Nu siger kalenderen, at vi snart er midt i januar og efterdønningerne efter julen er ved at lægge sig.
På samme måde som der er kølvand efter en båd, oplever jeg som parterapeut hvert eneste år i januar, – og hvert eneste år efter sommerferien, at tilgangen af mere end kriseramte par, der overvejer eller vil afklares med hensyn til skilsmisse, kontakter mig.
Mange bliver til sammenbragt familier.
Christels blog
Af terapeut Christel Sonne Rasmussen
Mange bliver til sammenbragt familier.
Qua at skilsmissestatistikken er så høj og tilgangen til datingsider og singleklubber ligeså, møder mange fraskilte hinanden, og da tosomheden er et inderligt ønske for mange, dannes der nye par.
Og mange af disse bliver til en sammenbragt familie.
Dog er den glæde og kærlighed, de voksne føler for hinanden, ikke altid så udbredt blandt børnene imellem og ej heller blandt børn og den nye partner.
Et emne, som jeg oplever, er temmelig tabubelagt, er når den voksne oplever jalousi over for et barn.
Dette har jeg beskrevet andetsteds her på sitet (Om aversion i sammenbragte familier til partners barn/børn), men giver hermed endnu en case, for at vise, at det ikke altid er så nemt.
Et par er først i 30erne. De er gift og uendeligt glade for hinanden. Begge havde de et barn hver, da de mødtes, to jævnaldrende sønner, og de har et fælles barn. Kvindens søn er hos dem altid, da faderen ikke har kontakt med ham, og mandens søn er hos familien en uge ad gangen. Der er således ingen kontakt til den enes far, hvor der er kontakt, men et uhyre vanskeligt samarbejde med ekskonen.
Mange-bliver-til-sammenbragt-familier-1Sagen er, at kvinden i ægteskabet er jaloux på hans søn. Hun kan, både han er der og ikke er hos dem, irriteres og frygte for, hvordan det skal gå. Hun ved, at det er hendes eget problem, for han er velopdragen og høflig, hjælpsom og leger godt med hendes søn, men når faderen og han er nærværende, eksempelvis med mobiltelefon, film, fodboldspil mv., føler hun sig straks udenfor og barnligt forurettet. Hun kan med sit voksne intellekt sagtens se, at de har et sundt og givende forhold, hun synes selv, at hendes mand er en god far, og hun er skuffet over sig selv over, at hun ikke kan tolerere og unde dem begge dette. For det er tydeligt, at hendes humør påvirkes, også selv om hun gør, hvad hun kan for at lade som om, at der ikke er noget i vejen.
De har mange samtaler om dette. Hun forsøger virkeligt at tage sig sammen, være voksen og overskudsagtig, men lige meget hjælper det. Indeni er hun ved at brænde sammen, og kontakten med ekskonen, der kritiserer deres måde at agere familie på, gør ikke sagen bedre.
Hun opsøger hjælp.
Mange-bliver-til-sammenbragt-familier-2Forløbet bliver langt og intenst, for under overfladen bærer hun på mange svigt og mange selvbebrejdelser og en historie, hvor hun også her er skuffet over de valg, hun traf som yngre, og at hun ikke formåede ved hendes første barns gravitet, at vælge en bedre biologisk far. Stille og roligt bearbejdes de mange svigt, idealet om den perfekte familie, hvor der altid er glæde og harmoni drøftes, og en tilgivelsesproces på andres og egne vegne bevirker, at kvindens frustration og indebrændthed fortoner sig.
Det tog alt i alt et par år, før helingen var gennemført. Og det var muligt både at glæde sig til ”papbarnets” besøg i familien samt at kunne være naturligt uanstrengt. Hun var meget bevæget, da vi afsluttede forløbet, og hun sagde: ”tænk hvis jeg ikke havde mødt den lille unge. Så hade jeg vel stadig gået og slæbt på alle de indre spøgelser og drevet mig frem imod et ideal, jeg aldrig ville kunne omsætte til en god virkelighed. I dag er jeg helt taknemmelig over, at han findes og fik denne proces kickstartet. Også selv om det har været rigtigt svært.
For mig at se sker der altid noget specielt, når misundelse eller jalousi bliver en del af en familie, uanset om den er biologisk eller sammenbragt.
Der er først mulighed for vækst, når den voksne tager ansvar for sine egne følelser og reaktionsmønstre og bevidst vælger at arbejde med det.
Desværre sker der mange gange det, at jalousien forvrænger evnen til at tænke klart og reagere hensigtsmæssigt, hvorfor der kan opstå lange og ødelæggende diskussioner imellem blandt andet de voksne. Og starter kulturen for alvor op, med irritation over partnerens barn/børn, er der en trist og usund kultur i gang. For så er der åbnet for sårende bemærkninger, der virkeligt kan lukke ned for følelser.
Det er jo ikke nyt under solen, at ”enhver hun synes bedst om sine egne hvalpe”, og udtryk som:
- Skal den dovne unge ikke hjælpe til?
- Din datter er selvoptaget og egoistisk.
- Kan dine børn ikke acceptere, at der er noget, der hedder voksentid?
- Jeg orker ikke at forholde mig mere til de møgunger i dag !
kan huskes for evigt og kan have en meget negativ indvirkning, da mange kvinders følelser lukker ned, hvis ovenstående kommentarer eller tydelig irritation bliver dagens orden.
VIL DU VIDE MERE?
Læs mere i samme kategori:
Om skilsmisse – Skal vi skilles eller ej?
Sammenbragte børn i en sammenbragte familier
Hvad med de sammenbragte børn i sammenbragte familier?
Jeg har haft adskillige par, der efter skilsmisser har mødt en ny partner og lykkeligvis er blevet stormende forelskede.
Om aversion i sammenbragte familier til den andens barn – børn.
Sammenbragte familier og deres “fælles børn”.
En voksen partners aversion imod den nye partners barn – børn.
Et par opsøgte mig. De var og er utroligt glade for hinanden. Masser af omsorg, stor respekt og lydhørhed, gode til at samarbejde om hverdagene. Så langt så godt.