Kriser i livet.

En krise kommer aldrig belejligt. En krise tager tid. En krise tager kræfter.
Og selvom man forsøger at lukke øjnene eller skærme sig for kriser, rammer den som regel bredt.

Forstået på den måde, at når der er krise i ægteskabet / parforholdet, vil mange påvirkes, og ikke kun de kriseramte eller stridende parter. Tit er børn og bedsteforældre, vennekreds og arbejdspladsen også berørt ved ægteskabelige kriser. Måske sidder du og tænker: ”ja, det giver da sig selv – det er jo fuldt forståeligt”.

Ja, det er det, og alligevel vælger jeg at understrege ”ringe i vandet ”- effekten, på den baggrund, at mange opsøger mig meget sent i et kriseforløb. Og for at understrege det aspekt, som er en stor barriere for mange, nemlig at ”vi klarer det selv og vil helst ikke have hjælp udefra”, så er der mange, især børnene, der betaler en høj pris. I form af fraværende, ulykkelige, vrede voksne, der er optagede af deres egen smerte og frustration og kun sjældent fortæller børnene, hvad der foregår.

Naturligvis skal børn slet ikke vide alt. Nogle gange er man selvfølgelig nødt til at informere børn, i overskrifter om, at ”mor og far har det svært for tiden”, men dette indlæg handler ikke om, hvad børn skal have at vide eller ej. Det handler om at understrege, at det er en fordel, så hurtigt som muligt at få råd og vejledning, når en krisesituation opstår. Og at jeg derfor nævner aktører, der kan påvirkes, bør således være en motivationsfaktor for at bide hovedet af stoltheden og skrue ned for egoet og acceptere, at hvis vi ingen værktøjer eller vinkler har med hensyn til at håndtere en krise, er tiden inde til at opsøge hjælp og inspiration.

Adskillige gange månedligt kontaktes jeg af ulykkelige og frustrerede partnere, fordi der er krise i ægteskabet. Kendetegnende for de fleste henvendelser er, at krisen har stået på i lang tid, når jeg kontaktes. Og det gør, at oprydnings- og bearbejdningsarbejdet bliver tilsvarende længerevarende.

• Hvem kontakter mig?
• Mænd, hvis hustru har sagt ”jeg vil skilles”.
• Mænd, hvis hustru har en meget fortrolig ven/kollega, og der er mistanke om flirt/utroskab
• Mænd, hvis hustru forekommer ”kold”, sur eller er optaget af børn og karriere
• Kvinder, der oplever, at deres mand er afvisende og utilnærmelig og som giver udtryk for, at ”han ikke er til at nå ind til”
• Kvinder, hvis mand giver udtryk for: ”jeg kan jo aldrig gøre noget godt nok”, og disse kvinder tager gerne ansvar for at få løst den del af knuden, der er deres.
• Men hvor manden står fast på, at det er kvinden, der har problemet, og at hun bare kan blive sig selv igen, ”så skal alting nok gå”. Disse kvinder udtrykker stor frustration over, at de ikke kan inspirere deres mand til at se, at de er en enhed/en helhed og oplever, at manden problematiserer kvinden, hvorfor sagen med et ændrer sig til, at der ikke opleves respekt i kommunikationen og hverdagene.
• Mænd og kvinder, hvis partner er stresset/deprimeret og har isoleret sig eller er passiv på hjemmefronten og i dialoger.
• Osv.

Vi er i nød, når vi er i krise. Vi styres mest af vores instinkter, når vi er belastede, og vores overblik forsvinder. At stå alene i en krise er menneskeligt meget hårdt, hvorfor vi har brug for en eller flere støtter, der kan berolige, opmuntre, lytte og give en hjælpende hånd. Mange giver udtryk for, at de synes, at det er svært at bede om hjælp.

Det siges, at de fleste mennesker har svært ved et af tre følgende udsagn:

• Undskyld
• Hjælp mig
• Jeg elsker dig

I krisen er disse udsagn tit nødvendige. Især udtrykket ”hjælp mig” og udtrykket” jeg elsker dig”

Og selvom vi oplever, at ”alle har travlt med deres eget”, så skal vi sige ”hjælp mig” eller ”hjælp os”. Til pårørende eller til professionelle. For vi bliver nødt til at gøre os klart, at hvis det var meningen, at vi skulle kunne klare alting selv, ja så havde vi vel fået en klode hver”. Det har vi ikke, og ingen kan alting selv. Vi er i nød, når vi er i krise, og må derfor ”vende den nød”, vi er i. Med andre ord må vi gøre det, der er nødvendigt. Og det er nødvendigt at åbne op, at tale, at række hånden frem og faktisk også at huske, at det kan være af stor betydning for andre, at vi beder om hjælp. Det kan jo have været eller være lige så hårdt for kolleger, pårørende, venner mv. at se på det slid, som en krise har ført med sig….

Så hvis du er en af dem, der oplever krise i dit ægteskab/parforhold, så vid, at intet bliver bedre af at vente og at have håbet som den primære faktor. Handling giver forvandling, og fælles handling og jo før, jo bedre øger sandsynligheden for, at I kommer styrkede og ikke svækkede igennem krisen.

Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen