SONNERASMUSSEN.DK

Christels blog

Af terapeut Christel Sonne Rasmussen

Børnene opdragelse.

Krise forskellige værdier, opfattelser vedrørende børnene opdragelse.
Forskellige værdier vedrørende børnenes opdragelse. Min mand er for hård – Min kone er for blød.
Hvordan opdrager vi de kære børn?
Krise i ægteskab eller parforholdet grundet forskellige værdier eller opfattelser med hensyn til børneopdragelse.

Det er typisk. Min kone er alt for eftergivende over for børnene.

Hun tager slet ikke alvorligt, at de løber om hjørner med hende, og hun ”curler” dem helt vildt. Kun deres lektier laver de selv. Alt andet, bl.a. Oprydning på værelser, og de små basale ting som konsekvent at tømme opvaskemaskine, tage ud af bordet, lægge deres strømper sammen eller rene tøj ind i skabet, gør hun også for dem. Jeg bliver max irriteret. For hun lover, at det nok skal blive bedre, men det gør det ikke. Jeg fatter ikke, at hun ikke kan se, at hun gør dem en bjørnetjeneste. Hun får produceret børn, der ikke har deres egen drivkraft og hun bliver naivt ved at tro på, at det nok skal komme af sig selv. Jeg har flere gange rejst mig fra aftensbordet, fordi hun ikke bakker mig op i dette. Og straks er der en alliance i gang, hvor børnene holder med hende, og hvor jeg bliver den sure skurk. Og helt ærligt: jeg er sikker på, at jeg har fat i den længste ende. Men møder ingen lydhørhed.

Min mand er så hård.

Og det har han været lige siden børnene var små. Han vil have, at de adlyder, som var de små soldater. Og han giver dem gerne værelsesarrest. De er helt bange for ham, for han kan råbe og skrige og slet ikke være rolig omkring ting, som de skal gøre. Vi har mange skænderier om dette, og jeg er vildt klemt imellem ham og børnene. For jeg mener også, at børn skal have pligter, men det kan da siges stille og roligt, og det er den voldsomhed, han lægger for dagen, der gør, at jeg trækker mig fra ham, for helt ærligt: børnene kan jo ikke forsvare sig selv. Når han ikke er hjemme, er det jo ikke så svært at få dem til at gøre ting, men det er rigtigt, at jeg tit tager mig af det her hjemme, for jeg kan rigtigt godt lide at gå og hygge om dem. Jeg mener, at det, der skaber mest vækst og trivsel hos dem, er at der er en harmonisk atmosfære, og det er der ikke, når min mand begynder at råbe.

Vi har mange mange skænderier om dette. Og fordi jeg tit bøjer af, bliver det en evindelig diskussion om, hvem der har ret. Man må sige, at det desværre er sådan, at der ikke er et ligeværdigt styrkeforhold imellem os som voksne, men konstante magtkampe. Bare det at skraldespanden ikke er tømt om aftenen, kan få ham til at være indebrændt og sur, og stemningen påvirker hele huset.
Vi er kørt fast. Jeg kan ikke tage flere kompromisser. Hvis jeg accepterer hans voldsomhed, svigter jeg børnene. Vi glider fra hinanden på det her.
Og det er jeg faktisk rigtigt ked af, for vi har så meget godt at byde både ungerne og hinanden.

De værdier, som mænd og kvinder tit skændes om i parforholdet, og som i mange tilfælde skaber en kronisk underliggende krise er værdierne, som mange kvinder repræsenterer, nemlig omsorg, hvor mændene bevidst som ubevidst kæmper en brav kamp for værdier som disciplin, vækst og ansvarlighed.

I den ideelle verden er alle værdierne nødvendige. I den ideelle verden er disse værdier sidestillede, og ingen kan vel påberåbe sig retten til at sige, at omsorg og tryghed er vigtigere, ej eller mindre vigtige end ansvarlighed og det at indgå som en del af et fællesskab.

Begge parter må bøje sig, hvis denne opdragelseskrise har stået på i længere tid. For ikke at være et team med sprækker, for disse sprækker vil børn uvægerligt finde, og så er kampen stadig de voksnes.

