Sammenbragte familier og konflikter i sammenbragte familier

Sammenbragte familier og konflikter i sammenbragte familier.

Konflikter og udfordringer ved at skabe og vokse i en sammenbragt familie.

Sammenbragt familie – en ny familieform, der er kommet for at blive.

Der er ikke nødvendigvis flere konflikter, blot andre konflikter i en sammenbragt familie kontra en kernefamilie.

Der er naturligvis andre vilkår i den sammenbragte familie, og jeg vil her nævne dem for overblikkets skyld.

  • I den sammenbragte familie vil der være en biologisk forældre og en bonus-/stedforældre.
  • Der vil være barn eller børn, som hører til den ene af de voksne, og man kan ikke forvente, at der opstår kærlighed mellem den anden voksen og den nye partners barn eller børn.
  • Det er værd at huske, at: barn eller børn, der hører til den ene voksen har en relation, der går længere tilbage end relationen til den nye voksne.

Tidsmæssigt med hensyn til samvær er der kortere intervaller og eventuelt flere afbrudte intervaller end i kernefamilien, hvilket betinger, at der er kortere tid til at lære hinanden at kende og kortere tid – end i en kernefamilie – til at opbygge relationer og traditioner.

Der vil hyppigt være opmærksomhed med hensyn til, hvorvidt barn eller børn lider – end i en kernefamilie. Mange voksne føler nemlig stor skyld over, at barn eller børn er blevet skilsmissebørn, hvilket tit skaber uligevægt og kompensation i adfærd, så der er videre grænser end godt er.

I den sammenbragte familie skal to kulturer smeltes sammen, ligesom der må være en udadvendthed med hensyn til samarbejde med ekspartnere, hvorfor det i yderste konsekvens kan betyde, at børn skal forholde sig til adskillige voksne. Eksempelvis kan en kvinde med to børn flytte sammen med en mand med to børn. Hvis hver af disses respektive ekspartnere også finder en ny partner hver, er der mange aktører og meningsdannere for børnene.

  • Størrelsen på den sammenbragte familie kan variere. Nogle gange kan I evt. være 3 og andre gange 7 i familien.
  • Der er andre voksne, biologiske forældre der også har indflydelse på jeres nye familie.
  • Børn reagerer ikke for at skade familien, men snarere fordi de ikke kan følge med i tempo og regelsæt, kort sagt: børn reagerer når de har brug for tid og ro til at vænne sig til omskifteligheden i deres verden. De fleste børn i sammenbragte familier har jo netop to familier.

Udfordringen at: ”Skabe en grundkerne i den sammenbragte familie”.

Kernefamilien er som struktur mere velkendt og derfor det sammenligningsgrundlag, man tit benytter.

Men det er egentligt urimeligt over for en selv. Det er som at sammenligne æbler og pærer og at beslutte sig for, at æbler nu en gang er bedre end pærer.

De anderledes vilkår, og det at begge de voksne i mange tilfælde har været igennem mindst en skilsmisse, gør at der som regel er et udpræget fokus på at få tilværelsen som sammenbragt familie med fokus på sammenhold og samhørighed til at fungere. Og min pointe er, at I som de voksne der har fundet ny og givende kærlighed, må søge at afklare, hvilke kerneområder I vil fokusere på.

Så I har en kerne, også selv om I er en sammenbragt familie

Det kan være, at jer es kerne skal skabes ud fra en enighed om eksempelvis:

  • Altid plads til dialog.
  • At skabe følelsesmæssig tryghed.
  • At have fælles aktiviteter sammen.
  • At det at være nærværende er ekstra vigtigt.
  • At voksne og børn hjælper hinanden.
  • At man holder kammertonen og undgår at uoverensstemmelser bliver til destruktive skænderier og smækken med døre.
  • Og bemærk så, at som i enhver anden dynamisk sammenhæng kan I ikke bare en gang for alle beslutte, at ”dette er vores kerneområder”, og ”nu har vi også sagt det til børnene/teenagerne”. Det er fortsat handling og dialog samt justering af kerneområder undervejs, der er med til at fremme jeres følelse af at lykkes. Der er ingen opskrift på, hvad der er rigtigt og forkert. Det er virkeligheden, der virker, og som de voksne må I reagere og agere, når noget ikke virker eller kun virker knap så godt.

Udfordringen: ”At skabe en kerne i den sammenbragte familie”.

Kernefamilien er som struktur mere velkendt og derfor det sammenligningsgrundlag, man tit benytter. Men det er egentligt urimeligt over for en selv. Det er som at sammenligne æbler og pærer og at beslutte sig for, at æbler nu en gang er bedre end pærer.

De anderledes vilkår, og det at begge de voksne i mange tilfælde har været igennem mindst en skilsmisse, gør at der som regel er et udpræget fokus på at få tilværelsen som sammenbragt familie med fokus på sammenhold og samhørighed til at fungere. Og min pointe er, at I som de voksne der har fundet ny og givende kærlighed, må søge at afklare, hvilke kerneområder I vil fokusere på.

Så I har en kerne, også selv om I er en sammenbragt familie.

Det kan være, at jeres kerne skal skabes ud fra en enighed om eksempelvis:
  • Altid plads til dialog.
  • At skabe følelsesmæssig tryghed.
  • At have fælles aktiviteter sammen.
  • At det at være nærværende er ekstra vigtigt
  • At voksne og børn hjælper hinanden.
  • At man holder kammertonen og under går at uoverensstemmelser bliver til destruktive skænderier og smækken med døre
  • Og bemærk så, at som i enhver anden dynamisk sammenhæng kan I ikke bare en gang for alle beslutte, at ”dette er vores kerneområder”, og ”nu har vi også sagt det til børnene/teenagerne”. Det er fortsat handling og dialog samt justering af kerneområder undervejs, der er med til at fremme jeres følelse af at lykkes. Der er ingen opskrift på, hvad der er rigtigt og forkert. Det er virkeligheden, der virker, og som de voksne må I reagere og agere, når noget ikke virker eller kun virker knap så godt.

Tid, tempo og prioritering som sammenbragt familie.

Hold igen, hvis du og din ny fundne kæreste har lyst til at flytte sammen hurtigt.

Det er fuldt forståeligt, at I bliver glade og håbefulde, nu hvor kærligheden igen har banket på. Altid vidunderligt at møde et menneske, man kan tale meget bedre med, føle sig forstået af, opleve at ens fejl og mangler bliver tolereret og opleve, at ”vi er enige om alt det, som min eks og jeg ikke kunne blive enige om”. Jeg har mødt adskillige par, der i stor forelskelsesglæde har fortalt om, hvordan de stort set har designet spillereglerne for sammenflytning og tilværelse med regelsæt som:

  • Vi vil snakke om alting, vil bevare vores fortrolighed.
  • Vi vil være åbne og ærlige.
  • Vi vil kysse konflikterne væk – faktisk tror vi slet ikke, at der bliver nogen konflikter
  • Vi vil være respektfulde over for børnene og ekspartnerne.

Og det er godt med gå på mod og håbefuld tillid.

Men fald ikke ind i den vildfarelse, at der ingen konflikter opstår. For naturligvis gør der det.

  • Hvem skal eksempelvis opdrage og irettesætte, når der er våde håndklæder, tomme pizzabakker og tøj på gulvet på teenageværelset?
  • Hvem skal agere, når børn kun er neutrale og kun svarer kortfattet, når den nye kæreste forsøger sig med dialog og forslag til aktiviteter?
  • Hvem skal løse konflikten, når der er en ”fuck dig”-attitude eller et barn holder fast ved, at ”du er ikke min mor” og insisterer på at snakke med sin far inde i børneværelset, når I nu havde aftalt en fælles hyggeaften?
  • Hvem skal have det sidste ord, når ekspartneren eller et barn spørger, om det er ok at ændre samværsperioden, så I ikke har noget uforstyrret kærestetid?

Åh jo, der kommer konflikter, barrierer om du vil. Det gør der jo også i kernefamilien. Men som du formentligt ved, er der andre følelser, der kommer i spil.

Det er slet ikke usædvanligt, at følelser som frustration, bekymring, tvivl, jalousi, had og glæde er hyppige gæster, når man endelig har taget det store skridt og er flyttet sammen. Derfor holder jeg fast i min pointe, der hedder: Giv tid. Det vil komme jer alle til gavn.

At give tid dækker over, at I som voksne skal tillade jer selv at v ære kærester, og når I så føler jer sikre på hinanden, må finde ud af at få introduceret den nye partner over for jeres børn og øvrige familie. At se dette som en proces er vigtigt.

I har langt mindre tid sammen som familie. Det er udfordringen. For nogle gange er I mange, eksempelvis i situationer, hvor alle børn er der på samme tid. Og andre gange er I få, og andre gange igen har I som voksne – når der er gode samværsaftaler med ekspartneren endda helt børnefri tid. Dette er en af fordelene ved ikke at være i en kernefamilie.

Det er væsentligt som tidligere skrevet at se det som et puslespil I er ved at lægge, at se det at blive en familie sammen i den tid, der er til rådighed. Det drejer sig om at skabe gode holdepunkter og lyspunkter, gennemskuelige strukturer og en god stemning.

Afhængigt af børnenes aldre, må I naturligvis afveje, hvad der er rimeligt med hensyn til sengetider, besøg af venner, besøg hos venner og om I vil udvikle nogle traditioner eller noget, som for jer giver mening og skaber samhørighed og sammenhold. OG vid, at det tager tid. Faktisk er min erfaring, at der er mange sammenbragte familier der hele det første år de bor sammen, må have en skærpet optik med hensyn til, hvad der virker.

For det fine er jo, at det eneste vi kan være helt sikre på, er at tiden går.
Og i løbet af et år er der mærkedage, som fødselsdage og højtider. Der kan være traditioner i den enes biologiske familie og pinsevandretur, hvor I skal tage stilling til, hvor mange af jeres nye families medlemmer, der kan og vil deltage.

Og det er tænkeligt, at det er svært at lægge dette puslespil. Det er tænkeligt, at den ene part i en tid føler, at den andens biologiske familie fylder meget. Det er tænkeligt, at der opstår frygt når det er jul. For I mødte eventuelt hinanden ved en julefrokost, og kan noget tilsvarende ske igen. Og/eller: Hvem skal holde den rigtige juleaften, og skal man så selv holde en juleaften en anden dato eller snarere skabe en anden tradition med aktiviteter, der ansporer til sammenhold og samhørighed?

I kan ikke planlægge jer ud af det her, en gang for alle. I er trådt ind på en spændende vej, hvor målet dag efter dag er, at I alle vokser og trives. I er trådt ind på en vej, hvor klar kommunikation og venlighed, foretagsomhed og tolerance vil være ressourcer, der er nødvendige at have i spil. Og I er trådt ind på en vej, hvor I forhåbentligt oplever, at ”det her vil og kan vi lykkes med, for vi har kærligheden som gør os stærkere”.

Konflikter og uoverensstemmelser.

Denne tekst er ikke skrevet for at forskrække eller afskrække nogen fra at flytte sammen og at vokse og trives i en sammenbragt familie.

Denne tekst er skrevet for at bevidstgøre om nogle af de scenarier, der i mange tilfælde lettere opstår og bliver langt mere tydelige i en sammenbragt familie.

De temaer, der kommer i spil og understreger vigtigheden af ikke at gå med usagte holdninger og at holde fokus på åben og respektfuld dialog er:

  • Hvem skal opdrage?
  • Hvem har ret til hvad?
  • Er det i orden at gøre forskel på børn?
  • Hvordan håndteres jalousi – imellem voksen-barn eller imellem de børn, der er bragt ind i familien
  • Samarbejde med ekspartnere?
  • Ferier, weekends og mærkedage?

Hvem skal gøre hvad på det praktiske plan.

At afstemme økonomi, så ingen føler, at de trækker hele læsset.

Konflikter imellem børn, konflikter imellem voksen og barn i den sammenbragte familie.

Selvom I kan have fine regelsæt om, at ”I en familie hjælper vi hinanden, og i en familie taler vi om tingene”, kan der opstå konflikter.

Mange gange er det de små irritationsmomenter, der anstrenger stemningen og indvirker på overskuddet.

  • For er det rimeligt, at to piger, også selvom de ikke er søstre, står og skændes på badeværelset om, at den ene ikke skal bruge den andens tandpasta?
  • Og kan man bære over med, at nu hvor der er flere drenge og en mand i familien, ja så bliver toiletbrættet ikke altid slået ned?

Hvordan skal man håndtere, at den nye og dejlige partner har en anderledes tidsopfattelse og prioriterer jobbet højt. Åh jo, han er selvstændig, men vi havde da en aftale om, at han skulle være hjemme til aftensmad hver dag.

Det, som jeg oplever i mange sammenhænge, er, at der opstår jalousi imellem nogle af parterne i den sammenbragte familie. At en kvinde har svært ved at være hjertevarm og tolerant over for hans datter. Hun ved, at hun er den voksne og burde kunne knytte sig til denne pige, men følelser som, at barnet er irriterende og krævende og at faderen opfører sig over for hende, som om hun var en prinsesse, anstøder den voksne kvinde og gør hende jaloux.

Det kan også være børn, der er jaloux på de voksnes kærlighed. Og prøver at kile sig ind og trække egen forælder med til aktiviteter eller forpester stemningen med surhed og fornærmelse mv.

Der er masser af følelser i spil, ligegyldigt hvor mennesker opholder sig. Naturligvis er det fortsat vigtigt at kunne tale om tingene, men ikke alle problemer løses hurtigt. Det kan være en langvarig proces at komme til at holde af en voksen eller et barn. Det er stadig den voksnes ansvar at knytte sig og være mulig at komme til. Føler du som voksen i en sammenbragt familie jalousi, skal du vælge at få hjælp. Især hvis du er kvinden. For kvindens humør er i langt de fleste familie og det, der påvirker de andre mest.

Ligeledes vil der hyppigt være forskellige reaktionsmønstre, når der er konflikter. Mange trækker sig, fordi de skal mærke efter og tænke over tingene. Andre er klar til at tale med det samme og længe om konflikten. Andre igen tager det tungt og bliver indadvendte og triste. Og atter andre igen bliver vrede og skælder ud mv. I skal som de voksne forstå hinandens reaktionsmønstre og afklare, hvad I kan og er nødt til at gøre, når der er konflikter. Det udfordrende ved dette er naturligvis, at der skal være nogle konfliktsituationer, hvor I reagerer og så derefter må evaluere, hvad I kan leve med. Og om I kan bære over med den andens fejl, mangler og temperament uden at blive modstandere.

Til dig / jer som voksen.

Hvad var grunden eller grundene til, at du blev skilt. Hvad var det, der irriterede eller trættede dig så meget, at du hellere ville stå på egne ben?

Når du kender og erkender svaret på dette spørgsmål, er det en anbefaling værd at tale med din nye partner om dette og også høre hans eller hendes oplevelser. Hvorfor?

Fordi at I hver især har en sårbarhed, og at selvom I er forelskede og håbefulde, skal være opmærksomme på, hvad der vil opstår af udfordringer, der netop kunne handle om disse årsager. Eksempelvis: Hvis du har oplevet af en af de tunge sten på vægtskålen i dit gamle forhold var uenighed om børneopdragelse, er det meget tænkeligt, at nissen flytter med også ind i dette forhold.  Eller: Hvis du oplevede at blive glemt, overset og nedprioriteret i dit tidligere forhold, og at der sjældent var plads til dine behov, vil det være tænkeligt, at noget lignende sker også i dette forhold

At kærligheden og lysten til dialog er med, gør at nogle af disse medbragte smertenspunkter kan forløses og finde en ny form. Vær blot opmærksom.

Det er jer, som de voksne, der er de bærende i den sammenbragte familie.

Sammenbragte familier og konflikter i sammenbragte familier 1.

Sammenbragte familier og konflikter i sammenbragte familier 2.

Konflikter om aftaler vedrørende fester.

Men så skete det igen, i lørdags var vi i byen sammen, og min kæreste mødte nogle af hans drengevenner, og det var tydeligt, at jeg ret hurtigt blev overflødig.

Læs mere her.

Konflikter om mærkedage, herunder hvordan Juleaften – Nytårsaften skal holdes / fejres.

Mærkedage er dage, man mærker.

Det er forskellige fra familie til familie, hvilke dage, der mærkes og mærkes af.

Læs mere her.

Konflikter og diskussioner pga. forskellige synspunkter om penge og økonomi.

Jeg har talt med mange par, hvor kærligheden er forsvundet, og hvor parterne er blevet enige om eller har været nødt til at sige ”tak for kampen” og er gået ind i fasen separation.

Afhængigt af hvad den udløsende faktor for separationen er, varierer disse samtaler fra at være snakke, hvor der er en moden afklarethed og børn, økonomi og kommunikation kan drøftes, til bebrejdende og anklagende samtaler, hvor der ingen gensidig tolerance er, og hvor kamp, gråd og tænders gnidsel er dagsordenen.

Læs mere her.

Konflikter grundet stilstand, dagene bliver grå i grå.

Konflikter grundet stilstand/fastlåsthed i ægteskab / parforhold / kæreste forholdet.

”Og så blev det hverdag”

Læs mere her.

Konflikter på grund af jalousi og misundelse.

Jeg vågner klokken 4 hver morgen. Kan ikke sove mere. Det har stået på længe nu.

Læs mere her.

Konflikter pga. "Dine, mine og vores børn".

Ifølge tal fra Danmarks Statistik fra 2013 ender ca. 45 procent af alle ægteskaber / parforhold med skilsmisse.

  • I 2013 var der 27.503 vielser, hvilket er 1.000 færre end året før.
  • 19062 partner og ægsteskaber der blev skilt respektiv opløst i 2013. Det er en stigning på 20 pct. i forhold til 2012.

Læs mere her.

Konflikter udløst af hverdagen har overtaget, og evnen til at sætte fælles mål og nå disse, er trådt i baggrunden.

Når hverdagen tager over, og pligter og mislykket samarbejde er dagens orden.

Kunne vi ikke have lidt mere nærhed / lidt mere voksentid, skat? jeg savner dig.

Læs mere her.

Konflikter udløst af små problemer / store problemer.

Jeg kan jo ikke udelukke, at jeg er rimeligt præget af, at jeg dagligt taler med par,der har små som store problemer og er i store konfilketer.

Nogle af problemerne og krisen er selvskabte. Andre er eksterne belastninger som fyring, sygdom og dødsfald, et hus der ikke kan sælges, børn med neurologiske lidelser som ADHD, ADD, Thurette, svigerforældres eller søskendes / venners indblanding i ægteskabelig tumult mv.

Læs mere her.

Sammenbragt familie – udfordringer i sammenbragt familier.

Sammenbragt familie – udfordringer og fordele.

Skilsmissen med ham eller hende, man har kendt længe og har børn med, er en realitet.

Og hvis man ikke søgte skilsmisse på grund af, at man havde fået en ny kæreste, er der mange, der søger lykken.

Læs mere her.

Sammenbragt familie – udfordringer i sammenbragt familier.