Kærligheden er ikke en læge.

Jeg vil gerne beskrive nogle tanker, jeg har om kærlighed.
Jeg har kaldt dette afsnit “Kærligheden er ikke en læge”, fordi det er et godt og sigende udtryk for, hvad kærligheden ikke er.

Jeg bemærker en tendens til, at mange agerer, som om kærligheden var en læge. Som om, at kærligheden er en kraft, der kan hele og læge alle sår, som om at hvis man blot har kærligheden til en partner, ja så skal det nok gå. Mange er de par, jeg har siddet med, som siger “bare vi elsker hinanden, ja så finder vi en løsning”. Det kan selvfølgelig godt være sandt for nogen, hvis de kan få deres kærlighed til også at indeholde respekt, dialog, tid til hinanden m.v., men generelt mener jeg, at man skal forstå, at kærligheden såmænd blot er kærligheden. Nødvendig og skøn, og samtidig en forvandlende kraft. For kærligheden er ligesom et ocean, men vi må som mennesker i det moderne samfund gøre os klart, at kærligheden eller oceanet ikke kan tages og holdes i et litermål. Vi kan ikke kontrollere og sikre os, at den store og stærke kærlighed bliver ved at være der. For kærlighed alene lader sig ikke kontrollere, og kærlighed alene gør ikke, at alt er ok og helet og styrket og sikkert.

Som Gary Chapman beskriver i sin enestående bog om Kærlighedens fem sprog, så varer en forelskelsesfase højst 2 år.

Og mange gange i kortere tid. Og det er jo her, at udfordringen opstår. For alle er glade for at være forelskede. Det er sødt og sødmefyldt og skønt og berigende at være totalt optaget af et andet menneske og dennes væsen og personlighed, udseende og indhold. Og man kan føle sig belivet og begejstret og endelig som om, at man er på det rette sted på det rette tidspunkt. Men når kærestens prioriteringer og meninger begynder at brude med ens egne, og forvirring og uenighed opstår blandt mange andre tilstande, ja så er det, at man ikke kan opsøge kærligheden som en læge. Så er det, at man må gøre sig klart, at hvis man ønsker at bevare denne kærlighed, denne nærhed og denne samhørighed med kæresten, også uden for sengen, ja så skal hver person tage 100 procent ansvar for at bevæge sig videre og med åbne øjne tage hånd om det, der opstår og løse de problemer, der kommer hen ad vejen.

Hvorfor skriver jeg dette, vil du kanske spørge.

Det skriver jeg, fordi vi gerne må besynge og nyde kærligheden, men fordi man ikke skal være så naive at tro, at kærlighed alene gør arbejdet for os. Ej heller læger kærligheden gamle sår. Det er nemlig min opfattelse, at mange efter skilsmisser og brud meget hurtigt orienterer sig imod at finde en ny og bedre partner. Og jeg har mere end en gang bemærket, at mennesker hopper fra parforhold til parforhold, i håbet om, at den eneste ene vil dukke op, så kærligheden kan ske fyldest, og så man er lykkelig og tilfreds. Lykke og tilfredshed er, ligesom frihed, indre tilstande. Der sagtens kan udløses af eksterne faktorer og mennesker, men som man som menneske selv må gøre sig klart og selv at tage ansvar for at skulle forvalte. Så hvis du bemærker, at du da nok har hoppet fra forhold til forhold for at finde den eneste ene, mener jeg, at du må stoppe lidt op. Og finde dig selv som den eneste ene, for ikke at afhængig gør dig af drømmen eller illusionen om, at først når du finder den eneste ene, så bliver du lykkelig. Afhængighed og kærlighed er et dårligt match.

– Christel