At blive forelsket igen efter mange år

Der kom et par til mig.

Som så mange andre par i behandling var det kvinden, der bestilte tiden, men hun havde fået manden overtalt til også at gå i parterapi, som hun sagde. Jeg venter altid med at høre om problemområdet, indtil begge parter sidder i klinikken, for at være så loyal som muligt over for begge parter.

Dette par var, til forskel fra så mange andre, enige om, at de gerne ville blive sammen.

Men deres kommunikation var med årene blevet negativ og hård, de sprøde stunder med fortrolighed var fortid, og deres sexliv var, i hvert tilfælde fra kvindens side, blevet en form for pligt. Manden udtrykte frustration over gerne at ville give, men at have følelsen af ikke at kunne komme igennem til hustruen, hvilket bevirkede, at han trak sig tilbage og i stedet lod indre fantasier og dagdrømme få mere og mere tag i ham.
Her startede et udbytterigt og spændende forløb op. Udbytterigt, fordi begge parter var interesseret i at lære, hvordan de kunne blive bedre til at nære den fælles cirkel, der med tiden var blevet så fragmenteret, og spændende, fordi begge parter undervejs fik indsigter og efter forløbets afslutning efter 5 gange, havde fået dynamikken i parforholdet op på et usædvanligt højt omdrejningspunkt.

De temaer, vi bearbejdede, var dels kommunikation.

Parret blev introduceret i, hvordan det at anerkende, det der er godt, og undlade at kritisere detaljer kan gøre en forskel. Dette par havde nogle kritikpunkter på hinanden. Kvinden syntes, at manden for sjældent sagde, at han elskede hende, og hun kunne ikke forstå, at han bare smed sit tøj i stole og sofaer, i stedet for at lægge dem i vasketøjskurven. Hun var desuden træt af, at han ikke kommenterede, når der var blevet gjort rent, og hun havde lavet noget ekstra ud af maden.

Hendes grundlæggende følelse her var, at hun følte, at han tog hende for givet.

Han var slet ikke klar over, at disse punkter havde så stor en vigtighed, og begyndte allerede efter første behandling at rose det, der var godt og smukt. I starten som han sagde, følte han sig lidt uprøvet og han sendte nogle lidt trætte tanker til mig, grinede han og sagde. Det virkede lidt for terapeutisk, men da jeg kunne se, at det gjorde en forskel for hende, blev jeg overrasket, udtrykte han i 2. behandling.

Hans frustration gik på, at de ikke havde et spændende sexliv overhovedet.

Han syntes stadig, at hun trods patina og nogle ekstra kilo var skøn, men følte ikke at han kunne få lov at vise det. Kvinden, der selv var træt af sine kilo og helst bare ville have sex overstået, begyndte at åbne op. Bl.a. ved at hun beskrev, hvad der skulle til, for at han kunne tænde hendes erotiske gnist. Det drejede sig om nogle små ord og berøringer, som egentligt var blevet grundlagt meget tidligt i deres forhold. At han var gået fra disse ord og specielle berøringer skyldtes, at han syntes, at det måtte være trivielt at få det samme at vide hele tiden, så han blev overrasket over den udmelding fra sin hustru.

Og 2. gang var de så småt ved at nærme sig hinanden igen, og det var tydeligt for mig, at der var mere latter og overskud end ved 1. behandling.

2. behandling drejede sig om at bearbejde de sår, som de havde påført hinanden igennem tiden. Da dette var et parforhold, der havde eksisteret i mange år, var der flere sår, som ikke var blevet talt igennem og afsluttet. Parret havde bl.a. været nødt til at få foretaget en abort på grund af at fosteret havde været meget sygt, og kvinden følte stadig ikke, at hun var helt færdig med den problematik.

Manden syntes, at kvinden mange år tilbage havde virket flirtende,

og hun havde også af og til i irritation sagt, at "hun da sagtens kunne gå ud og finde sig en anden mand". Ord, som han ikke havde glemt.

Igen kom parret tættere på hinanden ved, at jeg dels spurgte kvinden ud om, hvad hun havde brug med hensyn til aborten, og da hendes meget enkle behov var, at manden blot havde tid til at lytte, når hun gerne ville tale om det, accepterede han øjeblikkeligt. Det var jo , som han sagde, ikke i hans interesse, at hun skulle gå og lide længere på grund af en gammel hændelse. Kvinden blev desuden spurgt om, hvilken hensigt, hun havde med at have været flirtende og havde "truet" med at forlade manden.

Det var lidt svært for hende at finde svarene. Hun sagde oprigtigt, at hun ikke havde ment noget med det eller lagt noget i de flirts, hun havde foretaget og beskrev hvordan netop den periode, hvor det var foregået, havde været en ret stresset periode for hende, og hun undskyldte meget oprigtigt og bad manden tilgive hende, for hun havde ikke haft fornemmelsen af, at han var blevet såret.
Med hensyn til at forlade manden, tænkte kvinden længe over, hvorfor eller rettere: hvilken hensigt hun havde haft med at sige sådan.
Efter en lang tænkepause sagde hun, at hun mange gange havde hørt sin egen mor reagere sådan, og at det vel nærmest måtte opfattes som en dum form for nødværge.

Manden tilgav hende straks, for han kunne både se og mærke, at hun mente, hvad hun nu sagde, og karakteriserede derfor de gamle sætninger som "finker, der røg af fadet".

Det var som terapeut meget smukt at se, hvordan kvinden blev overrasket over, at han havde gemt på disse sætninger så længe. Hun sagde flere gange: "sårede det dig virkelig, blev du trist over det". Ja - og bange, svarede manden.
Kvinden sagde ved afslutningen af den 2. behandling, at hun ikke havde tænkt sin mand som en mand, der kunne være bange. "Og jeg troede virkeligt ikke, at du blev så ked af det". De gik ud af døren med hinanden i hånden.

3. behandling kom til at dreje sig om en akut problemstilling med hensyn til kvindens familie.

Især kvindens mor virkede meget dominerende, og parret gav udtryk for, at de egentligt var enige om ikke at have ret megen kontakt med dem, men de havde netop været til en sammenkomst, hvor manden syntes, at hans hustru alt for meget lod sine grænser overskride, og de fortalte, at de havde skændtes en del om det.

Igen lod jeg begge parter fortælle deres version af historien. Især manden var her blevet ramt. Han var træt af de samme mønstre, og svigermoderen, der kom og allerhelst ville sætte en finger på alle fejl. "Det er som om, hun kan få mig til at føle, at mit hjem ikke er ordentligt, og min hustru siger ikke så meget, selvom vi har snakket om mange gange, at det er vigtigt at sætte svigermoderen på plads".

Temaet i denne behandling kom derfor til at dreje sig om respekt. At parret respekterede hinanden, og blev bedre til at holde nogle "time outs", når svigermoderen var der. Manden tog det ansvar at sige tingene, når de steg ham tl hovedet, men da det var vigtigt for kvinden ikke at miste forbindelsen til hendes mor, garanterede han, at han ville sige tingene respektfuldt og ordentligt.

4. og 5. behandling var temporalt flere måneder efter de 3 første, og havde et interval på 1½ måned.

Disse behandlingers temaer var mest et "brush up", der handlede om, hvordan de kunne blive endnu bedre til at styrke den fælles cirkel, sådan at de havde fælles aktiviteter, som de begge havde lyst til og indimellem også skiftedes til at vælge en aktivitet, som den anden så deltog i. På den måde fik de startet på at spille squash sammen, og fik også en kat i huset.

5. gang var en afslutning, hvor vi talte om fremtiden og om at komme i gang med at drømme, også om deres tid sammen efter arbejdslivets ophør.

Dette behandlingsforløb var særdeles givende for parterne, og værd at fortælle om, fordi det er et godt bevist på, at man ikke behøvet at være tæt på en skilsmisse for at gå i parterapi. Dette forløb blev derfor et lysende minde for mig der fortæller om, at det aldrig er for sent, når der er en fælles vilje, også selvom man i udgangspunktet synes, at temperaturen har stået på "lunken" i et stykke tid.