Det lyder så enkelt at sige: så skab dog nogle spilleregler, der hedder:

  • I en familie hjælper man hinanden,
    og
  • I en familie taler man om tingene.

 

Men så enkelt er det. og det er hårdt for egoerne og slidte sjæle at finde den vej igen, uden at blive ved at bebrejde den anden. For det er jo det, der sker. Bebrejdelser og anklager bliver dagens orden, og hyggen eller roen, som jo er den, vi søger hjemme, bliver en for tilfældig gæst.

Er man låst rigtigt fast, kan det være en hjælp, at den ene voksen har total majoritet i en hel uge. Dvs. at den ene voksen – uden indblanden fra den anden, udstikker reglerne og tager eventuelle kampe med børnene. I ugen efter er det så den anden forældre, der har fuld råderet over, hvad der skal til og hvordan tingene skal siges.

Og så er min anbefaling, at de voksne tager væk i et døgn eller to og taler om de erfaringer, der har været efter to ”rene” uger. Og derpå finder de nødvendige regler eller aftaler, om man vil, som skal være gældende fremover.

Der er jo ikke nogen af os, der har gået i ”skolen, hvor man lærer at blive en god opdrager”. Hver især følger vi vores egne værdier og holdninger, og mange gange er vi motiverede af, hvad vi ikke ønsker at byde vores børn, på baggrund af, hvad vi selv blev budt.

Som parterapeut er noget af det, som jeg taler med de fleste forældre om:

Hvad skal man diskutere med sine børn, for der er ingen tvivl om, at vi i vores omsorgssamfund har vænnet børn til at diskutere stort som småt. Og mange af dem er godt skåret for tungebåndet.

Og jeg drøfter:

Hvad er rimeligt, at barnet eller børnene gør, afhængigt af alder og ressourcer.

Når sindene anstrenges, om man bliver hinandens modstandere, må man igen og igen søge at huske, hvad man netop er fuldstændigt enige om. At netop dette barn eller disse børn er de dejligste i universet, og at de har brug for ikke at bemærke uoverensstemmelser og strid iblandt de voksne opdragere, for der er ingen tvivl om, at børn føler og optager skyld, når de voksne er uenige. Masser af forældre, især mødre, fortæller mig at de gør børnene klart, at ”det er ikke din skyld, at vi skændes”, men når børn kan høre, at det er dem, man skændes om, ja så går disse ord ikke ind. Men bliver i stedet til skyldfølelse for barnet.

Du / I kan hente inspiration i Jesper Juhls bøger om ”Det kompetente barn” og ”Lær at sige nej med god samvittighed”.

Skriv gerne til min blog med cases eller kommentarer, spørgsmål eller andre refleksioner.
Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen.

Af Christel Sonne Rasmussen - 14 feb, 2014

Læs mere i samme kategori:

Parforholdet og manglende seksualitet

Parforhold og seksualitet.
Et parforhold er den relation i vores voksne liv, der rummer de største muligheder.

Med et parforhold har vi muligheden for at opleve fællesskab, tryghed, frihed, kærlighed, venskab, sårbarhed, krise, styrke, erotik og vækst. Og et parforhold er også den relation, hvor vi har mulighed for at udvikle os individuelt samtidig med at der foregår en fælles udvikling.

7-års-krise

Til både det individuelle menneske og til dig/jer, der er i et parforhold, har jeg en anbefaling, i forhold til når I når 7 år i et forhold. Min anbefaling er præget af den gode indsigt: Man må stoppe op for at komme videre. Sagen er nemlig den, at det at stoppe op og lave et tjek på sig selv og sit parforhold er, hvad der giver mening. Ingen går upåvirkede igennem 7 år.

Gnisten mangler i vores parforhold – ægteskab

Jeg har ofte par I parterapi, hvor den kvindelige part udtryk for, at hun ikke længere har følelser for partneren, og at hun ikke ved, om hun elsker ham mere.
At de så alligevel opsøger en parterapeut skyldes som regel, at der er børn og en lang og god fælles historie, som binder dem sammen.

Læs forrige indlæg:
Læs næste indlæg: