Utroskab og lysten til hævn.

Skal man straffe sin partner, når han eller hun har været utro?
Og hvis man er for modent et menneske til det, hvad gør man så ved behovet for at få partneren ned med nakken….. hvis man da sidder alene?

Sommerens “ørehænger” af Søs Bjerre, og det følgende modsvar fra Matthias Lysgaard om lejligheder, der er lidt brændt ned, en Fiat der er solgt til skrot, en X-boks der måske er lidt våd, og hvad der nu ellers synges, kan godt få smilet frem på mine læber.

For billederne er tydelige, og så ekstreme, at de meget rammende beskriver den trang til hævn, som kan opstå, når en kæreste har “knaldet med en anden”…. Jeg kan godt lide Søs Bjerres sødmefyldte og smerteplagede stemme, når hun udtrykker sin vrede over, hvad Kæresten har gjort. Hvis du ikke har hørt modsvaret fra Matthias Lysgaard, kan jeg informere om, at det heller ikke er kedeligt.: Arvesmykkerne flyder i en spand ved Gammel Strand, 5 romerlys har bombet ekskærestens walking-closet, og afslørende fotos er sendt til den ene og anden adresse. Underholdende, sjovt – og så ekstremt, at man synger med og får sig et godt grin.

Søs Bjerres sang “Malene”

Efterfølgeren fra Matthias Lysgaard om Malene til Søs Bjerre

Jeg har tænkt over, om alle er i stand til at abstrahere fra billederne og ikke lader sig inspirere til at gøre noget tilsvarende, hvis en kæreste har været utro. Jeg blev en kende overrasket over, at en af min 12-årige søns venner viste umiddelbar undren over, at det er strafbart at gøre de fleste af de ting, som hhv. Søs og Matthias synger om i sangene. Det lod til, at han ikke havde tænkt over, at hvis man “går amok i hævnrus”, ja så har det en konsekvens. Okay, han er kun 13 år – og når vel at lære at perspektivere, håber jeg. Dog tankevækkende alligevel.

Men hvad er det så for noget, alt det med utroskab og hævn.

Hvad gør man ved følelsen, når man er blevet vraget til fordel for en anden.
Spørgsmål, jeg tit har hørt i min konsultation.
Sagen er naturligvis lidt anderledes, når det drejer sig om parterapi. For dem, der kommer til mig, som har utroskab som et tema, orienterer sig imod at finde sammen igen, også selvom der har været utroskab. Og dog kan trangen og behov for straf eller hævn være dominerende, når den svigtede part mærker på alle sine egne følelser – og i nogle situationer klart er uforskyldt.

For det er, ifølge min erfaring, ikke sådan, at der altid er noget galt i parforholdet, når den ene part har været utro. Det kan, som jeg også har skrevet andre steder på dette website, skyldes en mangelfuld moral, en “det går nok, hvis bare ingen finder ud af det “-holdning , en kombination af druk og spænding og “gnisten, der springer” eller noget helt fjerde eller femte, der får nogen til at gå over stregen.

Det, som mange spørger mig om, er “hvordan kan jeg tilgive.” og det er jo det konstruktive modsvar til “hvordan giver jeg slip på hævn og følelsen af smerte”…..
Jeg har følgende refleksioner:

• Jeg mener, at hævn-følelsen er fuldt forståelig, og at en hævnaktion er destruktiv.
• Jeg tror, at man, hvis man ønsker at komme videre, på trods af utroskab, ja så må man transformere behovet for hævn til det, som jeg kalder en konstruktiv vrede. En vrede, der kan komme til udtryk som en nødvendig styrke, så man er bestemt og resolut og gør klart, hvad man vil finde sig i og ikke finde sig i fremover. En bestemthed, der kan bane vej for nye spilleregler, som er fair, og hvor aspekter som selvansvarlighed og åbenhed, især fra den part, der har været utro, bliver dagens orden.
• Kommer man ikke over sin hævnfølelse og den harme, man fyldes af, vil det på sigt forpeste parforholdet. Man bliver nødt til på et tidspunkt som den sårede part at indse, at hvis man vil sit parforhold, selvom der har været utroskab, ja så må man videre. Fordi man piner sig selv lige så meget ved at opretholde hævn og straffeaktioner.
• Nogen har brug for at dyrke hård motion, nogen har brug for at skrive, når de er fyldt op af tanker og følelser.
• Nogen har brug for at køre en tur i bilen og parkere et afsides sted og skrige så højt, de kan. Nogen har brug for at græde over det tabte. Enhver må finde sin egen vej. Og enhver må gøre sig klart, at det, som vi kalder uretfærdighed og smerte, formentligt il nå os, i løbet af vores liv. Så vi må lære at håndtere det, i stedet for at forbande, at det lige netop skulle ske for os.
• Det kan godt tage lidt tid at komme til den erkendelse. Det er fuldt forståeligt.

Men alting har en pris. Og vil man sit parforhold, også efter utroskab, er det prisen, som den, der er blevet svigtet, må indstille sig på at betale. Men de lærepenge, som det er, kan komme én til gavn, mange gange senere i tilværelsen.
Og hvis netop samhørigheden, kærligheden og det, som man ellers har sammen, der er dyrebart og uerstatteligt (eksempelvis børn), ja så er det prisen værd.

Det har altid kostet at fyre med mahogni. Vil man have det, som man synes, er det bedste, så koster det.

Skriv endelig nogle indlæg, til bloggen, her, hvis nogle af mine tanker rammer dig.

• Måske har du fundet en god måde at håndtere hævnen på.
• Måske provokerer nogle af mine udtalelser dig
• Måske er der noget, der giver mening.

Over i brevkassen/forummet kan du også skrive hvad du lyster under:

Vrede og hævnlyst i forbindelse med utroskab

Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen