Mange bliver til sammenbragt familier.

Qua at skilsmissestatistikken er så høj og tilgangen til datingsider og singleklubber ligeså, møder mange fraskilte hinanden, og da tosomheden er et inderligt ønske for mange, dannes der nye par.
Og mange af disse bliver til en sammenbragt familie.
Dog er den glæde og kærlighed, de voksne føler for hinanden, ikke altid så udbredt blandt børnene imellem og ej heller blandt børn og den nye partner.

Et emne, som jeg oplever, er temmelig tabubelagt, er når den voksne oplever jalousi over for et barn.

Dette har jeg beskrevet andetsteds her på sitet (Om aversion i sammenbragte familier til partners barn/børn), men giver hermed endnu en case, for at vise, at det ikke altid er så nemt.

Et par er først i 30erne. De er gift og uendeligt glade for hinanden. Begge havde de et barn hver, da de mødtes, to jævnaldrende sønner, og de har et fælles barn. Kvindens søn er hos dem altid, da faderen ikke har kontakt med ham, og mandens søn er hos familien en uge ad gangen. Der er således ingen kontakt til den enes far, hvor der er kontakt, men et uhyre vanskeligt samarbejde med ekskonen.

Mange-bliver-til-sammenbragt-familier-1Sagen er, at kvinden i ægteskabet er jaloux på hans søn. Hun kan, både han er der og ikke er hos dem, irriteres og frygte for, hvordan det skal gå. Hun ved, at det er hendes eget problem, for han er velopdragen og høflig, hjælpsom og leger godt med hendes søn, men når faderen og han er nærværende, eksempelvis med mobiltelefon, film, fodboldspil mv., føler hun sig straks udenfor og barnligt forurettet. Hun kan med sit voksne intellekt sagtens se, at de har et sundt og givende forhold, hun synes selv, at hendes mand er en god far, og hun er skuffet over sig selv over, at hun ikke kan tolerere og unde dem begge dette. For det er tydeligt, at hendes humør påvirkes, også selv om hun gør, hvad hun kan for at lade som om, at der ikke er noget i vejen.

De har mange samtaler om dette. Hun forsøger virkeligt at tage sig sammen, være voksen og overskudsagtig, men lige meget hjælper det. Indeni er hun ved at brænde sammen, og kontakten med ekskonen, der kritiserer deres måde at agere familie på, gør ikke sagen bedre.

Hun opsøger hjælp.

Mange-bliver-til-sammenbragt-familier-2Forløbet bliver langt og intenst, for under overfladen bærer hun på mange svigt og mange selvbebrejdelser og en historie, hvor hun også her er skuffet over de valg, hun traf som yngre, og at hun ikke formåede ved hendes første barns gravitet, at vælge en bedre biologisk far. Stille og roligt bearbejdes de mange svigt, idealet om den perfekte familie, hvor der altid er glæde og harmoni drøftes, og en tilgivelsesproces på andres og egne vegne bevirker, at kvindens frustration og indebrændthed fortoner sig.

Det tog alt i alt et par år, før helingen var gennemført. Og det var muligt både at glæde sig til ”papbarnets” besøg i familien samt at kunne være naturligt uanstrengt. Hun var meget bevæget, da vi afsluttede forløbet, og hun sagde: ”tænk hvis jeg ikke havde mødt den lille unge. Så hade jeg vel stadig gået og slæbt på alle de indre spøgelser og drevet mig frem imod et ideal, jeg aldrig ville kunne omsætte til en god virkelighed. I dag er jeg helt taknemmelig over, at han findes og fik denne proces kickstartet. Også selv om det har været rigtigt svært.

For mig at se sker der altid noget specielt, når misundelse eller jalousi bliver en del af en familie, uanset om den er biologisk eller sammenbragt.

Der er først mulighed for vækst, når den voksne tager ansvar for sine egne følelser og reaktionsmønstre og bevidst vælger at arbejde med det.

Desværre sker der mange gange det, at jalousien forvrænger evnen til at tænke klart og reagere hensigtsmæssigt, hvorfor der kan opstå lange og ødelæggende diskussioner imellem blandt andet de voksne. Og starter kulturen for alvor op, med irritation over partnerens barn/børn, er der en trist og usund kultur i gang. For så er der åbnet for sårende bemærkninger, der virkeligt kan lukke ned for følelser.

Det er jo ikke nyt under solen, at ”enhver hun synes bedst om sine egne hvalpe”, og udtryk som:

• Skal den dovne unge ikke hjælpe til?
• Din datter er selvoptaget og egoistisk.
• Kan dine børn ikke acceptere, at der er noget, der hedder voksentid?
• Jeg orker ikke at forholde mig mere til de møgunger i dag !

kan huskes for evigt og kan have en meget negativ indvirkning, da mange kvinders følelser lukker ned, hvis ovenstående kommentarer eller tydelig irritation bliver dagens orden.

