Når kvinder mister gnisten, følelserne og ønsker skilsmisse.

Om når kvinder mister gnisten.

Når kvinder mister følelserne for deres mand/kæreste.

Jeg har skrevet mange indlæg på denne blog om utroskab og håndtering af dette. Mange indlæg om mænd og kvinder, og mange svar på de af jer, der vækkes af virkeligheden, når jeres partner siger stop eller gør klart, at der er krise og eventuelt tegn på opbrud med separation og skilsmisse som mulige følger.

Både på bloggen her og i min praksis oplever jeg igen og igen, at mænd udtaler:

• Jeg har ikke set det komme

• Jeg følte mig lykkelig. Vores forhold var fortrinligt.

• Jeg elsker jo min kone.

• Jeg forstår ingenting. Hun siger, at følelserne er væk, og at hun har kæmpet længe, men jeg har ikke anet noget og jeg vil gøre alt for at kæmpe, så vi kan finde melodien igen.

• Hun kan da seriøst ikke bare mene, at hun vil skilles. Man smider jo ikke bare xx antal år væk, og hun er jo min prinsesse. Jeg vil bære hende på hænder og fødder, hvis det er det, der skal til.

Dette indlæg er primært skrevet til mænd.

Ikke fordi at jeg mener, at alle mænd kan skæres over samme kam, men fordi jeg har nogle erfaringer og betragtninger, som jeg vil informere om og berette om, for selvfølgelig er der forskelle på kvinder og mænd. Jeg understreger, at dette dokument ikke er tænkt som en artikel, der skal lade mændene vide, at de bare skal lave sig om og leve efter kvindernes præmisser og principper. Næ, dette indlæg er snarere tænkt som information til mænd, der jo har valgt at leve med en kvinde, og derfor må indstille sig på, at hvis det inderlige ønske om at gøre hende tryg og glad, er dybfølt, ja så må de sætte sig ind i en kvindes univers.

Og:

Ligeså må kvinder sætte sig ind i en mands univers, men det er en helt anden historie. Og det vil jeg lade mandlige parterapeuter om at beskrive.

Når en kvinde mister gnisten.

Kvinder skal åbnes – og holdes åbne via hjertet.

Det er sagt og skrevet så mange gange: Kvinder skal, for langvarigt at kunne holde deres krop og sjæl åben for deres mand, åbnes via hjertet. Det kan lyde poetisk og for nogle kanske forblommet, men det er såre enkelt. En kvinde skal vises interesse, oprigtigt. Hun skal spørges til, lytes til og anerkendes, for det hun gør og står for.
Og hun skal vises opmærksomhed, i form af betænksomhed, hensyn, gaver og nærvær.
Så får man det bedste frem i hende.

Når hun fortæller, og mange gange med en nuanceret detaljerigdom, trættes mændene og siger ”ro på”, ”slap nu af”, eller ”det kan vi jo ikke påvirke lige nu”. Det er vigtigt at forstå, at kvinden ikke udtrykker problemer for at få dem løst her og nu. Og hun peger ikke på detaljer for at irritere manden, men for at give udtryk for, hvad der fylder i hende og optager hende. At en kvinde giver udtryk for stort og småt, løst og fast er på grund af, at hun har brug for følelsen af sammenhæng. Alle planer skal helst hænge sammen. Det praktiske, børnene, økonomien, kroppen, samtalerne, at få fuldt med i et tv-program eller to, kontakten til veninder og familie osv.

Det vil altså sige, at hun informerer om, hvad der sker og er i hendes univers. Kvindens formål er hermed at signalere: ”her er jeg, – det her fylder noget, godt som skidt, så kan du forstå, at jeg lige nu føler, at der er noget, der ikke hænger sammen”. Ved sådanne udmeldinger er det primære, at manden lytter. Og det er her, at udfordringen opstår, for han går i ”lad mig fikse det”- mote og kommer med råd, løsningsforslag og/eller afbryder hende. Eller finder et forslag, som han synes, er godt.

Eksempelvis tænker han:

Hun virker stresset. Jeg køber en rengøringshjælp til hende og arrangerer en hyggeweekend for hende og mig. Og forstår så ikke, at kvinden fortsat er frustreret, for hendes oplevelse er, at han ikke lytter, og at han tror, at alting bare kan løses via eksterne modeller. Og så trækker hun sig, for efterhånden samler hun erfaringer sammen om, at han ikke forstår hende, så hendes lyst til fortrolighed og nærhed daler grundet skuffelserne.

Hvis manden i for høj grad brokker sig over, at der ikke er tid til voksentid og kræver hende meget uden at gøre det attraktivt for hende, bliver hun irritabel og trættet. Hun forstår sagtens behovet for voksentid, men der skal i hendes univers være ”ro på bagsmækken”, så om man som mand lige må række til og tage den kurv med vasketøj, ordne regningerne på netbank, tømme kattebakken, vande blomsterne eller selv tage initiativet til at købe fødselsdagsgaven til svigermor, må man som mand finde ud af. Hjertet lukker, når løfter ikke overholdes

Alt for mange løfter, der ikke overholdes, lukker kvindens hjerte.

Når en kvinde først føler sig såret, lukker det følelsesmæssige hjerte i, og hendes lyst til hendes mand formindskes. Det er derfor noget af det, jeg hyppigst oplever i parterapierne, at de kvinder, der udtrykker, at de ”har mistet gnisten”, bærer på en med tiden uendeligt lang række af skuffelser, hvoraf nogle af disse er blevet til sår, der ikke heles, men hyppigt springer op. Og mange mænd forstår intet af dette. Lad mig uddybe det

Har man i sit forhold talt om, at en lampe skal hænges op, at børnene skal hentes helst inden kl. 16, at der skal købes stort ind, så man ikke spilder så meget tid på indkøb, at man som kvinde ikke kan holde ud at manden tænker på og taler uendeligt meget om sit job, men ikke ser de små ting, er vejen til skuffelserne lagt. Især da hvis manden igen og igen siger ”det skal jeg nok tage mig af”….- og så kommer fra det grundet glemsomhed – eller at det ikke er så vigtigt i hans univers. I stedet for at skabe et flow prioriterer han noget andet, og underkender den psykologiske effekt, det har på en kvinde, når lampen efter 3 uger endnu ikke er hængt op, – han først henter børnene lige før institutionen lukker, eller med en irriteret attitude går rundt og rydder op, når det hele i lang tid har lignet en sigøjnerlejr – og egentligt kun rydder op for at undgå mere brok.

Et flow i stedet for hovsaløsninger.

• Kvinden ønsker et flow. Hun kan godt bære, at nogle ting naturligvis skrider, inden for en tidsplan, men pointen om, at man har lovet at gøre noget, og så aldrig får det gjort, eller først får det gjort, når det er allersidste udkald, sårer hende. Det er det, der gør, at mange kvinder beslutter sig for at gøre tingene selv, – egentligt ikke fordi de vil være martyrer og ej heller er kontrol-freaks, men fordi det trætter hende for meget, at hun oplever at skulle vente på mandens initiativ. At tro, at der er sjov i soveværelset, når der hverken har været gode snakke eller ”to do- listen” er uendeligt lang og har været det længe, er naivt. Den følelse, der opstår i kvinden er: ”jeg kan jo ikke stole på ham”. Han lover og lover, eller som mange siger: ”han snakker og snakker og røven den går”…..og det er ikke kun skuffelser eller sårethed, det kan skabe som effekt. Bliver det et mønster, at kvinden både er den, der har det praktiske overblik, at det er hende, der skal varetage det meste omkring børnene, hende der står for planlægning og afvikling af sociale arrangementer osv., og manden bare ligger lunt i svinget og fair nok, passer sit job og tjener mest, men ikke uopfordret hjælper til, så begynder noget af det farligste med hensyn til gnisten at ske; – nemlig: kvinden mister respekten for sin mand.

Er der andet, der lukker kvindens følelsesmæssige hjerte og dermed også lysten til ømhed og sex?

Det er naturligvis ikke kun det praktiske plan, der kan lukke kvindens hjerte. Men er der en kombination af manglende eller mangelfulde dialoger, løfter der ikke overholdes, mange individuelle prioriteringer fra mandens side på bekostning af kvinden eller børnene og en hård eller nedladende retorik, bliver kvindens sind koldt og kroppen tager afstand. For hvorfor give sig hen til en mand, man ikke har stor respekt for og tillid til? Mange mænd siger, når de af mig bliver adspurgt: ”kan du genkende det, som din hustru/kæreste siger”?, at “hun går da helt vildt op i bagateller”.

Det er hende, der ikke tænker positivt. Jeg får al skylden for, at hun er stresset. Det er hende, der ikke vil modtage. Jeg vil hende kun det bedste. Og kan hun ikke forstå, at mænd kan give ømhed ved at få sex – og fair nok, at kvinden så giver sex for at få ømhed, men summasummarum siger mange mænd:

• Hun er for nærtagende, hun er for intolerant og tror hun virkeligt, at alt skal køre efter hendes hoved? Og bare fordi jeg nogle gange ikke har inddraget hende i en beslutning, – skal hun så virkeligt tage det så tungt og give udtryk for, at hun ikke ved, om hun orker det her mere?”

Når kvinder svigtes på grundlæggende værdier, lukker det følelsesmæssige hjerte.

Alle mennesker har værdier.

Nogle har udfærdiget værdilister, som repræsenterer de værdier, der er allervigtigst for dem. I et parforhold er mange kvinders værdier, at manden skal være venlig, ansvarlig, omsorgsfuld og givende og til at stole på. Implicit dækker sådanne værdier over at en kvinde ikke ønsker vanvittige og temperamentsfulde skideballer, at manden skal være loyal over for hende både i omtale i sociale sammenhænge, ligesom han må tage afstand fra mennesker der har såret eller svigtet hende. Desuden dækker ovennævnte værdier over, at hvis en kvinde skal føle sig tryg og tillidsfuld over for en mand, så hun kan betro ham sine drømme og trængsler, må han lytte, når hun melder ud og tage det, hun siger, alvorligt. I langvarige parforhold har de allerfleste kvinder en ret lang liste over situationer, hvor hun er blevet såret. Det kan være situationer som, at han ikke ville med til jordemoderen, kritiserede hendes udseende ved brylluppet, flere gange har undladt at trøste hende, når hun har været ked af det; har kaldt hende hysterisk, syg i hovedet, nærtagende, latterlig, pylret mv. Det kan også være, at hun har skullet bære økonomien i en periode og ikke fået anerkendelse for det, ligesom mange kvinder har oplevelser af at manden har kritiseret hendes familie og veninder, har været unødigt hård ved børnene, har mistænkeliggjort og overvåget hende, har sagt undskyld men ikke rettet de fejltrin der er begået osv osv.

Et af de mest væsentlige punkter er derfor at få talt igennem hvad der har såret hende – eller hvad hun ikke vil bydes. Ikke for at manden på ny skal give undskyldninger, men for at øge bevidstheden om, hvor hendes grænser går, for når en kvinde såres, lukker hjertet gradvist, for det psykiske forsvar rører på sig og gør hende kold eller ligeglad, hvis manden igen og igen skønt utallige snakke, gentager et destruktivt eller egoistisk mønster.

Hvad søger kvinder egentligt i mænd?

Kvinden søger tryghed, opbakning og handlekraft fra hendes mand. Er der børn med i billedet, søger hun at manden uopfordret tager ansvar og hensyn til alle og ikke mindst:

• Viser uopfordret initiativ til samvær, omsorg og oplevelser, ikke kun for kvinden og manden, men for hele familien.

Det er meget vigtigt at forstå, at tryghed ikke kun er, at pengene er tjent og huse betalt og at man ikke er utro. For kvinder er tryghed en tilstand, der opstår, når hun kan se, høre og mærke, at manden bakker hende op, er loyal, taler med hende eller netop løfter hende med initiativ og spontanitet, når det hele er for træls. Mange mænd tror, at det at forstå en kvinde er at følge med i hendes svingninger. For kvinder svinger i humør og følelsesmæssig stemning hver eneste dag. i kender det: Hun står og kigger ind i klædeskabet og melder ud, at hun slet ikke har noget tøj, hun vil have på. Og så bliver hendes humør dårligt. Eller hun er frustreret over, at en veninde ikke har givet lyd fra sig, eller at det altid er hende, der skal planlægge ferierne osv. kvinders humør skifter flere gange om dagen, som var det et ocean, hvor der er bølgedale eller bølgetoppe. Og hvis manden fejlagtigt tror, at han skal gå med ned, hver gang humøret er dårligt – i stedet for at acceptere, at lige nu har hun en bølgedal, ja så lægger han ubevidst ansvaret fra sig og giver hende ansvaret for, at stemningen skifter igen. i mange tilfælde er stemningen i et parforhold eller en familie afhængigt af kvindens humør, og det kan give både skyldfølelse og stor ansvarlighed til kvinden. For mange mænd spørger: ”hvad kan jeg gøre for dig/hvad har du lyst til?”- i håb om, at hvis kvinden kan give nogle svar på dette, så kan han udføre opgaven, og så føler han sig tilstrækkelig igen, for så har han gjort noget rigtigt.

Sagen er bare:

På den lange bane holder det ikke. Kvinden bliver irriteret over, at han er så usikker på sig selv. Hun har brug for, at han lader hende have sit humør, og hun har brug for at han hviler i sig selv og gør sig selv og eventuelt børnene glade, på trods af hendes svingning. For kvinder er jo generelt set ikke monstre, der selv ønsker at være ofre for en humørsvingning, men de bliver ekstremt trætte af, at manden står og logrer som en hundehvalp, for at tilfredsstille hende i stedet for at være en mand, der viser/siger ”: Det er ok, at du har det, som du har det. Det er også træls, når man ikke er tilfreds med sin garderobe.”… og så går i gang med noget andet, indtil hun har fundet en løsning.

Når mænd kan hvile i sig selv og rumme lidt frustration, får kvinder respekt for dem. Men underkaster en mand sig kvindens humør, får hun følelsen af at blive gjort større end hun er; og hun frustreres over den magt, hun gives – for det er slet ikke det, hun hverken har brug for eller ønsker.

Det bedste er, at kvinder svarer ”gør som du vil”, når manden spørger, hvad hun har lyst til. Og at manden ikke konstant går rundt med en ”hvad er rigtigt – hvad er forkert at gøre” spekulation, for at spekulere i, hvad der er rigtigt og forkert er noget vi skal gøre i logiske systemer. Men at være sammen med en kvinde er ikke logisk. Det er snarere psykologisk, og derfor må mandens optik i langt højere grad være baseret på :”hvad virker mon bedst, for mig og for hende lige nu?”, for så åbnes der for kreativitet og initiativ, i stedet for at han mistrøstigt sætter sig i sofaen og spørger hende, om ”hun ikke vil sætte sig ved siden af ham, for han har lige brug for at mærke hende”: dette kan kun skal disrespekt og irritation fra langt de fleste kvinders side.

Hvornår skal en mand være ekstra opmærksom?

Nogle kvinder lider i stilhed, andre kvinder lider ikke i stilhed.
Og naturligvis er der også kvinder, der lider i stilhed og andre gange højlydt sætter ord på deres frustration og smerte.

Det er forskelligt fra kvinde til kvinde,, om man bliver tavs og stille – eller om man brokker sig, skælder ud og/eller bebrejder.

Du skal som mand til en kvinde finde ud af, om det er et faresignal, når hun er tavs og trækker sig, eller om hun er en af dem, der ”larmer”.

De kvinder, der ”larmer” er egentligt dem, der er nemmest at forholde sig til. Blot skal man ikke som mand forsvare sig og sige ”det passer ikke” og ej heller sige ”undskyld, undskyld, undskyld”. Men lytte og acceptere, at hun ”tømmer sin skraldespand”for alt det, der har hobet sig op. At hun har taget lidt på, at børnene har været frække, at en kollega har været illoyal, at det altid er hende, der skal ringe først til hendes søster, at hun er træt osv.

Den allerstørste fejl, som har en enorm pris, er at mange mænd – forståeligt nok, afbryder deres kvinde og enten giver gode råd, eller negligerer eller underkender det, som kvinden siger. For det vil lukke hendes hjerte, gradvist men sikkert. Kvinden vil, når manden siger: ”jamen, jeg kan lide dig, som du er, – det er da lige meget med de ekstra kilo” eller ”hvis din kollega er illoyal, så sæt ham/hende på plads ” osv. Det er nemlig ikke en hjælp for kvinden at blive afbrudt og rådgivet. Det er en hjælp at blive lyttet til og få stillet uddybende spørgsmål. Så føler hun sig forstået og accepteret, og så bliver hjertet – og dermed også kroppen og sjælen ved at være modtageligt. Når mænd giver gode råd, er det naturligvis ud fra deres egen forudsætning, men ubevidst føler kvinden, at han mistror hende, at hun ikke kan finde sine egne løsninger, og hun begynder at betvivle, om hendes mand virkeligt er en kammerat eller snarere en bedrevidende modstander, der altid tror, at han ved bedst.

Har du derimod en kvinde, der bliver tavs eller stille, er det et alvorligt faresignal. Det værste, du kan gøre, er at spørge om, hvad der er galt. For er hun først tavs, har de dybe følelser lukket sig og hun har i sit stille sind erkendt, at det ikke nytter noget at snakke med manden, ”for han forstår hende jo alligevel ikke ”

Da må du som mand afgøre med dig selv, om du vil nærme dig hende og erkende, at du ikke har spurt ind, ikke har interesseret dig, ikke givet omsorg – og en af måderne er at gøre dig nærværende og ikke lade arbejde, golf, fodbold, tv eller et behov for sex være det, du fokuserer på. For så skubber du hende længere væk.

Hvis du kender din kvinde som et talende og udadvendt menneske, som bliver stille, må du øjeblikkeligt undlade at kræve noget af hende og da slet ikke stille spørgsmål, der kan besvares med et ”ja eller nej”. For sådan fungerer det kvindelige univers ikke.

Spørger du ”er der noget galt imellem os” eller

• ”Er du ok?”, ja så vil hun i mange tilfælde vælge at undvige.

Hun ved jo også godt, at det vil såre manden, hvis hun svarer ja til, at der er noget galt, og hun ved, at hun skal ud i en lang udredning, hvis hun svarer nej til, at alt er ok. Og så vil hun som regel, afhængigt at hvor hun er i sin proces, trække sig og give nogle vage udmeldinger, som manden ikke begriber. Derfor kan jeg kun råde mænd til at droppe det, jeg kalder ”lukkede spørgsmål”, dvs. spørgsmål, der kan besvares med et ja eller et nej. Et bedre alternativ vil være at give en klar udmelding, der kunne lyde ”: Jeg kan se/jeg fornemmer, at du ikke trives p.t. jeg vil gerne lytte på dig, når du er klar til det”. Og så være tålmodig og lade hende komme. For så har du befriet hende for skyldfølelse og samtidig signaleret, at du viser hende den respekt, at hun har brug for tid til sig selv og ro til at mærke efter, hvad der tynger /trætter hende. Og det vil i langt de fleste tilfælde blive honoreret med åbenhed og betroelser, så du kan mærke hende igen.

Jeg har som parterapeut hørt mange grelle eksempler.

Eksempler hvor de implicerede parter er gået utroligt meget fejl af hinanden. Eksempler, hvor kvinden er blevet såret, og manden har negligeret det. eksempler, hvor manden står som en uforrettet part og giver kvinden skylden for ,at hun er for nærtagende, har prioriteret børnene for højt – og har en manglende grænsesætning over for dem. Eksempler, hvor par i årevis har sovet med ryggen til hinanden, men hvor manden med et vågner op og går i resultatorienteret løsnings-gear og mener, at ”nu skal vi være gode kærester, for vi var jo så glade for hinanden engang”.

Mange mænd søger garantier.

Mange mænd føler sig fra tid til anden – og nogle gange konstant – utilstrækkelige i deres parforhold/ægteskab.

Denne utilstrækkelighed opstår på grund af flere ting:

• Manden har grundlæggende et mindreværd og frygter, at kvinden ikke føler, at han er god nok.

• Mange mænd vurderer ud fra en egen vurdering, der hedder: ”hvad er rigtigt, og hvad er forkert” – og lyder som de rene martyrer, når de i parterapien beskriver, at de jo heller ikke kan gøre noget som helst rigtigt. for de vurderer, at de kun har gjort noget rigtigt, når kvinden er glad og ikke brokker sig. Disse mænd må klart arbejde med at kunne rumme, at det er en kvinde, de bor sammen med, – og at kvinder ikke er ”feel good-junkies”, der hele tiden kan være glade og ”overskudsagtige”.

• Mange mænd føler sig først sikre, når kvinden bekræfter dem og lover, at ”vi selvfølgelig også er sammen om mange år, og at vi skal blive gamle sammen”.

Jeg var for nyligt oplægsholder på en konference, der handlede om at gøre en forskel på det samfundsmæssige plan. En kvinde var projektleder på et værested og holdt et enestående oplæg.

Hun sagde bl.a.

• ”Vi har mange mænd, der kommer og får dagens ret. Mænd, hvis kone har forladt dem, eller er død”.

Og hun fortsatte og sagde:

• ”Mange mænd bliver nogle pjok, når de er alene. Og sætter sig i en slags venteposition med hensyn til, hvornår lykken mon indfinder sig ”.

Det var meget tankevækkende og rammende beskrevet.

Grundlæggende mener jeg ikke, at mænd er nogle pjok.

Grundlæggende mener jeg heller ikke, at mænd ikke har værdighed. Men hun ramte alligevel hovedet på sømmet. For den afhængighed, som mange mænd udvikler, når de eksempelvis er blevet gift, er en sovepude-afhængighed. Jeg ved, at mændene indeni føler, at de elsker denne kvinde. Men mange mænd forstår ikke, at de må blive ved at have den positive nysgerrighed, den evne til at lytte og bakke op, det initiativ der gør, at kvinden fortsat kan have respekt for dem og samtidig vise det signal også at have et individuelt liv. Mange mænd signalerer, at de tager kvinden for givet og tror enfoldigt, at hvis de bare siger, at de elsker hende, så er alt godt.

Og det handler jo ikke om at få en garanti, så vi bliver gamle sammen.

Det handler om selv at gøre det, der skal til, så man dag for dag i tale og handling selv garanterer, at man ikke kun bliver gamle, men også fortsat glade sammen.

Der er formentligt meget mere at sige om kvinder og deres univers. Der er sikkert også masser af generaliseringer i det ovenstående, som du som mand kan pege på og sige: ”Jamen, det har jeg prøvet, og det virkede altså ikke på min kvinde”: Du er velkommen til at skrive på min blog.

Og husk: Hvis noget ikke virker, så gør noget andet.

Jeg inviterer til, at der flittigt suppleres med jeres kommentarer, hvorfor du/I er meget velkomne til at skrive, hvad der fjerner din gnist til din partner – og skriv selvfølgelig  også om hvad der får dig til at flamme op i følelserne.

Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen.

Om skilsmisse – Skal vi skilles eller ej?

Nu siger kalenderen, at vi snart er midt i januar og efterdønningerne efter julen er ved at lægge sig.

På samme måde som der er kølvand efter en båd, oplever jeg som parterapeut hvert eneste år i januar, – og hvert eneste år efter sommerferien, at tilgangen af mere end kriseramte par, der overvejer eller vil afklares med hensyn til skilsmisse, kontakter mig.

De 3 grupperinger, der i særdeleshed kontakter mig mht. at de vil skilles, og de er:

• Par, der lever i en sammenbragt familie.
• Par, der har levet med hinanden i mange år.
• Og par, midt i trediverne, hvor mindre børn og karriere med stress til følge er en del af hverdagen.

Som i adskillige artikler for tiden, dels artiklen af Eline Svendsen, der refererer til en ny undersøgelse fra Bispebjerg Hospital (den 7. januar om stress, der gør os bidske og intolerante), samt Skilsmisseguiden og adskillige tekster på nettets mange fora er der fokus på, at vi især efter ferierne og mærkedagene mangler overskud og tolerance. Og den, der er mest nærliggende at vende sig imod, er partneren i parforholdet eller ægteskabet.

For:

• Han/hun var igen sur juleaften.
• Han/hun drak igen for meget til julefrokosten, både første og anden juledag.
• Han/hun havde bare brug for at slappe af alene uden at tænke på voksentid.
• Han/hun morede sig vældigt med venner og gæster nytårsaften, men var irritabel og snerrede.
• Han/hun virker slet ikke interesseret i nærhed og intimitet længere. Man skal nærmest tigge og bede for at få lidt nærhed
• Han/hun kom og sagde: ”jeg har mistet gnisten, følelserne, og jeg ønsker skilsmisse” sågar midt i juleferien, og
• Yes alt er et kaos.

Så hvad skal der ske nu?

• Skal der endelig tages handling på at skilsmisse, skal vi blive separeret og er slut målet vi skal skilles?
• Var udmeldingen om skilsmisse bare et råb om hjælp, så parterapi og prioritering af hinanden bliver et af nytårs forsætterne for 2013?
• Skal huset sættes til salg, fordi det tager så mange kræfter – og man i stedet finder noget mindre og mere overkommeligt?
• Skal den ene skifte job og få mindre arbejde, så det at være nærværende og interesseret i at tale, kommer i spil?
• Skal der igangsættes fælles projekter eller fælles aktiviteter i fritiden, så den uligevægt, der har været i forholdet, rettes op?
• Skal man finde ud af, om man vil og har de følelsesmæssige forudsætninger for at skabe en fælles kampgejst og sammen komme foran på point igen?

Min oplevelse er, at spørgsmålene svirrer og skaber frustration og jeg ser samtidig en tendens til, at man ikke bare vil give op, og at en af konsekvenserne kan være, at man søger at skabe lidt distance, når nu nærheden ikke fungerer. Mange vælger at sove hver for sig i en periode, for at få ro og få skabt e mulighed for at mærke sig selv og komme til klarhed over, om man vil samle kræfterne eller sige tak for kampen.

Men hvis vi skal lytte til den gamle og lidt glade julesang, så varer julen helt til påske.

skilles-skilsmisser1Når jeg skriver dette, er det for at anføre, at især med hensyn til at blive afklarede på, om man vil skilles eller ej, ja så er hastværk stadig lastværk.

Giv dig selv og hinanden den tid og den arbejdsro, der skal til for at afklare, om der er et fælles ønske og håb, og især en følelsesmæssig flade, der gør, at I sammen kan fortsætte. Det hele startede med følelser. Og det er følelserne, der må komme i centrum igen.

Og jeg ved godt, og jeg forstår godt, at den part, der stadig nærer dybe følelser, siger:

• Jamen, vi har haft så mange gode stunder sammen, så mange ferier, børnene er så søde, vi kan jo grine og hygge os med fælles venner. Det er simpelthen for meget at smide på gulvet.

Sagen er, at det kan være vigtigt og værdifuldt at mindes. Minderne kan dog sjældent stå alene.

Vi bygger vel heller ikke et nyt hus ovenpå et gammelt. Jeg tror på, at det har værdi at blive langt bedre til at opbygge en fortrolighed og lære at vise, at man bakker hinanden op, også på dage, hvor irritation og lysten til at være alene, fylder mest.

Jeg ser en løsning for mange, som er, at den part, der ikke trives følelsesmæssigt, flytter for sig selv. I et sommerhus, i en fremlejet lejlighed etc.

For igen at få sjælen med og helt og holdent at mærke efter, hvad der giver mest mening. I nogle tilfælde bevirker det, at man atter savner og har brug for hinanden. I andre er det tydeligt, at man må sige farvel til forholdet.

Og hvad så med børnene når eller hvis vi skal skilles?
Skal man blive sammen for børnenes skyld?

Flere og flere siger nej til dette. Førhen kunne mange, især kvinder, bruge børnene som argument for at holde det ud, for at kunne tåle og tie.
Alt er ændret nu.

Jeg mener ikke, at vi kun skal blive sammen for børnenes skyld. Men når vi har valgt at sætte børn i verden, må vi kæmpe lidt ekstra.
Jeg hører gerne kommentarer eller svarer på spørgsmål til dette indlæg

Og husk,

At den der går langsomt, går langt.
Venlig hilsen
Christel

Sammenbragte børn i en sammenbragte familier.

Hvad med de sammenbragte børn i sammenbragte familier?
Jeg har haft adskillige par, der efter skilsmisser har mødt en ny partner og lykkeligvis er blevet stormende forelskede.

Som en kvinde på et tidspunkt udtalte:

Jeg går rundt og tænker, at hvis andre mennesker tror, at de ved, hvad kærlighed er, ja så tror jeg ikke, at de ved det. For det jeg føler for min nye kæreste, er så stort, at det må være helt usandsynligt ….. hun var forelsket.

Og vi kender jo alle det gamle ord om, at ”kærlighed gør blind”. Men det kan vi slet ikke tage os af, når vi er forelskede. Og oveni købet også blevet klogere for efter skilsmisse og et forlist ægteskab, oplever langt de fleste, at de nu ved, hvad der skal til i et nyt forhold, ligesom de føler sig sikre på, at de ved, hvad de vil undgå i et nyt forhold.

Og så står han der; prinsen. Eller også står hun der, prinsessen
Og hjerterne banker, og lagnerne krølles, og livet er smukkere end aldrig før

Udfordringen er bare, at der er børn på begge sider.

Så længe de voksne bor hver for sig, er det sjældent et stort problem, men når de voksne vælger at flytte sammen, opstår der tit problemer, som selv en forelskelse har svært ved at overvinde.

Lad mig komme med nogle eksempler:

En kvinde, der har egen virksomhed, flytter sammen med en mand, der er almindelig lønmodtager.

Der er fire sammenbragte børn. Kvindens børn er 13 og 16, mandens børn er 5 og 10.

Den kultur, kvinden bringer ind, er:

• Der arbejdes meget, der er mange lommepenge, børnene er vant til at klare pligter som at rydde op på eget værelse og vaske eget tøj. Kvinden og hendes teenagebørn har et meget direkte sprog. I mandens ører er sproget for hårdt og for ligefremt.

Mandens skilsmisse var meget hård. Han har ligget i retssag med ekskonen og har sine børn hver anden weekend, hvor de store teenagere bor hos moderen, men er hos faderen hver anden weekend og kan besøge ham, når de lyster. Kvinden har et uanstrengt forhold til sin eksmand, der selv har en ny kæreste, hvor manden har et uhyre anstrengt forhold til ekskonen, og de kommunikerer stort set kun skriftligt, via sms og mail.

Og så opstår problemerne.

Teenagernes ligefremme sprog og deres mange venner, der kommer, generer ham. Han bliver irriteret og synes, at moderen er for meget væk, og tager hendes egne børns sprogbrug for let. Tit taler hun endo med på denne ”stand up”- måde at snakke på, som han kalder det. de første mange gange blev hun ked af det, når han sagde det. men som månederne går, og han bliver ved med at påpege teeangernes sprog og at de fylder for meget, bliver hun kølig og siger, at hvis han ikke kan lide lugten i bageriet, ja så må han jo bare flytte med sine englebørn

Logistikken er på plads. Hvert barn har et værelse. Der er plads i bilen til dem alle sammen. Der er styr på, hvem der smører madpakker. Men han bliver mere og mere frustreret. Det gør hun også. Det lukker hendes hjerte, langsomt men sikkert, at han bebrejder hendes børn – og indirekte hende. Og så kommer spørgsmålet en aften, hvor de ellers havde aftalt at få lidt ro på og at få hygget igennem.

Spørgsmålet fra hans side, der lyder:

Hvornår må jeg begynde at sige noget til dine børn?

Og så ruller diskussionen. Udvikler sig til et skænderi om hans utilstrækkelighed og selvmedlidenhed, hans manglende fleksibilitet og manglende træden i karakter og hendes travlhed, som han kalder stress og hendes skødesløse måde at håndtere hendes børn på osv. osv.

Konsensus bliver, at de vælger at gå i parterapi. Udelukkende med det fokus for øje at håndtere det at være en sammenbragt familie.

Forløbet er langt, og det bliver slidsomt. For han kan ikke acceptere den regel, der hedder, at hun primært opdrager egne børn, og han primært opdrager egne børn. Sprogbruget og tonen fra teenagernes side går ham så meget på, at det slutteligt ender med, at de vælger at flytte fra hinanden. Dette sker også som en foranledning af, at teenagerne en dag melder ud, at de overvejer at bo mere hos deres far, fordi stemningen er så anstrengt i huset.

Lad dette være et eksempel til læring. At håndtere egne og andres børn er afgørende for humør-barometret og stemningen i huset.

Tro ikke, at det er noget, der kommer af sig selv eller noget, der bliver bedre.

Og selvom det kan lyde pessimistisk, så er mit råd:

Flyt ikke sammen, før dette er på plads. Alt for mange sjæle rulles ind i jeres mønstre og enighed/uenighed.

Skriv gerne indlæg eller kommentarer til min blog vedrørende det at være en sammenbragt familie.

Hilsen
Christel Sonne Rasmussen.
Kolding.

Om aversion i sammenbragte familier til den andens barn – børn.

Sammenbragte familier og deres “fælles børn”.
En voksen partners aversion imod den nye partners barn – børn.
Et par opsøgte mig. De var og er utroligt glade for hinanden. Masser af omsorg, stor respekt og lydhørhed, gode til at samarbejde om hverdagene. Så langt så godt.

Men der var opstået et stort problem.

Parret havde mødt hinanden, da de begge var i 30erne, og begge havde et forlist ægteskab bag sig. hun havde to børn med sin eksmand, – børnenes alder var 13 og 7. Han havde en 14-årig datter med ekskonen.

Efter to års samliv fik de et fælles barn. Hans datter var på besøg hver anden weekend. Hun havde sine børn stort set altid, da hendes eksmand ikke var samarbejdsvillig.

Jeg må uovertruffent sige, at jeg i mine mange år som parterapeut aldrig har mødt nogen med så stor kærlighed og respekt for hinanden.

Men der var opstået et problem.

Kvinden i forholdet var jaloux på hans datter. Kvinden var helt klar over, at jalousien var hendes egen. Hverken manden eller datteren gav hende grund til jalousien. Men den var hæslig for hende. Hun blev indadvendt og selvbebrejdende og havde ikke det overskud, hun plejede. Og hun så sig gal på hans datter, der gjorde alt for ikke at være til besvær. De kom til mig sammen, for i fred og ro at tale tingene igennem. Det var blevet forstærket, da de fik deres eget barn, og det var ret uforståeligt for kvinden, hvorfor hun var jaloux. For der var ingen tvivl om kærligheden og tolerancen imellem dem, men selvfølgelig påvirkede det manden, at der blev en anstrengt krise stemning, når hans datter kom.

Det er meget forskelligt, hvordan jalousi skal håndteres.

Sammenbragte_familier1Generelt er der tre store årsager til ubegrundet jalousi. Nemlig manglende selvværd, en udpræget angst for at miste/blive forladt til fordel for en anden – og ubearbejdede svigt. Da kvindens historie var, at hendes far havde svigtet hende overmåde, i 14 års alderen og hun på dette tidspunkt også fik en mindre bror, som opmærksomheden gik til, blev hun klar over, at hun reagerede ud fra sine egne gamle følelsesmæssige smerter.

Det at hun blev klar over dette, og det at hun af mig fik en verbal ”skideballe”, hvilket var det hun smilende sagde til næste konsultation, gjorde forskellen.

Desuden fik hun et påbud fra mig om at sætte tid af sammen med hans datter. Hun kunne selv vælge, hvad de skulle lave, men hun skulle gøre en indsats for at blive bedre venner med hende.

Hun kom endnu en gang, men mest for at fortælle om den positive forandring, det havde skabt for hende.

Og som manden efterfølgende sagde: det er lige før, at det er mig, der bliver jaloux nu. de er blevet så gode venner, at jeg nærmest er overflødig.

Rigtigt mange børn oplever aversion, når deres mor eller far finder en ny partner. Men som i ovenstående tilfælde kan det modsatte altså også være tilfældet.

Skriv endelig til min blog, hvis du/I har kommentarer eller indlæg om dette emne.

Hilsen
Christel Sonne Rasmussen.
Kolding.