Krise om modenhed eller mangel på samme og manglende udvikling i parforholdet.

Om modenhed og om manglende udvikling.

• Det har aldrig før været et problem, at min mand er 15 år ældre end mig. Men nu er han 60, og jeg er 45 og med et synes jeg, at han er en gammel mand, der minder mere og mere om hans far, smågnaven, passiv og negativ.

• Jeg er 8 år ældre end min mand. Og nu begynder jeg at føle mig gammel i forhold til ham. Jeg kan se, at han får undrende blikke en gang imellem, når vi eksempelvis går på strøgtur sammen. Jeg føler mig ikke så attraktiv som kvinderne på hans egen alder. Han siger, at det ikke har noget på sig, og at han elsker mig. Men jeg føler mig med et, her efter at jeg er blevet 40, utilstrækkelig og frustreret
• Vi er begge to skolelærere og mødte hinanden på seminariet. Vi var meget opmærksomme på pædagogik og psykologi. Og lovede hinanden altid at være opmærksomme og aldrig gå i stå i vores nysgerrighed efter at opdage og opleve. Men nu, hvor min mand har taget en coach-uddannelse, føler jeg mig sat ud på et sidespor. Han er meget begejstret for dem, han har gået på hold med og mødes hyppigt til øve-aftener mv. jeg oplever, at jeg ikke kan få lov at være en del af det, og så stiller han mig irriterende spørgsmål om min udvikling i stedet for at gøre mig til en del af hans. Jeg synes, at han svigter. Han synes, at jeg udøver modstand og er gået i stå i et misundeligt mønster. Det har skabt stor afstand imellem os.
• Så kom den. hverdagens trummerum, som vi altid har nægtet at blive fanget i. Men det er vi. 3 børn under 6 år, vasketøj, indkøb, aftensmad, rengøring, børnetid, jobs, lidt individuel træning i fitnesscentret og lidt social hygge med vennerne en gang imellem. Men det er fløjtende kedeligt. Vi går og savner variation, men kan ikke få greb om det, og vi er begyndt at småskændes og irriteres over hinanden. Det her kunne ende helt galt.

Som i de ovenstående eksempler kan der være adskillige udløsende faktorer for kriser i parforholdet. Kriser, der udløses af vilkår, som indimellem ikke kan ændres, så som alder og de mange pligter, der er i en hverdag. Det tankevækkende er naturligvis, at disse vilkår kan komme så meget bag på os. Og at et vilkår som eksempelvis 15 års aldersforskel, der på et tidspunkt intet betød, eller endog var et ressourceskabende vilkår, med eet får et negativt fokus. På samme måde som hverdagen. Det fortryllede ideal om 3 børn og eget hus får os til at blive slidte og trætte og det at tænke på weekenden eller sommerferien lysner ikke nok op med hensyn til at glæde sig over det, man har.

I parterapien tager vi altid fokus i den aktuelle situation, og som regel føres samtalen i kriser som i de ovenstående ind på: hvad var jeres drøm, og hvad lovede I hinanden. De allerfleste kan sagtens huske tilbage og har en lang række af svar på, at ”vi lovede at samarbejde”, ”vi lovede at snakke om tingene, inden de fik for megen negativ magt”, ”vi lovede hinanden at være bedre forbilleder som mand og kvinde end vores egne forældre”; ”vi lovede at fokusere på det vi indeholder, i stedet for på alder” ov, men nu sidder vi her og er kørt fast.

For at komme styrkede ud af en sådan krise, er jeg opmærksom på især to aspekter, jeg finder meget væsentlige.

Et: at få afviklet den bebrejdende attitude, for den er som regel meget tydelig. De to parter anklager hinanden og giver dermed den anden part skylden for, at situationen er så låst fast, som den er. Det er ikke fordi, at den enkelte ikke godt vil tage lidt ansvar selv, men det er meget klassisk, at attituden, der hedder ”det kan godt være, at jeg er dum eller har gjort noget dumt, men den anden er lidt mere dum end mig” er det toneangivende aspekt. Og det må afvikles.

Det betyder, at der arbejdes med, hvordan man kan kommunikere mere anerkendende .så brok og kritik, nedladende ord og ligegyldighed ikke får magt.

Det andet aspekt er at tale om de vilkår, der ikke kan ændres, og hvordan fokus igen flyttes til det, man kan ændre.

Når krisen først har fat, og desværre kommer mange først i parterapi, når stemningen har været dårlig i et stykke tid, ja så er det som at åbne Pandoras æske. Meget lyver op og farer frem, og stille og roligt må mønstrene afdækkes, og troen på, at det her kommer vi styrkede igennem sammen, gentages igen og igen.

Selvom I er gået i stå, selvom den ene er mere moden end den anden, selvom afmagten fylder, selvom det er drøjt at have små børn, selvom monotoni kan være drænende, selvom man udvikler sig i forskellige tempi, ja så vil der altid være eksempler på andre, der klarer lignende vilkår uden at problematisere dem. Jeg mener derfor, at det kan være nødvendigt og forfriskende at løfte blikket og kigge ud af boksen. Sammen.

Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen.