Et eventyr om medgang og modgang.

I en by i det Fjerneste Østen levede der engang en pige ved navn Fatima.

Hun var datter af en velstående spinder. En dag sagde hendes fader til hende “Kom datter! Vi skal ud på en rejse for jeg har forretninger på øerne i Middelhavet. Måske finder du en køn mand i gode kår som du kan gifte dig med.”

De drog at sted og rejste fra ø til ø, faderen optaget af sine handler, mens Fatima drømte om den ægtemand hun måske snart ville få.
Men en dag, da de var på vej mod Kreta, blæste der en storm op og de led skibbrud. Kun halvt ved bevidsthed blev Fatima slynget op på kysten tæt ved Alexandria. Hendes fader var død og hun var nu berøvet alt.

Hun kunne svagt erindre sit hidtidige liv, for skibbruddet og hendes strabadser i bølgerne havde fuldstændig tappet hende for kræfter.

Som hun vandrede der i sandet blev hun fundet af en væver familie. Selv om de var fattige tog de hende med til deres ringe hytte og lærte hende deres håndværk. Således gik det til hun fik en ny tilværelse, og inden et år eller to var gået var hun lykkelig og forsonet med sin skæbne. Men en dag da hun af en eller anden grund igen var ude på stranden, gik en bande slavehandler i land og bortførte hende sammen med nogle andre fanger de havde taget.

Skønt hun klagede sig bitterligt over sin skæbne fandt hun ingen medlidenhed hos slavehandlerne. De tog hende med til Istanbul og solgte hende som slavinde.

Hendes verden var styrtet i grus for anden gang. Nu faldt det sig sådan at der kun var få køber på markedet. En af dem var en mand der søgte slaver til arbejdet på sin tømmerplads, hvor han fremstillede master til skibe. Da han så den ulykkelige Fatimas modløshed, besluttede han at købe hende, idet at han tænkte at hun måske ville få en lidt bedre tilværelse hos ham, end hvis hun blev købt af en anden.
Han tog Fatima med hjem i den hensigt at gøre hende til stuepige for sin kone. Men da han nåede hjem, fik han af vide at han havde mistet alle sine penge med en skibsladning der var blevet taget af sørøver. Nu havde han ikke råd til at ansætte arbejdere, så der var ikke andre end ham selv, Fatima og hans kone til at udføre det hårde arbejde med at lave master.

Fatima der var taknemmelig mod sin arbejdsgiver, fordi han havde reddet hende, arbejde så hårdt og godt, at han frigav hende og gjorde hende til sin betroede medhjælper. Sådan gik det til at hun blev forholdsvis lykkelig i sin tredje løbebane.
En dag sagde han til hende: “Fatima, jeg vil bede dig rejse med en ladning skibsmaster til Java som min agent, og se nu til at du sælger dem med fortjeneste.”

Hun begav sig af sted, men da skibet var ud for Kinas kyst, blev det splintret af en tyfon, og Fatima måtte igen opleve at blive kastet op på stranden i et fremmed land. Atter en gang græd hun bitterligt, for hun følte at intet i hendes liv gik efter forventningerne. Så snart noget så ud til at lykkes, kom der noget og ødelagde alle hendes forhåbninger.

“Hvorfor skal det være sådan,” græd hun for tredje gang, “at så snart jeg prøver at gennemføre noget så går det galt? Hvorfor skal der overgå mig så mange ulykker?” Men der var intet svar. Til sidst rejste hun sig af sandet og begyndte at gå ind mod land.

Ingen i Kina havde naturligvis hørt om Fatima og hendes vanskeligheder. Men tilfældet ville at der fandtes et sagn om, at en fremmed kvinde en dag ville komme der til, og at hun ville være i stand til at lave et telt til kejseren. Og eftersom der endnu ikke var nogen i Kina der kunne lave teltet, så alle forventningsfuldt frem til at denne spådom ville gå i opfyldelse.

For at sikre sig at den fremmede kvinde ikke skulle forblive ubemærket når hun kom, havde flere på hinanden kejser af Kina opretholdt den sædvane en gang om året at sende herolder ud til alle landets byer og landsbyer med påbud om at alle fremmede kvinder skulle lade sig forstille ved hoffet.

Da Fatima kom vaklende ind i en by ved den kinesiske kyst, blev denne regel fulgt. Indbyggerne talte til hende gennem en tolk og forklarede at hun måtte opsøge kejseren.

“Min dame,” sagde kejseren da Fatima blev ført frem for ham, “kan De lave et telt?”.
“Det tror jeg nok,” sagde Fatima.

Hun bad om et reb, men det kunne ikke skaffes. Så huskede hun sin tid som spinderske, samlede hø og lavede et reb. Derpå bad hun om kraftig teltdug, men kineserne havde ingen af den slags hun behøvede. Så øste hun af sin erfaring fra væveriet i Alexandria og lavede et stykke kraftig teltdug. Derefter sagde hun at hun behøvede teltpæle, men der fandtes ingen i Kina. Så huskede Fatima den oplæring hun havde fået hos tømmermesteren i Istanbul, og lavede med kyndig hånd nogle kraftige teltpæle. Da det var gjort, gravede hun i sin hukommelse for at huske alle de telte hun havde set på sine rejser og snart var teltet færdigt.

Da vidunderet blev afsløret for kejseren af Kina, tilbød han Fatima at opfylde et hvilket som helst ønske hun måtte fremsætte. Hun valgte at slå sig ned i Kina, hvor hun giftede sig med en køn prins og levede lykkeligt, omgivet at sine kære børn, til sine dages ende.

Og det var igennem disse eventyrlige tildragelser at Fatima indså, at det der i første omgang havde virket som ubehagelige oplevelser, da det kom til stykket fik afgørende betydning for at hun fandt lykken.

– Christel