SONNERASMUSSEN.DK

Christels blog

Af terapeut Christel Sonne Rasmussen

Tro, Håb og Kærlighed

I de senere år har jeg mange gange leget med tanken om at ændre symbolet. Mest fordi jeg synes, at ankeret ikke beskriver håbet i tilstrækkelig form i et højhastigt 2016.

Tiden hvor mødre og døtre hænderknugende sendte deres mænd og sønner ud på søen for at fiske og kun kunne håbe, at hav og vejrguderne lod dem returnere i god behold, er i mine øjne ovre.

De store containerskibe stævner naturligvis stadig ud, men er langt fra bl.a. den jyske vestkyst, og da jeg jo har mine helt egne holdninger til håb og forventninger, og mener at forventninger er langt stærkere end håb, er der en forandringens vind på vej.

Men alligevel møder jeg mange, der siger: ”uanset hvad vil jeg altid bevare håbet” eller ”min erfaring er, at kærligheden er midlertidig, men at håbet er evigt”

Lars Lilholt synger om, at håbet altid skal gives den længste frist – og mange mennesker, der ikke mødes med gensidig kærlighed fra partneren, udvikler adskillige, mestringsstategier baseret på håb.

Håbet er endda givet farven lysegrøn, og jeg forstår sagtens, at man ved et meget sygt og døende menneske bevarer håbet til det sidste. Jeg har også for længst erkendt, at jeg ikke som parterapeut kan eller vil tillade mig at sige, at folk skal bryde op, fordi de ikke passer sammen. Heldigvis har jeg ofte bemærket, at forhold jeg troede døsdømt, har en genopblomstring.

Alligevel gør jeg mig tanker om tro og håb.

Fordi det interesserer mig at gøre mennesker bevidste om, at de selv kan gøre noget.

Selv kan skabe forudsætninger for at disse kvaliteter – energier om du vil, kan sættes i spil.. af dig selv. Og at håbet så klart har en berettigelse, hvis det bruges rigtigt.

 

 

Her får du nogle af mine tanker, skrevet påskelørdag 2016:

Forventninger eller håb, en af delene eller begge dele – og hvornår ?

Der er et sted, hvor du kun skal håbe og aldrig forvente.

Det er når du spiller lotto.

Dagen efter, at der har været knap en halv milliard i eurolotto har mange europæerne gået en smule skuffede hjem fra kiosken, efter at den flinke kioskejer har sagt ”desværre” og givet dem en tom lottokupon retur.

Som i HC Andersens ”Konen med æggene” skaber ideen om den store gevinst mange drømme. Det er fint nok. Min pointe er: Håb kun, for du kan jo være heldig, men det er ret usandsynligt, at du vinder.

 

 

Men ellers:
I enhver anden sammenhæng, hvor du ikke har fuld styring, så er det frem med evnen til at forvente.

Lad mig uddybe:

Jeg taler altid med mange par både op til en ferie og efter en ferie.

På forhånd er mange ængstelige for, om ferien bliver god. For parret har haft så travlt, og minderne om de seneste ferier er dårlige.

Andre kommer efter en ferie, fyldt med frustration. For den nærhed og det overskud, de gode samtaler ved havet og de afslappende stunder og en enkelt drink på en bar udeblev, og spørgsmålet om hvorvidt det nytter at fortsætte, når vi ikke engang kan holde en god ferie sammen, melder sig.

I de tilfælde taler vi blandt mangt og meget om forventninger og skuffelser. Det viser sig, at forventningerne har været detaljerede.

Man har tænkt og ønsket sig:

  • gode samtaler
  • intens sex
  • berigende kulturoplevelser
  • afstresning
  • at finde hinanden igen
  • masser af romantik og en fastgøring af kærligheden osv.

Det er for mange ting at ønske, og hvis man ikke er i stand til at skabe forudsætningerne, dødsdømmer man nærmest at lykkedes.

 

Jeg bringer i nogle tilfælde et privat eksempel frem:

Min yngste, en datter der bliver 16 til maj, er nødt til to gange årligt at komme ned i varmt og tørt klima grundet strubeinfektion og hals smerter.

Da hun for en uge siden igen skulle af sted med en veninde, talte vi om, hvordan ferien blev en succes.

Skønt teenagerens liflige selvoptagethed sagde hun meget klogt.

“Ferien er en succes, hvis jeg får det bedre i halsen og hvis vi får sovet ud og slappet af.”

Hun kommer hjem i morgen. Vi har naturligvis haft kontakt. Og ferien er en succes, også selvom pigerne kom til at låse sig ude en sen aften, at der stort set kun er russere og franskmænd på hotellet, hvorfor de ikke har kontakt med de øvrige gæster, samt at der har været massiv solskoldning de første dage…

For vi kan godt tage de mange uforudsete oplevelser, som virkeligheden altid byder ind med, hvis vi har enkle værdier, vi ønsker indfriet og som er realistiske.

Så alt for mange detaljer der ikke levner plads til en madforgiftning, eller ikke tager højde for, at der hver aften er børnekoncerter på hotellet, at man har underkendt at man har været så stressramt, at man har influenzalignende symptomer de første tre dage, gør at mange af de par, der opsøger mig, er slemt skuffede.

Mit allerbedste råd til mennesker er:

Gør alt hvad du kan for at indfri dine egne forventninger – og håb så på, at effekten bliver endnu bedre.
Og hvad tro, håb og kærlighed så skal ændres til, hvis det skal ændres, lader jeg stå hen i det uvisse og op til din fantasi…
Men hører naturligvis gerne dine bud

Af Christel Sonne Rasmussen - 29 mar, 2016

Læs mere i samme kategori:

Foredrag kursus – workshop i eksamensangst

Flere gymnasieelever har kontaktet mig på det seneste omkring eksamensangst.
De har beskrevet, at de har gået på eksamenskurser bl.a. via deres studievejledere, og eleverne har givet udtryk for stor frustration.

Foredrag om forberedelse til eksamen mundtligt og skriftligt

Foredrag om eksamensangst og håndtering af dette.
Det er i ungdommen, at det starter. Eksamen begynder at blive en del af skoleforløbet, og fra kun at have været en elev, der har skullet modtage og præstere i det kendte klassemiljø, er man med et udfordret og skal til eksamen, skriftligt som mundtligt.

Foredrag i at formulere en stresspolitik.

Der laves rygepolitik i stort omfang i Danmark for tiden. Mange af disse rygepolitikker er enkle, fordi det er så konkret med røg, og fordi så mange undersøgelser peger på, at røg er usandsynligt farlig. Derfor er der rygepolitikker, der forståeligt nok indeholder et forbud mod røg.

Læs mere af det jeg skriver om

Læs forrige indlæg:
Læs næste indlæg: