SONNERASMUSSEN.DK

Kvinder har brug for at blive vist interesse

Christels blog

Af terapeut Christel Sonne Rasmussen

Kvinder har brug for at blive vist interesse

 

Hun er smuk og slank. Velformuleret og humoristisk. Dyb og erfaren med to halvvoksne børn. Fraskilt og tilfreds med sit netværk, sine fritidsinteresser og sit job. Har stadig drømme og visioner, fint med energi og kræfter til at håndtere de udfordringer, hverdagen kommer med. Hun er trofast og nyder de dage, hun har med sin faste kæreste.

Udefra set og kort sagt: hun har styr på sit liv.

Hvorfor sidder hun så i psykoterapeutens klinik og siger:

”Nogle gange er det et problem for mig, at jeg virker så selvsikker. Ikke fordi jeg ikke er det, men fordi at det er helt tydeligt for mig, at jeg udstråler, at jeg kan klare mit liv, og det betyder, at der ikke er nogen, der spørger, hvordan jeg har det. Jo jo, folk spørger til børnene og til jobbet, til min træning i fitnesscentret osv, men det kommer ganske enkelt ikke naturligt for ret mange end nogle få veninder at spørge ind til mig.

Jeg føler mig på ingen måde ensom, men jeg bliver fortørnet og forvirret over menneskers dumhed. Er det så svært at forstå, at jeg ”også bare er en pige” indimellem. Ikke sådan forstået, at jeg skal trøstes og pusses og nusses, men at jeg har brug for ømhed og at også jeg naturligvis har stunder, hvor en beroligende favn og en oprigtig interesse og medleven i, hvad der foregår i mit indre liv, er selvfølgeligt på dagsordenen.

Og jeg er også selv blevet lidt rusten med hensyn til at udtrykke mig. det fandt jeg i hvert fald ud af,da jeg så endelig blev spurgt. Kunne mærke, at forsvarsmekanismer og en evne til at parere, var det første der kom frem. Så derfor er jeg her. For jeg må jo tage skeen i egen hånd og få vist min verden, at jeg har brug for interesse for min følsomhed og sårbarhed og brug for at føle, at det er mere naturligt at jeg kan sige ”hjælp mig” eller ”hør på mig”; – også selvom jeg har styr på det meste.”

Nogle vil med rette kunne sige, at dette er et I-landsproblem. Og ja, helt korrekt. Men nu lever vi jo også i et I land. Og har gjort os fortjent til at fokusere på de behov,der hører til at leve og ikke kun til at overleve.

Denne selvsikre kvinde og de selvsikre kvinders opgave er for manges vedkommende.

 

  • At kunne sige til og ikke kun fra
  • At kunne give udtryk for behov – Og for at kunne det, må man komme i kontakt med hvornår man ikke igen bare skal kunne klare alting selv
  • At kunne stå ved alle sine følelser, også vreden, tristheden og skuffelsen!
  • At kunne tage imod uden at føle, at man er i taknemmelighedsgæld
  • At kunne tage imod uden straks at føle, at man skal give noget tilbage
  • At få bearbejdet tidligere relationer , såsom forholdet til forældre eller tidligere partnere, da det ofte er i tidligere relationer, at motivationen til at klare sig selv er grundlagt.

 

 

Et indblik i en selvsikker kvindes forløb

Nu har hun fået lært sin kæreste at spørge ind. Hun beskriver, at han blev helt forskrækket, da hun sagde, at hun var sur på ham og skuffet over ham. Læs: for de allerfleste mænd føler sig nemt utilstrækkelige og usikre, når kvinderne er sure eller skuffede

Hans første respons var forvirring. For som han sagde: Jamen, du fortæller, at det går godt på dit job. Du fortæller, at børnene arter sig, og du lyder glad, når vi taler sammen. – og han tilføjede: Jeg synes, at jeg giver dig komplimenter, kærtegn, små gaver … – og jeg troede, at det var det du ville have….

De fik og har heldigvis fortsat gode snakke om dette emne. Men som hun beskriver : Det kom faktisk bag på ham, hvor vigtigt det er for mig ,at han viser mig interesse.,

Men nu har han forstået det og takket være, at hun fandt sine egne ord og sagde til ham:

-”Hvis du skal have det bedste og det sødeste og det sprødeste ud af mig, og jeg skal kunne bevare troen på os, så skal du spørge ind til mig”;

Og hendes udfordring nummer to er at øve sig i at tage imod.

når alt kommer til alt er kvindelighed jo modtagelighed. Så at kunne ”skrue hovedet af, skrue ned for trangen til kontrol” og øve sig i at sanse og nyde, samt i tillid at åbne sig for det der er og det der kommer, er næste opmærksomhedspunkt.

Mindst 10 minutter hver dag,

 

 

Min refleksion:

Det lyder så ufatteligt banalt og enkelt. Det er dog uvurderligt for kvinders følelsesmæssige helbred, at der vises oprigtig interesse

En sådan interesse opleves nemlig som opbakning .

I parterapeutiske konsultationer, hvor dette emne er på bane, hører jeg tit responsen fra partneren:

”Helt ærligt: Kan de kvinder ikke bare sige, hvad de har brug for ?

Og hvad sker der, hvis man ikke viser interesse ??

Der er naturligvis personlige svar i ethvert kvindeliv og i et hvert parforhold på, hvorfor det ikke bar er nemt at sige, hvad man har brug for

Kombineret med at kvinder i mange generationer har lært at tåle og tie. Og at der skal gå noget forud, for at en kvinde erkender, at hvis der er noget, man vil have her i livet, så må man række ud efter det. Kodeordet i forhold til et parforhold er tryghed.

Og ja, – det der sker hvids en kvinde ikke vises interesse, er at hun bliver stille og fjern, vender sig gradvist væk, mister lysten til nærhed og indkapsler sin sårbarhed og lyst til at være fælles.

Så man må finde sin egen vej som kvinde og som par. For det er jo ikke længere, som citeret i >Den store Gatsby<, hvor en ældre kvinde siger om en nyfødt smuk pige: “Jeg håber, at hun er dum”.

Engang var det nemmere at være smuk og dum. Men den tid er ovre.

Af Christel Sonne Rasmussen - 5 aug, 2015

Læs mere i samme kategori:

Ubetinget kærlighed

Jeg sender søde sms beskeder, De er fyldt med kærlighedserklæringer.
Jeg er heldig, hvis hun sender mig en smiley retur.

Min kone afviser mig – Min kæreste afviser mig

Min kone afviser mig – Min kæreste afviser mig
De kontakter mig hver eneste uge, gode mænd, der med et slag befinder sig midt i en krise, som flere af dem udtaler, at de slet ikke havde set komme.

Offer for kærligheden eller hvad?

Som du kan læse andetsteds på dette website interesserer det mig som individuel – og parterapeut at arbejde med temaet, der udspiller sig i par, hvor der er megen afmagt og deraf stor frustration og ulykkelighed.
Min erfaring er, at hvis der blot er en part, der føler stor afmagt, som blandt andet kommer til udtryk i mindreværd, handlingslammelse, et øget behov for bekræftelse, angst for at være alene eller angst for at miste, jalousi, kontrol og overvågning mv., bliver parret som regel fastlåst i roller, hvor de ubevidst skiftes til at være offer, bøddel eller redningsmand.

Læs forrige indlæg:
Læs næste indlæg:

Christels blog

Af terapeut Christel Sonne Rasmussen

Hvorfor overhovedet gå i parterapi?

Gør I hinanden gode?

Når et forhold er blevet kompliceret, er der altid grunde til det i det enkelte pars historik. Når disse aspekter er talt igennem, og det er blevet klart, hvor der skal sættes ind, er det for mig at se lige så nødvendigt at afklare, hvordan den eventuelt fastlåste situation kan løsnes, og hvordan I selv kan puste liv ind i forholdet.

Det er grunden til, at jeg ofte stiller det spørgsmål, der meget enkelt lyder:

Hvornår har I det bedst?
– og skønt dette spørgsmål er enkelt, tager det ofte lang tid at finde svaret eller svarene på dette.

Jeg synes, at det er relevant at tænke ind i den ramme, der hedder ”Hvordan gør I hinanden gode”?

Der er nemlig flere, der beskriver, at ”vi er gode hver for sig”; forstået på den måde, at de hver for sig hygger sig med eget netværk, at de hver for sig har det ukompliceret og sjovt med børnene, at de hver for sig godt kan motivere sig til at dyrke sport eller pleje sig selv.

Men som mange beskriver:

Men når så den ene eller anden kommer hjem, så daler energien, trætheden mærkes, irritationerne og skuffelserne opstår, der snerres eller ties og lysten til at lave noget sammen er minimal eller kun ønsket af den ene part.

Vil man videre, og som du måske har læst på siden her, så mener jeg, at det at komme videre i sit forhold er at nærme sig hinanden, så må I blive gode til at gøre hinanden gode. Dette er et fint og givende fokus og et godt mål at sætte sig. At gøre hinanden gode, som jo starter med at gøre hinanden bedre og bedre.

Når det er denne optik, der vælges, bliver det ofte tydeligt for parret, hvor der skal sættes ind.

At gøre hinanden gode betyder mange gange at prioritere tid sammen

Tiden gør det naturligvis ikke alene, og derfor er svarene på ”hvornår har I det bedst”, eller ”hvornår har I virkeligt været gode” meget konstruktive og med til både at erindre og afklare, hvordan man i nutiden stadig kan skabe lyspunkter, der gør stærkere og gør godt.

Af Christel Sonne Rasmussen - 11 aug, 2014

Læs mere i samme kategori:

Ubetinget kærlighed

Jeg sender søde sms beskeder, De er fyldt med kærlighedserklæringer.
Jeg er heldig, hvis hun sender mig en smiley retur.

Min kone afviser mig – Min kæreste afviser mig

Min kone afviser mig – Min kæreste afviser mig
De kontakter mig hver eneste uge, gode mænd, der med et slag befinder sig midt i en krise, som flere af dem udtaler, at de slet ikke havde set komme.

Offer for kærligheden eller hvad?

Som du kan læse andetsteds på dette website interesserer det mig som individuel – og parterapeut at arbejde med temaet, der udspiller sig i par, hvor der er megen afmagt og deraf stor frustration og ulykkelighed.
Min erfaring er, at hvis der blot er en part, der føler stor afmagt, som blandt andet kommer til udtryk i mindreværd, handlingslammelse, et øget behov for bekræftelse, angst for at være alene eller angst for at miste, jalousi, kontrol og overvågning mv., bliver parret som regel fastlåst i roller, hvor de ubevidst skiftes til at være offer, bøddel eller redningsmand.

Læs forrige indlæg:
Læs næste indlæg:

Få gnisten tilbage i parforholdet

Christels blog

Af terapeut Christel Sonne Rasmussen

Få gnisten tilbage i parforholdet

Om at finde og opretholde gnisten i parforhold parforholdet

Dynamikken og det at finde og opretholde gnisten og intensiteten i dit parforhold.

Der er dagligt par, der spørger mig:

Hvad skal vi gøre for at finde samt for genskabe følelserne og for at styrke den gensidige gnist i vores parforhold?
Et vigtigt og bredt spørgsmål, der ikke lader sig besvare i en enkelt sætning, men som lægger op til mange gode snakke, for det at fremme forståelsen, erkendelsen og accepten af, at følelser og gnisten ikke forsvinder uden grund, er væsentlig.

Jeg kan som erfaren parterapeut godt forstå, at mange fokuserer på, hvad de skal gøre for og finde samt bevarer gnisten.

Jeg gør også klart, at der ikke skal være en opskrift, og at hvis man ønsker en drejebog, så må man selv kreere denne.

Det er nemlig ikke sådan, at:

hvis I bare bruger mere tid sammen.
eller

hvis I bare bliver enige som opdragere.
eller

hvis I holder op med at skændes om økonomi og pligter.
Ja så skal alt nok gå.

Handlinger skaber forvandlinger, men der ligger noget under handlingerne, og det er det mest væsentlige at forholde sig til, når man ønsker mere dynamik samt at bevarer gnist i sit forhold.

Mine tanker om, at det er holdninger og indstilling, der gør forskellen, bliver derfor i mange af samtalerne et centralt omdrejningspunkt.

Der er nemlig sket en ændring henover de seneste årtier med hensyn til det, som jeg kalder de maskuline og de feminine energier i vores parforhold og i vores måder at opfatte os selv og agere i verden på.

En gang imellem er der nogen, der ønsker sig tilbage til 1950erne, hvor manden var den, der stod for de maskuline kvaliteter som at:

  • Forsørge kvinden og familien.
  • Beskytte og være praktisk med fysisk styrke.
  • Være den, der bestemte og havde handlekraft på familiens vegne.

Det at være den, der har og tager autoriteten, tjener pengene, afgør hvad der er rigtigt og forkert og udviser fysisk styrke er nemlig maskuline kvaliteter. Og hvor det i 1950erne var feminint og kvindeligt:

  • At gå hjemme.
  • Nære omsorg for hus, børn og mand.
  • Have en accept af, at ”far skal have den største bøf.
  • Og være modtagelig med sødme, flid vedrørende detaljerne.

Og nu, et par generationer senere, er centrifugen godt og grundigt i gang. Kvinder kan langt hen ad vejen forsørge sig selv og i mange forhold tjener kvinden flere penge og får mere anerkendelse på jobbet end manden.

Kvinder sætter mål og lægger planer, styrer i mange sammenhænge hjemmet og er med til at have det sidste ord med hensyn til indkøb og investeringer, og ikke kun på detaljeniveau.

Mændene er blevet fantastiske til omsorg. Kan passe deres egne børn, kan hente og bringe, kan lave mad og gøre rent, kan i en del tilfælde tale om følelser og er nødt til med de velformulerede kvinder at reflektere og overveje og vil dog stadig gerne gøre deres kvinde glad, men kan være usikre på, hvor meget kvinderne efterhånden har brug for, at blive gjort tryg.

Så billedet er i fuld gang med at blive forvandlet. Og det, der er tydeligt, er at i hvert forhold er der ikke nødvendigvis byttet rundt på rollerne, men der er en helt anden kombination imellem det maskuline og det feminine. Og det gør noget ved både dynamikken samt ”gnisten”.
For det er det, at balancen imellem det givende og det modtagende veksler, der holder dynamikken i gang og opretholder intensitet og gnisten.

Jeg vil fremdrage et par eksempler for at vise nogle nuancer i mellem det maskuline og det feminine, især for at pege på, hvad der kan svække og hvad der kan forstærke både dynamikken gnisten i et forhold.

 

Et par i midten af 30erne er i krise.

Kvinden elsker sin mand og er i chok over, at han har meldt ud, at han ikke har nogen varme følelser og slet ingen lyst til hende mere. Parret går til fælles terapi, og de går begge i individuel terapi, for at komme frem til gådens løsning.
Kvinden har et 30 timers job. Hun er meget optaget af børnene, der begge er børnehavebørn. Det at være mor er det bedste, hun ved. Hun elsker at gøre hjemmet fint, lege med børnene, lave mad og forkæle sin mand. Hun har ikke noget behov for at gøre noget på egen hånd. Har ikke lyst til at tage væk hjemmefra, for som hun siger” jeg har ikke fået børn for at andre skal passe dem”. Hun er god til at holde fast i familietraditioner og nyder at invitere gæster til middagsselskaber.
Den livsførelse gør hende tryg og glad. Sagen er bare, som nævnt, at hendes mand ikke føler noget for hende.

Han har et aktivt job. Han har fritidsinteresser. Han elsker at lege med børnene. Han har et individuelt netværk af ”drengevenner”, og når han lægger hånden på hjertet, selvom han ikke kan lide at såre sin kone, så dødkeder han sig. Når han er hjemme. Han gider ikke at dele det han oplever med hende. Hun har jo sjældent noget nyt at byde ind med, andet end små søde historier om børnene. Den mere fri og glade kvinde hun var, før de fik børn, hvor de gik i byen, var mere spontane, oplevede sjove ting sammen, er helt væk. Han er en venlig og høflig mand, og da han i sin opvækst lærte, at ”hvis du ikke har noget positivt at sige, så skal du holde din mund” ligger dybt i ham. Så han har i årevis ikke sat ord på, når han var frustreret eller irriteret. Han har ikke givet udtryk for, at det spræl, han godt kunne lide ved hende, er noget han savner. For at sige noget sådant er for ham negativt, og i hans logik syntes han i hvert fald, at det var strengt at sige til hans kone. Og noget der en dag gik op for ham, da vi talte om at blive nysgerrig på hinanden igen, sagde han: der er intet ved min kone, der gør mig nysgerrig. Hun har sine rutiner, hun har sine holdninger, og jeg ved altid, hvor hun er.

Og så vil nogen sige:
Jamen, hun er da meget feminin.” Hun står da for en masse kvindelige energier.
Det er rigtigt.

“Og han er meget maskulin”. Som sådan er de jo et prototypepar på den lykkelige familie. Gnisten er bare ikke gensidig.

En af grundene kan være, at der ikke er noget spillerum, der animerer ham til at være maskulin på en undersøgende måde, eller at få vakt den maskuline energi, så han allerede da det her begyndt at røre på sig, animerede ham til at fikse det og gøre noget ved det og åbne munden.

Han har jo ikke noget, han skal erobre. Han behøver ikke anstrenge sig for at tage ekstra initiativ. Så i hans indre følte han i en periode, at han bare traskede rundt på det samme territorium, som han nu kendte ind og ud. Og det dæmpede ham som mand, for han begyndte følelsesmæssigt at miste gnisten, fordi han manglede modspil, at blive overrasket, – og at have oplevelsen af, at hun ville med ham hen i zonen for nærmeste udvikling i stedet for at hverdagssmile over tryghedszonen, som de sad godt og grundigt fast i.

Et andet par var i krise. Hun havde en lederstilling, han var akademiker men ledig. Der var kommet små børn hurtigt efter hinanden, og han blev mere og mere frustreret over at være nødt til at tage sig meget af hjemmet, uden at få anerkendelse for det. Han var ikke jaloux, men oplevede, at der blev trukket mange veksler på ham, fordi han følte sig taget for givet, og fordi han oplevede en lidt nedladende attitude fra hans kone, der indimellem sagde, at ”nu måtte han holde op med at hyle over, at der var meget at gør derhjemme; det er jo bare en periode, til børnene bliver større”.

Deres balance imellem det maskuline og feminine var væltet. Hun blev via sit job den maskuline, og han blev grundet ledigheden og de små børn meget feminin i sin energi, og denne ændrede magtbalance skabte kampe, som de ikke kunne gennemskue. Han blev mere og mere arrig, og hun følte sig topstresset over at have sit job og så komme hjem og høre på en masse brok, samtidig, med at hun gerne ville være feminin. Hun turde næsten ikke sige til ham, hvis hun ville noget med veninderne, for hun frygtede, at han ville skælde ud og kræve, at hun var til stede hjemme.

Egentligt var der meget dynamik i dette forhold, men en dynamik, der blussede op, så de tit følte, at de havde åbn krig, og blev modstandere.

Og så kunne man jo sige:
Jamen, skulle han så ikke bare have et job?? Jo, det tror jeg, kunne ændre noget ved situationen, men for dette par var det ikke kun et job alene, der ville gøre forskellen. Dette par blev mere end andre nødt til at fokusere på, at få deres virkelighed til at virke. Manden skulle have opmærksomhed og skulle dermed tage ansvaret for at gøre det attraktivt for kvinden at give ham opmærksomhed. Kvinden skulle blive bedre til at hænge chefhatten på krogen, når hun kom hjem og genetablere en mere respektfuld attitude over for ham. Osv. Osv.
Det, der jo tit er udgangspunktet, når gnisten er væk, mærkes i soveværelset. For par holder op med at have sex, når gnisten daler eller forsvinder, men som jeg ser det – og som ovenfor beskrevet, starter det hyppigst helt andre steder. De par, der kommer, spørger mig fra tid til anden: Jamen, skal vi ikke lave en plan over at have sex igen (hyppigst, når kvinderne har mistet gnisten), med begrundelsen, at det er vigtigt at komme i gang.

Jeg fraråder, at der laves planer vedr. sex med hensyn til, hvor hyppigt det skal være.

Jeg flytter snakken over på, hvilken form for sex de ønsker, hvordan de kan lave bedre opvarmning og allerhelst at de åbner sig og begynder at dele deres sexuelle ønsker og fantasier med hinanden.

Men det er som regel langt henne i et forløb, at disse samtaler udspiller sig.

Af Christel Sonne Rasmussen - 8 jun, 2014

Læs mere i samme kategori:

Ubetinget kærlighed

Jeg sender søde sms beskeder, De er fyldt med kærlighedserklæringer.
Jeg er heldig, hvis hun sender mig en smiley retur.

Min kone afviser mig – Min kæreste afviser mig

Min kone afviser mig – Min kæreste afviser mig
De kontakter mig hver eneste uge, gode mænd, der med et slag befinder sig midt i en krise, som flere af dem udtaler, at de slet ikke havde set komme.

Offer for kærligheden eller hvad?

Som du kan læse andetsteds på dette website interesserer det mig som individuel – og parterapeut at arbejde med temaet, der udspiller sig i par, hvor der er megen afmagt og deraf stor frustration og ulykkelighed.
Min erfaring er, at hvis der blot er en part, der føler stor afmagt, som blandt andet kommer til udtryk i mindreværd, handlingslammelse, et øget behov for bekræftelse, angst for at være alene eller angst for at miste, jalousi, kontrol og overvågning mv., bliver parret som regel fastlåst i roller, hvor de ubevidst skiftes til at være offer, bøddel eller redningsmand.

Læs forrige indlæg:
Læs næste indlæg:

Min kæreste, partner, mand, kone, forstår mig ikke

Christels blog

Af terapeut Christel Sonne Rasmussen

Min kæreste forstår mig ikke. Min mand forstår mig ikke. Min kone forstår mig ikke.

Om du er i et hetero eller homoseksuelt forhold er underordnet, for ingen mennesker føler sig forstået hele tiden af deres partner. Det kan der være mange grunde til.

Det at føle sig forstået kan variere og udløses af alt fra hverdagssituationer, til forskellige kulturer i familier, personlige værdier og overbevisninger samt fejlslagen kommunikation. Og skønt vi jo som mennesker er temmelig ens med hensyn til at bære på de samme grundfølelser som vrede, glæde, angst, tristhed og overraskelse, er der i hvert enkelt forhold aspekter, der gør at det at føle sig tryg og forstået bliver en kendsgerning. Det er ikke så meget det, at vi ikke føler os forstået, der i starten er det største problem.

Problemet er, at de fleste ikke håndterer problematikken hurtigt i forholdet.

Man får forklaret sig selv, at det måske er en selv, der ikke formår at kommunikere. Man får forklaret sig selv med, at den anden måske bare er stresset eller fortravlet. Man får forklaret sig selv med, at vi jo heller ikke altid kan være ens – og derfor får man ikke kastet lys over situationen via nogle gode dialoger, og så begynder man at hobe skuffelser op, græder når man er alene, snakker med veninderne eller går bare med det selv og håber, at det er et forbigående fænomen, der forsvinder på et tidspunkt. Men har følelsen af ikke at være forstået sat sig fast, vil det være som en snor med en perle på. Flere perler vil komme til, og dette billede forklarer, hvorfor frustrationen er stor, når man ikke længere kan holde ud at gå med det selv.

Det er så besnærende at give sin partner skylden.

Og det er det, der sker, når der er mange perler på snoren.
Hvorfor kan han eller hun ikke bare fatte, at jeg har brug for bekræftelser eller kærtegn og så give mig det?

  • Hvorfor kan min partner ikke bare forstå, at vi skal have mere tid sammen og så skal det nok gå?
  • Hvorfor kan min partner ikke bare forstå, at jeg har brug for ro og stabilitet i og ”frikadellehverdag” i en periode og at jeg indtil det er en realitet, ikke kan agere sexuel og hengiven?
  • Hvorfor kan min partner ikke bare forstå, at jeg jo knokler alt, hvad jeg kan for at holde sammen på familien?
  • Hvorfor kan min partner ikke bare forstå, at brok og skæld ud lukker mig, og at jeg folder mit potentiale ud, når der tales pænt til mig?
  • Hvorfor kan min partner ikke bare forstå, at det er hverdage, der er flest af – og at jeg ikke kan hive mig op til den helt store forventningens glæde, når jeg står med alt det hele hjemme?

I alle forhold, uanset om der er børn eller ej, må vi tale sammen. Og jeg kan ikke sige det tit nok: Få kortene på bordet og snak om tingene, mens de er friske eller små i stedet for at hobe dem op. Det jeg hyppigt taler med par, der kommer til mig om og som gravalvorligt siger: Vi vil gerne lære at kommunikere sammen, er:

Hvilke holdninger og hvilke attituder virker?

