SONNERASMUSSEN.DK

Christels blog

Af terapeut Christel Sonne Rasmussen

Intet sex eller erotik i parforholdet.

Intet sex eller erotik i parforholdet – det er nærmest helt dødt der har intet været i 2 år.
Indimellem taler jeg med par, der ikke som den første del af deres parforhold har haft startet op med sexliv og erotik.

Det er vanligvis de par, der har mødt hinanden via dating sites eller via kontaktannoncer, og her har der været skriftlig og senere telefonisk kontakt, før en egentlig ”forelskelsesfase” gik i gang.

Langt de fleste par, der kommer til mig, har dog mødt hinanden face-to-face. Det være sig på job, til en fælles fritidsaktivitet, i deres børns børnehave/skole, på en bar, til en privat fest mv. Og som regel har det været den fysiske og sjælelige tiltrækning, der gjorde, at der i det lange første stykke tid var en dejlig og nær inderlighed, masser af sex og erotik, hvor kvaliteter som lyst, nysgerrighed, tolerance, begær og bekræftelse var en helt naturlig del af samværet. Men i alt for mange parforhold visner, hensygner eller nedprioriteres disse vigtige kvaliteter. Årsagerne kan være mange, der kommer barn eller børn, man er flyttet sammen, der fokuseres på job og pligter, uenigheder og skænderier, brok og kritik fylder mere og mere. Og bare det som er videnskabeligt bevist, nemlig at kysse farvel og goddag i 20 sekunder hver dag, er ikke en del af den daglige rytme. Ja, det er rigtigt. 2 gange 20 sekunders kys bevirker, at lyst, passion, accept, glæde mv. bliver ved at være en del af to menneskers samhørighed. Så megen kemi er der nemlig i det. Hvis du er en opmærksom læser, så fatter du nu, at de stereotype tantekys og ”har du haft en god dag, skat ”-klicheer droppes og erstattes af nogle dejlige kyssestunder.

Vanligvis har den ene part brug for et sexliv samt et mere inderligt erotisk nærvær end den anden.

Selvom der i startfasen var en gensidighed i dette. Det er typisk, men ikke altid, manden. Jeg bliver som parterapeut af og til frustreret over de mange dårlige undskyldninger, der er for at lade være med at gå i seng med hinanden. Jeg har selv haft små børn, jeg har selv et krævende job, jeg har selv veninder jeg gerne vil mødes med, jeg ved godt at der er mange modsætninger imellem mænd og kvinder, men jeg ved også, at det at dyrke nær og givende regelmæssig sex åbner for en livsglæde og bekræftelse, vi formentligt ikke kan få på anden måde. Jeg ved også, at det at skabe og generere den tryghed, som opstår i et nært og inderligt rum, ikke opstår på ret mange andre måder, på så dybt et plan i hvert fald. Det kræver prioritering at opretholde et givende og sjovt sexliv og at blive ved at være nysgerrig i forhold til erotik. Og det kræver af og til inspiration. Den er nu ikke så svær at få, denne inspiration. Udover nettet og bøger om Karma sutra, kan I også øse af jeres egne fantasier og blive ved at udvikle jer sexuelt. For kedelig sex er næsten værre end intet sexliv. Men ingen af fænomenerne bør få plads.

Jeg hører tit på en stor frustration, især fra den mandlige part i forholdet, fordi kvinden har hovedpine, og ikke har lyst, men lige skal have vasketøjet på plads mv.

Og dette indlæg handler ikke om, at nu skal I 1-2-3 bare sørge for at være mere erotiske. For det er man jo ikke bare. Det bør aldrig alene blive en viljestyret eller mental beslutning, der gør, at man bliver mere nære i sit parforhold. Det er en fælles opgave at løfte niveauet, så manden ikke sidder og siger: ” Det er lige meget, hvad jeg gør, så afviser hun mig”. Og så kvinden ikke sidder og tænker ”ja, men det er da fordi, han aldrig snakker med mig. Han er så selvoptaget og så behovsstyret og spørger slet ikke ind til mig”. Ligeledes oplever mange kvinder, at sexlivet bliver så sjældent, at det går for hurtigt og nærmest er en ”koldstart”, hvilket ikke er befordrende for nærheden og fortsat lyst.

Få nu prioriteret noget fælles tid. Få nu talt sammen. Kys hinanden.

Få uenighederne talt igennem og skru ned for niveauet af kritik og brok. Livet bliver ikke genudsendt. Hver time tæller. Alle mennesker er erotiske. Engang var du vild med din partner, – kunne ikke lade vedkommende være i fred. Søg den nysgerrighed og tolerance, det begær og den ømhed, der gjorde jeres sex og erotik helt fantastisk.

Søg hjælp, hvis jeres forhold i alt for lang tid har været uden aktivt sexliv og erotik.
Det er et sygdomstegn. Og det er sjældent, at ingenting kommer af ingenting i et parforhold.

Skriv gerne til min blog med spørgsmål eller kommentarer vedrørende dette vigtige emne.

Alle er selv sagt annonyme.
Venlig hilsen

Christel Sonne Rasmussen

Af Christel Sonne Rasmussen - 18 feb, 2009

Læs mere i samme kategori:

Parforholdet og manglende seksualitet

Parforhold og seksualitet.
Et parforhold er den relation i vores voksne liv, der rummer de største muligheder.

Med et parforhold har vi muligheden for at opleve fællesskab, tryghed, frihed, kærlighed, venskab, sårbarhed, krise, styrke, erotik og vækst. Og et parforhold er også den relation, hvor vi har mulighed for at udvikle os individuelt samtidig med at der foregår en fælles udvikling.

7-års-krise

Til både det individuelle menneske og til dig/jer, der er i et parforhold, har jeg en anbefaling, i forhold til når I når 7 år i et forhold. Min anbefaling er præget af den gode indsigt: Man må stoppe op for at komme videre. Sagen er nemlig den, at det at stoppe op og lave et tjek på sig selv og sit parforhold er, hvad der giver mening. Ingen går upåvirkede igennem 7 år.

Gnisten mangler i vores parforhold – ægteskab

Jeg har ofte par I parterapi, hvor den kvindelige part udtryk for, at hun ikke længere har følelser for partneren, og at hun ikke ved, om hun elsker ham mere.
At de så alligevel opsøger en parterapeut skyldes som regel, at der er børn og en lang og god fælles historie, som binder dem sammen.

Læs forrige indlæg:
Læs næste indlæg: