Manglende seksualitet i et parforhold er både en individuel og en fælles opgave

Parforhold og seksualitet.
Et parforhold er den relation i vores voksne liv, der rummer de største muligheder.

Med et parforhold har vi muligheden for at opleve fællesskab, tryghed, frihed, kærlighed, venskab, sårbarhed, krise, styrke, erotik og vækst. Og et parforhold er også den relation, hvor vi har mulighed for at udvikle os individuelt samtidig med at der foregår en fælles udvikling.

Det at indgå i et parforhold og at opretholde det, er samtidig det mest ambitiøse projekt i vores voksne liv.

• Ambitiøst fordi de forventninger vi har til os selv og partneren, og til de fælles mål, vi sætter, uafladeligt vil kunne forstyrres af virkelighedens underfundige aspekter.
• Et parforhold udfordrer vores evne til at være fleksible og kunne omstille os.
• Et parforhold udfordrer vores evne til at give mere af os selv, end vi havde regnet med, for at kunne glæde vores partner.
• Et parforhold udfordrer vores evne til at kunne håndtere at være i kontakt med vores partner i et nært og sårbart rum – og på samme tid kunne håndtere at strukturere en af og til nøgtern hverdag med praktiske gøremål, jobs og evt. børn.
• Et parforhold udfordrer vores evne til at tilgive, til at bære over – uden dog at glemme, at det er vigtigt ikke at udslette sig selv og sine egne behov.
• Et parforhold består jo som sådan af 3 elementer, om du vil. Nemlig dig, mig og vores parforhold.

Altså er et parforhold en spændende rejse, hvor to selvstændige mennesker tiltrækkes af hinanden og bygger et fælles rum op. Og for at et parforhold kan bevare den vitalitet og gnist, som blev oplevet i den første og smukke forelskelsesfase er det vigtigt, at hver part bevarer sig selv, så vi ikke bliver usynlige for hinanden og udelukkende glider ind i den fælles cirkel. For vi er forskellige og kan ikke tænke og gøre alt fælles. Kunne vi det, ville der ingen interaktion eller dynamik være.

Så hurra for forskelligheden. Og hurra for parforholdet.

Kommunikationen stopper – der åbnes op for at man bliver sårbar.
Men i de perioder, hvor kommunikationen går i stå i et parforhold,
hvor de sprøde sårbare stunder af den ene eller anden grund udebliver og hvor det at lytte, være og tilgive, læs: give til hinanden kun er noget, vi frustrerede drømmer om, råber vi ikke hurra for forskelligheden og ønsker måske vores parforhold væk og begynder at overveje separation. Da får vi den opgave i vores parforhold atter at finde gnisten og lade være at bebrejde den anden for, at vi ikke er lykkelige.
Når et parforhold/ægteskabet er i krise, spørger man tit sig selv, om man stadig elsker den anden.

Det er naturligvis et godt spørgsmål, men bør ikke være det eneste spørgsmål, der stilles. Kærlighed og tiltrækning er absolut en fin og nødvendig hjørnesten for et parforholds beståen, men ikke den eneste. Det at føle respekt og interesse og vekselvirkende kommunikation med udvikling for øje er hjørnestene, der også må fokuseres på.

Den faldgrube, som mange parforhold falder i – eller i perioder står på kanten af,

handler nemlig om, at vi gør vores partner ansvarlig for vores egen glæde og lykke. Det er her, at parforholdet er så stor en udfordring. For det, som parforholdet kan, er at det kan spejle enhver af vores egne skyggesider. Og solsider.

Vores partner kender vores svage punkter, og vi kender vores partners svage punkter, og hele balancen i et parforhold står og falder med, hvorvidt vi som voksne er i stand til at tage ansvar for vores egne følelser og forestillinger og undlader at bebrejde vores partner for, at vi er trætte, ulykkelige eller keder os i parforholdet.

Det er besnærende let i en kriseperiode at tro, at naboens græs er grønnere end vores eget. Dog er der så mange elementer i den fælles historie, som jo opbygges i ethvert parforhold, at vi må indstille os på at vokse – hver for sig og sammen, også når det er svært.

Hvis vi spørge os selv.
Det er tankevækkende, at hvis vi i stedet for at spørge os selv, om vi stadig elsker den anden, så kan vende blikket imod et andet lag i os selv og afklare hvad vil jeg give og hvad vil jeg have.

Disse spørgsmål er langt mere konstruktive og peger i to retninger. Dels ind i hver af parterne, der må reflektere over svarene, og måske vil opleve, at svarene ændrer sig over tid. Dels peger svarene også konstruktivt fremad ind i den fælles fremtid, Det kan godt være givende at opsøge en parterapeut indimellem, for at brushe op og finde – genfinde gnisten der mangler i et parforhold. For rejsen er spændende og har mange facetter.

Jeg mener personligt, at et parforhold er den mest intense udviklingsvej, vi som mennesker kan vælge.

Og selvom vi kan føle had, afvisning, smerte og irritation i vores parforhold, kan vi når vi individuelt som fælles arbejder på det, også opleve de store højder som enestående nærhed, blidhed, samhørighed og autenticitet.

Som parterapeut har jeg haft den ære at hjælpe mange par med at sætte deres parforhold i et nyt og beriget perspektiv.

Det gør jeg gerne igen… Du / I kan maile eller ringe, hvis I har brug for at komme ud af eventuelle fastkørte mønstre eller anden form for problematik i Jeres parforhold.

Vi ses.