Når nok er nok.

Indimellem kontaktes jeg af mennesker, der har levet I et jalousiforhold eller voldsforhold i lang tid. Og også selv i lang tid har tænkt på at forlade forholdet.
Mange gange er det medlidenhed og tanker om, hvordan børnene vil klare et brud, der afholder den eller de voksne fra at tage skridtet og sige “nu er nok, nok”.

Jeg ved, at skilsmissetallet stiger vildt for tiden.

Faktisk siger de seneste undersøgelser, at hvert tredje par bliver skilt. Det er i sig selv et hårrejsende tal, der maner til eftertanke.
Selvom jeg er parterapeut, mener jeg dog, at et brud nogle gange er på sin plads, og det er ikke alt, der kan løses med parterapi og dybe snakke. For det kræver ansvarlighed og erkendelse at komme fremad på en ny og bedre måde, uanset om man er individuel eller i par, og brug ikke børnene som det bærende argument. Mange gange har de også brug for at se, at en voksen kan skifte spor. For at skifte spor er ikke det samme som at give op, men at sige til og fra, når noget ikke kan rettes igen.

Man kan metaforisk talt se sit liv, som at man er vognstyrer på en vogn, trukket af to heste. En sort og en hvid.

De fleste vil helst kun se den hvide hest, som kan symbolisere karriere, den smukke partner, alt det man synes er lyst og positivt. Men meningen er, at vi skal kunne styre og skal kunne trækkes af begge hestene. Og hvis vi underkender den sorte hest, risikerer vi, at den løber fra os og løber løbsk, så vores vogn vælter.
Det betyder, at vi må kigge på skyggerne og det, der ikke virker. Og ikke lade som om, at det ikke er der, men at gøre os klart, hvordan vi kan leve med, at der har været/er drøje faktorer, men hele tiden gøre os klart, at det er os, der er vognstyreren. Og at vi nogle gange må sige “det der duede ikke for mig”. Og så lade hestene løbe af en mindre skumplet vej i stedet for i rasende fart at fortsætte derudaf og lade hele indsatsen gå til den hvide hest.

Den ene skal ikke udelukke det andet. Men nogle gange skal vi gøre os klart, hvornår nok er nok og så skifte spor.

Hilsen
Christel Sonne Rasmussen