SONNERASMUSSEN.DK

Christels blog

Af terapeut Christel Sonne Rasmussen

Sølvbryllupskrisen – krise efter mange års samliv – er vi mon vokset fra hinanden?

“Se, nu jagter fuglene igen hinanden, mon det nu er elskov eller had? De har det vel som gamle folk i ægtestanden, -det` for svært, og det – for sent at skilles ad” (Såtid, tekst: Trille)

 

Det, der udløser mange henvendelser til mig, er når den ene part i et ægteskab eller parforhold, erkender at følelserne for partneren er væk, og at tiden nu er inde til at melde det ud.

Det er aldrig en følelse, der kommer henover en nat.

Irritationen eller kedsomheden, frustrationen eller den manglende følelse af at glæde sig til at komme hjem, har murret længe. Mange gange i årevis, hvor man forsøger at slå det hen, forsøger at kigge indad og være lidt mere tolerant, men lader man det ligge indeni, vokser irritationen eller ligegyldigheden, og der er ikke kontakt med de dybe følelser af inderlighed og lyst, man formentligt havde tidligere. Og en dag kommer det så ud:

  • ”Jeg vil skilles”.
  • ”Jeg føler ingenting mere”.
  • ”Vi er vokset fra hinanden”.

Sølvbryllupskrisen

De har kendt hinanden i mange år. Sølvbrylluppet er overstået. Nogen har holdt en stor fest. Nogen har været lidt mere ærlige over for sig selv og har taget en ferie, fordi det kanske ville være lidt for pinligt at stå og høre på en sølvbryllupstale, når nu magien har været væk længe. Man har mødt hinanden som meget ung, har måske ikke haft andre kærester overhovedet, man er blevet voksne sammen, og nu står man der, med lidt grånende hår og har fulgtes ad i mere end et kvart århundrede. Sølvbryllupskrisen er et udtryk, der er opfundet, fordi det er sket mere end en gang, at ”metaltrætheden” spiller ind, og den ene part synes, at ”jeg spilder min tid her”, eller får øje på perspektiverne i, at ”hvis mine sidste 20-30 år skal være bedre”, så skal jeg ud af det her ægteskab. Det er bare ikke så nemt Det er bare ikke så nemt, og det er jo en af de største grunde til, at situationen med et er i hårdknude. Det er jo en beslutning, og det forstår man som modent menneske, der er meget omsiggribende. Og man ved, som den part der ønsker at sige ”tak for kampen”; at den anden part får et chok for livet. Tårerne flyder dog. For den ene part elsker deres tilværelse. Og har for længst ikke kun affundet, men mange gange også fundet en god fred med, at man naturligvis har nogle parallelle spor , men alt det gode vi har haft sammen, er jo så dejligt, – huset, sommerhuset, ferierne, vennerne, børnene og børnebørnene. Det er jo det, der for mange er selve meningen med livet. Men når den ene part mærker, overvejer, fortrænger og alligevel på et tidspunkt erkender, at det her er for intetsigende eller slet ikke meningsfyldt nok, bliver der booket tid i parterapeutens kalender. Der er for mig at se stor forskel på, om samtalerne hos mig skaber udvikling eller lander i den afvikling, som den ene part har sagt bliver en kendsgerning. For mig at se er det nemlig afgørende at komme ind til kernen af og derfor at få belyst, hvorfor det er nu, at erkendelsen er kommet op til overfladen og er blevet italesat. Der er nemlig altid en udløsende faktor. Og det er værd at forholde sig til både den historie, der er gået forud, men så sandelig også til de drivkræfter, der befinder sig omkring den udløsende faktor.

Personen, der har ”smidt bomben” er ikke altid selv klar over, hvorfor det er nu. Udtryk som:

  • ”Jeg kan bare ikke mere”.
  • ”Jeg har ikke mere kærlighed at give”.
  • ”Jeg elsker dig bare ikke på den måde, som jeg har haft gjort”.
  • ”Jeg kan ikke se, hvordan vi skulle blive lykkelige igen”.
  • ”Jeg tror ikke på en fælles vej fremover”.
  • ”Jeg er træt af dig, men jeg respekterer dig og synes, at du er et dejligt menneske”.

er jo meget subjektive udtalelser, som den partner der fortsat elsker og tårevædet håber, har svært bed at forholde sig til. Når jeg taler med mennesker, hvor den ene part siger ”slut” og hvor der alligevel er parterapi inde i billedet, hæfter jeg mig ved, at der er en stor målgruppe, der er drevet af, at der bare skal ske noget andet. Det af at det her er for tungt eller monotomt eller kedeligt, men at denne målgruppe ikke har noget billede af, hvad det så er der skal ind i stedet. Når en part siger slut, er det en ny og chokerende viden, for den anden. Sagen er bare, at denne viden ikke kan stå alene. Man har brug for vished, for at kunne begribe og håndtere dette omsiggribende budskab. Derfor stilles der spørgsmål.

 

De mange spørgsmål, den ulykkelige part stiller ind og spørger ind til er:

  • ”Jamen, er der en anden”? og svaret er hyppigt ”nej, der er ikke en anden”.
  • ”Jamen, vil du have at vi laver noget mere sammen”? Nej; ”for lysten til at være fælles om noget er smuldret for lang tid siden”.
  • ”Jamen, vi er jo intelligente mennesker… Kan vi ikke prøve at få det til at fungere i et års tid, for vi kan da ikke bare kaste håndklædet i ringen”.

Og responsen:

“Nej, det orker jeg faktisk ikke. Jeg synes, at vi har prøvet en masse” – uden at personen dog helt kan definere, hvad der er forsøgt, er nogle af de ordvekslinger, der ofte udspiller sig”.

Den ene part håber og taler og tegner billeder og minder om alt det, der har været godt. Og den ”slukkede” part siger: ”ja, det er rigtigt”, men …. ”jeg kan bare ikke mere” eller ”jeg vil ikke mere”.

Der kan være en stærk motivationsfaktor i at ville væk fra noget. Det er samtidig et stort menneskeligt dilemma, for egentligt ønsker man ikke at såre den anden og man havde nok også underkendt alt det praktiske med salg af hus, afvikling af sommerhus, opsplitning af konti, – og nogle giver ganske enkelt op, blandt andet i tilfælde, hvor partneren, der stadig vil, er meget trist og insisterende, og så lever de videre sammen, hver for sig. Men jeg taler også med nogen, der bliver klar over, at den sindstilstand, der gør, at de siger slut, handler om, at tiden er moden.

Nu er børnene godt i vej, alting er så forudsigeligt, og det at vi jo ikke bliver yngre og at flere venner er blevet syge eller endda er afgået ved døden, gør at man langt om længe stopper op og begynder at forholde sig til egen livskvalitet og længslen efter at leve mere helt og fuldt. I dette tilfælde vi nogen sige, at det er dødsangst.

Angsten for at dø eller angsten for at det er slut lige om lidt eller om 20 år, der gør, at man endelig begynder at tage sit liv rigtigt alvorligt. Men det er lidt forenklet at kalde det dødsangst. For det er sjældent sådan, at den part, der vil afvikle er plaget af dyb og daglig angst. Snarere tænker jeg, at det er en seriøs længsel efter at føle sig levende og forholde sig intenst til sit liv. Noget, man måske sjældent og i nogens tilfælde aldrig har gjort helt. Hvorfor de så kommer op så forholdsvist sent i livet, efter at sølvbrylluppet har været holdt, og der nu reelt er tid til at tage et fælles skridt sammen for at lade sig fordybe i hinanden, har med mange ting at gøre. Både noget, der er sket, men også i, mange sammenhænge noget, der ikke er sket.

Det er her, at samtalerne giver stor mening for mange.

For den part, der gerne vil fortsætte og føler, at deres tilværelse er styrtet i grus med ”jeg kan ikke mere”-udmeldingen, spørger jo ind til alt det, der er sket. Og kan mange gange i egen smerte slet ikke se, at det er noget der ikke er sket, noget der har manglet, som har gjort at situationen er fastlåst. For hvis spontanitet, intellektuelle samtaler, forståelsen for fisketurene, begejstring over små ting osv. osv. ikke har været i spil i mange år, er det mange gange den orm, der har gnavet indeni, og som man jo som den tvivlende part slet ikke længere tror på, kan ændres.

Og jo også er ved et punkt, hvor man slet ikke har lyst, kræfter måske nok, men slet ikke lyst til at ændre. For ingen kan jo ændre deres personlighed, heller ikke selvom man forskrækkes, og så står parret i situationen, hvor man må erkende, om drivkraften efter at komme væk er den stærkeste, eller om det at der er større forståelse for, at variation er nødvendig, kan integreres i en fælles fremtid.

Af Christel Sonne Rasmussen - 25 jul, 2014

Læs mere i samme kategori:

Tjekliste

Christels blogAf terapeut Christel Sonne RasmussenTjekliste Fingeren på pulsen. Parforhold Denne tekst skriver jeg, i den periode i Danmarkshistorien, hvor landet er i en form for undtagelsestilstand, grundet Corona-virus. Jeg har en fornemmelse af, at det vil berøre...

Når din partner er konfliktsky

Har du hørt nogle af disse udsagn ? –eller kender du stemningen, der opstår, når følgende udsagn udtales: Hvorfor går du, hver gang der er optræk til konflikt?

Du opfører dig som Rasmus Klump, – du opfører dig som om at hvis vi bare spiser pandekager eller tager en kop kaffe, så kan alle problemer bare skubbes ind under gulvtæppet.

Man kan altså ikke komme igennem livet med tavshed eller overfladiskhed.

Kan du ikke forstå, at jeg bliver træt af dig og vred, når du aldrig tager initiativ til noget nyt og altid bare spørger, hvad jeg har lyst til.

Du pleaser så meget, at jeg bliver dominerende og strid, for din selvudslettelse er anstrengende. Forstår du ikke det?

Når jeg har brug for, at vi snakker noget igennem, udskyder du det. Jeg magter ikke, at du tror, at tingene løser sig på den måde.

Jeg keder mig sammen med dig. Det hele er så forudsigeligt og hyggeligt.

Parforholdet og manglende seksualitet

Parforhold og seksualitet.
Et parforhold er den relation i vores voksne liv, der rummer de største muligheder.

Med et parforhold har vi muligheden for at opleve fællesskab, tryghed, frihed, kærlighed, venskab, sårbarhed, krise, styrke, erotik og vækst. Og et parforhold er også den relation, hvor vi har mulighed for at udvikle os individuelt samtidig med at der foregår en fælles udvikling.

Læs forrige indlæg:
Læs næste indlæg: