi som pårørende (eller plejepersonale) giver blot 2 minutters ansigtstid, hvor vi på en anerkendende og ikke-vurderende måde viser interesse, spørger ind til personen og evt. roser det, man bemærker, at personen har gjort, vil det også løsne op og ganske enkelt være med til at snøre “stressens jerngreb ” op.

Stressede mennesker kritiserer som regel sig selv for det, de ikke har nået, og det de ønsker at nå, og har således umanerligt svært ved at være til stede i nuet.
Det er det, den pårørende kan gøre. Gør nuet rart og trygt, uden konstante krav, og med en interesse, der gør, at den stressede person føler sig betydningsfuld.

Musik er også en stemningsskaber. Og hvis din pårørende før har vist glæde ved musik, kan du bruge bestemte numre til at stresse af eller skabe en gladere stemning med.
Hvis du som pårørende har gode erfaringer med at besøge bestemte steder, eller lave bestemte aktiviteter, så sæt dette i gang. I stedet for at spørge “har du lyst til at komme med i skoven, hvis skoven eksempelvis har været et godt sted at lade op før i tiden”, så sig: “kom, nu tager vi i skoven”, så den stressede ikke behøver at beslutte sig for det, men kan tage det som en invitation.
Og i samme åndedrag vil jeg nævne, at sex er en faktor, der også løsner op for et stresset menneske. Det stressede menneske er i en tilstand med alt for megen mental aktivitet, og her kan sex være med til at få en afslapning og mere kontakt med kroppen igen. Når jeg underviser kvinder, der er stressede, får de den opgave (hvis de da er i et parforhold), at de indenfor de næste 3 uger skal have sex med deres mand i hvert rum i huset…

Igen: det skal føles naturligt for den pårørende at give omsorg.
Hvis ovenstående anbefalinger ikke lige “rammer plet”, så brug dem som inspiration til at finde din egen strategi for at kunne tage indflydelse på at stresshåndtere. Hold dit fokus på: hvordan kan jeg på en måde, der er naturlig for mig, være med til at løsne op? Så vil der komme ideer og svar til dig. Det er jeg sikker på.
At vise omsorg er også at udsende signalet, der hedder “vi skal nok klare det her”. Den stressede person kan ikke helt selv forstå, hvordan det er kommet så langt ud, og vil sandsynligvis bebrejde sig selv meget, mange gange om dagen. Når et menneske selv har svært ved at begribe, eller forstå sin situation, er det givende og helende, at en pårørende signalerer, med ord eller handlinger, at “jeg vil stå her for dig, eller stå her med dig”, eller – for at blive i den sproglige ramme: ”Jeg er med til at gribe dig”. Således at den stressede person får fornemmelsen og forståelsen af, at “vi skal nok klare det her”.

Gentag dine budskaber.

Det er mange gange svært og mange gange en frustrerende kamp at tale med/til et stresset menneske. Og det kan være temmelig pinefuldt og føles meget magtesløst som pårørende at kommunikere med den stress-ramte.

Det er vigtigt at forstå, at man må gøre brug af den gode gamle regel: gentagelse.

Jeg kommer altid til at tænke på HC Andersen, der i sine eventyr forsøgte at fortælle os, at ” der skal tre prøvelser til, før man får prinsessen. Tænk på Klods hans, der kun blev mødt af mistro og hån, og som fortsatte, til trods for, at han kun havde en gedebuk, fandt en krage, en træsko og lidt pludder, og dog vandt prinsessen.
Og jeg tænker, mens jeg smiler lidt hen for mig selv, at det er værdifuldt at vække den indre Klods Hans. Det er jo et pragtfuldt eventyr, der handler om gå på mod, oprigtighed og lysten til at ville det, som alle andre siger, er uoverkommeligt og umuligt.
Intet er uoverkommeligt. Men man må følge reglen om de tre gentagelser.
Og hvad betyder det så i relationen til et stresset menneske, en stresset pårørende?
Jo, det betyder, at du, når du har et budskab, der er vigtigt at formidle, gør dig klart, at du sandsynligvis møder tre “forposter”, 3 forsvarsmekanismer hos den stressede pårørende.
Gør dig klart, at det ikke er uvilje, der forhindrer din stressede pårørende i at forstå og møde dig.
Det er de indre forposter, der står i kø, i vedkommendes bevidsthed.
Et eksempel:

Den pårørende siger:

Jeg vil gerne have, at vi holder fjernsynet slukket i aften, så vi kan få snakket lidt sammen”.
Den stressede person tænker: “åh nej, jeg er vildt bagefter, – hvordan skal jeg nå mentalt at forberede mig til mødet i morgen”, og svarer “det kan jeg altså ikke lige overskue, jeg er helt udmattet”.
Nu kan den pårørende så vælge at begynde at snakke om, at det er alt for lang tid siden, at der har været en hyggeaften, og at de aldrig mere får snakket sammen, og at både børnene og den voksne mangler lidt nærhed, og om arbejdet virkeligt er så vigtigt, at det konstant skal tages med hjem osv.
Og det vil sikkert skabe en diskussion, en resignation eller en anden form for magtesløshed.
Og det er her, at “den indre Klods hans” godt må vågne. Fordi man som pårørende gør sig klart, at det bare er den første forsvarspost. Den første forsvarspost er den del, der handler om alt det, der kører rundt inde i den stressede”. Og derfor er det valg, der nu er konstruktivt at tage, blot at gentage sit budskab.
Stille og roligt og vedholdende, på den “fede måde”, som det siges så tit for tiden.

Så den pårørende siger blot igen, med interesse i blikket:

Jeg vil gerne have, at vi slukker fjernsynet i aften og får sludret lidt. Det savner jeg.
Og her møder man så den anden forsvarspost.
For nu begynder det at gå op for den stressede person, at det ikke er et angreb, men en venlig interesse. Men stadig er der risiko for, at det fortsætter med at tordne rundt med stresstanker inden i personen. Og den stressede tænker måske: ja, det savner jeg da også, men hvordan skal jeg overhovedet sidde roligt og sludre, når jeg føler, at jeg slet ikke kan snakke om andet end arbejdet og alle de ting, som jeg ikke har nået”….
Og svarer måske: ja, det lyder rart, men det ved jeg altså ikke, om jeg kan love.
Og så er det, at den pårørende har et valg igen.
Vil man nu fortsætte ud af den vej, som den stressede har anvist. Vil man tage det sidste ord og fortælle om, at det er lang tid siden, at vedkommende overhovedet har overholdt nogle af sine løfter, og at det jo ikke kun er svært for den ene, men også for den anden, når der er stress inde i billedet osv..
Eller vil den pårørende tage det konstruktive valg og gentage sit budskab.
Og derigennem øge sin sandsynlighed for at komme bag den tredje forsvarspost.
Nemlig ved at sige: “ven, jeg vil så gerne sludre lidt med dig. Jeg slukker fjernsynet i aften, og så sludrer vi bare lidt om løst og fast”.
For så begynder det at gå op for den stressede, at der ikke er anklage og angreb, ikke er uoverkommelige krav og stridbarhed, ikke er pres og forventning om noget specielt, men blot invitation til lidt hygge, og først her kan man som pårørende regne med, at budskabet når igennem.

Når jeg stresscoacher, siger jeg stort set, hver 5. minut: forstår du ,hvad jeg siger: og fordi folk stort set altid svarer “ja” til dette spørgsmål, spørger jeg interesseret: hvad fik du fat i, af det, vi talte om. Og når personen gentager det, som vedkommende har fået ud af vores snak, anerkender jeg det og arbejder videre derfra.

Men forvent ikke, at en stresset kæreste – ægtefælle forstår et budskab i første omgang.
Find din egen naturlige måde at gentage dit budskab på, med interesse og uden at falde i grøften, der handler om, at det her aldrig vil lykkes. For gentagelsen gør en enorm forskel.
Giv et af to valg.
Stress viser sig som det første ved mangel på overblik. Når man er pårørende til en stresset person, bliver dette hurtigt tydeligt. En stresset person kan nærmest dreje rundt om sig selv, uden at vide, hvad vedkommende skal gøre eller gribe i. Som en mand forleden fortalte mig. Han sagde:

Jeg har kontaktet dig, fordi jeg en aften stod i vores køkken. Min kone havde bedt mig komme ud med bøfferne til grillen og også lige at tage noget bestik med. Og pludselig kunne jeg slet ikke finde ud af, hvad jeg skulle gøre. Jeg vidste godt, hvad hun havde bedt mig om, men jeg kunne ikke holde mine tanker samlet. Det var frygteligt. Jeg vil aldrig have det sådan igen”…

Denne situation er en helt almindelig hverdagsbeskrivelse.

Og er naturligvis nødvendig at kunne håndtere.

Når man som pårørende vil have indflydelse på den stressede, må man gøre sig klart, at vedkommende stort set ikke har overblik. Og hvor vi ellers, i almindelig dagligdags kommunikation, bestræber os på at være hensynsfulde og tit spørger andre “hvad har du lyst til?”, “er der noget, jeg kan gøre for dig”, eller “kom og sig til, hvis du har brug for hjælp”, ja så duer sådanne udmeldinger ikke over for et stresset menneske.
Giv kun to muligheder, for det kan den stressede vælge imellem. Og insister så på at få et svar.
Der er mange eksempler på dette, afhængigt af, om den pårørende er ens ægtefælle eller familiemedlem, eller om den stressede er en person, som man ikke bor og lever sammen med, men som man alligevel er tæt på og ønsker det bedste for.
Vid, at du er den, der kan være med til at skabe overblik. Og lad dig inspirere af følgende eksempler:
Jeg vil bede dig om enten at tage ud af bordet, eller at lægge børnene i seng. Hvad passer dig bedst?
Jeg kunne tænke mig, at vi tager os en hyggeaften. Det kunne være tirsdag eller fredag i denne uge. Hvilken aften er bedst for dig`
Der skal lige ordnes et par småting. Nemlig købes ind og laves mad. Lad mig lige høre, om du helst vil købe ind eller lave mad.
De siger, at det er godt med sport. Kunne du bedst tænke dig, at vi går en tur sammen, eller at vi tager en tur i svømmehallen.
osv. osv….

