Prioritering af arbejdsliv kontra familieliv.
Balancen – prioritering mellem arbejdsliv og familieliv.
Jeg vil gerne ridse to scenarier op, som jeg ugentligt møder i min praksis. De er lidt generelt skrevet, men samtidig dækkende over de aspekter, som belaster eller bryder ud i lys lue, når arbejdsliv / falilieliv er en faktor, der tager megen tid og mange kræfter.
Hun siger, jeg arbejder for meget og vi har for lidt familieliv.
Nærmest dagligt mødes jeg af min kones frustrerede og efter irriterede blik og attitude. Det er helt tydeligt, hvad hun også nærmest dagligt brokker sig over, at hun synes, at jeg arbejder for meget. Vi har to børn og et hus, vi kaldte vores drømmehus, som er stort og lækkert, men som naturligvis kræver en en del indsats. vi har to biler, en have og et sommerhss. Og vores børn får helt klart, hvad de har rug for, for min kone har ret høje standarder med hensyn til tøj, ting, frisør, vigtigheden af fritidsaktiviteter, og det kræver sin mand at hive pengene hjem. Jeg er selvstændig og laver derfor både opsøgende arbejde samt arbejde i min virksomhed. Jeg er håndværker og har 4 ansatte. Og jeg er dybt forundret over hendes hyppige brok over, at jeg er for lidt hjemme, for fraværende, for ligeglad med hende og ungerne. Jeg er slet ikke ligeglad og jeg synes, at det er uretfærdigt, og det gør mig sur, at jeg skal skældes ud for at være flittig. Jeg har igen og igen sagt til hende, at det var en klar aftale, da jeg valgte at blive selvstændig, at jeg ville komme til at bruge mere tid på jobbet. Men at det da kommer os alle til gavn, at jeg tjener mere end mange af de andre på vejen. Aftalen var så klar. jeg husker stadig, at vi sad i vores gamle køkken og gav hinanden håndslag på, at det her skulle vi nok klare sammen, og derfor forstår jeg ikke, hvorfor hun ikke bare kan acceptere, at jeg arbejder en del, også mange gange i weekends, men at jeg da er hjemme til aftensmad hver dag, og også tager fri fra at tjekke mails og telefonopringninger fra 18-21 hver dag. jeg elsker min familie, og jeg elsker mit job. Men det er ved at være der, hvor jeg synes, at det er frirum at være på arbejde, fordi jeg ikke skal høre på al hendes utilfredshed. Og det er ved at være der, hvor jeg ikke glæder mig til at komme hjem, for i det sekund, jeg træder ind ad døren, hører jeg på, hvor meget bøvl, der har været med ungerne, eller på at hun er træt, eller på at hendes mor også synes, at jeg arbejder for meget, eller på at det er hårdt for hende at stå med dagligdagen selv. Og jeg tænker bare: vågn dog op. Det her er virkeligheden. Kan du ikke bare glæde dig over det, vi har og tænke lidt positivt? (mand, 42 år)
Jeg er karrierekvinde.
Vores forhold er måske lidt atypisk. Jeg, som er den kvindelige part, har en videregående uddannelse, hvor min mand er almindelig lønmodtager på en produktionsvirksomhed, hvor han arbejder på lageret. Det har han gjort i mange år, og han er glad for det. mens jeg studerede, skændtes vi aldrig om, hvor når jeg var hjemme, eller om, hvorvidt jeg brugte for megen tid på mit studie, som jeg var meget glad for og fordybet i.
Men nu har jeg i et par år arbejdet i en chefstilling, et udfordrende og givende job, hvor jeg har kontakt med mange ansatte og har et stort ansvar. Jobbet indebærer også, at jeg nogle gange om måneden er på seminarer eller korte udenlandsophold. Og jeg tjener næsten tre gange så meget som min mand. Det er klart, at jeg bruger rigtigt meget tid på jobbet og må betegnes som en karrierekvinde. Det er klart, at jeg for at holde fast i jobbet, derfor også bruger tid på at træne, få nogle kosmetolog-behandlinger og shoppe lidt tøj, for skal man være helt fremme som kvindelig chef, er dette altså nødvendigt. Min mand ved, at han kan stole på mig, og jeg fatter ganske enkelt ikke, at han ikke kan se, at alt det jeg gør, kommer ham til gode. Han kan være stolt af mig, den indsats jeg lægger samt mit udseende og min glæde over at føle, at jeg er på den rette hylde. Men han virker mere og mere sur. Gider knap nok spørge til, hvordan min dag har været. Han giver udtryk for, at han er for meget alene med vores søn på 4 år, og sukker over at jeg tjekker Facebook og andre sociale medier, når den lille er lagt i seng.
Jeg synes ganske enkelt, at det er spild af god energi at han er så negativ. Jeg synes, at han ser ”hullerne i osten” i stedet for at glæde sig over, at han har en glad og attraktiv, dygtig og innovativ kvinde, som han kan være stolt af.
Jeg mener, at vi har krise over den prioritering, vi var enige om, at jeg valgte. Og føler mig dybt misforstået og ikke respekteret. Og han ved ikke engang, hvad han vil have.
For når jeg så udfordrer ham og siger : ok, så skruer jeg ned for blusset og bliver hjemmegående, – så er det heller ikke det, han vil have. Han vil jo ikke tage min lykke fra mig. Den evindeligt dårlige stemning gør bare, at jeg har endnu mere lyst til at fordybe mig i jobbet i stedet for at se på hans fortrædelige mine. (kvinde, 36 år)
Når jeg taler med par, hvor det er prioritering, der er problemet, og hvor den ene part føler, at han/hun trækker læsset uden at få anerkendelse for det, er der altid mange temaer i spil.
- Hvor meget tid skal man bruge på sit arbejde?
- Hvor meget tid er det i orden, at man bruger på sin telefon/computer/IPad efter almindelig arbejdstid?
- Hvor meget tid skal man bruge på familien og børnenes fritidsliv?
- Hvor meget skal man acceptere, at bare for di den ene tjener den største løn, så kan denne trække sig fra dagligdags pligter?
- Osv. osv.
Det, der sker i parforholdene rundt omkring, er at skuffelserne vokser. Uanset om vi er mænd eller kvinder.
Skuffelser over, at ”det var ikke det her, jeg troede, ble vores hverdag” er en af de hyppigste udtalelser, jeg hører. Og så er lavinen i gang.
For skuffelsen er en af de sindstilstande, der har allerflest udtryk. Nogen viser deres skuffelse som irritation og vrede. Nogen bliver ked og triste. Andre bliver tavse, mutte og indadvendte. Andre igen bliver bebrejdende og aggressive. Nogen bliver misundelig og jaloux, ja det vil ingen ende tage, – men resultatet er i mange tilfælde, at man begynder at kæmpe imod hinanden.
Og begynder at bebrejde den anden part, at man ikke er lykkelig på grund af dennes prioritering af job i stedet for familieliv.
Og så er det, som beskrevet ovenfor, at den dårlige stemning, brokkeri og utilfredshed liver dagens orden.
Heldigvis har jeg erfaring med, at hvis et par virkeligt ønsker det, så kan de komme til bunds i al den utilfredshed, der skyldes uindfriede forventninger. For når jeg beder hver af parterne i et forhold hvor prioritering er et problem, om i en sætning at udtrykke det, der er allervigtigst, er det følgende udtryk, der kommer frem:
- Jeg har brug for at du anerkender og værdsætter det, jeg gørJeg savner dig og dit nærvær og din humor.
- Jeg har brug for at du anerkender og værdsætter det, jeg gør,
Arbejdsliv fylder meget for mange. Det tager kræfter Det gør familieliv også.
- Og den harmoni, som især par med en karriereperson, har brug for, er at fokusere på : hvad kan vi få til at virke.
For det er sammenhængen imellem job, familie og fritid, det handler om.
Hvis kærligheden og ønsket om at finde ud af det her sammen, er til stede, kan ethvert par lære at prioritere tid sammen. Også selvom den ene har karrierejob.
Det, det handler mest om, er at få fokus flyttet hen til, at parret har en fælles opgave, og at de ikke stirrer sig blinde på tiden, men orienterer sig imod at skabe god stemning med anerkendelse, samt nærvær og interesse i de timer, der er at tage af.
Vi har alle 24 timer i døgnet. Så det er ikke tiden, der skal fokuseres på. Men hvilket indhold, vi skaber i de tidsrammer, vi har.
Jeg hører gerne jeres eller din beskrivelse af, hvordan I får dagene til at fungere, så I trives, også selvom en af jer er travl og meget karrierebetonet.
Og jeg vil sige: hvis I er et par, hvor der for hyppigt er krise eller dårlig stemning grundet prioritering, så tro ikke, at det går over af sig selv. Gør noget ved det, gerne ved hjælp af inspiration udefra.
Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen.
