Julenat i Bethlehem – Elsk muren ned

Jeg anede ikke, før jeg hørte nedenstående Youtube klip, at der eksisterer en mur rundt om Betlehem.
Og jeg blev inderligt glad, da jeg hørte Lars Lilholt synge om Betlehem og kærlighed. Og at sangens tekst nu hænger i både en dansk og engelsk udgave på muren omkring Betlehem, giver håb.

Jeg kommer tit i en særlig blid, henført og melankolsk stemning, når jeg hører Lars Lilholts melodier og tekster. En stemning, hvor grundklange i sindet, hvor længsel efter fred, længsel efter kærlighed, glæde og hjælpsomhed synger. En sang, som jeg tror, at de fleste af os har i vore hjerter, men hvor indre mure er blevet bygget op, som forsvar mod angreb og fornedrelser – og som ly for afvisninger og svigt.

Af Lilholt bliver der med et leveret et billede af en mur, som vi kan elske ned.

Associationerne flyver frit og muren mellem mennesker er hermed også mulig at elske ned. Hvis vi vil og hvis vi tør. Og hvis vi prøver.
Der er for mig at se mange døre, vinduer og sprækker i menneskenes mure.
Og da fortidens døre jo sjældent åbnes uden knirken, er vores udfordring, at vi selv må beslutte os for at overvinde egoets bitterhed, sorg, skuffelser og uretfærdighed, græmmelse og had.

På samme måde som i Betlehem, hvor manifestationen dog er af langt mere alvorlig og fysisk karakter.

Tilgivelsen som forudsætning og mestringsstrategi

Det er så nemt at sige, at vi må åbne fortidens døre, støve rummene lidt af og tilgive. Da præsten holdt tale til min datters konfirmation i starten af maj 2015 talte han om tilgivelse. Og når jeg taler med par, hvor der er faldet hårde ord, været utroskab, og stemningen i lang tid har været præget af kamp og frygt, kan det godt være, at ordene om tilgivelse bliver hørt, men det rungende spørgsmål ”hvordan skal vi gøre det?” ekkoer frem og tilbage.

Billedet med muren giver den mulighed, at man da om ikke andet kan tage et par sten ud, skabe en udsigtspost og måske få øje på den fugl, der sidder og pipper i det første morgengry, som Lilholt synger. Og måske endda kan lave den mentale konstruktion af, hvordan det ville se ud at stå på den anden side af muren og også kigge ind af en sprække. For jeg tror, at det at kunne skue indefra og ud – og udefra og ind er en nødvendig forudsætning for at kunne tilgive og komme videre.

Det er en individuel proces at tilgive

Jeg har talt med mange, der tror, at det at tilgive er at glemme og fortrænge.
Mange, der netop ikke hverken kan eller vil tilgive, fordi de sår, der er blevet påført, er så smertelige, at det må enten hævnes eller bearbejdes. For mig at se er det at tilgive ikke at glemme. Snarere tænker jeg, at det at tilgive er at vælge en vej. Hvor vi fortsætter på trods af smerten og fokuserer på de grunde, vi selv har indflydelse på.

For når vi eksempelvis er i en kærlighedsrelation, der har været smertelig, heles vi når vi mærker, at den gode grund til at blive -på trods af smerten-, er at kærligheden er større end smerten og stærkere end hadet.

For nogen mennesker er første skridt i en tilgivelsesproces at kunne tilgive sig selv for ikke at kunne tilgive.
For andre er det at undersøge, om evnen til at ”give til” en anden, hvad man kunne give, før konflikten kom i vejen, en måde at bevæge sig på.
Et er sikkert. Man kan ikke alene beslutte sig intellektuelt for at tilgive.

Lilholts billede med muren åbner for, at vi nærmer os beslutningen om at lade det onde og usagte være og mærke og sanse, at det er lige nu, at vi har valget. Om at elske muren og murene ned mellem dig og dine tænkeligt kære, uanset om der er gået 2 eller 2000 år.

Min personlige erfaring er, at forudsætningen for at tilgive er at bringe sig i en stemning, hvor det er muligt at se sig selv og den anden og situationen i et andet lys og perspektiv.

Og denne stemning skal tit hjælpes på vej af noget udefra kommende.

Tak til Lilholt, hvis melodi blev en af stierne på min egen vej, en weekend i maj.
Her er et Youtube klip med Lars Lilholt, jeg bedrøves samt bliver bedrøvet: