De djævelske mekanismer.

Utroskab en djævelske mekanisme.

Ugentligt har jeg adskillige gange par siddende i min praksis, hvor den ene part har været utro. Og det nu er kommet frem for dagens lys. Indimellem fordi den utro part på eget initiativ selv er gået til bekendelse grundet samvittighedskvaler eller frygt for at blive afsløret, men hyppigst fordi telefonen eller andre har informeret den uvidende ægtefælle om, at der er noget galt og at tilliden med et har fået en gevaldig mavepumper.

I artiklen, som Metro Ekspres har udsendt om danskernes utroskab, fortæller Martin Østergaard om et velkendt fænomen. Jeg har aldrig selv tænkt, at det er ”djævelske mekanismer”; der går i gang, men kan klart nikke genkendende til udtrykket.

Det, der sker for de allerfleste Ægtefæller, der føler sig svigtet grundet utroskab, er at de udover at overveje, om de mener, at de vil og kan tilgive, får en intens trang til at vide besked. Og det er som om, at det ikke er nok at stille de samme spørgsmål 5-10 gange. Flere beskriver, at ”min partner spørger tusindvis af gange om det samme igen og igen, og jeg står skoleret, og alt jeg siger, bliver analyseret, dissekeret, og mistroen vokser og vokser”:

Spørgsmål som:

• Hvor mange gange har I været sammen?
• Hvor har I været sammen?
• Hvordan startede det?
• Hvem tog det første initiativ?
• Hvad har I lovet hinanden?
• Har du følelser for den anden?
• Hvad har han/hun, som jeg ikke har?
• Hvad har I talt om?
• Har I talt om, hvordan vi to har det?
• Hvorfor har du slettet beskederne?
• Hvorfor kom du ikke og sagde det? jeg spurgte dig jo flere gange, om der var noget galt?
• Hvordan kunne du gøre det?
• Hvem ved noget om det?
• Hvordan kan jeg være sikker på, at du ikke gør det igen?
• Var han/hun bedre i sengen end mig ?

Og ethvert af disse spørgsmål kommer jo af det store rungende ”HVORFOR? ”

Og dette hvorfor kommer fra en stor indre smerte, hvor forvirring, vrede, skuffelse, angst og indre uro optager sindet.

Der er svar i hver persons og i ethvert parforholds historie på, hvorfor det kunne komme så vidt, at utroskab med et er en kendsgerning. Det er en afgørende del af bearbejdningen, at parret får hjælp til at tygge svarene igennem, for det kan i nogle tilfælde tage år for den sårede part at føle, at man er helet igen.

Utroskab – de djævelske kræfter er slemme.

Både chok og frustration er så mærkbart, at man ikke som den sårede part kan nøjes med at høre et svar en gang. Man bliver ved. også selvom klokken er 23, og det faktisk er sengetid. Man kan mange gange ikke lade være med at spørge og spørge og spørge. Man ved, at det slider på en selv, på partneren, og man hader nogle gange sig selv for ikke at have større disciplin og udskyde spørgsmålene til næste dag, men trangen er stor. Noget af det, som jeg bemærker, er at det virker som om, at ”de indre djævelske kræfter ” agerer som om, at de bilder den sårede part ind, at ”hvis du bare bliver ved at spørge, så kommer der et svar, der giver dig ro”: jeg bemærker dog ikke, at dette er tilfældet. Der er ikke kun et svar. Og da slet ikke kun et svar, der giver den vished, som så giver ro.

Jeg ved, at jeg har skrevet det før på dette forum. At blive efter utroskab har også en pris. Også når den part, der har været utro, angrer tydeligt og gør alt, hvad der er i personens magt for at vise – og ikke kun overbevise partneren om, at ”jeg har lært lektien. Dette vil jeg aldrig hverken byde dig eller mig igen”, og bliver god til nærvær, informationer og så videre,” ja så kan uroen stadig fylde i lang tid.

Jeg har værktøjer til at håndtere både den chokfase samt de efterfølgende faser, for jeg ved, at der er par, der kan komme styrkede videre også efter utroskab. Jeg ved også, at alle ikke kan. At utroskaben var det Wake up Call, der var nødvendigt for at få kaldt tingene ved rette navn og forhåbentligt bryde op i god ro og orden.

Utroskaben bærer altid vigtige budskaber med sig.

Det er tankevækkende tal, der beskrives i artiklen, som Metro Express nævnte i sidste uge. Jeg synes som person, at det er tankevækkende og ærgerligt, at behovet for ømhed og behovet for bekræftelse skal udmønte sig i utroskab, og at så store procenter er i spil. Jeg bliver selvfølgelig også nysgerrig med hensyn til, hvordan undersøgelsen er lavet. Hvor mange har mon svaret? og som den kvindelige sexolog beskriver, så tror hun, at tallet er højere. Og at mange kvinder lyver om utroskab.

Det er spørgsmål, der blæser i vinden, og der er endnu en ting, jeg synes er væsentlig. For jeg har talt med mange om dette emne, og bemærker, at nogen definerer det at skrive med andre, at sende billeder af sig selv til andre osv. som utroskab. For mig at se er definitionen helt klar. Utroskab er , når man har sex med en anden person end sin partner. Intet mere, intet mindre. Men så sandelig rigeligt nok.

Det, der foregår på telefoner og computere, kys i kopilokalet eller værtshusets baggård er flirt, men jeg synes, at det er vigtigt at gøre sig klart, hvor ens egne grænser går, og hvad man kalder tingene. Det er forskelligt fra parforhold til parforhold, og uanset hvad må det enkelte par afklare egne definitioner og grænser.

Afslutningsvis vil jeg sige, at der er håb, når følelserne er tilstede, og når man har noget at kæmpe for. Det være sig børn, et fælles godt liv, en virksomhed mv.

Det afgørende punkt i utroskab er altid følelserne.

Er de gensidigt til stede med hensyn til at opbygge tro og tillid, respekt og tryghed, er der en vej. Som man må træde sammen. For kun de færreste har jo stået i en situation som denne før og har en strategi. Derfor vil den vigtigste del af bearbejdningsprocessen være, at man som det lille team man er, forstår, at man sammen skal træde vejen, og at vejen bliver til, mens man går.

Du og I er velkomne til at rette henvendelse til mig, og også at skrive til min weblog. Henvendelser vil blive altid besvaret.

Lad julefreden sænke sig, og lad julehjerterne fyldes med varme og et rent ønske om vækst, tryghed og glæde

Venligst.
Christel Sonne Rasmussen.