Skilsmisse eller parterapi?

Skal vi søge den separation eller skilsmisse???
Eller skal vi som sidste udvej gå i parterapi??
Og er det ikke lidt dyrt, det der parterapi?

Så kradser krisen. Ordet skilsmisse er blevet råbt igen og igen, konflikterne er eskaleret, afstanden er fatal, men der er børn og hus, sommerhus og biler, netværk og en hel tilværelse. Det hele er fuldstændigt uoverskueligt.

Kvindens veninder siger, at hun skal gå; – hun har fundet sig i meget. Mandens venner siger ingenting, for han fortæller ikke noget til nogen. Er det nu, som det gamle ordsprog siger, at gode råd er dyre. Skal vi virkeligt separeres og igennem det personlige nederlag, som det er for mange. Orker vi endnu en gang at lukke øjnene og bide tænderne sammen og klare det på trods? Og hvad med de gamle skeletter i skabet? De rasler og rører på sig, for det er jo ikke første gang, at krisen lammer og skræmmer. Der var jo også hans affære for 10 år siden, der var jo også hendes overforbrug af dankortet og egoistiske storbyture med veninder, der var jo også de mange nætter, hvor han slet ikke tog sig af børnene, men råbte, at han ville sove… Der var jo også den juleaften, hvor vi begge følte, at vi var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt og så videre og så videre.

Så nu er der et valg:
Skal vi søge den separation eller skilsmisse???
Eller skal vi som sidste udvej gå i parterapi??
Og er det ikke lidt dyrt, det der parterapi?

Mere end 1000 kr. pr konsultation. Og hvad skulle sådan en parterapeut egentligt kunne gøre? Sidde og snakke lidt, – kan det overhovedet betale sig ?? For det er jo ret dyrt.

De fleste kan åbne deres klædeskab og se ret dyrt tøj og ret dyre sko. Når vi vælger at købe noget, der er dyrt, tænker jeg, at det skyldes, at vi ser det som en slags fremtidsinvestering. Det at have dyrt tøj, en dyr bil mv skyldes jo, at vi dels godt vil have kvalitet, dels godt vil have noget, der gør os glade og tilfredse.
Det der er med at gå i parterapi handler i min optik mindst af alt om penge. For det, der bragte os sammen for lang tid siden, var følelser. Og når følelserne er der, lader vi jo ikke fornuften råde og sidder og analyserer, om det kan betale sig, rent økonomisk at gå ind i dette forhold.
For når alt kommer til alt, er det ikke sund fornuft eller økonomisk rentabelt at forelske sig; at flytte fra lejligheder og flytte sammen, at vælge at få børn som er tidskrævende og dyre i drift, at bruge masser af tid og penge til møbler og forsikringer og restaurantbesøg og koncertoplevelser osv. osv. Eller er det??

Sagen er, at vi jo meget hurtigt, hvis vi fokuserer på økonomi, øjeblikkeligt burde slå en streg over parterapi. Men da det jo handler om følelser og handler om værdier, er sagen mere nuanceret end som så. For lad endelig være med at gå i parterapi. Behold de penge, og kig så lidt på det store regnskab, hvis jeres krise bliver så drastisk, at skilsmissen er næste udvej. For separationsbegæring, at sælge hus, at hyre advokat, at finde indskud til et nyt sted at bo, at købe mindre biler osv. koster også penge. Mange penge.

Jeg har tit tænkt på, at det som mange undersøgelser peger på, nemlig at det tager to år, før man er kommet over en skilsmisse efter et langvarigt forhold, også skyldes at først efter to år har man et økonomisk overblik igen og fundet en ny rytme med hensyn til overblik og systemer i hverdagen…

Naturligvis skal man kun opsøge en parterapeut, hvis der er fælles interesse i at sige:

Nu gør vi, hvad vi kan for at rette skuden op. For de værdier, det handler om, er jo netop at forstærke eller genskabe nærheden til hinanden, at tale om de raslende skeletter og få parkeret dem, så de ikke fortsat rører på sig, at finde ud af, hvordan de tilbagevendende uenigheder med hensyn til økonomi, børn, måder at prioritere på og hvor meget tid og hvor mange kræfter der skal bruges på hver partners respektive job eller fritidsinteresser, kan landes. At få italesat de længsler og ønsker og evt. sexuelle fantasier, som man har og som aldrig er blevet italesat, at få fundet den humor tilbage, der var der engang, og hvor man kunne grine sammen osv. osv. Alt sammen noget, der var engang, og som det har værdi at fordybe sig i. Hvorfor? Fordi sandsynligheden for, at vi ærgrer os, hvis vi ikke forsøgte og sandsynligheden for, at vi opretholder blinde vinkler også i et senere forhold, er stor, hvis vi ikke vender blikket indad og vender os mod hinanden. Og jo, kvalitet har jo altid kostet.

Et skal dog være helt sikkert:
Jeg garanterer, at jeg gør alt hvad jeg kan for at hjælpe med den bearbejdning og inspiration, så investeringen at gå i parterapi ikke bliver forgæves.

1. For penge kan man købe et ur, men ikke tiden.
2. For penge kan man købe et hus, men ikke den gode stemning.
3. For penge kan man købe en seng, men ikke inderlig ømhed og intimitet.
4. For penge kan man købe et TV; men ikke nødvendigvis følelsen af at være underholdt og tilfreds
5. For penge kan man købe rådgivning, og hvis de gode råd virker for jer, giver de mening og livsglæde, selvom de kanske er dyre