SONNERASMUSSEN.DK

Christels blog

Af terapeut Christel Sonne Rasmussen

Eksamensangst. – Om en ung pige der er 19 år og går i 2.g, sproglig linie.

Hun har altid været god til at huske og lære bogligt stof men hun har store problemer med eksamensangst. Pigen henvender sig fordi hun 2 uger senere skal til mundtlig eksamen i fysik, et fag som hun har det svært med at forstå. Faget er studentereksamensfag og skal afsluttes i år, dvs. at karakteren for hendes præstation kommer til at stå på eksamensbeviset. Hun står nu overfor to udfordringer som skal forceres.

Pigen fortæller, at hun i tiden op til eksamen er meget nervøs, og har alt for mange sommerfugle i maven. Hun har hjertebanken og søvnforstyrrelser. Hendes tanker “roder rundt” og har præg af kaos, f.eks:

  • Bare klappen ikke går ned
  • Bare jeg kunne blive fri , jeg vil ikke
  • Jeg mister overblikket
  • Jeg kan ikke
  • Jeg dur ikke til det, det er pinligt

Når hun skal forberede sig, er hun god til at lave strukturerede noter, som kan give hende
overblik, men når hun skal ind og fremlægge glemmer hun alt om sine noter. Hun sætter sig ved eksamensbordet og “krymper sig sammen” både fysisk og mentalt.

Vi går i gang med at finde ud af, hvordan hun vil have eksamen til at forløbe. Hun vil demonstrere f.eks.:

  • At hun kan
  • Overskud
  • Styr på situationen
  • At have en god fornemmelse
  • At have overblik
  • At slappe af

Sådan vil jeg ha’ det, siger hun.

I sin fritid spiller hun amatørteater og hun elsker det. Hun har forberedt sig godt, og har ingen problemer med at huske teksten, når hun går på scenen. Hun har sat sig ind i rollen og har forberedt sig mentalt. Hun er helt fokuseret på sin performance. Hun kan se for sig, hvordan hendes præstation skal være, hun går på scenen og gør det.

Jeg spørger, hvordan det vil være for hende at forestille sig, at den kommende eksamen er en teaterforestilling, hvor hun har hovedrollen?
Hun lyser op og svarer efter en kort tøven, at hun tror, at hun faktisk vil være rigtig god til det! Vi gennemgår herefter, hvordan hun vil gribe det an, hvilket er følgende:

  • Sætte sig ind i rollen og teksten
  • Meditation
  • Fokusere
  • Træne kropssproget

 

I de to uger der går fra vore samtale til hun skal til eksamen forbereder hun sig på såvel faget fysik som den mentale fokusering på den kommende “forestilling”, “tager den ind” som hun siger.

Dagen oprinder. Hun er rolig, ikke nervøs. Hun mærker efter, om ikke angsten er på vej men den bliver væk! Hun lader sig ikke bringe ud af fatning, blot fordi de andre er nervøse. Hun går ind på scenen og tager fuld styring på seancen, som hun har forestillet sig ville gøre. Hun sætter sig ikke ved bordet som tidligere, men går straks til tavlen og fortæller, hvad der nu skal ske. Hun performer og har situationen fuldstændig under kontrol.
Hun får karakteren 10.

Hendes lærer evaluerer med hende efterfølgende og fortæller bl.a., at han og censor oplevede hende som velformuleret, sikker og overbevisende. SEJR!

 

Af Christel Sonne Rasmussen - 14 jul, 2008

Læs mere i samme kategori:

Foredrag kursus – workshop i eksamensangst

Flere gymnasieelever har kontaktet mig på det seneste omkring eksamensangst.
De har beskrevet, at de har gået på eksamenskurser bl.a. via deres studievejledere, og eleverne har givet udtryk for stor frustration.

Foredrag om forberedelse til eksamen mundtligt og skriftligt

Foredrag om eksamensangst og håndtering af dette.
Det er i ungdommen, at det starter. Eksamen begynder at blive en del af skoleforløbet, og fra kun at have været en elev, der har skullet modtage og præstere i det kendte klassemiljø, er man med et udfordret og skal til eksamen, skriftligt som mundtligt.

Tandlægeskræk

Hvert enkelt menneske har sine egne grunde til at være bange – have angst for tandlæger og det, der foregår i selve tandlægestolen.

Naturligvis er det en form for intim behandling at skulle åbne munden, læne sig tilbage og tillidsfuldt stole på, at tandlægen gør sit job ordentligt.

Læs forrige indlæg:
Læs næste indlæg: