Skilsmisse jeg elsker ham / hende ikke mere, gnisten mangler.

"Jeg vil skilles, for jeg elsker ikke ham / hende mere"

Denne udtalelse er ikke ny for mig. Naturligvis findes den i utallige versioner, lige fra, at man er vokset fra hinanden, at man ikke længere er erotisk tiltrukket af hinanden, at forelskelsen og gnisten er helt væk, og at det har været drøjt og trælsomt i så lang tid, at det virker meningsløst at fortsætte.

Min oplevelse er, at mange opsøger mig, for at spørge, om det mon er muligt at finde gnisten igen, og om jeg vil vurdere, at parforholdet har noget i sig og om det kan bestå.

Jeg oplever ikke, at min rolle er at vurdere eller dømme, om forhold kan bestå eller ej. Min rolle er at være undersøgende og afklarende og at give folk deres nuancer tilbage, så de kan se og mærke, hvilke værdier de nu i deres liv vil bygge en tilværelse op på.
Dette kan jeg illustrere med en lille historie, en japansk zen-buddhistisk historie, som både vækker til latter og eftertanke:

• En zen-mester og hans discipel går en tur ved aftentide. Solen er gået ned, og månen kommer frem på himlen. Da spørger mesteren: Hvad er vigtigst, solen eller månen?
  Disciplen tier længe og kan ikke svare på spørgsmålet.
  Hvorefter mesteren lakonisk svarer: "Månen er vigtigere end solen, for det er vigtigere med lys om natten end lys om dagen."

Ja, denne historie fortæller så enkelt, at det ikke er muligt at adskille fænomener fra hinanden. Og når par i krise spørger mig, hvad de skal gøre, når gnisten er væk, og de spørger mig, hvad de skal gøre, når de ser deres partner som deres bedste ven, men ikke som deres kæreste længere, ja så går arbejdet i gang med hensyn til at afklare, hvad det egentligt er, som er vigtigt.

For når gnisten i parforholdet føles forsvundet, og når tankerne og drøftelserne om skilsmisse har været mange og lange, ja så er tankegangen jo orienteret om at gå eller at blive, og på en måde derfor placeret i et sort/hvidt felt. Som spørgsmålet om månen eller solen er vigtigst. Og svaret er, at både solen og månen er vigtigt. Det ene udelukker ikke det andet.

Men når gnisten ønskes vækket, er det nødvendigt at vide, hvordan hver enkelt person i parforholdet definerer gnist.

• Det er nødvendigt at afklare, hvad parret gjorde før i tiden, bevidst som ubevidst, for at holde gnisten ved lige.
• Og det er nødvendigt at lytte til, hvordan de to parter mener, at gnisten er forsvundet. Der ligger jo altid noget eller meget til grund for, at en forelskelse forsvandt.
• Så det bliver helt naturligt en undersøgelse og en rejse for hver af parterne, tilbage til hinanden, væk fra tankerne om skilsmisse og væk fra den fastlåste konklusion om, at gnisten er væk, til en orientering imod at give sig selv og hinanden en chance.

Jeg tager således ikke beslutningen for nogen par, om de skal søge skilsmisse eller ej. Kun parterne selv kan afgøre dette. Jeg ved bare, at hvis I vil, ja så er der mange og fine uudforskede felter, der kan føre Jer dels tættere på Jer selv, dels tættere på hinanden.

Det kræver en indstilling og en villig attitude fra begge parter, ingen tvivl om det. Men mit mål er ikke, at der er nogen, der skal laves om. Mit mål er at udvide det indre synsfelt og at invitere til et fornyet fokus på sig selv og hinanden. Som jeg har skrevet adskillige gange på denne hjemmeside, er min personlige holdning, at der, hvis der er børn i forholdet, er meget at kæmpe for.

Er I klar?