Krise på grund af behovet for at snakke fortiden igennem.

Det er ikke noget nyt under solen, at kvinder og mænd er forskellige.
Ej heller at behovet for at tale – snakke, og derigennem bearbejde blandt andet fortidige situationer et behov, som er fælles – i hvert fald er behovet sjældent lige stort hos parterne i et forhold.

Rigtigt mange par kommer til mig for at tale om deres kommunikation.
Og jeg ved, at når der siges: ”Vores kommunikation duer ikke”, – ja så er der problemer.

For når man

• Taler forbi hinanden
• Er nedgørende /hånlig
• Bliver personligt angribende eller forsvarende i diskussioner
• Ikke tør sige, hvad man mener grundet partnerens temperament eller reaktion
• Ikke føler sig hverken hørt eller mødt, når man vil tale fortiden igennem

Osv

er risikoen for distance og at man glider fra hinanden i gang.

Især aspektet omkring at tale fortiden igennem er et emne, som især mange kvinder lægger vægt på. Det kan være alt fra sårende ord, afvisninger, svigt, situationer hvor man følte at man stod alene om et fælles projekt, selv at have planlagt eksempelvis bryllup eller barnedåb uden partnerens medvirken, ja fortsæt selv. Der er masser af situationer, store som små. Fælles for dem alle er, at de har efterladt et aftryk, et sår om man vil. Og når især kvinderne i diskussioner eller nattens spekulationer vender tilbage til sådanne situationer og giver udtryk for behovet for at tale det igennem, opstår der konflikter.

Mange mænd synes, at det er unødvendigt at snakke og tale fortiden igennem. Sket er sket, siger mange, og bliver trætte og afmægtige, når fortiden bringes frem igen og igen.

Som par har vi et fælles ansvar for hinandens tryghed og glæde.

Naturligvis skal tingene hænge sammen, og vi må ikke blive ”psykologiske arkæologer”, der igen og igen tager de samme temaer op. Men når noget bringes på ane igen og igen, er det allermest konstruktive at finde en fælles løsning på, hvordan man forliger sig med fortiden, så den ikke kommer snigløbende og udmatter og frustrerer.

Jeg anbefaler mange par, dels at holde “teammøde” 1 gang ugentligt, så man kommer omkring det, der har naget eller irriteret. Ligesom jeg anbefaler mange par at holde en uforstyrret weekend, en gang i kvartalet/hvert halve år, for at kigge tilbage, kigge på hinanden og kigge frem. Masser af frustrationer kan løses, ved at man får talt tingene igennem. Og nogle gange er det mest helende at tale dem igennem hos mig, så begge parter bliver hørt, og man får fundet en fredelig og givende forsoning. For ingen af os er jo perfekte.

Det er som regel kvinderne, men også af og til mænd, der har brug for at tale fortiden igennem. Igen og igen. Har man som menneske et udtalt behov for dette, er min anbefaling, at man udover at tale med sin partner, vælger en god ven/veninde eller en terapeut, for ikke alt er givende at blive ved at tale med sin partner om.

Det, der gør, at mange bringer fortiden frem, er en tvivl med hensyn til, om man har taget ved lære. er man i et forhold, hvor den ene part siger: ”Sket er sket, lad os nu kigge fremad”, – ja så er det jo som sådan en logisk og pragmatisk løsning. For det er jo sandt. Sagen er bare, at hvis der er en følelsesmæssig bagage, der gør, at man bliver urolig, når man kigger frem, for har man egentligt lært noget – og har man så oveni fået integreret det, man har lært, ja så kan tvivl og uro blive ved at husere.

Så det er en kombination af flere løsninger at komme videre, eller nærme sig hinanden også på dette punkt.

To gode regler er:

• Når I diskuterer, så diskuter kun det, der startede diskussionen
  Og
• Når fortiden dukker frem igen og igen, så tag det alvorligt og find ud af, hvad I har lært og hvordan I kan bruge det fremadrettet.

Skriv endelig på min blog eller til mig, hvis du har kommentarer eller spørgsmål til det ovenstående.
For det er værd at vide, at omtalte tema kan udløse en krise, hvis der ikke tages hånd om det.

Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen