SONNERASMUSSEN.DK

Christels blog

Af terapeut Christel Sonne Rasmussen

Forebygge stress.

Forebygge gennem åbenhed og åben dialog om stress.
En mand kom til mig og fortalte sin stresshistorie.
Da han opsøgte coaching var det efter en periode med en langtidssygemelding, hvor diagnosen slutteligt havde været “udbrændthed som følge af stress“.
Jeg husker tydeligt dele af hans beskrivelse.

Han, en mand sidst i 30erne, havde arbejdet med mennesker i mange år. Havde altid nydt det, og var som regel gået beriget og energifyldt hjem.
1½ år før hans sygemelding, påtog han sig af sig selv et ansvarsområde for nogle af de mere omsorgskrævende borgere. Han vidste, at han var kompetent, og han havde en stor glæde ved netop denne målgruppe, fordi han følte, at han dagligt gjorde en forskel.
Han begyndte gradvist at blive mere og mere træt. Han sov meget, og han mistede lysten til de fritidsinteresser, han før havde deltaget i. han var lidt bekymret, og begyndte at spise vitaminpiller og gik også en del til læge, der dog ikke kunne finde nogen symptomer, hvorfor han blev anbefalet at tage det roligt.
Indeni sig selv begyndte han at tale meget med sig selv om, at han måtte tage sig mere sammen. Hans kæreste, der var en omsorgsfuld kvinde, spurgte ham tit, hvad det var, der plagede ham, men han vidste det ikke, og hun fortalte ham hyppigt, at han virkede mere og mere distræt. Han sagde, at han nok bare havde en for tidlig 40 års krise, for han vidste ikke, hvad det var, der plagede ham; blot kunne han mærke, at han var træt.
En dag faldt han om. Og blev liggende. Kæresten fandt ham; der var puls, men han var skiftevis bevidstløs og vågen, og hun ringede øjeblikkeligt efter en ambulance, hvorefter han blev indlagt.

Han blev sygemeldt fra sit job.

Og fik den tilbagemelding fra både kollegaer og leder, at de da også havde syntes, at han virkede meget energiforladt og var langt mere passiv og svær at motivere end tidligere. Men ingen havde sagt noget til ham, selvom de efterfølgende flere gange gav udtryk for, at de da havde set dette igennem længere tid.Faktisk var han blevet så dårlig, at han var udbrændt. Stressen, eller rettere, den mentale plagsomme selvbebrejdelse, han havde haft, fordi han ikke var tilfreds med sin indsats på jobbet, havde udtæret ham. Og selvom det jo ikke havde skortet på bekymring fra kæresten så havde ingen fanget signalerne.
Ej heller ham selv.
I dag er han på flexjob, og kan ikke overkomme at arbejde mere end max. 20 timer om ugen. Han har lært at lytte til sin krops signaler og er holdt op med at bebrejde sig selv. Men hans livskvalitet er væsentligt ændret.

Mit spørgsmål er:

  • Hvad er det dog, der sker?
  • Hvad er det dog, der gør, at kollegaer m.v. ikke råber vagt i gevær og giver udtryk for, hvad de ser og bemærker?
  • Hvad er det dog, der gør, at vi ikke tager hinanden mere alvorligt og tør tale til hinanden og sige, hvad vi ser og bemærker?
  • Det kan jo godt være, at denne mand slet ikke havde lyttet, hvis en kollega eller en leder havde sagt “nu tager vi os en snak, for jeg ser, at din attitude og adfærd er ændret. “Er det noget, du kan/vil tale om”
  • Det kan også være, at han var vågnet op.

Dette eksempel er blot et af mange.

Og et eksempel, der peger på, at det er nødvendigt at stoppe den grad af tabu, der for mange stadig er med hensyn til stress. Jeg mener ikke, at stress er tabubelagt på samme måde som homoseksualitet, død og overforbrug af alkohol og medicin m.v..

Jeg er et menneske, der mener, at vi har gode grunde til det, vi gør, derfor vil jeg heller ikke lægge det ud som en bebrejdelse, at vi mange gange, og især på arbejdspladserne, ikke får spurgt til hinanden.
En af de gode grunde, der kan være med til at afholde kolleger fra oprigtigt at spørge “hvordan har du det egentligt”, handler i mange tilfælde om, at de ikke ønsker at snage. Den gode grund er jo hermed et forsøg på at respektere, hvilket da i mange sammenhænge giver mening. Blot vil jeg med denne tekst anføre, at det at spørge ind og udvise interesse, er endnu mere respektfuldt..

  • At man som leder godt kan vægre sig imod at spørge for meget om, hvordan det går derhjemme, fordi det kan være svært at tackle, hvis en person pludseligt bryder sammen., kan være en anden god grund til at åbenheden og dialogen ikke får plads.

Og igen:

  • Ingen skal nødvendigvis overtræde hverken deres egen eller andres grænser, men som leder er det vigtigt at vide, at selvom hvert menneske naturligvis har et ansvar over for sig selv og sit fysiske og psykiske helbred, ja så har man som leder et ansvar for også at være med til at sikre trygheden og trivslen på en arbejdsplads..
  • Så når de gode grunde skyldes at man er konfliktsky eller overforsigtig, er det tiden at afklare, hvorvidt der mon ikke er endnu bedre grund til at forebygge stress og højne både sin egen selvagtelse og det at være et åbent og levende, nærværende menneske.

Indeni det enkelte individ kan der også være barrierer, der gør, at man ikke vil erkende sin situation.

  • Man kan eksempelvis gå og bilde sig ind, at “de andre nok tror, at jeg er svag”, at “de andre nok tror, at jeg ikke har styr på tingene”, at “de andre nok tror, at jeg er ved at miste kontrollen”, hvilket er ganske frygtfremkaldende for mange mennesker.
    Og denne dyne af usagte ord, tanker og følelser kan have katastrofale følger.

Når Uni Coaching holder foredrag eller underviser i stresshåndtering, er det sociale aspekt væsentligt at komme ind på. Fordi det ikke er en skam at være stresset, – ej heller er det smart at være stresset. Fordi vi bliver nødt til at bryde med den berøringsangst, som vi nogle gange oplever, når vi har fornemmelse af stress, og som kun får lavinen til at rulle endnu hurtigere.

Vi har alle sammen et ansvar i at forebygge stress.

Vi har et ansvar for os selv. For at lytte til vores egen krop og indre stemme. For at være opmærksomme på dem, vi dagligt omgås, privat som jobmæssigt. For at turde sige og vise, at vi godt kan række hånden frem. Måske kun ved at stille nogle spørgsmål, og ikke fordi, at det er vores primære ansvar at tage os af et andet menneskes stress. Men fordi vi som mennesker må have så megen interesse i andre end os selv, at vi godt tør spørge.
Uni coaching mener, at der må være åbenhed omkring stress.

Det at have en stresspolitik kan være et fint redskab i sig selv. Ligesom alle andre redskaber skal det tages i brug, for at kunne mestres.
Det kan give en åbenhed i sig selv at vide, at der er opmærksomhed på stress – signaler på den virksomhed, hvor du er.
At der er talt om, at det er væsentligt dels at kunne reducere stress, og at det er væsentligt, at virksomheden har en klar handleplan for, hvad der gøres, når stress bemærkes.

  • Nogle virksomheder er allerede så fremsynede, at de har en stresscoach tilknyttet.
  • Nogle virksomheder laver tilfredshedsundersøgelser.
  • Nogle virksomheder tilbyder flextid.
  • Nogle virksomheder sørger for, at der er sammenhæng imellem de opgaver, der stilles og de kompetencer, den enkelte har.
  • Nogle virksomheder giver wellnessophold til deres medarbejdere.

Mulighederne er mange. Og det er stadig i dagligdagen og i vores relation og omgang med hinanden, at vi må være opmærksomme. For som i ovenstående eksempel er det væsentligt at bemærke, at det ikke er nok at tænke “åh, han ligner da noget, katten har slæbt med ind; mon det går dårligt derhjemme”…
Uanset hvor en stress evt. er udsprunget, for naturligvis sker det ikke kun på arbejdspladser, så er det væsentligt, at der hvor man bemærker, stresssignaler, ja der er det da på sin plads at give udtryk for, hvad man ser og interessant nok: også hvad man ikke ser.

Flere psykologer mener, at der skal en kulturændring til.

Fordi der er en tendens til blandt vi danskere, at vi ikke vil blande os for meget, og ej heller kan håndtere det, vi kalder svaghedstegn.

Stille og roligt vinder åbenhed frem. Og åbenhed er ikke nødvendigvis noget med, at nu skal vi alle være venner og være private og fortælle alt om, hvad der sker. næ, det er helt i orden at være privat, og så på sin arbejdsplads at gøre sig klart, at man da ikke behøver at være ven med folk for at kunne være venlig. Man behøver ikke spørge til private aspekter for at kunne have en dialog om det, man ser, hører og bemærker, der hvor man er.

Dialogen er åbenhedens redskab. Og det må vi, om vi er ledere, medarbejdere, tillids- og sikkerhedsrepræsentanter mv. øve os i, for vi har nemlig et til fælles:

  • Vi er alle sammen mennesker. Og vi har alle brug for livskvalitet.
  • Jeg kommer gerne ud til virksomheder og holder både kursusdage og oplæg om stress og stresshåndtering.

Jeg glæder os til at komme ud på også din arbejdsplads og forebygge stress.

Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen

Af Christel Sonne Rasmussen - 8 jan, 2007

Læs mere i samme kategori:

Foredrag i at formulere en stresspolitik.

Der laves rygepolitik i stort omfang i Danmark for tiden. Mange af disse rygepolitikker er enkle, fordi det er så konkret med røg, og fordi så mange undersøgelser peger på, at røg er usandsynligt farlig. Derfor er der rygepolitikker, der forståeligt nok indeholder et forbud mod røg.

Stresshåndtering om forebyggelse og håndtering af stress

Stresshåndtering – Lær at tackle din stress, før den tackler dig.
Stresshåndtering, tid og prioritering.
Prioritering er væsentlig indenfor stresshåndtering.
Det fælles grundvilkår er, at vi har lige megen tid.

Vi mennesker har ikke den samme historie. Vi har ikke det samme helbred. Vi har ikke den samme tankegang. Vi har ikke den samme tro. Vi har ikke det samme netværk. Lad os hylde forskelligheden, men gøre os en ting helt klart.
For der er en faktor, som vi som mennesker har lige meget af, om vi lever nord eller syd for ækvator, er hvide, velhavende, arbejdsomme eller ej.

Vi har lige megen tid.
Alle har vi 24 timer i døgnet. Intet mere, intet mindre.

Stresspolitik – Udarbejdelse og af stresspolitik

Stresspolitik, hvorfor og hvordan?
Stresspolitik handler om rådgivning.
Hvad en stresspolitik bør indeholde.
Stress har stor indvirkning på effektiviteten og arbejdsglæden.

Det er tankevækkende, at det i løbet af kort tid er lykkedes at indføre en rygepolitik, ikke kun på den enkelte virksomhed, men på landsplan.

Læs mere af det jeg skriver om

Læs forrige indlæg:
Læs næste indlæg: