SONNERASMUSSEN.DK

Skilsmisse

Skilsmisse – Jeg vil skilles. En skilsmisse er aldrig den løsning, man vælger først selv om følelserne sige “Jeg vil skilles”

Jeg vil skilles

Når skilsmisse er et spørgsmål, så udløses der mange følelser.
Forud for enhver skilsmisse er hver af partnerne i et forhold i en proces, hvor de både tænker over og mærker på mangt og meget. For alle er klar over, at en skilsmisse er et brud, der vil være en milepæl i deres tilværelse. Og alle er ligeledes klar over, at en skilsmisse vil få indflydelse på mange mennesker, skæbner om man vil. Tænk bare på fælles venner, de to familier og slægtninge, der er blevet vævet sammen og så videre.

Børns behov i en skilsmisse vækker til omtanke.
Især når der er børn med i billedet, vækker en skilsmisse til grundige overvejelser.

Hele familiestrukturen ændres, børnenes dagligdage ændres, basen ændres, og det ved voksne mennesker jo godt. Alligevel er det jo sådan, at skilsmisse er kommet for at blive i vores moderne samfund. Mennesker vokser i hver deres retning, omstændigheder spiller ind, og skilsmisse er derfor løsningen i nogle tilfælde. De fleste oplever, at det svirrer rundt med spørgsmål, når beslutningen om skilsmisse er taget. For det er et nyt kapitel, der skal skrives.

Et kapitel, hvor man siger farvel til det, man har haft. Hvor man siger farvel til det kendte, forudsigelige og definerede og tit af nød må sige goddag til et nyt og ukendt kapitel. Det er svært for de voksne, og det er svært for børnene. Alle føler sig belastede i tanke, følelse, krop, handling og hverdagen.

Tiden før og efter

Tiden omkring en skilsmisse opleves derfor af de fleste som en krise.
En krise, hvor følelser skifter med en hurtighed, der gør det vanskeligt at bevare overblikket. De fleste føler sig på skift gennemstrømmet af følelser som sorg, vrede, lettelse, frustration, håb, nederlag og bekymring, for blot at drage nogle af de stærkeste følelser frem.

At følelserne varierer, gør det tit meget vanskeligt at tale sammen.
Hvis man da overhovedet har noget at tale om. Det er der mange, der har.
De par, som har barn eller børn, vil fremover have brug for at kunne kommunikere og samarbejde omkring barnet eller børnene og er således tvunget til at finde en konstruktiv måde at løse den opgave, som det er stadig at være omsorgsfulde og støttende som forældre. Også selvom man er kommet til klarhed om, at man må skilles og således ikke kan fortsætte familielivet.

For at få klarheden og det konstruktive tilbage i kommunikationen. 
Tilbyder jeg derfor, at skilte par kan få hjælp til fremover at håndtere det fælles samarbejde. Det vil sige, at jeg kan tilbyde at få dialogen lagt ind i en respektfuld og konstruktiv ramme, der skridt for skridt vil fjerne den følelsesmæssige belastning, så man i forhold til barnet eller børnene stadig kan være gode rollemodeller med hensyn til opbakning og tryghed.

Spørgsmål og behov for informationer hvis en skilsmisse er i spil

Der er altid mange spørgsmål og behov for informationer inden man vælger, hvilken form for hjælp der kan være en mulighed.

Den krise, som skilsmisse er, kan derfor i processen ses som en mulighed for stadig at omsætte de værdier, som er vigtige for et voksen- og et barneliv.

Værdierne er jo altid lette at formulere. Vi ønsker i hvert tilfælde for vores børn, at de har tryghed, at de behandles med respekt, og at de oplever samhørighed og igen får balance og glæde i deres liv.

Vores opgave som voksne under og efter en skilsmisse bliver derfor at afklare på hvilke måder, vi kan støtte og vise vejen frem, så belastningen og krisen vendes til en proces, hvor det nye kan udforskes og udvikles til bedre hverdage for alle parter.

Skilsmisse – parterapi og børnene

Vi er blevet skilt, hvad nu med børnene?

  • Jeg savner min far, når jeg er ved min mor, og jeg savner min mor, når jeg er ved min far.
  • Bare min mor og far ville holde op med at skændes, jeg bliver så ked af det hver gang.
  • Bare min mor og far ville holde op med at skændes, jeg bliver så ked af det hver gang
  • Jeg er sur på min far over, at han har fundet en anden dame, for jeg synes, at min mor er meget sødere end hende.
  • Og så har jeg også fået to nye søstre, og dem synes jeg er irriterende
  • Mit største ønske er, at min mor og far bliver kærester igen
  • Nogle gange, når jeg savner min far, ringer jeg til ham. Men han er ikke altid hjemme, og så går jeg og er helt tung indeni maven.
  • Min mor siger grimme ord om min far.
  • Hun siger, at han ikke har været sød over for hende. Jeg synes, at de skulle blive gode venner igen. For jeg kan godt lide dem begge to.
  • Jeg tror, at det er min og min brors skyld, at min mor og far er blevet skilt, for vi roder meget og larmer, og det har de tit sagt, at de ikke kan holde ud.

Ovenstående citater stammer fra børn, som jeg har haft samtaler med. Børn, som udtalelserne siger, har en far og en mor, der bor hver for sig, og hvor der er problemer imellem forældrene. Børn med mange spekulationer og med følelser i klemme.

Når par lader sig skille, ved vi alle, at de, som i størsteparten af tilfældene, bliver taberne, er børnene.

Det skorter ikke på meninger om, hvordan det påvirker børn, når deres mor og far vælger en skilsmisse og går hvert til sit. Og mange mener, også børn selv, at børnene bliver skilt ad på et følelsesmæssigt plan når en skilsmisse er slut løsningen.

Mange forældre henvender sig til mig, netop fordi denne smerte, som det er at se og mærke børnenes sorg og vrede, er svær at håndtere. Og denne smerte gør, at mange forældre har stor skyldfølelse og frustration over det nødvendige valg som det at gå fra ægtefællen, har været. Og mange af disse forældre ønsker, at jeg tager deres barn eller børn i terapi.

Min procedure er som regel anderledes. Ikke fordi, at jeg ikke vil tale med barnet, for som du også kan læse af ovenstående citater, ja så har jeg talt med mange børn, der er kede af, at mor og far ikke bor sammen. Men jeg appellerer tit til forældrene om at komme, så jeg kan være med til at give dem nogle redskaber til, hvordan de kan bygge en ordentligt dialog op, og lidt moderne sagt:

Få en lykkelig skilsmisse.
Målet er altså ikke at bringe forældrene sammen som partnere igen i disse samtaler, men snarere at komme til det punkt af overskud, hvor der er det fælles fokus at værne om børnene ved at behandle hinanden ordentligt i tale og praksis.

Flere aspekter drøftes, og det er naturligvis særskilt fra par til par, hvad der er akilleshælen. Og i mange tilfælde bliver dette også ordnet på fineste måde via Statsamterne.

Podcast om skillmisse - hvad er vigtigt

af Christel Sonne Rasmussen

En fælles udfordring

Jeg arbejder som nævnt med bl.a. par i terapi og har derfor tit mødt et pars spekulation i forhold til, om de skal gå fra hinanden eller blive sammen.

I et hyperkomplekst samfund som det danske, hvor vi fungerer i mange små systemer, der vekselvirker på kryds og tværs, hvor opfattelsen af moral og hvad der er rigtigt og forkert, samt en fokusering på, at enhver er sin egen lykkes smed, kan det som par være svært at finde vejen. Forbillederne er måske allerede blevet skilt, eller man er vidende om store skærmydsler hos andre, og det føles hyppigt lettere i udgangspunktet at sige “lad os stoppe her”, når der efter den første forelskelsesfase opstår almindelige hverdagsproblematikker. Eller når parret synes, at de har levet på samme måde i adskillige år og ikke fornyr sig

Hvad jeg derfor altid bruger kræfter på, er at afklare hver parts opfattelse af, hvad der er problematisk, ligesom jeg afdækker, hvilke ønsker eller løsningsmuligheder, hver af parterne foreslår.

Jeg er ikke tilhænger af, at par bliver sammen for enhver pris.

Par har deres egen historie, og det kan af og til være hensigtsmæssigt for begge parter at stoppe, mens legen er god. Men jeg har en appel til alle de forældre, der nogle gange overvejer, om de ikke bare skulle søge skilsmisse og slippe for deres bebrejdende/ugidelige/ukærlige/kedsommelige partner.

Jeg tænker, at det med børn i huset, er nødvendigt at reflektere over,
at vi voksne er kulturbærere, og hermed mener jeg, at vi bevidst som ubevidst lærer vores børn at håndtere en hverdag på godt og ondt. Vil vi gå fra hinanden som forældre, synes jeg, at vi må overveje dybt, om det virkeligt er til alles bedste og hermed også gøre os klart, hvilken kultur vi signalerer.

Jeg har tit smilet hen for mig selv, når det bliver tydeligt for parterne.

At det grundlæggende ønske er det samme, nemlig tillid, kærlighed og respekt, men at den ene billedligt ser “et bindingsværkshus med stokroser og idyl på landet for sig”, hvorimod den anden part ser “et funktionelt parcelhusbyliv med stor individuel frihed og selvstændighed”. Denne metafor om, hvordan hver enkelt part forestiller sig idealet handler naturligvis ikke om, hvordan par skal bo, og at de hvis de bliver enige om dette, kan løse alle konflikter. Nej, metaforen handler om, at vi har forskellige forestillinger om, hvad et lykkeligt, nært og erotisk samliv er, og hvis vi ikke indvies i vor partners forestilling model af et sådant, er der risiko for at en kløft og senere en afgrund opstår.

Jeg tror, at mange par kan hente stor inspiration i første omgang via Internettet når de skæver til løsningen skilsmisse.

Via Nettet er det muligt at søge på de “symptomer”, man oplever i eget parforhold. Symptomer som utroskab, jalousi, frustration, ligesom man kan søge på fraser som skilles eller ikke skilles, hjælp ved utroskab, kedsomhed i parforhold mv.
Og det er muligt i eget tempo at sidde og søge efter de terapeutiske retninger, der findes.

Jeg synes altså, at man skal give sit parforhold, især med børn indblandet, mange chancer og tage den fælles udfordring som en tvivl op til bearbejdning.

Jeg har set – og i eget parforhold – oplevet adskillige eksempler på, at kriser, når de tages alvorligt og der arbejdes fælles på en konstruktiv løsning, bliver der åbner døre til større nærhed, respekt og forståelse. Og som gør, at opvasken, vasketøjet, skiftende arbejdstider og historielæsning for børnene bliver tåleligt og smukt igen.

Skilsmisse fordi – Jeg elsker ikke mere

“Jeg vil skilles, for jeg elsker ikke ham / hende mere”

Denne udtalelse er ikke ny for mig. Naturligvis findes den i utallige versioner, lige fra, at man er vokset fra hinanden, at man ikke længere er erotisk tiltrukket af hinanden, at forelskelsen og gnisten er helt væk, og at det har været drøjt og trælsomt i så lang tid, at det virker meningsløst at fortsætte.

Min oplevelse er, at mange opsøger mig, for at spørge, om det mon er muligt at finde gnisten igen, og om jeg vil vurdere, at parforholdet har noget i sig og om det kan bestå.

Jeg oplever ikke, at min rolle er at vurdere eller dømme, om forhold kan bestå eller ej. Min rolle er at være undersøgende og afklarende og at give folk deres nuancer tilbage, så de kan se og mærke, hvilke værdier de nu i deres liv vil bygge en tilværelse op på.
Dette kan jeg illustrere med en lille historie, en japansk zen-buddhistisk historie, som både vækker til latter og eftertanke:

 

En zen-mester og hans discipel går en tur ved aftentide. Solen er gået ned, og månen kommer frem på himlen. Da spørger mesteren: Hvad er vigtigst, solen eller månen?
Disciplen tier længe og kan ikke svare på spørgsmålet.
Hvorefter mesteren lakonisk svarer: “Månen er vigtigere end solen, for det er vigtigere med lys om natten end lys om dagen.”

Ja, denne historie fortæller så enkelt, at det ikke er muligt at adskille fænomener fra hinanden. Og når par i krise spørger mig, hvad de skal gøre, når gnisten er væk, og de spørger mig, hvad de skal gøre, når de ser deres partner som deres bedste ven, men ikke som deres kæreste længere, ja så går arbejdet i gang med hensyn til at afklare, hvad det egentligt er, som er vigtigt.

For når gnisten i parforholdet føles forsvundet, og når tankerne og drøftelserne om skilsmisse har været mange og lange, ja så er tankegangen jo orienteret om at gå eller at blive, og på en måde derfor placeret i et sort/hvidt felt. Som spørgsmålet om månen eller solen er vigtigst. Og svaret er, at både solen og månen er vigtigt. Det ene udelukker ikke det andet.

Men når gnisten ønskes vækket, er det nødvendigt at vide, hvordan hver enkelt person i parforholdet definerer gnist.

Det er nødvendigt at afklare, hvad parret gjorde før i tiden, bevidst som ubevidst, for at holde gnisten ved lige.

Og det er nødvendigt at lytte til, hvordan de to parter mener, at gnisten er forsvundet. Der ligger jo altid noget eller meget til grund for, at en forelskelse forsvandt.

Så det bliver helt naturligt en undersøgelse og en rejse for hver af parterne, tilbage til hinanden, væk fra tankerne om skilsmisse og væk fra den fastlåste konklusion om, at gnisten er væk, til en orientering imod at give sig selv og hinanden en chance.

Jeg tager således ikke beslutningen for nogen par, om de skal søge skilsmisse eller ej. Kun parterne selv kan afgøre dette. Jeg ved bare, at hvis I vil, ja så er der mange og fine uudforskede felter, der kan føre Jer dels tættere på Jer selv, dels tættere på hinanden.

Det kræver en indstilling og en villig attitude fra begge parter, ingen tvivl om det. Men mit mål er ikke, at der er nogen, der skal laves om. Mit mål er at udvide det indre synsfelt og at invitere til et fornyet fokus på sig selv og hinanden. Som jeg har skrevet adskillige gange på denne hjemmeside, er min personlige holdning, at der, hvis der er børn i forholdet, er meget at kæmpe for.