Jeg overvejer skilsmisse.

Jeg har talt med mange kvinder og mange mænd, der overvejer skilsmisse.
Kendetegnende for alle er, at det ikke er tanker, der er kommet over natten, men tanker som har stået på, tit igennem halve og hele år.
Jeg håber og tror, at de allerfleste, der er i et ægteskab / parforhold har haft en forelskelsesfase, hvor de ikke kunne udholde at undvære hinanden. Har haft en smuk og intens fase, hvor de bekræftede og elskede hinanden og havde en smuk og passioneret erotik.

Og i min sjæl græder jeg tit over, at vi – menneskenes børn – ikke er bedre til at passe på hinanden og ikke er bedre til at tale tingene igennem, mens vi stadig har overskud og lyst til at lytte og forstå hinanden.

I min sjæl kan jeg græde over, at alt for mange mennesker hober frustration og irritabilitet op, og lader disse sindsstemninger komme til udtryk, når grænsen for længst er overskredet.

For når vi som partnere eller ægtefæller først overvejer skilsmisse, er der dels et stort oprydningsarbejde, dels et stort ”kan vi overhovedet nærme os hinanden”-tema og samtidig et personligt arbejde i at afveje, hvad der er mest sandt for at vi kan mærke glæde og tage ansvar for egen lykke og livskvalitet igen

I min praksis ser jeg, at nogle af følgende punkter er udløsende årsager med hensyn til at overveje skilsmisse:

• Uenighed om børneopdragelse.
• Varme følelser for en anden, som man føler, at man taler bedre med end man gør med sin partner.
• Kvinder i 38-45 års alderen, selvrealiseringsfasen, der ikke er hverken trygge, glade eller føler livskvalitet i deres ægteskab.
• Overforbrug og derfor skævvreden prioritering af porno på nettet, det nye job, en spændende fritidsinteresse der ikke inkluderer partneren, kedsomhed, et overdrevent socialt liv på nettet via Face Book, Twitter, Linked In, Messenger mv., en oplevelse af at have to parallelle lig hvor sex kun er en pligtbetonet faktor osv.

Hvis du overvejer skilsmisse, vil jeg sige følgende:

• Har du ikke børn, så kom videre.
• Men har du/I børn, så kæmp.
• Kæmp fordi jeres børn har brug for jer begge to.
• Kæmp fordi kærligheden har været der engang.
• Kæmp, fordi du også har en andel i, at det er gået skævt. Det er besnærende at mene, at det er partnerens skyld, men det passer altså: der skal to til tango.
• Kæmp, fordi dit ægteskab/parforhold har fået nogle sider eller mønstre frem i dig, som stadig er der, – også selvom du går solo og mener, at det blot handler om at finde en ny og bedre mand/kvinde
• Kæmp fordi en skilsmisse har en høj pris, også for andre end dig selv.

Og så kan du sige: ”Jeg har kæmpet”.
Og du kan sige: ”Kampen har været min alene”.

Og jeg kan svare: jeg har ikke de viise sten. Kun du ved, ud fra dine tanker, følelser og erfaringer hvad der er bedst . Og jeg mener ikke, at man skal blive sammen for enhver pris. Og jeg mener heller ikke, at man skal blive sammen, fordi man har børn. Men jeg mener, at hvis du overvejer skilsmisse, skal du ikke tro, at det er en nem beslutning. Det trækker kræfter. Det har en pris. Som alt andet her i livet

Skriv til min blog, hvis du har kommentarer eller vil dele din historie.

Mange lyse aftentanker,

Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen.

Når parterapi bliver til separation.

Undergang eller en overgang.
Det er ingen hemmelighed, at parterapi ikke er en trolddomskunst, der kan få parforhold, der har været ikke-fungerende eller som ikke har været kærlige i årevis til at blomstre op igen.

Parterapi er en mulighed, når et par er gået i stå og mangler inspiration og ideer til atter at komme på sporet igen. Og virker bedst, når parret har haft gode mønstre og vaner førhen, og hvor energien, lysten og inderligheden har været aktiv, for så er der successtrategier, der atter kan findes frem.
Mange tror, at parterapi kan løse alt. Og at man, hvis man bar går i parterapi, har sikret sin fremtid.

Sådan er virkeligheden ikke.

• Parterapien kan være en inspiration og en model til afklaring, der kan gøre det enklere at gøre noget andet og bedre overfor hinanden, når man atter er hjemme på basen. For det er her, at indsatsen skal gøres.
• Parterapien kan lære de enkelte parter at kommunikere mere hensigtsmæssigt med hinanden, så teamfølelsen styrkes, og så begge parter øger graden af at blive set, hørt og forstået. Parterapien kan være med til at forsone nogle af de tunge sten fra fortiden, så man med større indsigt og viden, kan håndtere aktuelle og fremtidige situationer bedre

Når ønsket og handlingerne om at fortsætte ikke er fælles og gensidige

Fra tid til anden møder jeg par, der trods den enes store ønske om at fortsætte, erkender at de må skifte spor og lade sig separere. Jeg vil som parterapeut ikke tage denne beslutning for folk. Men mine spørgsmål og pointer om de værdier, der ikke er i spil, giver som regel den klarhed, der får folk til at se på deres forhold med en mere realistisk og konstruktiv optik. Indimellem er der par, hvor den ene part krampagtigt holder fast i håbet om, at det da må kunne lykkes, hvis bare kærligheden er stor nok. Denne part appellerer til partneren som til mig om, at der da må være mere at gøre. Også selvom alt, både kommunikativt, praktisk, seksuelt, venskabsmæssigt mv., er gået helt i stå og har været sådan længe; nogle gange flere år. Når jeg taler med disse mennesker, er det tydeligt for mig, at en adskillelsesangst og en “katastrofe”-tankegang styrer dem. Og i sådanne tilfælde taler jeg med disse om det, jeg kalder: undergang og overgang. Ligesom jeg taler med dem om ideal kontra realisme og den angst for at miste sig selv, som vedkommende tror vil ske ved parforholdet afslutning.

Der er intet her i livet, der vil være en undergang for evigt. Alt er kun en overgang.

Jeg anerkender, at man kan være bange for, om man kan klare at leve foruden en partner. Det kan man. Og jeg tror, at det er meget væsentligt, at man ikke bilder sig ind, at lykken kun findes med denne ene person. Især hvis og når denne person tydeligvis ikke har interesse i at sætte gensidig dialog, gensidig respekt, gensidig hjælpsomhed og interesse ind i en daglig adfærd. På engelsk siges det så enkelt: Enough is enough. Jeg er ikke fortaler for, at man bare skal gå fra hinanden ved små konflikter og mindre uoverensstemmelser. Men heller ikke, at man blive sammen for enhver pris. For også det har en pris. Man må gerne ønske at ville leve længe med en partner. Men den man skal leve længst med, er sig selv. Og mange af dem, der vil kæmpe kampen, til sidste blodsdråbe og alene, kommer til at betale for høj en pris. Ingen partner kan gøre dig lykkelig. Ingen partner har alene nøglen til enten din lykke eller ulykke. Gør dig det helt klart.

Den nøgle har kun du selv.

Der findes altså ingen undergang, kun en overgang.

– Christel

Jeg elsker hende, det har jeg jo fortalt hende.

Min kone forstår mig ikke, så nu vil hun skilles.
Selv om jeg ellers har fortalt jeg elsker hende…

• Hun er kvinden i mit liv.
• Jeg kan ikke leve uden hende.
• Hvis hun bare ville mig noget mere, så havde jeg ingen problemer.
• Jeg ved godt, at jeg har lavet fejl, men jeg er jo kun et menneske.
• Hvis hun bare ikke var så afvisende og kold.
• Hun skulle bare se mig mere positivt, for jeg vil hende kun det bedste.
• Hun siger, at jeg ikke forstår eller respekterer hende, men hun forstår jo heller ikke mig.
• Hun tror, at jeg har dårlige hensigter, men min hensigt har altid kun været rent og kærlig.
• Hun kan slet ikke slippe fortiden, og jeg mener, at vi skal se fremad, for vi kan jo få det så godt
• Jeg vil gøre alt, men hun vil jo ikke tage imod.
• Jeg tror, at hun har personlige problemer, men hun siger bare, at hun er træt af mig og ikke kan holde mig ud, og hun er jo den eneste ene for mig, så hvorfor tager hun ikke bare imod den kærlighed, jeg har til hende.
• Jeg kommer med smykker og laver god mad, jeg inviterer til fælles oplevelser og har skabt hende et smukt hjem, men der er ingenting af det, jeg gør, der virker. Om jeg gør det ene eller det andet, så åbner hun sig ikke for mig.
• Hun siger, at hun ikke kan give mere end det hun gør men det handler da om vilje.
• Hvis hun bare vil, for så kan alt jo lade sig gøre, men det kan jeg ikke få hende til at forstå.
• Hun er bare helt kold, når jeg sidder og græder. Og hun siger, at hun tror, at vores børn vil have det bedre, hvis vi går fra hinanden. Men det er da ingen sund fornuft i.
• Hun siger, at jeg skal give slip på hende, men jeg giver aldrig slip på hende.
• Hun har haft to elskere, mens vi har kendt hinanden, men det jeg kan jeg godt tilgive, bare hun vil have mig igen.
• Hun går op i sine veninder og sit arbejde, men jeg synes, at hun skylder mig at gå op i vores forhold. Og det vil hun bare ikke.
• Hun er rykket ud af soveværelset, og det synes jeg ikke, at hun kan være bekendt.
• Vi har sagt ja i kirken, og så kan hun da ikke bare skride. Det er da et løfte for evigt.
• Hun ser slet ikke alt det gode, jeg gør. Hvordan får jeg hende overbevist om, at jeg kun vil hende det bedste”
• Osv osv

Jeg har i tidens løb talt med mange mennesker, og har flere gange talt med mænd, hvis parforhold / ægteskab var i krise. Alvorlig krise.

På den måde at forstå, at mændene giver udtryk for, at de elsker deres kvinde så usigeligt højt og at de vil gøre alt, men hvor kvinden ikke har nogen varme følelser for sin mand, og ikke orker og ej heller tror på, at det kan lade sig gøre at finde glæden, harmonien og nogle varme følelser igen.

Det, jeg har oplevet, er at flere af mændene har været meget forhippede på at få kvinden tilbage for enhver pris. Og at behovet for endnu en chance er det eneste dominerende.
Når disse mænd konfronteres med, hvad det så er, de vil gøre, for de vil jo gøre alt, som de siger, så er der mange af dem, der er meget uklare. Og har svært ved at erkende, at de selv må tage fat om deres egen angst for at miste eller for at blive forladt eller forkastet. Og når disse mænd så konfronteres med, hvad de har gjort, og især hvad de ikke har gjort, som har ført parforholdet udi en krise, er det ikke sjældent, at de siger undskyld, men knytter kommentaren “jamen, jeg er jo kun et menneske, og derfor har jeg lavet fejl. Det undskylder jeg”… og så er der ellers gang i at generere ideer om, hvad der skal til for at kvinden igen får varme følelser.

Disse mænd er som regel meget orienterede omkring målsætning. De siger eksempelvis:

Jeg ved godt, hvad jeg vil have. Jeg vil have min kæreste tilbage, og det skal være nu.

Men der kan være megen kompleksitet i dette “spil”. For når jeg peger på, at et parforhold jo ikke kun er at have varme følelser for et andet menneske, og at et parforhold ligeledes er at interessere sig for, at forstå og at respekterer den anden, ja så opstår der tit forvirring. For disse mænd mener så absolut, at de respekterer deres kvinde, men når kvinden gang på gang giver udtryk for, at de hverken føler sig respekteret eller forstået, så vender den tilbage til “jamen, jeg elsker dig jo”, og “vi har haft så meget sammen”, og “man smider da ikke bare en fortid på gulvet” osv. osv..

Det er mange gange så sent i parforholdet, at der søges hjælp, at det er svært og indimellem umuligt at føre parterne sammen. Selvom den ene har varme følelser, har vedkommende ikke bemærket, at den anden har trukket sig igennem mange år, og slet ikke har en motivation for at arbejde på sagen eller fortsætte.

Det er slet ikke den gennemsnitlige mand, der har svært ved at erkende situationen som den er, og som har svært ved at indse hvordan de indvirker på en partner, men det sker indimellem. Og når lige præcist denne persontype så oveni er meget romantisk i sit idealbillede, men tror, at det er nok og tilstrækkeligt blot at elske en anden, er frustrationen mærkbar.

Ikke sjældent forsøger disse mænd at skabe alliancer, med venner, svigerforældre, terapeuter mv. for at få kvinden til at indse, at hun tager fejl og da skulle fokusere på sit parforhold. Og disse mænd ser sig i deres gode ret til at skabe disse alliancer og ser det som en nødvendig handling. Nogle vil kalde det manipulation, men det gør disse mænd ikke. De legaliserer det nemlig ved at sige “jamen, min hensigt er jo den bedste”.

Det, jeg vil pege på med denne beskrivelse, og jeg understreger endnu en gang, at det ikke, slet ikke, er gennemsnittet af mænd, der agerer / reagerer som ovenfor beskrevet, er følgende:

• Hvis man vil lave forandringer i sit parforhold, starter man med sig selv, og man bliver ved sig selv.
• Man må indstille sig på at skabe en langt større forståelse af, hvordan man indvirker på andre mennesker.
• Man må begribe, at kærlighed ikke gør det alene.
• Man må indstille sig på, at en partner ikke skylder en noget, bare fordi man elsker vedkommende.
• Og man må erkende, at det, man ikke gør, kan have ligeså stor indvirkning som det, man gør.
• Man må begribe, at tryk avler modtryk. At man må være i stand til at skifte spor.
• Og bemærke det, der sker omkring en i stedet for blot at forholde sig til det, man ønsker, at der skulle ske

Så man kan agere værdigt og ikke ydmyger sig selv eller andre.
De, der kan genkende dette, har en lang vandring foran sig. Og det er deres egne skridt, de skal fokusere på.

Kan vi egentligt nogensinde andet?

– Christel