SONNERASMUSSEN.DK

Kære Christel.
Jeg har læst dit indlæg om benægtelse og retfærdiggørelse ved utroskab (og efterhånden også mange af de andre indlæg på din side).
Indlægget ramte virkelig plet på, hvad jeg oplever lige nu, og det var på sin vis en lettelse at se, at der rent faktisk er nogle forklaringer på den type reaktion. For det har godt nok været helt utroligt svært for mig at forstå.
En ting er utroskabet, løgnene og tillidsbruddet. Men det slår da fuldstændig benene væk under mig, at jeg så står over for denne stærke retfærdiggørelse og benægtelse og især de kontinuerlige forsøg på at få mig til at tro, at det er mig der er forkert på den.

I starten kunne jeg stadig godt se klart, og jeg følte mig egentlig ret stærk og god fordi jeg formåede at bevare fokus, og formåede at stå ved mig selv, og havde en klar følelse af at det er fint og sundt at jeg reagerer. Men kontinuerlig kommunikation, hvor min partner hele tiden forsøger at flytte fokus over på at jeg overreagerer og giver det for stor betydning, at jeg har for rigide grænser osv. og ofte formår at smyge udenom at forholde sig til sin rolle og tage ansvar for situationen på netop denne måde, gør at jeg pludselig kan mærke at jeg begynder at smuldre. Pludselig oplever jeg at jeg ikke kan holde fast på mig selv, men begynder at tage hans skyld på mig.

Jeg tænker, at det måske er en god idé med en konsultation/terapi, hvor jeg finder tilbage til min kerne og får muligheden for helt at se de mekanismer, der går i gang i sådan en benægtigelse og retfærdiggørelse -situation.

Jeg er meget langt væk fra at tro at vi kan få dette forhold til at fungere igen, men er heller ikke helt parat til at give slip på håbet endnu. Det tror jeg dog snart jeg bliver. Når jeg finder min kerne igen.

Jeg skriver til dig, fordi dit indlæg som sagt ramte ret meget plet. Og fordi jeg tænker du har en indsigt, som jeg kunne have godt af at lade mig udfordre af og lade mig genopbygge af.

De bedste hilsner.
Kvinde (35 år)