Til de fokuspersoner, som jeg stresscoacher, gør jeg altid det, at jeg har to dage parat, der passer mig, og siger: Vi kan mødes enten tirsdag i næste uge eller fredag i ugen efter. Hvad passer dig bedst.
Naturligvis sker der nogle gange det, at ingen af tidspunkterne passer. Men evnen til at give to muligheder og at forvente et svar, gør at man hjælper den stressede til at afgrænse sig. Og det er det, der er kunsten. For det er det, vedkommende ikke kan selv.

Underkend ikke situationen og sæt dig i respekt.

Der er på et tidspunkt lavet en interessant og tankevækkende undersøgelse.

På et tidspunkt stod personen af toget.
Nogle stationer længere fremme, hvor nogle af de passagerer, der havde været med undervejs, blev interviewet om, hvilket humør, de var i, gav samtlige udtryk for, at de var i ret dårligt humør.
Dette forsøg blev gentaget mange gange, med samme resultat..

Man lavede så en undersøgelse på præcist det modsatte scenarium.

Man bad en person sætte sig i en togvogn og tydeligt udtrykke/udvise optimisme og positiv adfærd. Bl.a. ved at kommentere vejret, være smilende og imødekommende, og i øvrigt udsende glade signaler.
Igen stod personen på et tidspunkt af, og igen adspurgte man senere passagerer, der havde været med hele vejen, hvordan deres humør var. Og alle gav udtryk for, at de var i godt humør og klar til den dag, der lå forude. Dette forsøg blev også gentaget mange gange.

Og det, som forskerne konkludere, var, at den stærkeste følelse i en gruppe, er den følelse, der dominerer. Min kilde til dette er Arne Nielsson, den tidligere medaljevindende kaproer og coach.

Og denne viden skal bruges konstruktivt.
Også som pårørende til en stresset person.
For jeg mener, at man som pårørende skal gøre det, der føles rigtigt og som er i overensstemmelse med ens natur og grundholdninger. Og at ovennævnte redskaber om omsorg, gentagelser og et af to valg gør en kæmpe forskel. Samtidig skal det jo så være sagt, at man heller ikke må bilde sig ind, at hvis man bare giver omsorg, og bare gentager og bare giver et af to valg, ja så er lykken gjort. Det er altid væsentligt som pårørende – og som coach – at man begriber, at den stressede selv må tage ejerskab for sin tilstand, situation og påvirkning. At jeg understreger dette, som det sidste i dette dokument, skyldes, at jeg mener, at det er vigtigt, at man som pårørende ikke låser sig fast i en overskudsrolle og signalerer, at “nu skal jeg nok løse det for dig”.

Jeg mener, at man må bruge de teknikker, der virker og også gøre den stressede person klart, at stress er superfarligt, i længden. At stress kan dræbe hjerneceller, og i allerværste fald invalidere mennesker. Og denne information kan man give ved at aflevere links til hjemmesider, læse artikler højt om folk, der tog stressen alvorligt, for sent osv. Så man gør sig selv og den anden klart, at den her situation skal håndteres. Jeg mener ikke, at man nødvendig vis skal skræmme en stresset person, men man skal gøre, hvad man kan for at lave det “Wake Up Call”, der skal til, før den stressedes helbred, fysisk som psykisk, sætter ud. Og i værste fald skaber uoprettelige skader.
Du må gerne, som pårørende, når du har givet omsorg, og når du har gentaget, og når du har skabt lydhørhed hos den stressede part, give udtryk for din bekymring og gøre vedkommende klart, at han/hun skal forholde sig til sin stressede situation.

Der er et spørgsmål, som jeg altid stiller i stresscoaching:
Det er ikke et nyt spørgsmål, men min erfaring viser mig, at de mennesker, som er stressede, tager mindst et minut om at reflektere over svaret. Også fordi jeg beder dem lægge hånden på hjertet og svare mig ærligt i stedet for at svare det, som de tror, at jeg vil høre.
For jeg vil ikke høre noget bestemt, andet end det ærlige svar. Jeg spørger:
Lever du for at arbejde?
Eller
Arbejder du for at leve?

Vi, der ikke er stressede, kender svaret med det samme.
De, der er stressede, kløjes som regel i svaret.
Og det er svar nok.

Der må gøres noget.
Vent ikke.
Udskyd det ikke.
Tag handling nu.
Nogle gange er det liv, det drejer sig om.
Underkend ikke stress, – forhold dig til det.
Nu.
Jeg håber, at denne artikel har kastet lys over, hvad man som pårørende bl.a. kan gøre med hensyn til et stresset menneske. Der er meget mere at gøre. Men jeg mener, at ovenstående er nogle af de mest væsentlige grundpointer. Og håber, at jeg med mine fysiske som kommunikative anvisninger har inspireret dig som pårørende til at håndtere situationen.

Er der spørgsmål eller kommentarer til ovennævnte, så kontakt unicoaching.dk, allerhelst via mailen eller skriv på webloggen. Jeg vil se frem til at svare netop dig.

Med venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen