SONNERASMUSSEN.DK

Christels blog

Af terapeut Christel Sonne Rasmussen

Krise om anklager og bebrejdelser af den andens familie.

Krise om biologisk familie og ophav.
De fleste har en søster eller en bror. De fleste har en mor og/eller en far. Her minder mange af os om hinanden.

Den biologiske familie er kendetegnet ved, at vi tit er vokset op sammen med dem, og derfor har vænnet os til vaner og uvaner, noder og unoder.

Genealogical manuscriptNår man som ung eller voksen får en partner ser denne tit med friske øjne på vores familie og peger på aspekter, som vi for længst har accepteret eller stiltiende tolereret. Det kan være aspekter som: lader du altid din mor blande sig i noget, der ikke angår hende? eller: Hvorfor er der ikke nogen, der siger noget, når din bror er bedrevidende? Skal din søsters børn ikke holde bordskik? eller: NU kan jeg bedre forstå, hvor du har din konfliktskyhed og dit fokus på, at tingene skal se pæne ud, ude fra.

I en forelskelsesfase tager de fleste ikke ovenstående så tungt. Man er tolerant, man bærer over, man glider af på sådanne udtalelser. Men når hverdagene melder sig og overskuddet er småt, og tit forstærket af at man selv som par har fået børn, vil den biologiske families fremtræden tit blive en torn i øjet, der kan skabe uendeligt mange konflikter og være udløsende årsag til en krise, to parter imellem.

Jeg har siddet med mange par, der skændes om hinandens familier, eller har fået udviklet den respektløse og uhensigtsmæssige vane at sige:

Du minder om din mor / far / søster / bror – med en hånende eller anklagende tone. Og så bliver afmagten mærkbar og det gamle ord om, at blod er tykkere end vand, får tit diskussioner til at blive højrøstede, hvis det da ikke bliver til skuffelser, resignation og deraf følgende distance, der som oftest viser sig i ægtesengen eller i senere diskussioner.

Lad det derfor være sagt med det samme.

Ingen kan lægges til last for deres biologiske familie. Man bliver som par nødt til at finde ud af, hvad man må og kan acceptere. Er der tydelige ubalancer som misbrug, negativ kritisk indstilling eller andre unoder, må man som par naturligvis finde sin egen opdaterede holdning til dette.

Hvis eksemplet er, som jeg så tit har hørt det, at den kvindelige del af forholdet drikker kaffe med sin mor meget tit, og manden føler sig udenfor eller føler egne grænser overskredet, må man som par finde en fælles holdning og afklare, hvem der må tage kampen, og hvad der skal siges.

Det kan dog være værd at bemærke, at det meget nødigt skal udvikle sig til en kamp, men til en fornuftig voksen stillingtagen.

Og selvom vi som mennesker tit bruger angreb som det bedste forsvar, mener jeg dog, at mange par ville hjælpe sig selv uendeligt meget, hvis de laver den overenskomst at undgå generaliseringer som ”du er ligesom din mor” osv.

Enhver må jo tro på, at vi alle bærer noget med fra vores opvækst, og samtidig frigør os fra prægninger i vores opvækst. Det har vores forældre og svigerforældre også gjort.

Og ingen er vel sat i verden for at bebrejde noget, som hverken den ene eller anden grundlæggende havde indflydelse på.

Skriv gerne eksempler til min weblog om dels hvad du/I har oplevet vedrørende hinandens biologiske familier, samt hvordan I har håndteret eventuelle uoverensstemmelser.

Styrkende tanker 

Christel

 

Af Christel Sonne Rasmussen - 14 feb, 2014

Læs mere i samme kategori:

Parforholdet og manglende seksualitet

Parforhold og seksualitet.
Et parforhold er den relation i vores voksne liv, der rummer de største muligheder.

Med et parforhold har vi muligheden for at opleve fællesskab, tryghed, frihed, kærlighed, venskab, sårbarhed, krise, styrke, erotik og vækst. Og et parforhold er også den relation, hvor vi har mulighed for at udvikle os individuelt samtidig med at der foregår en fælles udvikling.

7-års-krise

Til både det individuelle menneske og til dig/jer, der er i et parforhold, har jeg en anbefaling, i forhold til når I når 7 år i et forhold. Min anbefaling er præget af den gode indsigt: Man må stoppe op for at komme videre. Sagen er nemlig den, at det at stoppe op og lave et tjek på sig selv og sit parforhold er, hvad der giver mening. Ingen går upåvirkede igennem 7 år.

Gnisten mangler i vores parforhold – ægteskab

Jeg har ofte par I parterapi, hvor den kvindelige part udtryk for, at hun ikke længere har følelser for partneren, og at hun ikke ved, om hun elsker ham mere.
At de så alligevel opsøger en parterapeut skyldes som regel, at der er børn og en lang og god fælles historie, som binder dem sammen.

Læs mere af det jeg skriver om

Læs forrige indlæg:
Læs næste indlæg: