Nogle mennesker kommer ingen vegne.

Ud af min overskrift håber jeg, at jeg har fået vakt din nysgerrighed.
For hvordan kan en så optimistisk og nytænkende og mulighedsorienteret person som mig, så kategorisk sige, at nogle mennesker ingen vegne kommer.
Selvom jeg synes, at jeg tit har skrevet og sagt det, så gør jeg det gerne igen.

De mennesker, der fokuserer på det, de ikke vil og kun i luftige termer siger, hvad de vil, de kommer ingen vegne.

De mennesker, der siger:

Jeg vil af med min jalousi, jeg vil af med min vrede, fjern min dårlige mavefornemmelse, sørg for, at jeg ikke har trang til overdreven kontrol, gør et eller andet, så mine tvangstanker forsvinder, tag min stress væk, og fjern min angst, ja de kommer ingen vegne.

Og hvorfor gør de ikke det?
Det gør de ikke, fordi de ikke ved, hvor de vil hen. De ved ikke, og vil ikke gøre sig klart, hvad de ønsker i stedet for.
Og så alligevel.
Jeg forstår godt, at de er motiverede af at komme væk fra noget, der er ubehageligt eller negativt for dem.
Jeg forstår, at det er af stor vigtighed for dem ikke at føle sig plagede eller forpinte eller lidende eller negative. Hvem forstår ikke det? Men jeg forstår ikke, at de ikke gør sig klart, at nu er det nu.

Står vi ved banegårdens billetskranke og siger: “jeg vil ikke til Esbjerg” og “jeg vil heller ikke til Århus eller Frederikssund” og ej heller til nogle andre destinationer, ja så får vi jo ingen billetter.

Og mennesker skal gøre op med, at der er andre, der skal gøre arbejdet for dem. Livskvaliteten er vores, og flygtningen, der også er motiveret væk fra et ubehageligt område, ved da også godt, at på et tidspunkt skal retningen ændres, sådan at han/hun ikke kun bevæger sig væk fra, men derimod henimod noget andet og bedre.
Vi må jo acceptere, at omstændighederne er, som de er, og at det er herfra, vi arbejder.

Når folk siger til mig, at de ikke synes, at terapien rykker, må jeg informere dem om, at det skyldes, at de ikke selv rykker spor. At de stadig identificerer sig med det, de ikke vil, og så er de jo ikke nogen, og at de må gøre sig helt klart, at de overordnede mål, de har, om at være tilfredse og lykkelige og i ro med sig selv og i harmoni med andre og i øvrigt også at være sammen med den eneste ene og opleve evig troskab og ingen bekymring og spekulation, da godt kan lade sig gøre.
De kan jo bare komme i gang, med at sætte sig mål, som er inden for rækkevidde, og så at acceptere, at det er proces, og det trinvist at bevæge sig op ad stigen, og holde op med at beklage sig.

Jeg er jo selv blevet blind. Hvilken gave, det har været.

For jeg lærte først at se, da jeg blev blind.
En livsomstændighed, man skal vænne sig til. Men en ret så god og lærerig livsomstændighed, for det ikke at kunne se på det fysiske plan har gjort, at jeg mange gange om dagen må vælge. Om jeg vil fokusere på det, jeg ikke kan, eller om jeg vil fokusere på det, jeg vil, så jeg kan finde ud af, hvordan jeg vil kunne det.

En af mine bekendte sagde forleden dag til mig:

“Jeg har squ så ondt af dig; det er da hårdt at vide, at du ikke kan se dine børn, og ikke kan se hvor smuk og skøn verden er, er. At du ikke kan læse de bøger, du vil, når du har lyst og ikke bare let og ubesværet kan dyrke den motion, du vil osv.”

Det var fint og oprigtigt sagt af hende. Og jeg er glad for, at hun sagde det.
Og jeg er glad for, at jeg med hånden på hjertet kunne sige følgende til hende:

“Kære ven, jeg har opdaget, at livskvalitet ikke ligger i synssansen, for var det sådan, ja så var der da en del flere mennesker, der havde et kanon liv, men jeg bemærker, mennesker, der har alt og intet påskønner, og mennesker, der stresser rundt , med synssansen i behold og intet ser.”

Og det var rart at kunne sige sådan og inderligt og dybtfølt mene det.

Så hvis du ikke længere vil være en af dem, hvorom jeg nogle gange tænker: de kommer ingen vegne, så sæt i gang, og sæt dig mål og tag det allermest besværlige af dine livsaspekter og gør det til den sten, der bliver vendepunktet. For ingen gør det for dig. Og tid er der masser af. Og lige for at komme med en heftig slutbemærkning:

Det er ikke tiden, der løser nogle af dine problemer. For så burde ældre mennesker jo være fuldkommen fri og tilpasse og glade. Næ, det er indstillingen og holdningen og attituden og viljen til at ville igennem og videre, med det sorte og det hvide og alle de øvrige nuancer. For de er her.

Men du skal se dem, du skal gribe dem og det er nu.

Hilsen

Christel