Karpatschofs teori kontra andre teorier

Karpatschofs teori kontra andre teorier

Karpatschofs teori kontra de andre teorier

Der, hvor Karpatschofs teori i mine øjne udmærker sig, er ved at fokusere på den følelsesmæssige tilknytning. Han drager et barns tilhørsforhold til en primær person ind, og lader dette være udgangspunktet for barnets moraludvikling. I modsætning hertil er Piagets og Kohlbergs teorier relateret til børns respekt for sociale regler og et barns ræsonnementer om, hvorfor noget er rigtig/forkert¸ men stadieteorierne mangler at uddybe, hvorledes forståelsen og fornemmelsen af respekt opstår, og hvad der ligger til grund for, at ræsonnementet om rigtigt/forkert overhovedet kan være til stede.

Nuccis teori har en mere beskrivende vinkel, hvor Karpatschof understreger, at ingen følelsesmæssig kærlig tilknytning, ingen udvikling af høj moral. En anden styrke ved Karpatschofs teori, som Nucci dog også støtter, er, at moraludvikling ikke kun kan forekomme i barndomsalder; det tager længere tid og kræver nogle specielle foranstaltninger for voksne at udvikle moral, men er ikke umuligt, når de rette omstændigheder er til stede.

Dette aspekt vil ifølge invariansen i stadieteorierne udelukkes af Piaget og Kohlberg. Jeg er dog af den opfattelse, at enhver af teorierne har sin berettigelse. I forhold til synshandicappede børn mener jeg dog, at Nuccis og Karpatschofs teorier er mest brugbare, da forståelsen af de forskellige domæner giver en indgangsvinkel til at observere, hvor barnet har sine styrker og svagheder, og så at kunne sætte ind i forhold til dette. Teorien om den følelsesmæssige tilknytning åbner ligeledes op for at tænke ind i hvorledes pædagogen kan skabe en bedre følelsesmæssig tilknytning til barnet og herved styrke dets selv, så det optræder både nysgerrigt og deltagende i den sociale interaktion med jævnaldrende børn, og også bliver en ligeværdig respektfuld aktør. Og vel at mærke en aktør, der udviser retfærdighed, empati og hensyntagen overfor andres rettigheder.

Karpatschof understreger, at moral ikke kun handler om at lære regler og grundsætninger som De ti Bud eller sociale regler for, hvordan man skal opføre sig i hjemmet / børnehaven / skolen.

Benny Karpatchofs udgangspunkt for at udvikle denne teori var, at han som psykolog mødte mange klienter med moralske problematikker, og at det som psykolog er væsentligt at forstå og kunne gennemskue de mekanismer, der ligger bag moralen. Når et lille barn får omsorg, lærer det også af forældrene, hvordan man viser omsorg. Det er det første spæde skridt til at udvikle en moral. Karpatschof læner sig op af psykiateren John Bowlby (42), der i 1950erne udviklede en teori om tilknytning - om de følelser, et barn danner tidligt i livet over for et andet menneske, i første omgang moderen.

Karpatschof mener endvidere, at det ikke kun er et anliggende for børn at udvikle moral. Han beskriver praktiske eksempler på voksne, der i behandlingsregi knyttes til en tillidsvækkende omsorgsperson, der giver kærlighed, trøster og udstikker moralske ledetråde, præcist som forældre gør det. Han giver flere eksempler på, hvordan en følelsesmæssig tilknytning får moral til at vokse frem, så konstruktive og bæredygtige handlinger, personligt som socialt, tager plads.

Forekommer moraludviklingen først i voksenalder, mener Benny Karpatchoff, at mennesket gennemløber de samme faser som et barn, der først har næsegrus beundring for og uhildet kærlighed til sin mor, og derpå frigør sig for i voksenalderen fortsat at elske sin mor, men at have en bevidsthed om at være uafhængig af hende.

^ ⇑ ^

Bemærkninger

Ingen.

^ ⇑ ^

Fodnoter

42.)
Se John Bowlby: En sikker base, tilknytningsteoriens kliniske anvendelser, Det lille Forlag, 1998.
^ ⇑ ^

Frem til næste afsnit eller tilbage til hovedsiden: Børns moral og moraludvikling

5. Sociale_Færdigheder

Tilbage til siden: Børns moral og moraludvikling. (Her kan den samlet opgave også hentes som download i Word (.doc) eller som pdf fil.

Links

sonneRASMUSSEN Tel: 7553 7803
Trekantsområdet - Kolding - Vejle - Frederica samt Fyn - Odense