Krise når den ene er mere forelsket end den anden.

Når den ene er mere forelsket og elsker mere end den anden.
Jeg bemærker i hvert fald, at tendensen altid er stigende om foråret. Tendensen til at være tættere på sin partner, eller i andre sammenhænge at finde en partner, der kan indfri de længsler, som mange går med.
Og det giver kriser. Personligt – og i parforholdene.

For det hele er ikke som i naturen udenfor, hvor det grines og livet bekræftes.
Jeg sidder med adskillige individuelle klienter og par for tiden, hvor den ene siger noget i retning af:

Jeg synes, at vi keder os. Jeg synes slet ikke, at den anden er spændende mere. Det hele er så forudsigeligt, og jeg har lyst til at der sker noget mere. Men jeg kan ganske enkelt ikke mærke, om det er sammen med min partner, at jeg ønsker dette. Jeg bemærker, at jeg er begyndt at kigge efter andre, men gør ikke noget ved det. for jeg ville selv blive sindssyg af jalousi, hvis hun er sammen med en anden. Den tanke kan jeg ikke udholde. Men det er noget af et dilemma, for jeg kan heller ikke udholde den her trumerum.

Og andre siger:

Vi har alt. Et fedt hus, masser af penge til rejser, gode jobs, venlig hed og respekt, men det hele er alligevel så indholdsløst og tomt. Der er ingen kilderen i maven, der er intet savn, hvis vi arbejder meget og ikke ses i et par dage, – der er ingen nysgerrighed eller begejstring. Får lyst til at møde andre og finde ud af, om jeg mon nogensinde har været rigtigt forelsket i min partner, eller om jeg er vokset fra ham.

Og atter andre siger noget i retning af:

Jeg er blevet rigtigt glad for en mand. Vi snakker fantastisk sammen, griner meget, og vores sex er hedt, vildt og intenst. Ingen af os er i faste forhold, og der er ro på i forhold til ekskone/eksmand. Det har stået på i et halvt års tid, og vi bruger rigtigt megen tid sammen. Men nu er han kommet og har sagt, at han ikke er forelsket i mig. Han sætter pris på vores samvær og nyder de timer, vi har, men vil ikke være kærester. Det fortvivler mig

Og

Min kone har sagt, at hun vil skilles. Hun siger, at hun har kæmpet for at det skulle blive godt igen, men at hun ingen følelser har for mig. Jeg er i dybt chok. Jeg har slet ikke set det komme. Jeg synes, at vi var så lykkelige, og jeg har givet hende alt. Tøj, job, penge, gaver, frihed så hun kunne gå i swinger klub – kort sagt: jeg har givet hende alt, og vil gerne blive ved med det, men hun siger, at følelserne er væk, og hun vil ikke engang være med til at kæmpe for os. Og jeg sidder fuldstændigt paralyseret og aner ikke mine levende råd. Har et brev fra hende fra efteråret, hvor hun skrev, at hun ville blive gammel sammen med mig. Og nu er der intet. Hun er flyttet. Jeg savner hende, og jeg vil vitterligt ikke andre end hende. Og kan mærke, at jeg er ved at blive bitter, for jeg synes, at hun er fej når hun ikke vil prøve parterapi, og jeg synes, at hun har udnyttet mig max, selvom jeg selvfølgelig også har givet hende mulighed for det. hvad gør jeg ?

Og sidder med par, hvor kvinden er gået kold. Og er klar til at bo for sig selv, hvor sorgfyldte mænd ligger på knæ og trygler om, at ”vi må da kunne finde en vej. Alle har det jo hårdt en gang imellem, og jeg elsker dig jo. Jeg tror ikke, at jeg kan leve uden dig ”: Og tårerne flyder, og ordene bliver matte, og rummet fyldes med smerte, for situationen forekommer uløselig, hvis begge parter skal være gensidigt lykkelige.

Var der bare et svar, der løste kærlighedens smerte, ville jeg ikke sidde på mit kontor og skrive tekster. Så ville jeg stå på den største scene i USA med en fyldt sal på 100.000 mennesker og kræve 5000 dollars pr billet og ville så give svaret på kærlighedens gåde.

Der er så mange svar på kærlighedens gåde. For utroligt mange aspekter spiller ind i vores liv, og hjertets sang har sin egen melodi og kan kun synges af den/de enkelte implicerede parter.

Som jeg talte med et par om i går. Jeg husker ordret, hvad jeg sagde:

Det burde jo ikke være så svært at trives i et parforhold. Hvis følelserne er til stede fra starten, ja så er der i det store billede kun 4 regler, der er vigtige:

• Kys på hinanden
• Snak med hinanden
• Samarbejd om det, der må gøres og
• Pas på hinanden

Og som manden med det samme replicerede:

”ja, men det er jo lettere sagt end gjort”.

Og det har han helt ret i.

Og derfor er der ikke blot en ting, man kan gøre, når man er frustreret, fortvivlet,bange, jaloux, keder sig eller noget helt femte. Det er, som jeg ser det, ikke en handling, man må fokusere på, men snarere mener jeg, at man må fokusere på, hvilken eller hvilke holdninger der er styrkende og bæredygtige i en personlig og/eller en fælles krise.

Jeg tror på, at det gør en forskel at beslutte sig dybt i sit inderste for, at ”jeg og/eller vi vil styrket igennem denne krise”. Samt at mønstre de ressourcer, der er med til at bane vej for, at man føler, at man trives og vokser som menneske. For det er det spørgsmål, jeg anbefaler, at man stiller sig selv, når man begynder at overveje, om man står ved en korsvej i sit liv, eller oplever, at man med et stilles ved en korsvej og skal beslutte sig for retningen. ”føler jeg, at jeg vokser her ?”…

Jeg mener grundlæggende ikke, at man skal trække noget positivt ud af alting. For der er decideret negative aspekter og stunder i et menneskeliv. Kærestesorg er ikke positiv. Skilsmisser er ikke positive. Angst for at miste er ikke positivt. Og skal man så alligevel søge at trække noget positivt ud af de kriser, som foråret hjælper på vej, er mit budskab, at krisen træner os i at være til stede i nuet. Når vi har grædt vores tårer og skrevet vores sms er , ja så er nuet her stadig. Og måske hjælper foråret trods alt lidt her. Se og lyt, mærk og lugt. Sans din verden. Her og nu, og her og nu. og stol så på, at ”det bedste eller det rigtige vil ske”.

Alt godt,
Christel Sonne