SONNERASMUSSEN.DK

Christels blog

Af terapeut Christel Sonne Rasmussen

Krise i et ægteskab – parforholdet når ene den part bliver syg.

Rollerne ændres og der opstår let krise hvis en er syg.
Afmagt og det at opretholde hverdagen og tro på alt fortsat vil lykkes.

Ingen af os går og håber på, at vi selv eller vores partner bliver alvorligt syg. Mange af os lukker øjnene og skyder tankerne væk, hvis vi alligevel kommer til at tænke på det frygtelige, at en livstruende sygdom skulle ramme i vores familie. Statistikkerne taler desværre deres tydelige sprog, og hjerte- karsygdomme, cancer, autoimmune sygdomme, handicap som følge af en ulykke eller stressrelateret udbrændthed rammer mange familier. Og så er krisen mærkbar fra den ene dag til den anden.

Flere kriseforskere peger på, at vi møder mindst 5 kriser i en tilværelse.

Fordi ingen af os går hus forbi, når det drejer sig om at miste, at belastes af eksterne eller interne faktorer som fyring, økonomisk belastning, brud – eventuelt skilsmisse, flytning og/eller ufrivillige forandringer, – og som i dette dokument altså også livstruende sygdom. Det at have en pårørende, der er livstruende syg, eller selv at være livstruende syg ligger på førstepladsen over det, der belaster en menneskelig tilværelse mest.

Dødsfald i egen eller nær familie ligger også på førstepladsen, og det er ikke mindre belastende, om det er et kortvarigt sygdomsforløb eller et længerevarende af slagsen. Belastningen er så mærkbar, at både krop, sind og det bare at fungere er under pres.

Nogle cases

  • En kvinde, mor til 3 og i et fast parforhold, rammes af blodpropper. Det lammer hendes ene ben og hun er kognitivt ramt. Kan ikke huske, koordinere og igangsætte som tidligere. Hun træner sig op, kommer til at gå igen, men må igennem en lang afklaringsfase jobmæssigt hvor hun førhen har haft en lederstilling. Hun tildeles flexjob og arbejder på nedsat tid. Men er meget træt og går i seng omkring kl. 20 hver aften, også 2 år efter ”ulykken”. Familien reagerer i starten med sorg og stor opbakning. Der er problemer med at få hverdagen til at hænge samemen, og manden overbelastes. Efter 2 år sider han håndklædet i ringen, – han har mødt en anden og flytter. De 2 store børn vælger side og fravælger faderen. Kan ikke tilgive ham, at han flytter fra deres mor, der er syg. Det yngste barn er hos forældrene på skift, en uge ad gangen.
  • En familiefar bliver ufrivilligt en del af et trafikuheld. Han er alene i sin bil, da han i vintervejret rammes af en lastbil, der skrider ud. Han kvæstes hårdt. Både førlighed og hjernen rammes. Og han svæver imellem liv og død i 2 måneder. Han kommer sig, og en lang genoptræningsperiode ligger forude. I løbet af 1½ år går han igen, får han igen kørekort, men må lukke sin virksomhed. Hustruen og de to børn er meget forvivlede, og hele familien, der har været særdeles velfungerende, oplever belastningen. Den ældste får tvivlsomme venner, hustruen søger at opretholde egen virksomhed og hverdagen. Manden var førhen den, der stod for det praktiske, og det yngste barn lukker sig inde.Langsomt, men sikkert går familien i opløsning.
    Der opstår problemer med alkohol, og efter nogle år fraflytter hustruen og børnene.
    Der er kun ringe kontakt med børnene i perioder, og hustruen udtaler flere gange: ”var han ikke blevet syg, var vi aldrig gået fra hinanden”.
  • En mand først i 30erne bliver hørehæmmet som følge af dårligt arbejdsmiljø. Han er i fast parforhold på 7. år. Efter 1 års undersøgelser og behandlinger står det klart, at han ikke får hørelsen tilbage. Han fyres. Får tilkendt førtidspension, og der opstår frustrationer i hjemmet.
    Kæresten savner hans overskud og handlekraft. Er en stor og omsorgsgivende støtte i lang tid, men da deres kommunikation ændres grundet hans manglende hørelse, søger hun først fordybelse i karrieren og senere bryder hun op, da hendes drømme om børn og familie ikke matcher det, han nu indeholder og har at byde på. Hans bitterhed er stor, og der er et forløb på over et år, hvor han chikanerer hende, og bebrejder hende for at forlade ham på grund af modgang.
  • Et barn får konstateret en hjernesvulst. Der er to mindre børn i familien. Operationen er vellykket og alle ånder lettet op. Både moderen og faderen er ressourcefyldte mennesker, der dels får sygeorlov og nedsat tid for at kunne være mere tilstede. Efter nogle år blusser en ny svulst op. Endnu en gang er der en lang undersøgelsesfase hvor an afventer det rette tidspunkt for ny operation. Familien bliver sammen, men isoleres socialt. De har ikke overskud til at modtage gæster eller deltage i sociale aktiviteter. Det yngste barn trives ikke i skolen og får diagnosen ADD. Familien er god til nærhed i hjemmet, men passivitet og opretholdelse af det nødvendige er det, der orkes.

    Det ældste barn raskmeldes igen efter anden vellykkede operation. Langsomt vågner familien til live. Dog har frygten bidt sig fast, og det at glæde sig og at glæde sig til noget er ikke længere elementer i deres tilværelse.

Jeg ved det. du ved det:

Der er ingen, der har lovet, at livet skulle være nemt. Men når man læser – og som jeg – indgående kender til sager som de ovenfor beskrevne, tænker man også af og til:

Er der nogen, der har sagt, at det skal være så svært?

For det er barske skæbner og omstændigheder, og det fordrer meget af os som helt almindelige mennesker, når sygdom, handicap, ulykker rammer i egen eller nær familie.

Som du kan se af ovenfor beskrevne ases, kan skilsmisse, misbrug, passivitet, glædesløshed og stress være effekter af netop sygdom i egen eller nær familie.

Det er umuligt at sige, hvad der skal til helt generelt for at kunne håndtere at blive smidt ud i frit fald fra en tilværelse, hvor man lever og er til en tilværelse, hvor nød og nødvendighed fylder alt.

Et stærkt og givende netværk, gode mentorer og praktisk hjælp er elementer, der hjælper og mindsker krisen. Men husk en ting, hvis du er tæt på en familie eller et parforhold i nød. Det er sjældent, at folk selv er i stand til at bede om hjælp. Mange giver udtryk for, at ”folk siger, at vi bare skal sige til”, men det orker vi ganske enkelt ikke. Hvis folk ikke kan se, hvad der er brug for, er det lige meget. Så klarer vi det selv.

Så: er du tæt på en familie eller et par i nød, så stil op og giv hjælp. Se, hvad der er brug for. Ræk til. Om det er at tage børnene i en weekend. Om det er at købe regelmæssigt ind. om det er at gøre rent. Om det er at tage gode samtaler over tusinder kopper kaffe, om det er at give gaver som massagebehandlinger, god musik, biografture eller andet – det er afhængigt af situationen. Men gør noget og vent ikke på, at folk spørger.

Og søg gerne hjælp tidligt i krisen. Både i chok- og i sorgfasen er der en del, man selv kan gøre for netop ikke at føle sig så plaget og ej heller at føle sig som offer for situationen.

Skriv endelig cases, egne kommentarer eller spørgsmål til min blog om dette emne.

Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen,

Af Christel Sonne Rasmussen - 14 feb, 2013

Læs mere i samme kategori:

Parforholdet og manglende seksualitet

Parforhold og seksualitet.
Et parforhold er den relation i vores voksne liv, der rummer de største muligheder.

Med et parforhold har vi muligheden for at opleve fællesskab, tryghed, frihed, kærlighed, venskab, sårbarhed, krise, styrke, erotik og vækst. Og et parforhold er også den relation, hvor vi har mulighed for at udvikle os individuelt samtidig med at der foregår en fælles udvikling.

7-års-krise

Til både det individuelle menneske og til dig/jer, der er i et parforhold, har jeg en anbefaling, i forhold til når I når 7 år i et forhold. Min anbefaling er præget af den gode indsigt: Man må stoppe op for at komme videre. Sagen er nemlig den, at det at stoppe op og lave et tjek på sig selv og sit parforhold er, hvad der giver mening. Ingen går upåvirkede igennem 7 år.

Gnisten mangler i vores parforhold – ægteskab

Jeg har ofte par I parterapi, hvor den kvindelige part udtryk for, at hun ikke længere har følelser for partneren, og at hun ikke ved, om hun elsker ham mere.
At de så alligevel opsøger en parterapeut skyldes som regel, at der er børn og en lang og god fælles historie, som binder dem sammen.

Læs mere af det jeg skriver om

Læs forrige indlæg:
Læs næste indlæg: