5.1 Prosocial adfærd

Som det læses af definitionen i fodnoten, er en prosocial adfærd samtidig en adfærd, der vidner om høj moral, da retfærdigheds- og empatiaspekterne her er naturlige elementer. Dens modsætning, den antisociale adfærd, der vækker opsigt, når den viser sig, dækker over en egocentrisk adfærd, der ignorerer andres følelser, behov, intention og rettigheder (49).

Hvornår den prosociale adfærd opstår tænker jeg blandt andet drejer sig om barnets tilknytning til sin primære omsorgsperson, som Karpatschof også er inde på. Ligeledes tænker jeg, at et barn, der sluses ind i pasningsordninger m.v. naturligt præges af kulturerne i sådanne systemer. Personligt mener jeg derfor, at tidspunktet her ikke er det mest relevante, snarere vil jeg pege på vigtigheden af at vide, hvordan der kan sættes ind, hvis et barns adfærd bemærkes som antisocial i adskillige sammenhænge.

I forhold til punkt 2 mener Vejleskov, at det med stigende alder bliver sværere og sværere at adskille social adfærd og kommunikation, hvilket skyldes, at efterhånden som børn tilegner sig deres modersmål, så at sige snakker uafladeligt, når de leger eller på anden vis er i samspil med andre. "Kommunikation" betyder da også, at noget bliver gjort til noget fælles, det vil sige, at man deler en viden, en oplevelse eller en morsomhed med en anden (50).

På den anden side er det vigtigt at være opmærksom på, at kommunikation ikke kun er sproglig.
Der findes også non-verbal kommunikation; som de første leveår er den helt dominerende (51), men den spiller fortsat en stor rolle, selv om børnene efterhånden bliver dygtige sprogbrugere. Mundtlig kommunikation ledsages stort set altid af non-verbal.

Vejleskovs tredje aspekt socialisation, der har erstattet det tidligere ord opdragelse handler om, hvorledes børn tilegner sig og udviser de personlighedsegenskaber, der er almindelige i det pågældende samfund". Det drejer sig altså om, at børnene efterhånden bliver bedre til at tage del i kulturen eller samfundslivet, og det opnår de netop ved at deltage i samspil med andre.
Færdigheder er, hvad man er i stand til at gøre, eller hvordan man har lært at opføre sig; på dette felt er det for eksempel en færdighed, at et barn kan deltage i en samtale (og ikke hele tiden afbryder den, der har ordet), og at et barn kan tage del i fælles aktiviteter og reagere hensigtsmæssigt på en kollektiv besked.

Forklaringen på socialisation (52) taler også om personlighedsegenskaber (eller personlighedstræk eller personlige egenskaber), der er almindelige i det pågældende samfund. Det vil sige, at socialisationen først er lykkedes, når et barn ikke bare hjælper en kammerat, der er kommet i vanskeligheder, fordi de voksne siger, at sådan gør man (en norm), men hjælper kammeraten, fordi barnet er hjælpsomt. Normerne skal internaliseres (blive en del af barnet selv, så "jeg er sådan en, der hjælper andre"), eller at de skal tilegnes i egentlig forstand (gøres til barnets egne normer.

Den sociale kognition dækker over en erkendelse af, indsigt i eller bevidst viden om menneskelige og sociale forhold.

^ ⇑ ^

Bemærkninger

Ingen.

^ ⇑ ^

Fodnoter

49.): Defineret af Stefan von Teztchner, s.634.
50.): Se Hansen, Mogens: Psykologisk-pædagogisk ordbog 14, 2003
51.): Rochat, Ph. :Spædbarnets verden, Gyldendal, 2003.
52.): Se Schmack, K.: Psykologisk opslagsbog, 3. udgave, Hans Ejlerts Forlag, 2002.

^ ⇑ ^

Frem til næste afsnit eller tilbage til hovedsiden: Børns moral og moraludvikling

5.2 Urie Bronfenbrenners økosystem teori

Tilbage til siden: Børns moral og moraludvikling. (Her kan den samlet opgave også hentes som download i Word (.doc) eller som pdf fil.