Fobi - angst for at køre i bil

En midaldrende kvinde kom til mig, fordi hun efter at have været tilfældigt vidne til et bilsammenstød, var blevet bange for selv at køre I bil.

Jeg har arbejdet meget med fobier, og skønnede i første omgang, at det handlede om en isoleret fobi, så jeg var fortrøstningsfuld og troede, at det drejede sig om 2-3 behandlinger, før kvinden atter kørte i sin bil igen.
Så jeg gik i gang med at afklare, hvorledes kvinden forestillede sig at køre bil for at forstå sindets "program", der var med til at gøre kvinden så bange for bilkørsel.

Efter 2 behandlinger blev det klart, at der var mere end en bilfobi i problemfeltet.

Sindet gav ikke slip på fobien, og jeg måtte søge dybere for at forstå, hvad angsten handlede om. Det ikke at køre bil handlede pludseligt om en symbolsk fobi, hvor det grundlæggende tema drejede sig om en angst for at miste kontrol.

Det viste sig at være et gammelkendt mønster for kvinden;

helt tilbage til sin opvækst havde hun grundet en syg forælder været nødt til at bære et stort ansvar.

Kvinden beskrev adskillige erindringer,

hvor hun havde haft ansvar for mindre søskende og skulle sørge for, at de var stille, da den syge forælder skulle have megen ro. Men at dette naturligt nok med mindre børn ikke var lykkedes for hende, følte hun voldsom skyldfølelse og begyndte at fokusere mere og mere på, at hun blev nødt til at gøre alting perfekt for at blive anerkendt.

Dette mønster havde hun nærmest glemt,

og det var da også kommet i baggrunden, da kvinden selv havde fået sin egen familie med mand og børn. Men mønstret om perfektion var blevet hængende, og den indre skyldfølelse, som hun aldrig havde fortalt nogen om, var en skygge i hendes liv. En lang og ensom historie rullede sig op, hvor kvinden med alle midler havde forsøgt at undgå følelsen af skyld og i stedet havde forsøgt at være perfekt og leve op til alt og alle på alle planer.

At overvære et bilsammenstød udløste og så at sige "knækkede" denne kontrol i en vis grad.

Dermed var angsten for at køre bil blevet en biting og i stedet tonede en identitetsproblematik frem. Dog ikke mere problematisk, end at det var muligt at finde ressourcer og vigtigst af alt: at finde nye og voksne holdninger og løsninger til noget, som en ellers alt for ansvarlig yngre indre del havde skullet sørge for. Men heldigvis går udviklingen af et jeg ikke så hurtigt, at vi som mennesker ikke kan følge med. Inden for et år kom kvinden 12 gange, og efter et år følte hun sig robust, stærk, tilpas og var for længst begyndt at køre i bil igen; først med familie/venner som passagerer og korte ruter, og senere udviklede hun sin sikkerhed til atter at køre alene på vejene.

Med hensyn til mønsteret om perfektion og angsten for at slippe kontrol, fik hun flere mottoer.

Et af mottoerne grinede vi af, fordi hun nu syntes:
det var bedre at leve med lidt skidt i krogene, end og leve i et rent helvede….

Sådan kan en fobi blive en stor budbringer,

der hvis den tages alvorligt, kan bringe livsglæde og overskud og en mere afslappet holdning i en hverdag hos en kvinde, der om nogen havde fortjent det.