SONNERASMUSSEN.DK

Christels blog

Af terapeut Christel Sonne Rasmussen

Det evige og det timelige.

I bryllupsritualet lover vi hinanden, at vi vil elske og ære vores partner, leve i medgang og modgang og holde sammen til døden skiller os ad.

Bryllupsritualet er smukt og viist, og indeholder stor livsindsigt, og hvis begge parter i et ægteskab lever op til og lever budskabet ud, ville der ikke være behov for parterapi. Der ville være behov for kriseterapi indimellem, for ingen kommer igennem uden kriser, såsom dødsfald, sygdom i nærmeste familie, og eksempelvis arbejdsløshed, stress eller andet, der kan påvirke en menneskelig tilværelse i belastende grad.

Og hvorfor er det mon så så svært at leve bryllupsritualet (også hvis vi ikke er gift?)

Hvad er det mon, der spiller ind – eller som vi ikke sætter i spil, som gør både det evige og det timelige til svært håndterbare størrelser?

Der er mange grunde, og jeg vil i dag pege på en af dem.

Både som parterapeut og som del af et parforhold mener jeg, at det er væsentligt at have leveregler. Nogle vil måske kalde det spilleregler. Og når jeg siger leveregler mener jeg, at det er væsentligt og mange gange afgørende at man i fællesskab gør sig klart, hvad man i sin egen enhed står for.
Og her kommer aspektet om det timelige ind i billedet. Det “timelige” er et gammelt udtryk, som i al sin verbale visdom fortæller om, at tilværelsen , når alt kommer til alt, består af timer og atter timer. Og jeg mener, at det er måden, vi bruger disse timer på, der er med til at skabe og opretholde den lykke, tilfredshed eller samhørighed, som de allerfleste både ønsker sig og længes efter. Vi har altid 24 timer i døgnet, og det har vi altid haft og vil vedblive at have. Uagtet om vi bor i Sydafrika eller Jylland, er høje eller lave, mænd eller kvinder. Og derfor har vi en fælles grundforudsætning for at lykkes.

Og levereglerne er i den sammenhæng væsentlige.

For jeg tror ikke, at det er nok at love og garantere, at vi vil elske og respektere hinanden – for tid og evighed. Jeg tror ikke – og har tit i min praksis set, at det ikke er nok at have de bedste intentioner, hvis man ikke formår at sætte disse i spil.
Det er ikke nok at kunne mærke, at man er vild med sin partner, hvis man ikke viser det i handling, men opprioriterer job og fritidsinteresser, fordi man bilder sig ind, bevidst som ubevidst, at “vi skal jo hygge os i weekenden”, eller “når det bliver sommer, tager vi på en rejse, og så skal det nok gå”. Eller den mere “langhårede” model eller leveregel, der hedder: “når børnene bliver store og flytter hjemmefra, så skal vi rigtigt til at nyde det”.
Det kan godt være, at du – kære læser, sidder og tænker “sådan er der da ikke nogen, der gør”.
Og mit svar er “jo, sådan er der mange, der gør”. Mange ænser ikke det timelige, ænser ikke at det er nu, at vi må være nærværende, både i parforhold, familie, fritid og job. Og at det er nu, at vi må se og mærke og have interesse og overskud nok til at spørge vores partner ad: “hvordan indvirker mine valg og forbrug af tid på dig”.
For det at udskyde lykken og romantikken, det at tro at det nok skal gå, bare fordi man selv kan mærke kærligheden og den gode intention, har også en effekt.
Det er denne basale livsindsigt, der er væsentligt at tage til sig og formulere leveregler ud fra:

I mit eget liv har jeg nogle leveregler, der kan formuleres som:

  • Gør alt småt stort
  • Jeg vil lykkes som mor, hustru, menneske og fagperson hver eneste dag
  • Det stærkeste tidspunkt er altid lige nu
    Og
  • I en familie hjælper man hinanden
    Og
  • I en familie taler man om tingene.

Forstår og tager man det faktum alvorligt, at leveregler og rammer er frihedens og lykkens forudsætning, og lægger daglig indsats, vil man både få og mærke de resultater, der gør, at man kan se både sig selv og sin partner i øjnene, og mærke, at livets modsætningsfyldte dynamik kan opleves, for “vejen er målet, og målet er målet ” på en og samme tid.

Har du kommentarer til dette indlæg, må du hjertens gerne skrive det til min weblog.
Christel Sonne Rasmussen

Af Christel Sonne Rasmussen - 19 mar, 2006

Læs mere i samme kategori:

Tjekliste

Denne tekst skriver jeg, i den periode i Danmarkshistorien, hvor landet er i en form for undtagelsestilstand, grundet Corona-virus.
Jeg har en fornemmelse af, at det vil berøre mange par og familier, når mange opholder sig mere hjemme og er mere sammen.
Jeg tror, at det blandt andet betyder, at det bliver mere tydeligt, hvordan du og I har det sammen, når alt kommer til alt.

Når din partner er konfliktsky

Har du hørt nogle af disse udsagn ? –eller kender du stemningen, der opstår, når følgende udsagn udtales: Hvorfor går du, hver gang der er optræk til konflikt?

Du opfører dig som Rasmus Klump, – du opfører dig som om at hvis vi bare spiser pandekager eller tager en kop kaffe, så kan alle problemer bare skubbes ind under gulvtæppet.

Man kan altså ikke komme igennem livet med tavshed eller overfladiskhed.

Kan du ikke forstå, at jeg bliver træt af dig og vred, når du aldrig tager initiativ til noget nyt og altid bare spørger, hvad jeg har lyst til.

Du pleaser så meget, at jeg bliver dominerende og strid, for din selvudslettelse er anstrengende. Forstår du ikke det?

Når jeg har brug for, at vi snakker noget igennem, udskyder du det. Jeg magter ikke, at du tror, at tingene løser sig på den måde.

Jeg keder mig sammen med dig. Det hele er så forudsigeligt og hyggeligt.

Parforholdet og manglende seksualitet

Parforhold og seksualitet.
Et parforhold er den relation i vores voksne liv, der rummer de største muligheder.

Med et parforhold har vi muligheden for at opleve fællesskab, tryghed, frihed, kærlighed, venskab, sårbarhed, krise, styrke, erotik og vækst. Og et parforhold er også den relation, hvor vi har mulighed for at udvikle os individuelt samtidig med at der foregår en fælles udvikling.

Læs forrige indlæg:
Læs næste indlæg: