Jeg ved ikke, om jeg er ved at blive skør.

Ovenstående udtalelse og afarter af denne, hører jeg tit i min coachpraksis.
Og indenfor det sidste år har der været flere fokuspersoner, som har haft et stort set ens tema.
Et tema, som en del i psykiatrien formentligt ville kalde “tvangshandlinger”, og som jeg i de tilfælde, jeg møder, kalder tegn på stress.
Lad mig give dig et eksempel.

En mand kom til mig. Han var en betydningsfuld og effektiv direktør, og var tilfreds med sit liv. Havde en familie, han elskede og omvendt, og havde gode fritidsinteresser. Men han havde fået et problem, som han kæmpede med.
Det var kommet snigende, og nu havde det taget mere overhånd, end godt var.
Når han forlod sit hjem om morgenen, fik han, når han sad i bilen, en tanke om, om han nu havde fået låst døren. Og han blev nødt til at gå tilbage til huset og checke døren, der hver eneste gang var låst. Som han sagde: “Jeg vidste egentligt godt, at døren var låst, men jeg blev så bange for, at den måske ikke var det, denne gang”.
Og selvom han havde sin sunde fornuft, fik panikken overmandet ham.
Han kom til mig, da mønsteret – eller monsteret, som han med sin humor udtrykte det, havde udviklet sig. En morgen havde han, selvom han havde checket døren, der var låst, fået frygten igen, og var gået tilbage for anden gang for at checke døren. Og så var det, at han var blevet bange for, om han var ved at blive skør.

Heldigvis kunne jeg berolige ham med, at han ikke var ved at blive skør. Han havde en fin realitetssans på alle andre områder, men stresstesten afslørede, at han var stresset langt over gennemsnittet.
Og dette med at checke døren blev et udtryk for dette..
Coachingen indeholdt naturligvis mange af de elementer, som enhver stresscoaching indeholder. Men fordi dette med døren var altafgørende at få styr på, fik han en teknik med hjem.
Specifikt til dette formål.

Teknikken lyder i al sin enkelhed.
Næste gang, du forlader dit hus, går du helt bevidst tilbage 3 gange og checker din dør, også selvom du ved, at den er låst. Du gør det, fordi du beslutter dig for at gøre det, og ikke først, når du sidder i bilen og er bange. Når du går ned ad trappen, 3 meter ned af havegangen vælger du at gå tilbage. Dette gør du tre gange.
Og så laver du et fysisk tegn, som du kan mærke. Og kører på arbejde.
Et fysisk tegn kan være, at man flytter vielsesringen over på en anden finger, at man kniber sig selv i øret, at man klapper to gange m.m. altså en gestus, som man kan registrere, at man foretager sig.
Hvis man har “tvangshandlinger / stresshandlinger”, som denne mand, er det væsentligt, at man helt bevidst gør handlingen i det antal gange, som mønsteret før har drevet en til.

Det vil sige: hvis man 4 gange har checket sit komfur, hvis man 3 gange har checket sin dør, hvis man 4 gange har checket, om man nu har sin pung i tasken, og følt at det var frygten, der fik en til at gøre det, ja så vender man bølgen i det øjeblik, at man bevidst beslutter sig for, at “nu gør jeg det”.
Teknikken er så enkel, at det nærmest forekommer mirakuløst. Direktøren fortalte mig, at han kun havde været nødt til at foretage denne øvelse i 5 dage, og så var han helt sikker på sig selv igen.

Lille indsats, stor effekt

– Christel