Skildpaddemænd og selvsikre kvinder

Der er ikke mangel på metaforer, når talen falder på parforhold og relationer imellem mænd og kvinder. Flere har siddet og overvejet, hvordan bilen mon så ud og kørte, hvis de ”skulle se deres parforhold som en bil”. Andre igen har overvejet, hvilken skude der sejlede og hvor tungt lastet den mon var og om der virkeligt var lig i lasten, hvis deres ”ægteskab var et skib”. Og er træmænd, de tavse og rolige mænd, mon lavet af træ?, ligesom man selvfølgelig kan bevæge sig over i dyreverdenen, hvor det åbenbart fra tid til anden vrimler med hunkatte med kløerne fremme, skildpaddemænd der trækker sig ind i deres skjold, emsige egern der ivrigt hopper rundt og samler foder, klimakteriemakreller, stædige elefanter, løvemødre, brunstige og brølende kronhjorte og skræmte mus der løber langs panelerne…

og om disse så ovenikøbet taler giraf- eller ulvesprog, hvis de da overhovedet taler. Listen er uendelig, og jeg skal undlade at fordybe mig i de mange metaforer, der handler om roser der blomstrer sent, en blid mimose, en sjælden orkide, et piletræ der ikke knækker fordi det bøjer af for vinden kontra det stærke egetræ, der knækker i orkaner… for også denne liste er lang.

Og når denne opremsning er påbegyndt, skyldes det naturligvis, at jeg har nogle budskaber på hjerte. For også jeg bruger metaforer – det er da fedt at have en model at kunne begribe verden eller det andet køn ud fra. Blot tænker jeg, at vi mennesker er så meget mere end både biler, skibe, dyr samt blomster, buske og træer.

Vi mennesker har fødder og ikke rødder.

Vi mennesker har intellekt og intuition udover dyrenes instinkter og optagethed af at dække basale behov. Vi mennesker har det frie valg og kan sætte i gang, agere og reagere og er ikke som en bil, der pænt må holde i carporten, til en chauffør starter den.. også selvom man måske er en Ferrari eller den nyeste Audi. Metaforisk talt.

Enhver model har en begrænsning

Lad os benytte os af metaforerne, når vi holder os for øje, at de er modeller. Og at alle modeller har en begrænsning, når det handler om parforhold – om kærlighedsrelationer Når det så er sagt, har jeg endnu et budskab om, at vi må kalde tingene ved navn. Må få givet udtryk for vores tanker, sindstilstande og følelser og få italesat de motiver og reaktionsmønstre, der altid opstår i særlig grad i nære relationer. Som eksempelvis et parforhold. Hvor forudsætningen for lykken, som i min definition blandt andet opstår, når vi lykkes med det der giver mening for os, ikke bare kommer af sig selv.

Skildpaddemænd og selvsikre kvinder

Jeg har i den seneste tid læst flere artikler på nettet om skildpaddemænd og selvsikre og strålende kvinder. Og jeg har som altid optil en ferieperiode haft ekstra travlt som parterapeut. For nu står ferierne igen for døren. Flere ugers samvær, og mon det bliver nemt, når:

  • gnisten har været væk i længere tid.
  • man har gået og bidt af hinanden grundet stress eller for livlig aktivitet på facebook med alle mulige andre
  • man egentligt bare har lyst til at være sigselv og trække sig væk til et uforstyrret sted, så man kan få ladet op
    der ikke rigtigt er penge at gøre med, selvom man begge to har knoklet et helt år, men terminer, bonusbørn og pligtgaver har taget kræfterne ud af kassekreditten

  • eller partnerens utroskab fra julefrokosten for efterhånden lang tid siden, stadig har en negativ indvirkning på mange planer… Osv. osv.

    Jeg kan godt i min praksis høre, at der er mange, der lider. Og inspirerer derfor dagligt mennesker til at se med mere friske øjne på deres partner,, parforhold og sig selv. Det, jeg nemlig ønsker at slå et slag for, at er at skabe forudsætningerne for, at det lykkelige eller blomstrene parforhold fortsætter eller får en frisk start. Og at jeg harselerer en smule over generaliseringer som skildpaddemænd og selvsikre kvinder, er at jeg om nogen, privat som fagligt, ved, hvor vigtigt det er at undgå, at man i sit forhold siger og tænker: Typisk…

    Jeg får altid et flash back, når jeg hører udtrykket ”typisk”: for cirka 20 år siden var jeg til et foredrag med den dengang sprudlende og velformulerede Johannes Møllehave. Et foredrag der handlede om humor og hvor forskellig den kunne være fra landsdel til landsdel. Vi sad i ”jeg skal egentligt tale om humor. Og det kommer jeg til. Men jeg hørte lige før i billetsalget ude foran, at nogen stod og talte sammen og kunne ikke undgå at høre en kvinde, der snakkede med en veninde om mænd, og hun kommenterede på en udtalelse, himlede med øjnene og sagde: ”Det er typisk mænd” Johannes lærte mig det denne aften, for han sagde:

    Gør jer selv og alle omkring jer den tjeneste aldrig at bruge ordet typisk. Jeres sind bliver dovent, og I giver hverken jer selv eller andre en chance. Og koblet sammen med en udtalelse fra en underviser på en coachuddannelse, som sagde : Fokus er interessant. Uanset om I tror på noget eller ej, skal I nok få det bekræftet. Energien eller opmærksomheden går imod det, vi fokuserer på, og har vi først besluttet os for, at noget er typisk, får vi det bekræftet. Sindet kan ikke lade være… Men vi er jo bare mennesker, og derfor er det forståeligt, at nedenstående udtalelser forekommer : Det er også typisk min mand, og ja han er jo også en skildpaddemand… – han bliver tavs, når jeg beder om ømhed eller komplimenter eller lidt massage indimellem”.

    Eller
    Det er også typisk min kvinde. Hun er blevet så selvsikker, at jeg knap tør nærme mig hende. For hun afviser mig konstant, fordi hun lige skal i fitness eller på cafe med veninderne” Intet menneske er en stereotyp. Og de selvsikre kvinder er nu ikke kun selvsikre. At se kvinder som selvsikre gør, at man tror, at de kan klare alt. Og jeg har talt med mange powerkvinder, der siger : ”Der er efterhånden ingen, der spørger mig, hvordan jeg har det. Jeg har formået at signalere,at jeg kan klare det meste, og samtidig være lækker og vital, og det kan jeg også”… men, som flere siger..med en tåre i øjenkrogen: ”jeg er jo også bare en pige. Jeg har jo også brug for, at nogen lægger armene om mine skuldre og siger : det skal nok gå … eller… du ser træt ud, kom og hvil dig lidt, for lige nu er der ikke noget du skal.. osv ”… Jeg tror, at kun de færreste kan klassificeres som typiske skildpaddemænd og kun de færreste er hele vejen igennem selvsikre kvinder. At invitere sig selv til at være følsom og række ud og sige : jeg har brug for dig , er nødvendigt – fordi vi er mennesker. Kunsten er ikke at forveksle det med svaghed.

    Menneskelig refleksion og som parterapeut:
    Jeg er altid på opdagelse efter nye ideer og inspiration til min værktøjskasse med hensyn til en bedre kontakt og kommunikation i parforhold. For det er ikke nok at sige: Husk nu at tale sammen, husk nu at passe på hinanden, husk nu at fordele de praktiske pligter og husk nu at kysse lidt på hinanden… For det ved mennesker jo godt, at de ”skal”, men var det så nemt , gjorde de det jo , og så kunne enhver parterapeut dreje nøglen om og finde noget andet at lave.

    Inspiration til mennesker – og hverken til dyr eller biler…

    Jeg inspirerer for tiden mange til at lave deres egne metoder. Hvor de kan sanse og vurdere om det, der giver mening og føles rigtigt, er i spil… Nogle par får en p-model med hjem, og ja, jeg synes stadigvæk at enhver model har en begrænsning, men alligevel: en model kan være en øjenåbner eller en løftestang. P-modellen – udviklet af mig i forsommeren 2015, orienterer sig imod at skabe energi og overskud i stedet for at vente på det, og parrene derude kan derfor kigge på og tale om, hvorvidt de skaber:

    • Power og
    • Protection, og om man undgår
    • Pleasing og
    • Punishment, og om der er en gensidig forståelse af, at hver part har sin egen
    • Perception og at intet derfor er som kun den ene synes eller siger

    Til denne liste kan man føje:

    • Positivity
    • Pleasant activities osv.
    • Andre igen og især de par, der trænger til at puste liv i gnisten, får andre pejlemærker. Og da jeg jo har en ekstraordinær interesse i ordspil og bogstavrim, får en L-liste med hjem. Så de kan fokusere på
    • Leg,
    • Latter,
    • Lystbetonede aktiviteter der ikke handler om sex,
    • Ligefremhed og klar kommunikation,
    • Legendariske film og andet godt som inspiration og som en del af rygsækken på opdagelsesrejsen…

    At være i et parforhold og se det som en rejse

    For en opdagelsesrejse er det, – at være en del af et forhold. For hvor skal vi give og hvor skal vi tage? Hvornår skal vi lader småirritationer fare, og hvornår skal vi sige , at nu er det nok og holde fast Hvorfor tiltrækkes vi af et menneske, der både gør os glade og så vildt frustrerede? og hvad er det for noget alt det her med kærlighed. Er det slet ikke muligt at være i en relation uden smerte. Vil det altid være Love, joy and pain ?? Så med denne lille tekst, skrevet en lørdag formiddag i et sommerhus, vil jeg gerne slå et slag for, at vi som mennesker kommer ud af busken.

    Øver os i at kunne siger : undskyld på rette tidspunkt, hjælp mig på andre og ”jeg elsker dig”, når det er på sin plads. At vi forstår, at for at komme videre, må vi fra tid til anden stoppe op. At den der går langsomt, går langt og at fordi vi er mennesker og ikke kun mænd og kvinder, så har vi alle et behov for tryghed, variation indflydelse og følelsen af og visheden for, at vi har en betydning blandt andet.

    Det er ikke svært, men det kræver opmærksomhed at vokse sammen som voksne, og nogle men ikke mange kommer sovende til det. Og har du alligevel en oplevelse af, at det med skildpaddemænd og selvsikre kvinder giver mening, ved jeg også, hvordan jeg kan inspirere dig. For selvfølgelig kan vi indvirke på hinanden i et forhold, så visse mænd uopfordret kommer ud af deres skjold og selvsikre kvinder kan være usikre og stadig få den eller rettere: blive givet den opbakning og omsorg, som vi måske i særdeleshed er i underskud for.

    Glæder mig til at følge med i debatten,
    Særlig hilsen Christel Sonne Rasmussen