Og grunden til, at dette spørgsmål må besvares, er at det ikke må blive en opdragelsesproces at være i et forhold. Det må ikke blive en proces, hvor den ene siger:

“Hvis du bare siger tingene sådan og sådan, så er det bedre for mig.”

Det, der derimod har værdi er, at man må tale om hvilke grundholdninger eller attituder, som netop nævnt, der er fremmende for at man hver især føler sig forstået.

  • Min mand forstår mig ikke, når han er kritisk og nærtagende.
  • Men min mand giver mig følelsen af, at han forstår mig, når han er lyttende og interesseret.
  • Min kone forstår mig ikke, når hun brokker sig og urimeligt kræver romantik.
  • Men min kone giver mig følelsen af, at hun forstår mig, når hun kommer mig i møde, er glad og realistisk.

Vi skriver historie i vores forhold. Vi skriver historie, hver for sig, og vi skriver historie som par. Det er jer, der fører pennen. Det er jer, der skal finde jeres måde at genskabe eller opretholde de tilstande og tilvalg, der baner vej for at den historie, der skal skrives, er konstruktiv og værd at læse – også om 10 år. Når holdningerne kan skabes, opstår handlingerne ud fra dette. For husk at de gange, hvor du har følt dig forstået, så er det, at tolerancen og tilgivelsen kommer frem. Så kan vi slå streger over det, der var træls og hårdt. Gør noget ved det. Sammen.

Af Christel Sonne Rasmussen - 30 maj, 2014

Læs mere i samme kategori:

Ubetinget kærlighed

Jeg sender søde sms beskeder, De er fyldt med kærlighedserklæringer.
Jeg er heldig, hvis hun sender mig en smiley retur.

Min kone afviser mig – Min kæreste afviser mig

Min kone afviser mig – Min kæreste afviser mig
De kontakter mig hver eneste uge, gode mænd, der med et slag befinder sig midt i en krise, som flere af dem udtaler, at de slet ikke havde set komme.

Offer for kærligheden eller hvad?

Som du kan læse andetsteds på dette website interesserer det mig som individuel – og parterapeut at arbejde med temaet, der udspiller sig i par, hvor der er megen afmagt og deraf stor frustration og ulykkelighed.
Min erfaring er, at hvis der blot er en part, der føler stor afmagt, som blandt andet kommer til udtryk i mindreværd, handlingslammelse, et øget behov for bekræftelse, angst for at være alene eller angst for at miste, jalousi, kontrol og overvågning mv., bliver parret som regel fastlåst i roller, hvor de ubevidst skiftes til at være offer, bøddel eller redningsmand.

Læs forrige indlæg:
Læs næste indlæg:

Kvinder, der elsker for meget

Christels blog

Af terapeut Christel Sonne Rasmussen

Kvinder, der elsker for meget.

Kvinder, der elsker for meget eller Kvinder der elsker forkert.
Der er skrevet en bog med titlen ”Kvinder, der elsker for meget”, som adskillige af mine kvindelige klienter har læst, fra ende til anden og ladet sig inspirere af.
Dog er den ikke helt nutidig, og selvom bogen rummer svar på mange spørgsmål, som i essensen er:

Hvorfor bliver jeg hos en mand, der behandler mig dårligt/hvorfor bliver jeg hos en mand, der er meget egoistisk/hvorfor bliver jeg hos en mand, der ikke gør mig glad og tryg? – ja så har hver enkelt kvinde, der er gået på kompromis med sine egne grænser naturligvis sin egen forundring over, hvilke dynamikker, der er i spil, og hvad det er, der skal til, for at få brudt mønsteret.

Kvinder de -elsker fo rmegetFor selvom man kan rase og skælde ud, frustreres og fortvivles, kan man jo ikke alene skyde skylden på manden. Jo, det kan man godt, men man må dog samtidig kigge indad og erkende, at man bliver hos ham, trods hårde ord, misbrug, utroskab, svindel, tabt tillid osv.

Og det er her, at forfatteren har nogle pointer om, at visse kvinder elsker for meget, og sætter denne romantiske følelse af kærlighed og den sentimentale oplevelse af, at vi har jo haft det så godt, så højt at man lukker øjnene for hverdagens trakasserier og ikke under sig selv noget bedre.

Mit bud er, at en del par er låst i offer-bøddel roller og på skift spiller disse, og at det kræver både styrke og selvopholdelsesdrift, ansvarlighed og selvindsigt at bryde offerrollen, som jeg absolut mener, at mange kvinder – og også mænd, befinder sig i.

Som skrevet tidligere vil der fremover komme flere dokumenter om dette emne:

At overvinde offerrollen eller træde ud af offerrollen.

Dog vil jeg gerne beskrive nogle cases, for at eksemplificere, hvad offerrollen handler om.
Hermed et stykker af slagsen:

Case 1:

En kvinde er dybt forelsket i en mand.

Det er gensidigt. Deres erotiske liv er ufatteligt godt. Ingen har i tidligere parforhold oplevet noget lignende. Manden er meget velhavende, meget selvtilstrækkelig og har en høj status i lokalsamfundet med hensyn til hans virksomheder. Men han drikker. Ikke dagligt, men flere gange ugentligt drikker han tæt. Han er alkoholiker. Meget charmerende og givende, meget anerkendende og opofrende, når han er til stede. Men når sprutten har fat i ham, bliver han egoistisk og glemmer kæresten. De har i en periode et svingdørsforhold, for hun udholder ham ikke, når han drikker. Han undskylder, græder, lov er bod og bedring, – de finder sammen igen og han gør sig ædru.Men det er et dramatisk forhold. der er mange skænderier, samt frygt – og jalousi fra hendes side. Og nu, hvor han ikke drikker, ser hun sider af ham, hun ikke har mødt før. Arrogance, ligegyldighed, ansvarsløshed mv.Hun trættes, hun slides, men vender altid tilbage til, at de har haft det så godt, og han har så mange fine sider.Efter nogle år bryder det hele sammen. Han har elskerinder, han opsøger ekskonen, skænderierne om standarder og respekt fortsætter, og det hele går i stykker. Han flytter tilbage til ekskonen, som han aldrig har været skilt fra….. men efter et stykke tid opsøger han hende. Egentligt var hun kommet videre, men igen har de kontakt. Og erotikken blomstrer, selvom hun væmmes ved at være elskerinden og kunne se, at det her ikke fører til noget. For tilliden er jo væk. så hvorfor bliver hun ikke bare sur, giver ham fingeren og siger ”lev dit eget ulykkelige liv, men bland ikke mig ind i det ”.Hun elsker for meget. Og hun lader hånt om egne grænser. Hun bliver i hendes mørke stunder ved med at elske ham, og så synes hun ikke, at hun kan slippe ham. Hun er ikke lykkelig, går i en konstant venteposition. For hvornår skriver eller ringer han igen, og hvordan skjuler de for konen og hendes veninder, at de så småt kysser på hinanden igen. og hele tiden ved hun, at de ikke bliver offentlige kærester igen. Hvorfor giver hun ikke slip? Hvorfor kommer hun ikke videre? Hvorfor bruger hun overhovedet energi på en mand, der ikke har været hende tro og tillidsskabende i efterhånden flere år?Hun er i alle andre sammenhænge selvsikker og tydelig. Hun er meget dygtig og vellidt på sit job. Hun er smuk og givende. Hun kan få, hvem hun vil have.Men hun tror, at hun kun kan blive lykkelig med ham, selvom hun ved, at han aldrig vælger hende helt til og stopper sin manipulation.

Case 2:

En kvinde lever med hendes mand, og de har børn sammen.

De har begge stærke viljer, og bølgerne kan gå højt. De ved, at de begge er lidt originale. De har en fantastisk humor sammen, men han udvikler over årene en dominant position over for hende. Situationen er, at de begge er selvstændige erhvervsdrivende. Hun tjener med tiden mere og mere, og også langt mere end ham. Hun bliver familiens forsørger. Hun oplever, at han i starten nogle gange om ugen og derpå dagligt møder hende med kritik og skældud. Han er kritisk, nedværdigende – også når de er sammen med venner, og han fokuserer på fejl og mangler og bebrejder hende, når børnene ikke adlyder. Han vækker hende af og til om natten og råber af hende og begynder at sige, at ”lydige kvinder er lykkelige kvinder ”. Hun flytter fra ham af to omgange. Børnene græder og savner far, og han viser sig fra sin søde side, og hun flytter tilbage.Efter mange år og daglige skænderier smider hun håndklædet i ringen. Da er verbal vold, og fysisk vold blevet en del af dagens orden. Og hun formelig flygter med børnene. Andre opfatter hende som stærk og givende. Som kærlig og nærværende. Som dygtig og selvstændig.Hvorfor holdt hun ikke fast, første gang hun flyttede?Elsker hun for meget? – eller er hun låst i en offerrolle, hun ikke vil erkende?

Case 3:

En kvinde har fire børn med sin mand.

Der er ingen tvivl om, at han elsker hende. Det siger han dagligt. Og de har tydelige forskelle, for han tenderer det, der kunne kaldes arbejdsnarkoman, hvilket betyder, at hun udover sit eget job, står for hjem og fire børn. Dog er de gode sparringspartnere med hensyn til job, og hun nyder som sådan også mor-rollen og det at føre et hjem.
De tre største børn flytter hjemmefra, og med et bliver det tydeligt for hende, at hun føler sig taget for givet. Det, hun gør for sin mand, tages selvfølgeligt, og med årene er hans temperament vokset, og han kan hidse sig op over småting og undlade at rose hende for alt det, hun gør, som eksempelvis er at gøre rent, købe ind, lave mad, stryge hans skjorter og stå for alt det praktiske i hjemmet. De elsker grundlæggende hinanden, men hun frustreres over, at hun ikke føler, at han viser hende respekt. Og det, der hidtil har bundet dem sammen, gennem over 20 år, nemlig det intime liv samt deres sparring, visner hen. Hun vil ikke gå fra ham, men aner ikke sine levende råd. Han har igen fået en toppost i et job og er meget travl. Forlader hjemmet tidligt om morgenen, og er tilbage ved spisetid, men bruger som regel aftenerne foran computeren, hvor hun i stedet læser lektier med det yngste barn og ser dokumentarprogrammer samt laver lister over det, hun ikke kan eller ikke formår at ordne i hjemmet.
Stemningen er på frysepunktet, men han opretholder, at det er hende, der har et problem.
Hun vil gerne genfinde harmonien. Hun vil gerne motivere ham til at tænke dem som en enhed. Hun vil gerne respekteres. Og hun vil ikke tales dårligt til.
Men selvom hun har disse gode intentioner, er hun uhyre fortvivlet. For som hun oplever det, er kampen hendes og hendes alene.
Men hvordan kommer hun ud af offerrollen? hvordan undlader hun at se ham som bødlen. Og hvordan finder hun troen på, at de også kommer igennem denne krise?

Når jeg taler med kvinder, der tydeligvist bærer præg af, at de slides op, men ikke kan tage enten klar kommunikation eller en resolut beslutning, må vi søge grunden til, hvorfor de opretholder offerrollen. Og bliver ved at gøre manden til bøddel.

Mange gange får vi nogle konstruktive snakke om, at offer og bøddelrollen går på skift.

For kvinder kan jo sagtens, selvom de føler afmagt og får kritik, agere som bødler. Vi kan straffe med at lade være at give sex. Vi kan være kolde is dronninger, og vi kan signalere, at børn eller veninder eller job eller fritidsaktiviteter er vigtigere end manden, og således går rollerne hele tiden på skift. Mange af de kvinder, jeg har talt med, bliver meget overraskede, når vi taler om, hvordan de ”straffer” deres mand. For de ser, at det de signalerer, blot er en naturlig følge af hans adfærd og så er vi jo tilbage ved hønen og ægget. Hvad kom først?

For mig at se er det ikke så interessant, hvad der kom først.

Det, der er interessant, er at sådanne parforhold hele tiden drejer om temaet ”afmagt – eller at undgå mere magtesløshed”.

Stunderne, hvor man taler ud og får fundet nogle nødvendige og fælles beslutninger er for sjældne eller slet ikke eksisterende, og alligevel trækker kvinden ikke en streg i sandet og får gjort sin partner klart, at de sammen skal styrkede ud af denne krise. Hun opretholder en frustration, men bliver hos ham, og atmosfæren bliver ringere og ringere.
Og når jeg spørger disse kvinder, der kan tale om deres frustrationer i 1½ time, fordi de er så fyldt op, så siger de:

Ja, men – jeg elsker ham jo.

Eller de siger:

Vi har jo børnene sammen. Og jeg kan ikke forestille mig et liv uden ham.

Og nogle siger endda:

Han har jo sagt undskyld,..

Og jeg er heller ikke sat i verden for at bede kvinder gå fra deres mænd. Men vi må jo tale tingene igennem, og for mig at se er det nødvendigt, at kvinden selv dropper at se tingene så sort eller hvidt og forstår sin egen rolle i det spil, der absolut er i gang.

Min pointe i denne tekst er følgende:

De kvinder, der elsker for meget, eller bliver hos en mand, der negligerer, ydmyger eller tager dem for givet, forveksler noget helt essentielt.

De har nemlig helt inde bagved, ondt af deres mand.

For ”han var børnehjemsbarn”, ”han har altid skullet klare sig selv og er blevet svigtet”, ”det at han skælder ud, gør han jo, fordi han er frustreret og føler afmagt ” osv. osv.

De har hele tiden forklaringer på, eller laver historier om, hvor svært deres mand har haft det.

Og det har han givetvis også. Men de fratager ham ansvaret, placerer sig selv i offerrollen, for også disse kvinder får noget ud af at det er så nemt at skyde skylden på ham. Om det er adskillelsesangst, eller en værdi om, at familien er vigtigere end alt andet, eller at ”der er jo ingen, der har lovet, at det skal være nemt” er forskelligt fra person til person.

Men jeg bemærker, at i sær i relationer, hvor der er misbrug, uanset om det er misbrug af spiritus, stoffer, arbejde eller sociale medier, ja så har kvinderne ondt af deres mand. Og den medlidenhed minder om den følelse, de har for deres børn. For vi ved alle, at vores unger kan være superfrække, irriterende, flabede, urimelige osv., – og alligevel tilgiver vi dem som mødre og kigger fremad.

Jeg har oplevet med mange kvinder, der ”elsker for meget ” og brænder deres lys i begge ender, fordi deres mand tager dem for givet, er urimelige, ondskabsfulde eller egoistiske, at disse kvinder har en moderlig kærlighed til deres mand. Der som nævnt minder om den kærlighed, de har til deres børn. Og det er her, at skismaet opstår.

For de signalerer til manden, at de accepterer mere end godt er. De signalerer, at han kan blive ved at være hård og egoistisk, og de er der stadigvæk. Som var han et barn.

Men de mærker ikke efter. Og hvis de gør, så tager de ikke handling på deres egen offerrolle.

De trækker ikke en konsekvens. Men tror, at deres appeller om, at han skal være sødere, mere forstående og mere nærværende er nok.
Kvinder_der_elsker5

Og det er her, at problemet opstår,

Vil du ud af offerrollen, som samtidig handler om at afvæbne din mand for bøddel-rollen, må du gøre dig klart, at du i handling må vise, hvad du kan leve med og hvad du ikke kan leve med. Ordene bliver nemlig for fattige, og din egen selvrespekt daler. Lad være med at lyve over for dig selv eller andre. Forhold dig til det du ser og oplever.

Og kom ud på den anden side, hvor jeres kommunikation bliver mere klar.

  • Sig, hvad du har brug for. Og hold tast. Men først når du er klar til at face, at det her kan ende med et brag..
  • Og find så lige ud af med dig selv, om du vil tolerere elskerinder, druk, at arbejdet er vigtigere end familien, vold etc.
  • Og se jer så som voksne mennesker.
    Nogle har en svær fortid. Men vi lever i nutiden ethvert menneske har ansvaret for at være rimelig, kærlig, tilstede osv.
  • Så se ikke din mand som et barn og bliv ikke ved at håbe på, at kærligheden nok løser det hele til sidst.
  • Gis, hvad du vil og ikke vil. For det er din vej ud af offerrollen.

De bedste hilsner

Christel

 

Af Christel Sonne Rasmussen - 14 feb, 2014

Læs mere i samme kategori:

Ubetinget kærlighed

Jeg sender søde sms beskeder, De er fyldt med kærlighedserklæringer.
Jeg er heldig, hvis hun sender mig en smiley retur.

Min kone afviser mig – Min kæreste afviser mig

Min kone afviser mig – Min kæreste afviser mig
De kontakter mig hver eneste uge, gode mænd, der med et slag befinder sig midt i en krise, som flere af dem udtaler, at de slet ikke havde set komme.

Offer for kærligheden eller hvad?

Som du kan læse andetsteds på dette website interesserer det mig som individuel – og parterapeut at arbejde med temaet, der udspiller sig i par, hvor der er megen afmagt og deraf stor frustration og ulykkelighed.
Min erfaring er, at hvis der blot er en part, der føler stor afmagt, som blandt andet kommer til udtryk i mindreværd, handlingslammelse, et øget behov for bekræftelse, angst for at være alene eller angst for at miste, jalousi, kontrol og overvågning mv., bliver parret som regel fastlåst i roller, hvor de ubevidst skiftes til at være offer, bøddel eller redningsmand.

Læs forrige indlæg:
Læs næste indlæg:

At sætte grænser – Hvor går grænsen?

Christels blog

Af terapeut Christel Sonne Rasmussen

At sætte grænser – Hvor går grænsen?

At sætte grænser – Hvor går grænsen, om og kunne sige til og fra.

Siden jeg startede i 1990erne, har temaet ”at sætte grænser” altid været aktuelt.

Jeg møder flest kvinder, der har det at sætte grænser som et primært tema, men også mange mænd og i de senere år har mange unge mennesker, behov for hjælp til at kunne sætte grænser, turde sætte grænser og finde egne og virkningsfulde måder at sætte grænser på. For vi kommer ikke udenom, at vi i sociale relationer udfordres på vores grænser.

Jeg har bemærket den udvikling, at hvor det i 1990erne handlede om at blive bedre til at sige nej og sige fra, nu i langt højere grad handler om at bevare kontakten med sig selv, sin egen integritet og at kunne navigere ud fra et indre værdisæt og ikke lade sig overmande af andres meninger, uanset om disse kommer via Facebook, TV-stjerner og egne relationer, nære som perifere.

Hvorfor er det et problem for mange at sætte grænser eller sige til eller fra?

Det er jo ikke at sige ordet nej, der er farligt. Det er jo ikke at sige sin mening højt, der er farligt. Det er ej heller at sige ja til sin egen lyst eller behov, der er skræmmende. Der er naturligvis adskillige bud på, hvorfor mange undlader eller undviger at sætte grænser. Jeg mener, at grunden er, at det for de fleste mange gange er uoverstigeligt at tænke på og forholde sig til de følelsesmæssige reaktioner, der opstår, når man overvejer” hvad nu hvis nogen bliver sure/kede af de/sårede – og/eller: hvad nu hvis jeg bliver afvist eller nedgjort, hvis jeg siger min mening eller gør det, jeg selv har lyst til.

Det er den frygt, der gør, at mange tilpasser sig, undlader at markere, ikke siger til eller fra, og det har mange personlige konsekvenser.

Behov og grænser.

For har et menneske lige siden opvæksten tilpasset sig og mange gange derfor signaleret venlighed og hjælpsomhed, udvikler dette menneske sjældent evnen til at mærke egne behov og egne meninger. Og på et eller andet tidspunkt, begynder virkeligheden så at banke på. Måske udvikler man stress, fordi man ikke kan nå at indfri andres behov, eller fordi man er blevet konfliktsky og bærer rundt på konflikterne indeni. Måske bliver ens mindreværd så udtalt, at man udvikler selvdestruktive tendenser som cutting, spiseforstyrrelse, overforbrug af medicin, alkohol eller stoffer. Måske oplever man gang på gang at møde mennesker, der snyder, udnytter eller bedrager en. Måske udvikler man en overdreven frygt eller angst, fordi man ikke kan overskue at markere, sige nej og stå ved sig selv osv.

Jeg oplever, at klienter der kommer til mig, med nogle af ovennævnte tendenser tit ikke ved, hvornår det startede, det her med at tvivle på sig selv, udslette sig selv, have generel angst eller at til trække mennesker, der slider på en….. det er lidt ligesom at have lidt ondt i ryggen og så at leve med det, og gradvist bliver spændingerne værre, men hvornår startede det egentligt ?

Det er det opdagelsesrejse, man må ud på, for igen at kunne komme i kontakt med, hvad man selv har brug for – uden at man derigennem opfatter sig selv som en egoist eller et dårligt menneske. For vi har alle behov, naturligvis fysiske af slagsen, men især har vi personlige behov, der er der, og som bliver tydeliggjort i relation til andre mennesker. Vi har behov for at være alene, behov for tryghed i sociale relationer. Vi har behov for at kunne udtrykke os uanstrengt og gøre vores mening gældende. Vi har behov for at have indflydelse. Vi har behov for at føle, at vi har en værdi. Vi har behov for forandring. Og mange af disse behov indfries kun i relationer og sociale sammenhænge. Derfor er det så absolut vedkommende, at vi styrkes i at kunne mærke, hvad vi har brug for, og så sandelig også mærke, hvad vi ikke har brug for. For det er jo her, at det at sætte grænser kommer ind i billedet.

Når vi kritiseres eller knap bydes velkommen hjem af en ægtefælle, må vi sætte grænser. Når vi løber rundt, køber ind, laver mad, gør rent, skifter sengetøj og sikrer at alle i familien har gode rammer, men føler at vi bliver taget for givet, må vi sætte grænser. Når vores grænser overskrides fysisk, enten af andre eller os selv, må vi begynde at forholde os til, hvornår er det nok.

Tegnene.

De fleste kommer til mig, når de er hårdt pressede på deres grænser.

Det kan være alt fra tegn som en nedgørende partner, en usund økonomi, provokerende teenagere, ligegyldige og nedladende kolleger, angst for nye situationer/mennesker osv., der bliver startskuddet til at vende blikket ind ad og mærke efter, hvor egne grænser går, og hvad ens grundlæggende behov er.

Især kvinder, der er meget irriterede – og som jo desværre så ofte kaldes hysteriske, er kommet væk fra deres egne grænser og værdier og navigerer rundt i et kaotisk farvand. Vrede er nemlig ofte en følelse der dækker over, at der er noget, vi har brug for, som vi ikke kan få inden for rækkevidde. Men i stedet for at mærke efter og vurdere, hvad vi har brug for og skabe indflydelse eller insistere på dette, fylder irritationen mere og mere, og det går som regel ud over de forkerte.

Så: når vi råber af børnene, kritiserer ægtefællen, bander over vaskemaskinen, brokker os over småt og stort, føler lede ved os selv, synes at livet er en evig kamp, ikke stoler på at vi kan stole på nogen som helst, bliver deprimerede/stressede/ængstelige, ja så er tiden inde.

Til og finde sporet igen.

Og en af vejene bliver helt klart, at komme i kontakt med egne behov, så man kan mærke og vurdere, hvornår noget er for lidt eller for meget, kunne reagere konstruktivt på dette – og i mange tilfælde vil det betyde, at man sorterer både i holdninger, reaktioner og relationer.

Men det er sliddet værd.

Det kan have for høj en pris at være flink som eneste vandmærke.

Og

Det kan have for høj en pris at opleve, at man slet ikke har styringen med sit liv længere, men har givet det fra sig til andre / omstændighederne.

Fat mod. For der er håb. Men vid., at når noget eller en relation, er for indviklet, så find din vej til at vikle det ud.

Psykoterapi og coaching er geniale metoder.

Hilsen,
Christel Sonne Rasmussen.

Af Christel Sonne Rasmussen - 14 feb, 2011

Læs mere i samme kategori:

Ubetinget kærlighed

Jeg sender søde sms beskeder, De er fyldt med kærlighedserklæringer.
Jeg er heldig, hvis hun sender mig en smiley retur.

Min kone afviser mig – Min kæreste afviser mig

Min kone afviser mig – Min kæreste afviser mig
De kontakter mig hver eneste uge, gode mænd, der med et slag befinder sig midt i en krise, som flere af dem udtaler, at de slet ikke havde set komme.

Offer for kærligheden eller hvad?

Som du kan læse andetsteds på dette website interesserer det mig som individuel – og parterapeut at arbejde med temaet, der udspiller sig i par, hvor der er megen afmagt og deraf stor frustration og ulykkelighed.
Min erfaring er, at hvis der blot er en part, der føler stor afmagt, som blandt andet kommer til udtryk i mindreværd, handlingslammelse, et øget behov for bekræftelse, angst for at være alene eller angst for at miste, jalousi, kontrol og overvågning mv., bliver parret som regel fastlåst i roller, hvor de ubevidst skiftes til at være offer, bøddel eller redningsmand.

Læs forrige indlæg:
Læs næste indlæg: