Gnisten mangler i vores parforhold
Jeg har ofte par I terapi, hvor den kvindelige part udtryk for, at hun ikke længere har følelser for partneren, og at hun ikke ved, om hun elsker ham mere.
At de så alligevel opsøger en parterapeut skyldes som regel, at der er børn og en lang og god fælles historie, som binder dem sammen. Mange kvinder bruger vendingen, at de ikke længere har nogen gnist, hvilket som regel også kan spores i manglende erotik og nærhed. Og spørgsmålet jeg mødes med, er, om det er muligt at vække gnisten igen.
Igen findes der ikke noget generelt svar, og alligevel vil jeg dog tillade mig at sige, at hvis der er en vilje til at bearbejde de perioder, der har været svære, og en vilje til fra begge parters side at bygge op og med respekt og interesse i at lære hinanden at kende og give fornyet plads til hinanden, ja så kan gnisten da sagtens vækkes.
Det, at en gnist "forsvinder" og derfor ikke kan mærkes, tænker jeg som et produkt af en høj belastningsgrad igennem længere tid. Og at denne belastningsgrad ikke er ophævet eller bearbejdet, men at man bare er fortsat videre i hverdagens malstrøm med arbejde, børn, omsorg, fritidsaktiviteter osv. Især disse par spørger jeg om, hvor mange timer om ugen de bruger på deres kæresteforhold. Og tankevækkende nok nævner de generelt, at det vist ikke engang er værd at prøve at tælle disse timer op, for de er der ikke. Og en manglende gnist kommer jo derfor ikke af ingenting.
Så de temaer, der uværgerligt vil tages op i en behandling er derfor:
- Hvordan nåede vi hertil?
- Hvad har været med til at fjerne Jer - bruge mindre tid på hinanden?
- Hvad ville føles som en åbning for dig?
- Hvad savner du?
- Hvad bebrejder du din partner for?
Så jeg er jo en parterapeut, der tror på og arbejder for parret.
For mig er det uinteressant at arbejde med, hvis skyld det er, at man nåede hertil, hvor man er. Langt mere interessant er det at undersøge, udrede og konstruktivt arbejde på at skabe de byggesten, der i en levende hverdag får følelserne og lysten til den anden frem igen.^ ⇑ ^