Sorg - livets timeglas rinder ud

En kvinde var I sorg, men en særlig form for sorg.

Hun var omkring de 50 og var gift med en noget ældre mand, der på grund af pludselig og alvorlig sygdom var kommet på plejehjem - eller ældrecenter, som det jo hedder nu om stunder.

Hun var meget ked af det,

dels fordi hun ikke kunne dele sin hverdag med ham på samme private måde som før, og dels fordi hun jo også var så realistisk, at hun godt vidste, at tiden for hans dødsdag nærmede sig.

Og som hun sagde:

Jeg synes godt, jeg kan påskønne den tid, vi har haft, og at det måske snart er slut, men det er så hårdt at se på forfaldet og så hårdt at vide, at jeg snart bliver alene.

I en sådan behandling må man arbejde ganske anderledes end med det vanlige NLP-arbejde, der jo i mange tilfælde går ud på at afklare "hvad vil du - og hvad forhindrer dig?"

Nok kan disse spørgsmål stilles,

men en sådan kontekst skaber en helt anden perspektivering, hvorfor jeg mener, at det terapeutiske arbejde må forløbe ganske nænsomt.
Det, kvinden ønskede, var at blive rustet til de udfordringer, der ville komme, og at hendes tanker om fremtiden ikke hele tiden var præget af pessimisme og opgivelse, men snarere af fortrøstning og fortsat påskønnelse.

Disse behandlinger var udelukkende baseret på samtaler.

Samtaler om de store og eksistentielletemaer i livet, samtaler om hvordan vi selv kan være med til at "styre" vores tanker, samtaler om værdier og den viden, at alt er forgængeligt.
Kvinden kom nogle få gange. Hun følte sig afklaret og tanket op og havde selv fundet sine egne strategier til at forholde sig værdigt og parat til det, der måtte komme.

Denne proces var et fint eksempel på,

at NLP ikke bare er fikse og smarte teknikker, men i lige så høj grad kan være en dyb og intens samtale, hvor klienten får stillet nogle spørgsmål, han/hun måske aldrig har overvejet eller besvaret før. Og at det er denne gode tillid og kontakt samt den nuancerede refleksion, der gør den forskel, der gør en forskel.