Parterapi skilsmisse eller fælles udfordring

Parterapi skilsmisse eller fælles udfordring

Synes du, at vi passer sammen? Har flere af de par, som jeg har haft i parterapi, spurgt mig om.

Jeg har altid undret mig over, at et par har haft brug for denne eksterne vurdering eller bekræftelse.

Og har derfor aldrig villet svare direkte på spørgsmålet. Snarere spurgt tilbage, hvor det er, de kan tvivle på, om de passer sammen, og om det at vende tvivlen kan blive et fælles udviklings- og arbejdsområde for parret.

Jeg arbejder som nævnt med bl.a. par i terapi og har derfor tit mødt et pars spekulation i forhold til, om de skal gå fra hinanden eller blive sammen.

I et hyperkomplekst samfund som det danske, hvor vi fungerer i mange små systemer, der vekselvirker på kryds og tværs, hvor opfattelsen af moral og hvad der er rigtigt og forkert, samt en fokusering på, at enhver er sin egen lykkes smed, kan det som par være svært at finde vejen. Forbillederne er måske allerede blevet skilt, eller man er vidende om store skærmydsler hos andre, og det føles hyppigt lettere i udgangspunktet at sige “lad os stoppe her”, når der efter den første forelskelsesfase opstår almindelige hverdagsproblematikker. Eller når parret synes, at de har levet på samme måde i adskillige år og ikke fornyr sig

Hvad jeg derfor altid bruger kræfter på, er at afklare hver parts opfattelse af, hvad der er problematisk, ligesom jeg afdækker, hvilke ønsker eller løsningsmuligheder, hver af parterne foreslår.

Jeg har talt med mange kvinder og mange mænd, der overvejer skilsmisse.

Jeg har tit smilet hen for mig selv, når det bliver tydeligt for parterne,

At det grundlæggende ønske er det samme, nemlig tillid, kærlighed og respekt, men at den ene billedligt ser “et bindingsværkshus med stokroser og idyl på landet for sig”, hvorimod den anden part ser “et funktionelt parcelhusbyliv med stor individuel frihed og selvstændighed”. Denne metafor om, hvordan hver enkelt part forestiller sig idealet handler naturligvis ikke om, hvordan par skal bo, og at de hvis de bliver enige om dette, kan løse alle konflikter. Nej, metaforen handler om, at vi har forskellige forestillinger om, hvad et lykkeligt, nært og erotisk samliv er, og hvis vi ikke indvies i vor partners forestilling model af et sådant, er der risiko for at en kløft og senere en afgrund opstår.

Jeg er ikke tilhænger af, at par bliver sammen for enhver pris.

Par har deres egen historie, og det kan af og til være hensigtsmæssigt for begge parter at stoppe, mens legen er god. Men jeg har en appel til alle de forældre, der nogle gange overvejer, om de ikke bare skulle søge skilsmisse og slippe for deres bebrejdende/ugidelige/ukærlige/kedsommelige partner.

Jeg tænker, at det med børn i huset, er nødvendigt at reflektere over,

at vi voksne er kulturbærere, og hermed mener jeg, at vi bevidst som ubevidst lærer vores børn at håndtere en hverdag på godt og ondt. Vil vi gå fra hinanden som forældre, synes jeg, at vi må overveje dybt, om det virkeligt er til alles bedste og hermed også gøre os klart, hvilken kultur vi signalerer.

Signalerer vi:

  • Du skal ikke finde dig i noget/for meget.
  • Giv op, hvis det er for svært, eller du bliver for forvirret.
  • Kærlighed og respekt er svære og uhåndterlige størrelser, gå efter den personlige frihed.

Eller hvad?

Klienteksempler som beskriver terapiforløb.

Jeg tror, at mange par kan hente stor inspiration i første omgang via Internettet,

  • når de skæver til løsningen skilsmisse.
  • Via Nettet er det muligt at søge på de “symptomer”, man oplever i eget parforhold. Symptomer som utroskab, jalousi, frustration, ligesom man kan søge på fraser som skilles eller ikke skilles, hjælp ved utroskab, kedsomhed i parforhold mv.

Og det er muligt i eget tempo at sidde og søge efter de terapeutiske retninger, der findes.

Jeg synes altså, at man skal give sit parforhold, især med børn indblandet, mange chancer og tage den fælles udfordring som en tvivl op til bearbejdning.

Jeg har set – og i eget parforhold – oplevet adskillige eksempler på, at kriser, når de tages alvorligt og der arbejdes fælles på en konstruktiv løsning, bliver der åbner døre til større nærhed, respekt og forståelse. Og som gør, at opvasken, vasketøjet, skiftende arbejdstider og historielæsning for børnene bliver tåleligt og smukt igen.

De bedste ønsker for fremtiden.