Her og nu – træk vejret og slap af

(Citat: Dan Norman: “Here and now. Breathe and relax”)

 

Jeg inspireres af mange af de amerikanske motivationseksperter. Herunder Kevin Trudeau, Bob Proctor, Zig Zigler og Dan Norman.

Nogle af jer ved, at jeg selv har udgivet en bog, Motivation. Nogle ved også, at jeg for tiden skriver på endnu en bog, der har arbejdstitlen Grib din drøm.

Det er altid betagende at skrive, fordi god skrivekunst kun opstår, ved at jeg åbner mig for inspiration, udefra som indefra. Og igen og igen kommer i kontakt med ret ydmyghed, når jeg husker ellers glemte citater og oplevelser – og hele tiden ser, hvor forunderligt, at livet udfolder sig.

Den tilstand, jeg bringer mig selv i, når jeg skriver, er meget speciel.

Det er en tilstand, hvor jeg er i kontakt med et inderligt ønske om at modtageren af min tekst må blive berørt. Et ønske om at mine ord rammer den streng indeni, der skaber en stor stærk beslutning om at tage fat i sit liv og få det til at blive det absolut bedste af slagsen.

Og inden det stikker helt af i sjælfulde og dybe spirituelle formuleringer, befinder jeg mig jo også her og nu

For nuet har altid og bliver ved at være det stærkeste punkt. Punktet, hvor beslutninger og handlinger sættes i gang.

Og punktet, hvor du – og jeg- er i kontakt. Med en følelse af, at det er her og nu, at det hele starter og fortsætter.

Kom ind i nuet.
Nu.

Og det er så enkelt, at det er nemt at overse.

Denne torsdags invitation til dig er derfor:

Hver gang din tvivl, frygt, spekulationer, dagdrømme og selvkritik fjerner dig fra dette øjeblik, så træk vejret og slap af. Og kom tilbage til her og nu.

Hver gang en smerte, en træthed, en negativ følelse, en forvirring eller skuffelse over dig selv, dit udseende, din partner, en kollega, en chef, at det er ved at blive mørkt udenfor, eller at katten har kastet op på gulvet, så :

Træk vejret og slap af. Og kom tilbage til her og nu.

Hvorfor?

Fordi du ved at trække vejret og slappe af her og nu stopper op og holder dine kræfter mere samlet.

Fordi du bedre kan holde fokus.

Fordi din energi går mod det, du fokuserer på.

Og fordi du har brug for energi for at kunne møde dig selv, andre og alt det, som virkeligheden sparker ind på din vej.

For vi har virkeligheden med som medspiller.

Hvorfor ikke?

Fordi du bliver fraværende, ukoncentreret, semi-frustreret og placerer dig selv i en ventesal.

Hvor du billedligt talt sidder og venter på, at noget eller det hele bliver bedre.

Og det er sjældent, at noget er blevet bedre, blot ved at man venter..

Derfor: Træk vejret og slap af. Her og nu.

Tindrende torsdag til dig og dine.