SONNERASMUSSEN.DK

Christels blog

Af terapeut Christel Sonne Rasmussen

Krise og magtkampe samt bebrejdelser af den andens familie.

Jeg har ikke giftet mig med min mor – jeg har ikke giftet mig med min far.
Krise og magtkampe samt bebrejdelser af den andens familieKrise om et gensidigt krav i parforholdet om, at partneren skal ændre sig. Det skaber irritation og styrker oplevelsen af uretfærdighed og mangel på accept. Det skaber desuden effekter som utilstrækkelighed og ikke at kunne gøre noget godt nok, samt følelsen af at skulle stå til regnskab og blive målt og vejet og fundet for let eller tung.

Jeg vil indlede denne tekst med nogle udtalelser, jeg har lyttet til, i nogle af mine terapisessions – bare den seneste måned.

Først udtalelser fra mænd:

    • Jeg har ikke giftet mig med min mor. Min kone er tit så sur og svært at gøre tilfreds. Jeg synes, at hun brokker sig over totalt unødvendige bagateller og bebrejder mig, at jeg ikke er nok hjemme. Jeg fatter ikke, at hun tror, at jeg har lyst til at snakke med hende, når hendes ansigt er bortvendt og hun er helt lukket af i kropssproget. Jeg ister troen på en fælles fremtid, når jeg i det sekund jeg træder ind ad døren, og faktisk har glædet mig til at komme, hører en lang remse om, at børnene har skændtes, katten har pisset på gulvet på badeværelset, kolleger der er intrigante, at hun er træt af at stå for det hele og så kommentarer som ”hvorfor tager du ikke noget mere af dig selv”, ”du tror også bare, at maden laver sig selv”, ”der er stadig masser af ting på huset, du har lovet at lave, som du ikke har lavet endnu”……Pyha. Jeg har sgu ikke giftet mig med min mor, – det her mønster må høre op.

 

    • På det seneste er min kone begyndt at lægge tøj frem til mig. Det har jeg aldrig bedt hende om. Men hun er begyndt at kritisere mit tøjvalg og er begyndt at købe tøj til mig, selv om jeg sagtens kan og vil gøre det selv. Hun siger, at hun for at føle sig mere stolt af mig, vil hver en mand, der er mere velklædt og checket. Hun er selv begyndt i fitnesscentre på det seneste, og det synes jeg er fint. Det bakker jeg hende op i. Men dette skift med at ville bestemme, hvilket tøj jeg skal gå i, synes jeg er respektløst. Og jeg synes, at hun baserer det at føle sig stolt på helt forkerte områder. Jeg har skændtes med hende om dette og prøvet at forklare hende, at hun da tager værdighed fra mig ved sådanne handlinger. Hun er meget stædig og siger, at hun ikke vil følges med mig, hvis jeg ikke er mere checket. Jeg synes, at det virker supermærkeligt, og jeg kan ikke finde ind til kernen af, hvad det drejer sig om. Men jeg mister lysten til at være sød ved hende, når hun er så strid og dominant. Jeg har ikke giftet mig med min mor.
    • Vi er kommet ind i en uheldig og tung periode. Vi har ikke haft erotik og sex i snart et halvt år. Det startede med, at min kone var syg, med noget svamp i underlivet, og jeg lod hende være i fred. Men efter nogle uger var hun rask igen, og jeg begyndte naturligvis at gøre tilnærmelser, bl.a. når vi gik i seng om aftenen. Men blev afvist gang på gang. Det gør mig meget frustreret og jeg viser det som irritation og surhed. For vi har altid haft et armt og nært forhold. Når jeg konfronterer hende med, at hun får det bedste frem i mig ved at vi er tætte, altså har sex regelmæssigt, modsvarer hun med, at jeg jo bare kan hjælpe noget mere til, og at jeg skal holde op med at tro, at hun er en person, der bare kan koldstarte. Hun vil have forspil i løbet af dagen, men hvad pokker skal jeg gøre. Jeg er først hjemme ved 17-tiden, og så går der børn, madpakker, sport, aftensmad og tv avis i den, og min oplevelse er klart, at når jeg har forsøgt at småkysse hende i nakken, når hun evt. står og laver mad, bliver hun sur, vrisser og skubber mig væk. jeg har bestilt denne tid nu, fordi hun i forgårs rykkede ud af soveværelset og sov inde ved et af børnene. Jeg fatter ikke, hvordan vi er kommet hertil, og den sure og afvisende holdning hun lægger for dagen, kender jeg fra mit barndomshjem. Jeg havde en utroligt streng og kølig mor, hvad hun ved alt om. Så hun burde vide, at hun rammer mit dybeste sår, når hun afviser mig.
      Jeg har ikke lyst til at miste hende, men er bange for at det er ved at ske.

 

  • Vi har to små børn, på 2 og 4 år. De er rene guldklumper, og vi elsker dem begge højt. Jeg leger lidt mere vildt med dem, end min kone gør. Og det har egentligt ikke været noget problem, da det er to drenge. Den store har haft lidt vanskeligheder i børnehaven, har bidt nogle andre børn og vi har været til bekymringssamtale. Pædagogerne og min kone blev enige om, at det nok skyldtes, at de ikke fik nærvær nok derhjemme. Jeg var dyt uenig og gav udtryk for dette, men det har skabt en slags afstand imellem min kone og jeg. når jeg tumler med ungerne, og lader dem kravle rundt på mig eller giver en svingtur, som kun en far kan give det, skælder hun mig ud – i drengens påhør og jeg føler mig hensat til at skulle være en forstående og altid rolig og brætspils-agtig far. Jeg gider ganske enkelt ikke skældes ud for at være til stede med mine børn, og hun laver ikke andet. Hun er meget bange for, at pædagogerne stempler os som dårlige forældre, og det sker jo ikke. Det er sgu da kun en periode, at den ældste har de her problemer. For mig at se skal vi ud af denne kritiske rolle hurtigst muligt, for jeg oplever, at jeg nærmest skal stå til regnskab for, hvad jeg laver med ungerne, hvis hun ikke er hjemme. Helt ærligt: jeg kan sagtens tage vare på de drenge, og det er faktisk nemmere at være sammen med dem, når hun ikke står der med sit høgeblik. Hver gang vi prøver at tale om det, ender det i skænderier og på en eller anden måde føler jeg mig manipuleret af hende til nogen meget kontrollerede aftaler. Jeg fatter intet og er temmelig indebrændt og skuffet.

Og nu udtalelser fra kvinder:

    • Min mand har fået en lederstilling. Han arbejder meget, og det er en fælles beslutning. Han er dygtig og trives helt absolut med det at have et stort ansvar, men på det sidste er der kommet en bagside af medaljen. Han tror, at han også skal være chef, når han er hjemme. Han har ændret markant holdning. Førhen var han interesseret i at snakke, var varm og kærlig og meget forstående, hvis jeg var træt, utidig eller bare lidt nede. Han var rigtigt god til at tage over, lyttede og bakkede op. Og vi skændtes aldrig om det praktiske eller om det at tage sig sammen. Men det er helt anderledes nu. han har været på nogle lederkurser, og jeg er ved at brække mig, når han begynder på sine paroler om at holde fokus, om at sætte sig mål og være mere effektiv. Ikke fordi at jeg ikke forstår disse begreber og behovene for at optimere, men det er jo ikke et job det her. Det er vores familie og vores fritid, og vi skal vel ikke optimere på alt, når vi er hjemme. Det er vel her, vi skal slappe af. Det er blevet så slemt nu, at jeg konstant føler hans kritiske øjne i nakken. Har jeg nu støvsuget godt nok, – er jeg ”fit” nok, har jeg overskud – for hvis jeg ikke har, har det jo ifølge ham noget med mit manglende fokus at gøre….. han er blevet så kritisk, minder mig om min far , der heller aldrig var tilfreds og kunne skumle over barnagtige småting i dagevis. Min mand skumler bare ikke, han taler og påtaler og jeg forsvarer mig og prøver at blive bedre, men kan mærke at vi er røget ind i et mønster, hvor jeg føler mig konstant ”ikke god nok”. Og det gider jeg simpelt hen ikke. Men jeg kan ikke få ham til at fatte det. Så vi er låst. Vi synes begge, at det er den anden, der tager mest fejl. Hjælp!!

 

    • Min mand synes, at vi dyrker for lidt sex. Det synes jeg ikke. Vi har fået 3 børn, og har begge to karriere. Vi bor i vores drømmehus og mener begge, at der skal prioriteres tid til middage med venner og familie. Og så vil han have mere sex…… og jeg spørger bare: ”hvornår skulle det være, for vi har jo ligesom nok at se til”. Vi skændes om dette, og jeg er i et dilemma. For jeg vil godt være sammen med ham, men når det er sent på aftenen, hvor i hvert fald jeg er træt, og når han forventer, at jeg skal være klar og villig på ganske kort tid, ja så synes jeg at det sjove og det fine går af det. Mit dilemma bliver derfor: skal jeg gå i seng med ham, selv om jeg ikke er oplagt og gå på kompromis med mig selv, for at få lidt mere husfred og gøre ham gladere… eller skal jeg lytte til min krop og sige nej, når jeg ikke føler lyst eller ikke orker det?Desværre – og det ved min mand godt – kommer jeg i kontakt med følelser, som jeg gik med som barn. Jeg havde en meget autoritær far, der havde store forventninger til mig. Jeg har altid forsøgt at leve op til disse, for han kunne blive edderspændt rasende, hvis jeg ikke passede mine lektier, mine pligter, var høflig og adlydende osv. Min mand er jo ikke streng på den måde, overhovedet ikke, men de forventninger han har til mig, gør at jeg trækker mig og ikke kan finde ud af at trække vejret frit. Så hvorfor han ikke bare giver mig tid, som jeg beder om, det fatter jeg ganske enkelt ikke. Er det så svært at forstå?

 

    • Min mand begærer mig. Min mand synes og han giver også udtryk for, at jeg er det bedste, der er sket for ham. I hans øjne er jeg fantastisk. Og jeg får masser af komplimenter og søde beskeder, hvor han skriver, at han savner mig, og at han elsker mig, og at han er den lykkeligste mand i verden på grund af mig osv.
      Så egentligt burde jeg jo ikke klage over noget som helst. Men men men, han er jaloux på vores børn. Ikke sådan at han ikke elsker dem, men når jeg er nærværende eller optaget af noget med ungerne, bliver han tydeligvis skuffet eller fornærmet. Så går han rundt og ligner en slået hund, og først når jeg har bekræftet ham og givet ham knus og nærvær, tør han op, og harmonien er tilbage. Han siger, at han ikke kan gøre for det. at han føler, at han ikke er vigtig, når jeg er sammen med børnene. Og jeg tænker: tag dig dog sammen, mand.
      Han siger, at det er som at have en bil. Børnene, som han elsker, er måske hjulene på bilen, men jeg er bilen. Og det forstår han ikke, at jeg ikke forstår. Og han forstår slet ikke, at jeg ikke har det på samme måde med ham. Jeg synes, at han skulle blive lidt mere moden, og nu er jeg altså begyndt at irettesætte ham, skælde ham ud og bebrejde ham for hans latterlige reaktion. Det er da ham, der er den voksne. Og det er ham, der skal ændre noget. Han skal da også forstå, hvor meget det presser mig at jeg skal være bindeled, og den der altid skal skabe harmonien. Så ja: jeg er blevet mere strid, men det er en hjertesag for mig at få ham til at fatte, at hvis jeg skal bevare respekten for ham, så skal han agere som en mand og ikke som en dreng, der hele tiden venter på, at den altfavnende mor roser ham og siger, at han er dejlig…..han synes, at jeg kritiserer og opdrager ham. Det har jeg nu tænkt mig at blive ved med, indtil han fatter budskabet.

 

  • Jeg synes, at det er på sin plads at irettesætte hinanden. Hjemme hos os har vi forskellige standarder. Jeg vil gerne have, at hjemmet er rydeligt og rent, – ikke noget rengøringsvanvid overhovedet, – bare en standard, der gør at folk kan komme uanmeldt og man ikke står og tænker ”shit, her er rodet”. Det, der er så irriterende, er at vi har talt om det her hundreder af gange. Min mand har sagt, at han forstår det, og at jeg jo bare kan skrive en liste. Men helt ærligt. Kan han ikke fatte, at jeg bliver alt for kontrollerende og alt for meget ”mor” for ham, når han beder om sådan noget. Jeg nægter at skrive en liste. Han må da tage noget af sig selv. Han prøver også, men det er langt under målet, og vi er helt låste nu. for jeg gør det bare selv, men er naturligvis sur, og så gider jeg ikke snakke og da slet ikke kæle med ham. Han beskylder mig for at være perfektionist, jeg beskylder ham for at være skødesløs og tage tingene for givet. Vi s tår i hver vores lejr, og jeg kan slet ikke forstå, at det ikke er ok at irettesætte hinanden. Han siger, at det er tegn på, at jeg ikke accepterer ham som han er, og så tvivler han på, om min kærlighed er ægte. For mig at se har de to ting intet med hinanden at gøre. Men min følelse er faktisk, at vores ægteskab er i krise. For det her gider jeg ikke i længden. Uagtet hvor højt jeg så end elsker ham.
  • Nogle gange, når jeg opdrager vores børn, trækker min mand mig til side og siger ”du er frygtelig at høre på, kan du ikke selv høre at du lyder ligesom din mor”
    Det er sket mange gange nu, og jeg er meget såret og dybt skuffet over hans holdning. Det har jeg også fortalt ham. For sjovt nok synes jeg, at han minder om sin mor, der er ekstremt konfliktsky og fejer alting ind under gulvtæppet. Børn skal da have nogle verbale reprimander en gang imellem. Men han synes, at man aldrig skal hæve stemmen, så når jeg gør det, er jeg galt på den, og jeg er ifølge ham, alt for hård og urimelig og kan slet ikke se, at børnene bliver bange. Han beskylder mig for at gøre børnene utrygge, og så opstår der sådan nogle situationer, hvor han leger den frelsende engel og bedrevidende og pædagogisk sidder og ser TV med børnene, selv om de ikke har ryddet op efter sig, som var en aftale, jeg havde med dem. Jeg er ved at blive sindssyg over, at han ikke ser, hvor illoyal han er. Jeg har aldrig sagt dette til ham for an børnene, men har gjort ham det klart, at han da må respektere min attitude, og det med at børnene bliver utrygge, er helt ud i skoven. Men det kan vi ikke blive enige om, slet slet ikke. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. Han ser mig som alt for kritisk og alt for hård, og han burde da om nogen vide, at mine værdier og holdninger samt det at blive kigget så negativt på, gør mig ked af det.

Var der bare en facitliste over, hvad de mange gode mennesker derude, skulle gøre for at undlade at såre eller belaste hinanden, ville meget tegne lysere. Uanset hvad der udløser uoverensstemmelserne og den deraf manglende forståelse har hvert enkelt par en udfordring, når en af parterne føler sig for nedgjort, kritiseret eller forkert. I min optik er grundproblemet for rigtigt mange par, at skuffelse og sårethed gør, at de kigger på den anden part og tænker: det er hans eller hendes skyld. Så min partner må ændre dit eller dat, før vi er på sporet igen”.

Så hvis der overhovedet er et finger peg om, hvad par i krise skal gøre, når der irettesættes eller opdrages i parforholdene, ja så er det at komme ind i tankegangen igen, der handler om ”os” eller ”vi” eller ”vores”. Derfor taler jeg konsekvent med par om det at være et team og at løse problemer som et team. For netop at undgå bebrejdelserne, skyldfølelsen, kritikken, frustrationerne, manglende nærhed – kort sagt: at undgå at føle sig ensom i sin tosomhed.

Skriv endelig kommentarer, spørgsmål eller egne eksempler på min blog.

Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen

Af Christel Sonne Rasmussen - 14 feb, 2014

Læs mere i samme kategori:

Parforholdet og manglende seksualitet

Parforhold og seksualitet.
Et parforhold er den relation i vores voksne liv, der rummer de største muligheder.

Med et parforhold har vi muligheden for at opleve fællesskab, tryghed, frihed, kærlighed, venskab, sårbarhed, krise, styrke, erotik og vækst. Og et parforhold er også den relation, hvor vi har mulighed for at udvikle os individuelt samtidig med at der foregår en fælles udvikling.

7-års-krise

Til både det individuelle menneske og til dig/jer, der er i et parforhold, har jeg en anbefaling, i forhold til når I når 7 år i et forhold. Min anbefaling er præget af den gode indsigt: Man må stoppe op for at komme videre. Sagen er nemlig den, at det at stoppe op og lave et tjek på sig selv og sit parforhold er, hvad der giver mening. Ingen går upåvirkede igennem 7 år.

Gnisten mangler i vores parforhold – ægteskab

Jeg har ofte par I parterapi, hvor den kvindelige part udtryk for, at hun ikke længere har følelser for partneren, og at hun ikke ved, om hun elsker ham mere.
At de så alligevel opsøger en parterapeut skyldes som regel, at der er børn og en lang og god fælles historie, som binder dem sammen.

Læs mere af det jeg skriver om

Læs forrige indlæg:
Læs næste indlæg: