Dette par havde stor tillid til hinanden

Jeg havde for nogle år siden et par I terapi. Afvigende fra mange andre par, havde dette par stor tillid til hinanden.

De kunne snakke om alt, og der havde ikke været utroskab, arbejdsløshed, tab i nær familie, flytning eller andet, der umiddelbart kunne vippe deres balance. Parret havde 3 børn, der alle trivedes i skole og børnehave, så som de selv sagde der var umiddelbart ikke noget, som var grunden til, at de havde det dårligt med hinanden i længe perioder ad gangen.

Hvorfor de opsøgte mig.

De opsøgte mig, da de begge henover en vinter og et forår havde gået og tænkt, at de skulle gå fra hinanden, men ikke kunne få sig selv til at splitte familien - uden grund, som de sagde.

i vennekredsen så de mange dramatiske forhold.

De sad og følte sig forkælede, for rundt omkring dem i vennekredsen så de mange dramatiske forhold, og dette par følte jo, at de egentligt ikke havde noget at klage over, de var bare kørt døde - i perioder.

Da de opsøgte mig, var især manden frustreret. Han ville godt fortsætte,

men vidste ikke, hvordan han fandt gnisten til sin hustru. Han havde udviklet en tendens til at blive på jobbet længere end han burde, og blev selvsagt mødt af uforståenhed og tristhed fra hustruen, der gerne ville det nære og ikke følte, at han valgte familien. Hustruen havde faktisk meget energi, hun var glad for sit job, men følte, at hendes mand mere var en god ven end en kæreste, så hun havde ikke længere behov for seksuel og intim nærhed med ham.

Kendetegnende for parterne var, at de to livsområder, der fyldte for dem, var dels familien, dels jobbet.

Det var uhyre sparsomt, hvad de havde af tid med hinanden, de havde ikke venner og veninder hver for sig. De havde ikke fritidsaktiviteter hver for sig, og da vi drøftede dette aspekt, begyndte der at gå et lys op for dem hver især.

Manden kunne se, at han kun ladede op på jobbet, og hustruen kunne se, at hun lagde al sin energi i familien og også pressede manden indirekte til at skulle være meget aktiv i familien.

Men ingen kan jo presses til at føle lyst til at inkludere sig, ligesom ingen heller kan piskes til at le. Så dette par fik et meget anderledes forløb end de fleste. Netop fordi dette par skulle slippe hinanden lidt. De kunne nemlig godt tale sammen og forstå deres problemer, selvom de ikke hidtil havde evnet at løse dem. Men de havde begge fejlagtigt troet, at det kun var i to livsområder, at energien skulle findes. Derfor blev de begge sendt hjem med vejledning i at afklare, hvilken fritidsaktivitet de hver især ville beskæftige sig med. Og blev endvidere bedt om at afklare, hvilke ven/veninderelationer, de ville forstærke, for ikke at dele og drøfte alt udelukkende med partneren.
Endvidere skulle de så også vælge en månedlig/ugentlig dag efter eget behov, hvor de lavede noget som kærester og ikke kun som far/mor, da rollen som forældre jo dominerede meget qua at de havde tre børn med hver deres behov.

Vi mødtes flere gange over en 5 måneders periode. Det tager jo tid og beslutning igen at lave justeringer ind i et temmelig programlagt familie og jobhverdag. Men dette par ville igennem, og til deres undren begyndte følelserne at komme igen. Også de varme følelser, også følelsen af respekt og interesse, ligesom det skønne begær, som de begge huskede fra forholdets første periode, begyndte at blusse igen.

De to sidste gange handlede om ikke at idealisere hinanden.

Ikke at tro, at den anden part i forholdet er garanti for vores personlige lykke. Ikke at fordybe sig så meget, at det er det eneste der findes i verden. Manden mente efter forløbet, at han havde brændt sig selv mentalt ud, simpelt hen ved kun at tænke "familie" og "job" som overskrifterne i sit liv. På samme måde erkendte hustruen, at hun havde været lidt for meget hønemor og havde krævet, at hendes mand skulle udfylde rollen både som bedste veninde, omsorgsfuld og forstående forælder (for hende) samt være en spændende og iderig mand.

Heldigvis fandt de tråden igen, så det at gå på jorden ikke var så tungt mere, og så de kunne anerkende og respektere hinanden som mennesker og ikke som idoler.