Jeg elsker dig..

Jeg blev ringet op af en mand.

Han kunne ikke komme til min praksis, da han er bosiddende i udkants Danmark, så vi talte over telefonen. Han beskrev, at han var jaloux.

Det kom til udtryk på den måde, at han var mistroisk over for sin kæreste. Bl.a. det at han kom på besøg og syntes, at dynen lå anderledes i hendes seng, end den plejede. At hun nogen gange tog et par timer om at svare en sms. At han havde utroligt mange negative skræmmeforestillinger om, hvad hun mon lavede med andre.

Og det udmøntede sig i masser af skeptiske og destruktive spørgsmål fra hans side.

Hun var intens og nærværende, når de var sammen. Var selv skilt, fordi hendes eksmand havde været utro og havde ikke den ringeste interesse i andre. Så manden, jeg talte med, vidste, at den angst han havde for at blive forladt til fordel for en anden, som han kaldte for jalousi, var ubegrundet og han vidste, at han selv måtte forholde sig til den.

Da de ikke boede sammen, sås de primært i weekends. Og det betød, at kommunikationen ugen igennem var det, der var med til at holde kontakten i live. Og så udbrød han: ”jeg synes bare, at det er så svært med sms-beskeder. Egentligt kan jeg kun skrive – hej og jeg elsker dig. Der er jo ikke andre ord i sproget, der dækker over det, jeg føler”……

Her spidsede jeg ører.

Og spurgte ind til hans udtalelse. Og jo, det var rigtigt forstået. Han skrev stort set kun ”hej og jeg elsker/savner dig” og kunne slet ikke se, hvad han ellers kunne skrive.

Så fik han lige et kursus !!!

• Et kursus i at være mere kreativ i sine formuleringer.
• Et kursus i at skrive om hvad han oplevede, hvad han tænkte, sansede og følte.
• Et kursus, hvor det var forbudt at skrive ”jeg elsker/savner dig”, men hvor han på alle andre måder skulle beskrive disse følelser

Han kunne se ideen og syntes, at det var umanerligt svært. Men han tog udfordringen op.

Jeg talte med ham 2 uger senere. Og det tankevækkende var, at han beskrev, at hans kæreste var meget mere responderende på sms nu. At hun fortalte meget mere om sig selv. Og at han jo havde gået rundt med skyklapper på. Ikke fordi han ikke var i kontakt med sine følelser, men fordi hans evne til at skrive mere nuanceret og personligt, havde en god indvirkning i forhold til den utilstrækkelighed, som han hade kaldt jalousi. Fortroligheden imellem dem var blevet meget bedre, fordi han nuancerede sig. Både hans indre tryghed og selvværd var vokset mærkbart, og jalousien hvilede ikke længere som en skygge i ham….

Og en af mine klienter i 20erne, der reflekterer over de store begreber: kærlighed, frihed, tilfredshed, og respekt, kom med følgende udtalelse forleden:

”Jeg tænker: Hvis alle i parforhold eller ægteskaber vidste sig elsket af hinanden, hvorfor er der egentlig så mange, som er utro eller har behov for parterapi?”

Og han fortsatte:

”Hvis alle følte sig elsket, burde de inderst inde i sig selv vide, at den andens tankegang er ”Jeg lover uanset hvad der sker, når du ser dig tilbage, er jeg der og hjælpe dig, også når det bliver svært”.

Han afsluttede:

”Hvorfor eksisterer den følelse ikke som en gensidig selvfølgelighed hos begge parter? Måske fordi tvivlen opstår i dagligdagens manglende små bekræftelser?”

Og han stillede et spørgsmål, som jeg hermed vil kaste ud til jer i dette forum og bede om jeres respons på:

Hvordan viser man hinanden hver individuel i handling som i tale:

”Jeg elsker dig” og ”jeg går gerne gennem ild og vand for dig”?

Jeg har selvfølgelig som parterapeut mange svar på dette. Men vil inderligt gerne høre jeres svar.

Skriv gerne dine bud på, hvad der gør ham / hende tryg og glad.
Kort og godt vil jeg gerne høre din respons på, hvad der skaber samhørighed og en inderlig følelse af ”dig og mig” hos hinanden selv når det stormer og rusker?

Helt enkelt: Hvad får dig til at kunne sige ”Jeg elsker dig” til din partner?
Ser frem til at læse om kærligheden – når I fortælller og siger “jeg elsker dig”.

Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen